-
En dødbringende blandingVågn op! – 1991 | 8. februar
-
-
En dødbringende blanding
„EN ALVORLIG KRISE,“ erklærer USA’s præsident Bush. „En forfærdende tilstand,“ hedder det i den sydafrikanske avis The Star. I U.S.News & World Report kaldes det „en epidemi“. Og en bekymret borger taler om „en samfundssvøbe“.
Hentyder de til det frygtelige AIDS-fremkaldende HIV-virus? Nej, det drejer sig om en anden svøbe, der i de fleste lande i øjeblikket kræver flere ofre end AIDS. Hvad er det? Det er følgerne af en dødbringende blanding: Alkohol og bilkørsel.
Verden over dræbes der årligt cirka 300.000 mennesker ved trafikulykker. Af de millioner der kvæstes, invalideres titusinder for livstid. Udgifterne løber op i mange milliarder kroner. En betydelig del af uheldene er spiritusulykker.
Fra 1980 til 1989 døde 288 danske AIDS-patienter; men i samme tidsrum omkom 2174 ved spiritusbetingede færdselsuheld. I USA anslås det at cirka 200.000 AIDS-patienter vil være døde ved udgangen af 1991. Men i løbet af de seneste ti år har omtrent 250.000 mistet livet ved uheld der skyldes spritkørsel. AIDS rammer hovedsagelig stiknarkomaner og personer med løse seksuelle forbindelser; den spirituspåvirkede trafikant risikerer derimod at dræbe ikke alene sig selv, men også sagesløse medtrafikanter.
Blandingen af alkohol og bilkørsel bringer ofte en voldsom død over intetanende ofre og river brat familiemedlemmer fra hinanden — børn fra deres forældre, forældre fra deres børn, og den ene ægtefælle fra den anden.
Forsøg på at dæmme op for tragedien
Der gøres mange forsøg på at dæmme op for den tragiske udvikling. I USA søger græsrodsbevægelser som RID (Remove Intoxicated Drivers [Fjern berusede bilister]) og MADD (Mothers Against Drunk Drivers [Mødre mod spritbilister]) at gøre opmærksom på problemet. Der føres kampagner mod spritkørsel. Her og i andre lande arbejder organisationer på at skaffe ofrene deres ret og virker for lovændringer.
Politiet øger indsatsen mod spritkørsel gennem razziaer og lignende. Nogle steder er der indført love som pålægger den der udskænker alkohol strafansvar for sine gæsters spritkørsel. Store plakater er også blevet brugt til at minde trafikanterne om lovene.
Flere og flere dødsofre
Trods den massive indsats kræver spiritusulykkerne flere og flere dødsofre på verdensplan. I Brasilien koster spiritusulykker et menneskeliv hvert 21. minut. Det svarer til 25.000 om året, og de udgør rundt regnet halvdelen af alle trafikdræbte. I England og i Tyskland tilskrives cirka en femtedel af alle trafikdrab spiritusuheld. Ifølge adskillige kilder skyldes 80 procent af de 50.000 årlige trafikdrab i Mexico ’menneskelige fejl, hovedsagelig på grund af spirituskørsel,’ oplyser avisen El Universal i Mexico City.
Herhjemme tegner spiritusulykkerne sig for knap 30 procent af trafikdødsfaldene. Ved sådanne uheld kvæstes der i USA på et gennemsnitsår omkring 650.000, heraf 40.000 alvorligt, mens over 23.000 omkommer — svarende til cirka halvdelen af alle færdselsdrab.
I et desperat forsøg på at bremse spritkørselen er der i den amerikanske stat Washington blevet iværksat et program hvor de der dømmes for at have ført køretøj i spirituspåvirket tilstand, konfronteres med de sørgelige følger af deres uansvarlige adfærd. Dette er et obligatorisk led i straffen, og ideen er blevet taget op mange andre steder i landet. Retten pålægger de skyldige at lytte til nogle ofre og deres pårørende, så det går op for dem hvor frygtelig en pris disse har måttet betale. Vågn op! blev indbudt til at overvære en sådan konfrontation.
