Tyrefægtning — kunst eller dyrplageri?

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

LUCIO var kun 19 da det skete. Det var forår i Sevilla, og den kendte Maestranza-arena var fyldt til bristepunktet. Men Lucio var en anelse for tæt på tyren da den kom tordnende forbi. Et skarpt horn flåede hans højre øje ud.

Efter at han havde forladt hospitalet øvede han sig uafbrudt i tre måneder med sin slængkappe. Selv om han havde mistet et øje, var han ikke indstillet på at sige farvel til sin livsdrøm. Hen mod slutningen af sommeren vendte han tilbage for at kæmpe i arenaen i Sevilla, og blev efter kampen båret ud i triumftog. „Det var en satsning,“ indrømmede han, „men sådan er det nu engang i tyrefægtning.“

Tyrefægterens dramatiske skikkelse har inspireret sangskrivere, forfattere og filminstruktører. Det er formentlig grunden til at de millioner af turister der hvert år besøger Spanien og Mexico ikke føler at de har været der hvis ikke de har overværet en tyrefægtning.

Men turisterne er langtfra de eneste der fylder arenaerne. Kendte matadorer trækker tusinder af lokale fans til de kolossale tyrefægterarenaer i Madrid, Sevilla og Mexico City. I entusiasternes øjne er en kendt matador en kunstner, på højde med Goya eller Picasso, en kunstner der foragter døden for at skabe et levende mesterværk.

Imidlertid har ikke alle spaniere tyrefægtning i blodet. En undersøgelse for nylig afslørede at 60 procent kun havde lidt eller slet ingen interesse for det. Adskillige grupper i Spanien er begyndt at føre kampagner mod denne „nationale fiesta“, idet de hævder at „tortur hverken er en kunstart eller en kulturarv“.

Traditionens gamle rødder

Den gamle skik at et menneske kæmper mod en tyr finder nogle betagende, mens andre finder den modbydelig. Folk i Middelhavsområdet har i århundreder respekteret den vilde tyrs utæmmelige natur. Faraonerne i Ægypten jagede dem til fods, mens prinser og prinsesser på Kreta udfordrede den angribende tyr ved at slå kolbøtter hen over dens horn.

I løbet af det første årtusind efter vor tidsregning satte det romerske og muslimske herredømme sine spor med hensyn til hvad der skulle blive en traditionel spansk skik. Forfaldne romerske amfiteatre blev omdannet til tyrefægterarenaer, som stadig til en vis grad ligner det romerske cirkus. Maurerne indførte den skik, siddende på hesteryg at gennembore tyren, og det er nu blevet en del af ceremonien.

Det var imidlertid ikke før i det 18. århundrede at tyrefægtningen begyndte at antage den form den har i dag. På det tidspunkt overgik tyrefægtningen fra at være forbeholdt aristokraterne til at blive udøvet af professionelle som var ansat af hoffet. Omtrent samtidig designede Goya en karakteristisk klædedragt, der i dag kendes som traje de luces, „lysenes dragt“, på grund af de flotte guld- og sølvbroderier. Man rettede også opmærksomheden mod dét at skaffe de helt rigtige tyre.

Den rigtige tyr

Den ægte vilde tyr forsvandt i det 17. århundrede fra sine sidste levesteder i skovene i Mellemeuropa. Men i de sidste tre hundrede år har den spanske vildtyr overlevet fordi man har fremavlet mange kamptyre. Den største forskel på en vild tyr og en tæmmet tyr er måden den reagerer på når den føler sig truet. Den vilde iberiske tyr vil blive ved med at angribe uanset hvad eller hvem der bevæger sig foran den.

Tyrefægtning afhænger af denne karakteregenskab, hvilket er noget som de spanske opdrættere hele tiden forsøger at forbedre. Tyrene bliver passet og plejet i fire år indtil det skæbnesvangre øjeblik kommer hvor de uden barmhjertighed bliver drevet ind i arenaen. Når tyren kommer derind har den aldrig set en matador eller en kappe før — hvis den havde, ville den kunne genkende teknikken og således være alt for farlig. Den angriber derfor instinktivt kappen der bevæger sig, uanset om kappen er rød eller har en hvilken som helst anden farve (tyre er nemlig farveblinde). I løbet af 20 minutter er det hele forbi, og en livløs krop på et halvt ton bliver slæbt ud af arenaen.

Tyrefægtningens tre akter

Under den farverige åbningsceremoni går alle deltagerne, deriblandt de tre matadorer, deres medhjælpere samt picadorerne, rundt i arenaen. Der er blevet tildelt to tyre til hver af matadorerne, som kæmper mod disse hver for sig. Under hele kampen ledsager et orkester begivenhederne med traditionel livlig og gribende musik, mens hornsignaler meddeler når hver af de tre tercios, eller akter, i forestillingen begynder.

Første akt begynder når matadoren har gjort nogle indledende bevægelser med en stor kappe, for at ophidse tyren. Derefter kommer en picador ridende ind i arenaen med en stålbesat lanse. Tyren bliver provokeret til at angribe hesten, hvis sider er beskyttede af et polstret panser. Picadoren afværger tyrens angreb med sin lanse, idet han stikker den i tyrens nakkemuskler og skuldre. Det svækker tyrens nakkemuskler, og derved bliver den tvunget til at sænke hovedet når den angriber, hvilket er særlig vigtigt i slutfasen når den skal slås ihjel. (Se billedet herover.) Efter yderligere to angreb forlader den ridende picador ringen, og kampens andet tercio begynder.

