Der bygges bro over kløften mellem læger og Jehovas vidner

DE FLESTE læger verden over ved at Jehovas vidner ikke ønsker at modtage blodtransfusion. Men ofte er det også det eneste mange læger ved om dem. Når lægerne derfor står i den situation at de ønsker at give en patient der er et Jehovas vidne en blodtransfusion, kan patientens afslag forekomme dem fuldstændig urimeligt. Til tider er det som om en kløft skiller lægen og patienten.

Alt for få læger forstår at Jehovas vidner ikke er imod lægebehandling, og at deres holdning til blodet er indiskutabelt og fast funderet på de bibelske love. Imidlertid er det fornuftige i dette bibelske standpunkt blevet stadig bedre bevidnet gennem en strøm af nye videnskabelige opdagelser, både hvad angår farerne ved homologe transfusioner og hvad angår sikkerheden i forbindelse med alternativer til transfusion. Men hvordan kan Jehovas vidner få disse oplysninger ud til lægeverdenen?

Kontaktudvalg til hospitaler

Jehovas Vidners Styrende Råd har sørget for at der er blevet oprettet kontaktudvalg i større byer med store lægelige institutioner. I De Forenede Stater findes der allerede omkring et hundrede sådanne udvalg, med gennemsnitlig fem medlemmer, som forsøger at bygge bro mellem lægeverdenen og Jehovas vidner. Tidligere på året blev denne ordning også indført i andre lande. Fra den 19. februar til den 27. marts besøgte tre medlemmer fra hospitalinformationen i Brooklyn otte af Jehovas Vidners afdelingskontorer i Stillehavsområdet.

Der var tre formål med besøgene: at holde kurser for at oplære udvalgte brødre til arbejdet i kontaktudvalgene, at hjælpe brødrene på hvert afdelingskontor til at oprette en hospitalinformation, samt til at besøge hospitaler og læger for at opmuntre dem til at fortsætte og forbedre behandlingen af Jehovas vidner uden brug af blod. Der blev afholdt fire kurser: ét i Sydney for Australien og New Zealand; ét i Manila for Filippinerne, Hongkong og Taiwan; ét i Ebina for Japan og Korea; og ét i Honolulu for Hawaii.

På kurset blev der både vist lysbilleder og videofilm der skulle forklare om blodets sammensætning og funktion, samt om de stadig flere alternativer der findes til homologt blod. Desuden blev det drøftet hvordan man kan hjælpe Jehovas vidner som står over for problemer fordi de afviser at blive behandlet med blod. Kurset understregede også vigtigheden af at samarbejde med læger og hospitaler og derved gøre det lettere for dem at respektere Jehovas vidners standpunkt. Et medlem af et japansk kontaktudvalg sagde: „Kurset udrustede os virkelig til opgaven med at skabe større gensidig forståelse.“ Over 350 Jehovas vidner fra alle mulige erhverv blev oplært på de fire kurser.

Før besøgene havde afdelingskontorerne aftalt møder med fremtrædende kirurger og erfarne læger ved større hospitaler for at drøfte behandling af Jehovas vidner uden brug af blod. Tre hold fra hvert afdelingskontor fik til opgave at aflægge disse besøg sammen med en af de tre repræsentanter fra Brooklyn. Dette var ikke blot anskuelsesundervisning, men en direkte hjælp for kontaktudvalgene til at føle sig trygge når de skulle tale med læger og behandlende personale. I løbet af seks uger blev der aflagt 55 sådanne besøg.

Man lærer at samarbejde

Resultaterne var glædelige. I Australien besøgte et af udvalgene vicesundhedsministeren i staten New South Wales. Man drøftede mulighederne for at flere hospitaler kunne udføre operationer uden blod, og udvalget foreslog at Australien kunne blive center for denne form for kirurgi i det sydlige Stillehavsområde. Ministeren kunne ikke se at der var noget i vejen for at der blev sammensat lægehold der kunne udføre sådanne operationer. I alt blev der aflagt 22 hospitalsbesøg i Australien. En hospitalsdirektør sagde: „I ved mere om blod og alternativer end vi gør.“ Direktøren for en sammenslutning af syv hospitaler lovede at han ville lade en professor i kirurgi på et af hospitalerne samle et hold kirurger som kunne foretage operationer på Jehovas vidner uden brug af blod.