[Kildeangivelse på side 4]
Dominic D. Massita sen./Accident Legal Photo Service of New York
-
-
Overtræderne konfronteres med efterladteVågn op! – 1991 | 8. februar
-
-
Overtræderne konfronteres med efterladte
SCENEN: Et møde i panelet af ofre for spiritusulykker i Genesee-amtet i staten New York. Til stede: Seks sørgende pårørende til trafikofre som de fremviser billeder af. De forsøger at gøre et uudsletteligt indtryk på nogle der er dømt for at have kørt i beruset tilstand.
Følgende er vort resumé af ordvekslingen:
De efterladte
En fader: „Dette er vores søn Eric. Han var et ønskebarn, fuld af humør og altid smilende. Nu er jeg sørgende far til en søn der døde som 17-årig. På ét øjeblik var vore drømme, vort fremtidshåb og vores kærlighed borte — dræbt af en spritbilist.
Mine kone og jeg kommer tit på kirkegården. Det er vores spinkle forbindelse til ham. Vi læser Erics ord indhugget på gravstenen: ’Jeg vil savne jer af hele mit hjerte, og jeg håber at der ikke er for langt mellem os. Hvis der er, vil jeg græde, for jeg har aldrig ønsket at sige farvel.’ Det har vi heller ikke.“
En ung enke: „Dette er min familie. En 22-årig mand sagde at han ikke følte sig påvirket og kørte fra en bryllupsreception i sin bil. Han kørte med høj hastighed ad en mørk vej han ikke kendte, og overså et advarselsskilt, hvorefter han kørte over for fuldt stop og ramte os. Det næste jeg husker er at jeg kom til bevidsthed med en voldsom smerte i brystkassen. Jeg kæmpede for at åbne øjnene og kunne lige skimte min mand, sammensunket over rattet. Jeg kunne høre mit lille barn skrige, og jeg husker at jeg spurgte: ’Hvad skete der?’
Ingen svarede. Min mand, Bill, på 31, min ældste søn på 6 og mine tvillingedrenge på 4 år var døde. Den eneste jeg kunne knytte mit håb til, var min ni måneder gamle datter, som blev indlagt med alvorlige læsioner i hovedet.
En trist og våd onsdag formiddag blev min mand og mine tre drenge begravet. Jeg var stadig indlagt — og lå og tænkte på fire kister, fire lemlæstede legemer, fire mennesker jeg aldrig mere skulle se, høre eller røre ved. Hvordan skulle jeg komme videre?
Min lille pige og jeg var tvunget til at begynde forfra på tilværelsen. Jeg solgte huset, for jeg kunne ikke bære minderne. Jeg har svært ved at vænne mig til tanken om at min mand og mine tre dejlige drenge ligger på kirkegården. Al min omsorg, bekymring og kærlighed havde ikke kunnet beskytte dem. Jeg kan ikke finde ord for min smerte, frustration og tomhedsfølelse. Deres liv blev så kort.
Den unge mand der tog deres liv var hverken alkoholiker, forhærdet kriminel eller tidligere lovovertræder — blot et gennemsnitsmenneske der havde været til selskab. Jeg betaler denne frygtelige pris fordi én valgte at køre i spirituspåvirket tilstand. Måtte det aldrig ske for jer eller nogen I holder af.“
En moder: „Min datter hed Rhonda Lynn. Hun skulle have taget studentereksamen den 21. juni. Den 10. juni var hun i gang med at få sin sidste køretime hos kørelæreren, og ved en fest samme dag valgte to personer der havde drukket tæt, at tage bilen hjem. På ét øjeblik gjorde de ende på Rhondas, hendes kørelærers og to andre elevers liv.
Om eftermiddagen blev jeg ringet op og fik at vide at Rhonda havde været ude for en ulykke. Min eneste tanke var at jeg måtte være hos hende. Da jeg ankom til sygehuset, fik jeg ikke lov til at se hende, men jeg måtte have vished. Jeg fik dem til at trække lagenet til side. Hendes ansigt var frygtelig opsvulmet og forrevet. Jeg blev ved med at se på hendes kønne øjne og holde hendes arm, men jeg kunne ikke helbrede hendes ødelagte krop. Jeg kunne kun stryge hende over det smukke hår. Der var ingen reaktion. Hun var borte.
