Den frygtløse slangedræber
UMIDDELBART ligner den lille, pelsklædte mangust ikke en slangedræber. Ikke desto mindre „er mangusten sandsynligvis slangernes værste fjende,“ siger forfatteren R. O. Pearse. „Denne lille fyr må besidde en lige så stor frygtløshed i sin lille krop som ethvert andet af de vilde dyr . . . Dens angreb på slanger er legendariske.“
Men hvad er denne usædvanlig frygtløse mangust egentlig for et dyr? Mangusten er et lille pattedyr og tilhører desmerdyrenes familie, en stor gruppe af rovdyr som findes i mange områder i Afrika, Asien og Sydeuropa. Den er opdelt i flere slægter med over 40 arter tilsammen. Disse arter varierer i størrelse fra dværgmangusten, der ikke måler meget mere end 30 centimeter i længden, til krabbemangusten i Sydøstasien, der er 120 centimeter lang. De fleste manguster har korte ben, en lang busket hale og en lang krop som er dækket af en tyk, grov pels i grå og brune nuancer. Ørerne er små, og snuden er almindeligvis spids.
Nogle manguster er natdyr og lever hovedsagelig alene. Andre er fremme om dagen og er forholdsvis selskabeligt anlagt. Det gælder for eksempel rævemangusten, der lever i kolonier med op til 50 individer. Hvor bor de? For det meste i klippesprækker og jordhuller. I nogle tilfælde graver de selv hullerne, men ofte overtager de boer som andre dyr har forladt. Man ved at nogle manguster endog er rykket ind i tomme termitboer og myretuer.
Mangusten ser ganske harmløs ud, men tag ikke fejl af udseendet: Den er et rovdyr — vagtsom, frygtløs og adræt. Menuen, der varierer fra art til art, kan blandt andet bestå af insekter, biller, orm, snegle, firben, frøer og krabber, samt æg og frugter. Mangusten er lærenem og snu. For eksempel kan zebramangusten efter sigende udføre et nummer hvor den stiller sig oprejst på bagbenene og lader sig falde til siden. Hvorfor? Jo, for at lokke nysgerrige perlehøns til, så den kan fange dem!
Mangusten er dog især kendt for sin færdighed som slangedræber.
Slangen og mangusten
Kan dette lille væsen virkelig vinde i kamp med en frygtindgydende kobraslange? Den sydafrikanske skribent Laurens van der Post beskriver i sin bog The Heart of the Hunter en typisk kamp mellem en slange og en mangust: „Jeg har set en [mangust] som ikke var mere end 33 centimeter lang fra hoved til hale og blot omkring 13 centimeter høj, gå til angreb på en 1,8 meter lang kobra. Efter en række listige og raske skinangreb der fik slangen til at hugge flere gange — med kun en millimeters fejlslag — slog mangusten til ved at gribe kobraen i nakken og øjeblikkelig bide dens halshvirvler over.“
Når mangusten er i stand til at overvinde sin dødsensfarlige fjende, er det i kraft af dens snarrådighed og mod samt dens bemærkelsesværdige evne til at undvige slangens hug.
Slangens bid
Er mangusten immun over for slangens gift? Ikke helt. Men der skal en stor dosis gift til for at dræbe en mangust. En specialist siger at den dødelige dosis for en mangust er otte gange større end for en kanin. Det er sjældent at en mangust dør af et slangebid.
Der er større sandsynlighed for at mangusten dør af at spise en giftslange! For når mangusten har dræbt sin farlige fjende begynder den at spise den — med hovedet først. Opslagsværket The International Wildlife Encyclopedia oplyser: „Undersøgelser af adskillige [manguster] man har fundet døde, har vist at de havde ædt slanger hvis gifttænder havde perforeret mavevæggen sådan at giften var trængt ud i blodet.“
Skønt manguster er dygtige til at dræbe kobraslanger, har de dog vanskeligere ved at dræbe hugorme. For det første kan de ikke opbygge immunitet mod hugormegift, og for det andet er hugorme hurtigere til at hugge end kobraer.
En mangust som kæledyr?
Tro dog ikke at mangusten er helt igennem lumsk og ondskabsfuld. Tværtimod! Nogle mangustarter lader sig tæmme, og er blevet populære kæledyr. I bogen Sauce for the Mongoose fortæller forfatteren Bruce Kinloch en herlig beretning om sit kæledyr, en zebramangust der blev kaldt Pipa.a Fyldt med spilopper og numre underholdt Pipa ustandselig familien. Især ét nummer — som er typisk for manguster — fik hele familien til at vride sig af grin, første gang de så det. Forfatteren fortæller hvad der skete:
’Pipa fandt en rund, hvid strandskal og fik sig manøvreret sådan at han stod med ryggen helt op ad en af vores madkasser. Så tog han med forpoterne et fast greb om skallen, svingede den op og ned, bagover og forover — ligesom en basketballspiller der forbereder et kast. Pludselig sprang han op i luften og kastede skallen bagud mellem bagbenene så den ramte madkassen med et smæld som fra et pistolskud. Langt om længe gik det op for os at Pipa helt instinktivt prøvede at knuse skallen på samme måde som en mangust vil prøve at knuse et æg.’
Vores pelsklædte ven er et elskeligt og fantastisk dyr. Og selv om den kan få os til at gyse når den fra tid til anden optræder som slangedræber, kan den også fornøje os med sine klovnenumre.
[Fodnote]
a Bruce Kinloch siger at „de fleste mangustarter er uselskabeligt anlagte natdyr og derfor uegnede som kæledyr“.
[Kildeangivelse på side 17]
De Zoologiske Haver, Johannesburg