På Manilas hjertehospital — der af nogle bliver betragtet som det bedste i Orienten — gjorde kontaktudvalget hospitalsdirektøren opmærksom på at de omkring et hundrede Jehovas vidner der ventede på at få foretaget hjertekirurgiske indgreb, var blevet anbragt sidst i køen fordi de ikke ville modtage blod. Hun lovede at standse denne praksis. Man viste hospitalsdirektøren på Filippinernes mest ansete hospital, Skt. Lukas-hospitalet, hvad den medicinske litteratur i dag siger om kirurgi uden brug af blod, og han erklærede sig enig i at det var mere sikkert: „Det er fremtidens løsen,“ indrømmede han. „Det er den eneste måde hvorpå vi kan undgå AIDS og hepatitis.“ Han gav udtryk for at han var parat til at lade Jehovas vidner blive behandlet på hans hospital uden blod; han er selv ansvarshavende for hospitalets blodbank.

Tredageskurset i Japan blev også overværet af en delegation på 44 Jehovas vidner fra Korea hvoraf fem var læger. Fra Japan kom der 255 brødre, deriblandt 2 advokater og 41 læger, hvoraf nogle var neurokirurger og narkoselæger. I Japan blev der oprettet tyve udvalg og i Korea syv.

Efter kurset besøgte lærerne sammen med medlemmer af de lokale kontaktudvalg nogle læger og hospitaler i Tokyo-området for at få et samarbejde i stand. „Vi besøgte en assisterende professor i obstetrik ved et universitetshospital,“ fortæller en japansk broder. „Han havde hjulpet til ved mindst ti fødsler hvor kvinderne var Jehovas vidner. En af dem havde mistet 2,8 liter blod, og hendes hæmoglobinmængde var faldet til 3,5 gram pr. deciliter. (Kvinder har gennemsnitlig 14 gram pr. deciliter.) Men lægen klarede det alligevel uden at bruge blod. Selv er han buddhist og respekterer sine patienters tro. Han indvilligede i at fortsætte med at hjælpe patienter der er Jehovas vidner.“

En hospitalsdirektør i Yokohama indvilligede i at hans hospital blev opført blandt dem der var villige til at samarbejde, og sagde at man med glæde ville tage imod de Jehovas vidner som blev afvist af andre hospitaler. „Det er en stor udfordring at behandle Jehovas vidner uden at bruge blod,“ sagde lægen, „men jeg kan godt lide at behandle dem, for det giver mig mulighed for at dygtiggøre mig som læge.“ Det var også i Yokohama at en gynækolog sagde: „Jeg er villig til at kæmpe for patienternes rettigheder ved domstolen hvis jeg skulle blive sagsøgt for at have respekteret patientens vilje og undladt at give blod.“

De udvalg der blev oprettet til at betjene brødrene i Korea har også haft gode resultater. Den 26. maj blev der aflagt et besøg på Yonseis universitetshospital, der er kendt i hele Korea og har tre underhospitaler. Der deltog personale fra alle hospitaler, og i alt 62 var til stede. En professor i anæstesiologi talte over emnet „Narkosebehandling af patienter der er Jehovas vidner“. De oplysninger han fremlagde vil blive bragt i et tidsskrift om anæstesiologi i Korea. Da der er tale om et af de førende hospitaler i Korea vil dette sikkert have en positiv indflydelse på andre hospitaler og læger. Der blev ikke rejst nogen spørgsmål som ikke var blevet grundigt behandlet ved kurset i Japan.