Jeg måtte påtage mig den tunge opgave at give hendes far og brødre besked. Det frygtelige savn har helt forandret vores tilværelse. Kunne vi bare omfavne hende endnu en gang. Livet bliver aldrig det samme. Vi har kun minderne tilbage.“
En lovovertræder
En ung mand: „Min beretning er anderledes end dem I har hørt indtil nu. Den begynder for 23 måneder siden. Jeg husker det som var det i går. Min veninde var til bowling den aften, så jeg besluttede at få lidt at drikke mens jeg så hende bowle. Jeg fik fem-seks glas øl de næste to og en halv time, og jeg tænkte at jeg hellere måtte passe på og vente en time før jeg kørte hjem.
Jeg havde kørt omtrent en halv time da jeg så en ambulance og en mand stå midt på vejen og dirigere færdselen. Men jeg så ham ikke før det var for sent. Jeg forsøgte at undvige og bremse. Da forruden splintredes, sagde jeg til mig selv: ’Bare det er en hjort eller en hund!’ Men jeg vidste godt at det ikke var tilfældet. Jeg stod ud og skyndte mig hen til ham mens jeg råbte: ’Skete der noget? Skete der noget?’ Han svarede ikke. Jeg husker at jeg stod bøjet over ham og stirrede på hans ansigt. Det hele var så makabert.
Færdselsbetjentene kom hen og stillede spørgsmål. Så sagde de: ’Du er meget hjælpsom, men din gang og tale er mærkelig. Har du fået noget at drikke?’ De tog mig med på stationen til en spiritusprøve. Den viste 0,08 [en strafbar grad af påvirkning i det meste af USA]. Jeg fattede ikke hvad der var foregået. Jeg havde aldrig troet at sådan noget ville ske for mig. Men nu måtte jeg regne med en tiltale for uagtsomt manddrab og for at have kørt i påvirket tilstand.
Måneden efter skulle jeg færdiggøre min læreruddannelse. Tænk på hvordan samfundet betragter lærere og hvordan man forventer at de er gode eksempler. Det var det jeg havde arbejdet for, og nu så det hele ud til at være spildt.
Jeg fik en betinget dom på et år, mistede kørekortet i 19 måneder, fik en bøde på 250 dollars, sad i fængsel en weekend, ydede 600 timers samfundstjeneste og gennemgik ni ugers alkoholrådgivning. Og desuden husker jeg hvordan jeg nogle nætter vågnede rystende, med den dræbtes ansigt for mit blik. Jeg var også nødt til at se min familie og mine venner i øjnene. Det var en kamp at leve videre, og jeg var ikke sikker på at det var det værd. Jeg måtte også tilbage til undervisningen og møde alle børnene, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvor mange af dem der mon vidste hvad jeg havde gjort. Jeg følte også i høj grad skyld og samvittighedsnag over for den dræbtes familie.
Om natten efter ulykken måtte jeg gøre det sværeste jeg nogen sinde har skullet — ringe til min mor og sige: ’Mor, jeg har dræbt en mand ved en ulykke. Jeg må have én til at køre mig hjem.’ Da hun kom, omfavnede vi hinanden og græd. Jeg ville end ikke ønske at min værste fjende skulle lide det jeg har lidt. Jeg vil gerne gøre mit til at folk ikke kører når de har drukket. Husk os når du går fra dette møde. Glem os aldrig.“
Mødet slutter
Patricia Johnston, panelets koordinator, slutter med sin egen tragiske erfaring, hendes alkoholiske faders dødsulykke. Hun siger: „Hvis jeg kunne fylde en flaske med den sorg alkohol forvolder og give den som ’afskedsdrink’, ville programmer som dette blive overflødige.“
Til sidst spørger ordstyreren om der er nogen spørgsmål. Der er ingen. Men mange siger med tårer i øjnene: „I kommer aldrig igen til at høre at jeg har kørt spirituskørsel.“
Kun tiden vil vise hvordan sådanne panelmøder vil influere på statistikken over pågrebne spritbilister der gentager forseelsen. Men det der giver problemet så skræmmende dimensioner er det milliontal der kører spirituskørsel uden at blive pågrebet.