I denne akt medvirker matadorens medhjælpere, banderilleros, hvis rolle er at stikke to eller tre par banderillas, korte spyd med modhager af stål, i tyrens skuldre. Banderillero’en fanger tyrens opmærksomhed med råb og fagter i en afstand af 20 til 30 meter. Når tyren angriber løber en banderillero hen mod den, og idet han i sidste øjeblik kaster sig til siden, sætter han de to af spyddene i tyrens skuldre.

I kampens sidste akt står matadoren alene over for tyren. Dette afgørende tidspunkt i tyrefægtningen kaldes sandhedens øjeblik. Nu benytter matadoren sin muleta, et skarlagenrødt klæde af serge eller flonel, for at narre dyret. Han holder sig hele tiden tæt op ad tyren mens han med muletaen ophidser den til desperat at angribe, og samtidig benytter han muletaen til at kontrollere angrebene efterhånden som tyren kommer tættere og tættere på. Efter sigende er denne del af kampen „slet ikke en kamp mellem et menneske og en tyr, men snarere et menneskes kamp mod sig selv: hvor tæt på sin krop tør han lade hornene passere, og hvor langt vil han gå for at tilfredsstille tilskuerne?“

Når matadoren har vist sin dygtighed over for den nu forvirrede tyr, forbereder han sig på at give den dødsstødet. Dette er kampens højdepunkt. Matadoren sikrer sig at tyren står i den bedste stilling til dødsstødet, med forbenene samlet. Derefter bevæger han sig over mod tyren, strækker sig ind over hornene og støder sit sværd ned mellem skulderbladene mens han forsøger at undgå at tyren foretager et pludseligt ryk med hornene. I bedste fald skærer sværdet hovedpulsåren over og forårsager næsten øjeblikkelig død. Dette sker dog sjældent, og der må derfor flere forsøg til.

Men selv når en tyr er ved at dø kan den være farlig. For fem år siden vendte en kendt 21-årig matador, der gik under navnet Yiyo, sig om efter at have tilføjet en tyr nådestødet. Tyren kom imidlertid til sig selv, og med et af sine horn gennemborede den hjertet på den ulykkelige tyrefægter.

Nedslibning og døden

For mange er tyrefægtning en farverig og spændende oplevelse. Men der er mere end én ubehagelig side ved denne sport. En entusiast bemærkede at „i dette sørgelige show er den eneste ærefulde skikkelse tyren, og den mishandler man ved at nedslibe spidserne på hornene så den har svært ved at træffe sit mål“.a

Det er almindeligt kendt at arrangører af tyrefægterkampe er korrupte, hvilket fik en matador til ironisk at sige at han ikke frygtede tyrene „halvt så meget som . . . [han frygtede] dem der står for tyrefægterarenaerne“. Selv om de bedste matadorer kan tjene millioner af kroner, er konkurrencen hård og faren for kvæstelser og død er konstant. Af de omtrent 125 fremtrædende matadorer der har været i de sidste 250 år, er mere end 40 døde i arenaerne. De fleste matadorer bliver stanget mindst én gang i løbet af hver tyrefægtersæson, mere eller mindre alvorligt.

Hvordan bør kristne betragte tyrefægtning?

Efter at have overvejet det foregående, hvordan bør kristne da betragte tyrefægtning? Apostelen Paulus forklarede at det grundlæggende princip, at der bør tages hensyn til dyr, stadig gjaldt for de kristne. Han citerede fra Moseloven, som udtrykkeligt krævede at den israelitiske landmand skulle behandle sin okse med omtanke. (1 Korinther 9:9, 10) Tyrefægtning kan næppe siges at være en værdig måde at behandle en okse eller en tyr på. Sandt nok betragter nogle tyrefægtning som en kunst, men det retfærdiggør ikke dette rituelle drab på et prægtigt dyr.

Et andet princip man også bør tage i betragtning er livets hellighed. Bør en kristen med overlæg udsætte sit liv for fare, blot for at vise sit mod eller for at tilfredsstille nogle tilskuere? Jesus nægtede at sætte Gud på prøve ved uden grund at udsætte sig selv for farer. — Mattæus 4:5-7.

I bogen Døden kommer om eftermiddagen skrev Ernest Hemingway: „Formentlig er tyrefægtningen også umulig at forsvare set fra et moderne, det vil sige et kristent synspunkt; naturligvis er der tale om grusomhed, naturligvis er der tale om fare for menneskers liv, farer der enten melder sig selv, eller som med overlæg bliver opsøgt, og der er altid døden.“

Af de tusinder af tilskuere der overværer tyrefægterkampe, finder nogle fornøjelse i det, andre bliver skuffede, mens atter andre føler afsky ved det. Uanset hvordan mennesker betragter tyrefægtning, kan tyrens Skaber ikke se med velvilje på den slags. Selv om det af mange betragtes som en kunstart, er det i virkeligheden en skændselsgerning mod Guds normer. — 5 Mosebog 25:4; Ordsprogene 12:10.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 18]

Den ridende picador stikker sin lanse ind i tyrens nakkemuskler og skuldre for at svække dem

En matador skal til at stikke sit sværd i tyren