På Hawaii er der oprettet fem kontaktudvalg som alle overværede kurset i Honolulu. De fleste af udvalgsmedlemmerne var med på hospitalsbesøg. På Hawaii Healthcare Center sagde direktøren at han ville skrive en artikel om os i den rundskrivelse med nyhedsstof som bliver sendt ud til alle hospitaler på Hawaii.

På det største hospital, Queens-hospitalet i Honolulu, gjorde kontaktudvalget opmærksom på en unøjagtighed i den formular der blev benyttet når patienter skulle foretage et informeret valg, hvilket gav et forkert billede af Jehovas vidner. Det hed i formularen at Jehovas vidner hellere vil dø end modtage en „livreddende“ blodtransfusion. Man gjorde det klart at det på ingen måde er denne holdning vi indtager, men at vi søger hospitalsbehandling for at værne om vort liv og helbred. Men ordlyden fik det til at lyde som om blodtransfusioner kun er af det gode og at det er ensbetydende med døden hvis man ikke får blod. Der blev slet ikke nævnt noget om at man kunne risikere at dø på grund af en blodtransfusion, og patienten fik derfor ikke lejlighed til at tage stilling til om han var villig til at løbe denne risiko. Hospitalets advokat sagde: „Lad mig lige se den formular.“ Efter at have læst formularen sagde han: „Det her har jeg ikke skrevet!“ Ved samtalens afslutning sagde direktøren til advokaten: ’Jeg tror at vi sammen skal gennemgå den formular.’

De nye udvalg virker efter hensigten

Nogle dage efter kurset på Hawaii blev et Jehovas vidne i hast kørt på hospitalet med et stort blodtab og en faretruende lav blodprocent. Man kunne ikke finde frem til nogen blødning; det var nødvendigt at foretage en eksplorativ operation. Lægen ville imidlertid ikke operere uden at bruge blod. Patienten blev derfor overført til et andet hospital, hvor en anden læge også nægtede at operere. Det nydannede kontaktudvalg kom til stede og talte med den administrerende overlæge og den behandlende læge og forklarede at patienten i virkeligheden blev overladt til sig selv. Lægen nægtede stadig at operere og blev derfor fritaget for at behandle patienten. To andre kirurger kom til stede, udførte operationen, fandt årsagen til blødningen og løste problemet. Vores søster overlevede. Hvis ikke kontaktudvalget havde grebet ind var hun måske død, og så ville medierne have beskrevet det som endnu et tilfælde hvor et Jehovas vidne ’døde fordi hun ikke havde fået den nødvendige blodtransfusion’. Der er faktisk Jehovas vidner som er døde uden at blive opereret, selv om de med kompetente kirurgers hjælp kunne have været reddet.

På internationalt plan arbejder kontaktudvalgene på at skabe en god kommunikation og gensidig forståelse og således bygge bro over den kløft der kan skille Jehovas vidner og lægeverdenen. Og resultaterne har været opmuntrende. Flere og flere læger indser at god lægepraksis og dygtig kirurgi udmærket kan forenes med Jehovas vidners tro. I De Forenede Stater er over 6500 læger villige til at samarbejde med Jehovas vidner.

Jehovas vidner bør for deres vedkommende fortsat gøre alt for at være samarbejdsvillige og rimelige patienter. Dette har i nogle tilfælde fået læger til at respektere Jehovas vidner for deres høje principper. Som en assisterende professor i urologi ved et medicinsk fakultet i Tokyo har sagt: „Jeg respekterer patienter som er Jehovas vidner. De har nogle specifikke holdninger i en verden der er holdningsløs.“

Det overordnede mål med de omtalte kurser og besøg var at fremme et mere respektfuldt samarbejde med lægeverdenen og derved undgå konfrontationer. Alle der deltog følte at dette mål til fulde blev nået. Vi har tillid til at Jehova vil fortsætte med at velsigne disse bestræbelser og hjælpe dem der adlyder budet i hans ord om at afholde sig fra blod.

[Ramme på side 24]

[Illustration på side 23]

Hospital Committee Seminar​—March 12, 1990