En nylig statistik fra USA’s justitsministerium viser at der i løbet af ét år blev arresteret næsten to millioner spirituspåvirkede trafikanter. Men statistikkerne viser også at der for hver anholdelse måske er hele 2000 uopdagede berusede trafikanter på uafpatruljerede veje, og kimen til ulykker er således lagt.
Hvad har givet grobund for en så dødbringende og uansvarlig adfærd? Hvorfor raser krigen mod spiritus i trafikken videre uden sejr? Lad os se på nogle af svarene.
[Illustration på side 7]
Rekonstrueret konfrontation mellem overtræder og efterladte
-
-
Hvis er skylden?Vågn op! – 1991 | 8. februar
-
-
Hvis er skylden?
„DET ER i orden at man drikker sig fuld.“ Denne holdning er udbredt, siger Jim Vanderwood fra Mohawk Valleys Alkoholråd i staten New York. Desværre må man indrømme at umådeholdent drikkeri nærmest overalt er en indgroet del af samfundsmønsteret.
De fleste steder har det i årevis været accepteret at folk drak tæt. Dette har undermineret normerne. Som Vanderwood siger: „Se blot på filmene. Vi har altid hyldet ham der kunne drikke andre under bordet og stadig gå ud og spille barsk cowboy. Det er noget der styrker selvfølelsen. Hvordan bekæmper man sådan noget?“
Hovedskylden hviler naturligvis på de skadevoldende spritbilister, men det holdningsløse, eftergivende samfund med dets uligevægtige indstilling til alkohol bærer et medansvar.
„Drikkeri accepteres ikke blot, men anbefales ligefrem,“ siger Jim Thompson, der arbejder med kriminalprævention. Han udtaler til Vågn op!: „Mange sportsbegivenheder er knyttet til alkoholindustrien, for eksempel bryggerierne.“ Han bemærker at under en hel del sportsbegivenheder er „mange af de bedste reklamer i tv ølreklamer, hvor alle berømthederne anbefaler deres yndlingsøl“.
I USA blev et landsseminar under ledelse af forhenværende medicinaldirektør C. Everett Koop for nylig boykottet af Radio- og Fjernsynsforeningen samt Reklamebranchens Landsforening fordi man drøftede spørgsmålet om strafansvar i forbindelse med spirituskørsel. Dr. Patricia Waller, der førte forsædet i seminarets undervisningsgruppe, udtalte: „Faktum er at det er os [samfundet] der har skabt dette problem, og folk er tankeløse nok til at give efter for den påvirkning vi har udsat dem for siden de var gamle nok til at forstå fjernsynets budskaber. Men [samfundet siger:] ’Vi er ikke skyldige. Det er ikke vores problem.’“
Problembarn i dag — vanedranker i morgen
Drikkeri forherliges i tv, film og reklamer. Det unge, modtagelige sind påvirkes af budskabet: ’Du kan drikke og leve lykkeligt til dine dages ende.’
„En gennemsnitsdreng vil 75.000 gange se nogen drikke alkohol på skærmen før han selv bliver så gammel at han ifølge loven må få alkohol udskænket,“ udtaler dr. T. Radecki fra USA’s Nationalforening mod Vold i Fjernsynet. Den britiske forsker Anders Hansen har ved en undersøgelse af udsendelserne i Storbritanniens bedste sendetid konstateret at der i godt 71 procent af alle fiktionsprogrammer bliver indtaget alkohol. Gennemsnitlig er der 3,4 drikkescener pr. time, og kun „i meget få tilfælde [skildres] alkoholforbrug sammen med de mere specifikke følger“, som for eksempel trafikulykker og drab, siger Anders Hansen beklagende.
I The Washington Post har skribenten Colman McCarthy udtrykt det på denne måde: „Festivitasen omkring . . . tidligere sportsstjerner som blikfang for alkoholiske drikke er led i reklamefremstød der skal tryllebinde børn og give unge studerende den opfattelse at der til rigtig hygge hører drikkeri i stor stil. Skal man tro dem der lovpriser diverse drikkevarer, er man nul og niks hvis man ikke svinger bægeret.“
I Sovjetunionen er spirituskørsel et nationalt problem. Nogle embedsmænd tvivler på at man kan ændre befolkningens drikkevaner. „Det ligger i vore russiske rødder,“ har én sagt. Hvorom alting er, anser mange drikkeri for en slags tidsfordriv. De unge og letpåvirkelige vokser derfor op i et spiritusmiljø.
J. Vanderwood siger at USA har „en ung drikkekultur“, og at „der sættes lighedstegn mellem alkohol og softball, bowling, fodbold og hyggestunder. Alkohol og adspredelse er uløseligt forbundet.“ Han bemærker videre: „Man kan vokse sig fra det hvis man ikke er blevet mentalt, socialt eller fysisk afhængig,“ men advarer så: „Ét veldokumenteret forskningsresultat er at hvis man begynder at drikke støt når man er 14, 15 eller 16, kan man blive afhængig i løbet af et år, mens man i 20’erne kan blive det på få år.“
Kan det undre nogen at den hyppigste dødsårsag blandt unge mellem 16 og 24 i USA er færdselsulykker som skyldes spirituskørsel? Det samme er utvivlsomt tilfældet i mange andre lande. Dr. Waller konkluderer derfor at ansvarsbevidste forældre der prøver at lære deres børn at vise mådehold i forbindelse med alkohol, vil erfare at samfundet med sin principløse indstilling trækker i den modsatte retning.
Problembarn i dag — vanedranker i morgen. Sådan går det let. Og ofte er han umulig at resocialisere og bliver en risikotrafikant. Efter at have været dømt til at følge et behandlingsprogram tog en 34-årig gentagelsesovertræder på soldetur og kørte i sin bil i den forkerte vejbane af en landevej i Kentucky. Han ramte en busfuld teenagere og sendte 27 mennesker — 24 unge og 3 voksne — i flammedøden. Det er en sørgelig kendsgerning at over en fjerdedel af de trafikanter som får spritdomme, tidligere har været i konflikt med loven.
Alkohol — en lovlig rusgift
Mange autoriteter påpeger at alkohol er en lovlig rusgift, og sammenligner den med andre vanedannende stoffer.
Ved et særligt orienteringsmøde i Det Hvide Hus erklærede præsident Bush at spirituskørsel er „lige så skadevoldende som crack, rammer lige så vilkårligt som bandevold og dræber flere børn end de to andre årsager tilsammen“. Han fremhævede også nødvendigheden af at „lære sine børn at alkohol er en rusgift“.
Hvis du hidtil ikke har regnet alkohol for en rusgift, er du ikke ene om det. Trafikeksperten C. Graziano siger: „Mange forbinder ikke de to ting med hinanden — ikke engang alle jurister, læger og dommere. Alle kan blive afhængige af alkohol. . . . Det er så lettilgængeligt!“ Eftersom alkoholiske drikkevarer er lovlige i de fleste lande, fås de i mange forretninger uden nævneværdig kontrol.
På grund af kalorieindholdet er alkohol teknisk set et næringsmiddel. Men det må også henregnes til rusmidlerne, da det sløver centralnervesystemet. I store doser påvirker det organismen narkotisk på samme måde som barbiturater. På grund af dets „stemningsforandrende egenskaber virker det afspændende,“ oplyser J. Vanderwood. „Det får en til at slippe hæmningerne og ændrer ens tankegang. Man overvurderer sine evner.“ Deri ligger problemet med spirituskørsel. Som Vanderwood konkluderer: „Man bliver handicappet, hvilket smitter af på ens dømmekraft og præstationer.“
Under pres, for eksempel i forbindelse med skilsmisse, arbejdsløshed og familieproblemer, søger nogle tilflugt i alkohol. I denne tilstand bærer folk sig „irrationelt og uansvarligt ad, blandt andet ved at køre i beruset tilstand,“ hedder det i Journal of Studies on Alcohol.
Ens evner påvirkes imidlertid også før beruselsen indtræder. Blot én eller to genstande kan nedsætte dømmekraften og gøre én farlig i trafikken.
Det er sørgeligt at samfundet er blevet forgiftet med denne dødbringende blanding af pengebegær og slaphed over for en lovlig, men yderst risikobetonet, væske. Hvordan kan man trøste ofrene for denne svøbe? Er der noget velbegrundet håb om at dette misbrug og dets følger vil høre op?
[Tekstcitat på side 10]
Teenagere der drikker tæt kan blive afhængige i løbet af et år
[Tekstcitat på side 10]
Ens evner som trafikant påvirkes også før beruselsen indtræder
[Illustration på side 9]
Drikkeri forherliges i tv og andre medier
-
-
Hvilken trøst er der for de efterladte?Vågn op! – 1991 | 8. februar
-
-
Hvilken trøst er der for de efterladte?
DE DER pludselig mister et familiemedlem ved en spiritusulykke har selvsagt „ikke haft lejlighed . . . til at sige farvel . . . eller: ’Jeg elsker dig,’“ som Janice Lord skriver i bogen Survivor Grief Following a Drunk-Driving Crash.
Som vi har set, må de efterladte igennem en hård kamp med chok, gru, vrede og fortvivlelse. Det føles som et varigt tab når man mister et familiemedlem på denne måde. De efterladte føler måske at de aldrig rigtig kan komme over deres sorg.
I erkendelse af hvor smertelig denne erfaring er, sætter myndighederne mange steder hårdt ind på at nedbringe det chokerende høje antal trafikdrab som forårsages af spritbilister. En embedsmand har for eksempel, med tanke på at spritbilister ofte har en svag karakter, foreslået at der oprettes centre hvor disse skal modtage undervisning og rådgivning vedrørende beskæftigelse og stofmisbrug og derved blive styrket til at overvinde deres svagheder.
Det virkelige behov
Hvor ønskeligt dette end er, kan ingen mennesker eller menneskelige institutioner fjerne de efterladtes smerte eller give de døde livet igen. Det overstiger den menneskelige formåen at gøre skaden god igen. Der kræves en helt ny verdensordning, en der ikke bygger på vor tids selviske og nedbrydende trang til at more sig for enhver pris, hvilket jo har kostet så mange livet.
Er der solidt grundlag for at håbe at verden bliver forandret sådan at førnævnte tragedier vil høre fortiden til? Ja, det er der. Der findes faktisk et sikkert håb om en ny verden her på jorden hvor sådanne ting ikke vil finde sted og hvor ulykkesofre endog vil komme til live igen. Det bliver en ubeskrivelig glæde når disse genforenes med deres efterladte. I denne nye verden vil sørgelige minder om fordums tragedier med tiden udviskes for evigt.
Dette håb om en ny verden fremholdes i Guds inspirerede ord, Bibelen. Den siger blandt andet at Gud „vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter“. (Esajas 25:8) Det vil også betyde at de døde bringes tilbage fra graven. Som apostelen Paulus skrev: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Jesus og hans apostle viste dette ved at oprejse døde. — Lukas 7:11-16; 8:40-42, 49-56; Johannes 11:1, 14, 38-45; Apostelgerninger 9:36-42; 20:7-12.
Livet på jorden i den nye verden vil blive kronet med menneskelig fuldkommenhed, også for de opstandne. Guds helbredelseskraft vil gøre alle fuldstændig raske på sind og legeme: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 33:24; 35:5, 6; se også Mattæus 15:30, 31.
Om menneskets tilstand til den tid fortæller Bibelen videre at Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Han der vil frembringe disse vidunderlige, glædebringende forhold erklærer: „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber.“ — Esajas 65:17, 18.
Hvem har myndighed til at indføre dette? Jehova Gud, universets Skaber og ophav til vort storslåede håb, besidder magt og myndighed til dette. I sit ord står han inde for at en ny ordning „hvori retfærdighed skal bo“, snart erstatter denne selviske og voldsprægede tingenes ordning, der allerede er langt fremme i sine „sidste dage“. — 2 Peter 3:13; 2 Timoteus 3:1-5, 13; Ordsprogene 2:21, 22.
Trøst fra Guds ord
Jehovas vidner er ligesom andre udsat for tragiske hændelser, og de forventer ikke at Gud i denne farefulde verden skåner dem for at dø ved ulykker eller på anden måde. De ved at det ikke er Guds vilje lige nu. Prædikeren 9:11 siger: „Tiden og tilfældet berører dem alle.“ Men Jehovas vidner har længe henledt opmærksomheden på Guds ord, hvor der loves varig trøst til alle der stoler på hans løfter.
Et Jehovas vidne blev dybt berørt da en spritbilist slog hendes svoger ihjel og påførte hendes søster en så alvorlig hjerneskade at hun måtte under konstant pleje. De var begge Jehovas vidner. Den sørgende søster beretter:
„Det meste af et år græd jeg hyppigt, og jeg var vred på den unge mand der havde forvoldt tragedien, og på hans forældre fordi de ikke havde holdt bedre øje med ham. Til tider var jeg endda vred på Gud og englene fordi de ikke havde hindret det der skete. To gode mennesker der tjente Gud fik deres liv ødelagt — hvilket spild!
Jeg vidste udmærket at Gud ikke kan drages til ansvar og at han ikke ønskede at dette skulle ske, og alligevel troede jeg i sin tid at han styrede alle vore skridt og skærmede os mod en sådan overlast. Men jeg blev klar over at jeg måtte anlægge et mere ligevægtigt syn, og jeg begyndte at lede efter svarene.
Det tog sin tid før jeg kunne beherske smerten og ræsonnere over sagen. Jeg har haft det som Asaf, der i Salme 73 giver udtryk for at det tilsyneladende går de ugudelige godt. Men i samme salme viser Guds ord os at det ikke forholder sig sådan, at Gud ikke begunstiger de ugudelige, men at han til sin tid vil lade dem „synke i ruiner“.
Jeg kom til den erkendelse at det ikke var Gud, men min tankegang, der var noget i vejen med. Jeg havde misforstået skriftstederne. Gud garanterer ikke at vi forskånes for ulykker, sygdom og død nu, men han lover at vi vil opleve disse velsignelser i hans nye verden. Da det først gik op for mig hvad Guds ord egentlig siger om hans nutidige beskyttelse, at den er åndelig, ikke bogstavelig, forsvandt min vrede efterhånden. Jeg kunne nu også tydeligt se hvem der er den egentlige årsag til ulykker, nemlig Satan Djævelen, der har været en manddraber og en løgner lige siden han gjorde oprør mod Gud. Bibelen viser tydeligt at det er Satan der er denne lidelsesfyldte verdens gud. — Johannes 8:44; 2 Korinther 4:4.
Da jeg først havde fået en dybere forståelse af hvorfor mennesker lider, hvorfor Gud tillader lidelser og hvordan han vil afskaffe dem, gik det rigtig op for mig at Gud ikke er vor fjende, men vor Frelser!
Det var også til stor trøst at vide at Jehova ved hjælp af sin hellige ånd opretholder dem der tjener ham. Bibelen forsikrer os om at den hellige ånd vil skænke os ’den kraft som er ud over det normale’. Derigennem giver han os styrke til at udholde det uudholdelige. Og han trøster os med håbet om at vi vil gense vore kære i opstandelsen. På denne måde kan vi overvinde modgang.“ — 2 Korinther 4:7.
En lykkelig fremtid
Mange, deriblandt Jehovas vidner, er i tidens løb blevet ramt af tragedier. Dette bekræfter at Guds ord taler sandt når det siger at tid og tilfælde berører alle. (Prædikeren 9:11) Men Guds tjeneres erfaringer bekræfter også at Guds ord har ret i at Jehova trøster og opretholder sine tjenere i nød, og desuden forvisser dem om at der venter dem en lykkelig fremtid i hans nye verden, hvor sådanne sørgelige hændelser hører fortiden til.
Det er en trøst at vide at der i Guds nye verden vil råde ægte kærlighed blandt mennesker og respekt for livets dyrebare gave. Disse smukke egenskaber vil fortrænge den selviskhed og den kommercielle udnyttelse af menneskelige svagheder som nu gennemsyrer verden. Borte er da også den nuværende verdens bekymringer, pres og frygt der driver mange ud i alkoholmisbrug eller andet misbrug.
Allerede nu udgør Jehovas vidner et verdensomspændende brodersamfund der er knyttet sammen af kærlighedens forenende kraft. (Johannes 13:34, 35) Dette brodersamfunds enkelte medlemmer støtter dem der har mistet en de holdt af. De vil med glæde hjælpe enhver der ønsker at finde samme trøst som de selv har fundet. — 2 Korinther 1:3, 4.
[Illustration på side 13]
Bibelen lover en opstandelse af de døde
-