Sladderens magt

DEN unge kvindes selvmord vakte bestyrtelse i den lille engelske by. Endnu mere chokerende var undersøgelseskommissionens konklusion: ’Dræbt af ubegrundet sladder!’ Bysladder om den unge kvinde havde drevet hende til selvmord. — Rumor and Gossip — The Social Psychology of Hearsay af Ralph L. Rosnow og Gary Alan Fine.

Det går sjældent så galt, men der er ingen tvivl om at sladder har stor magt. På den ene side er hyggesnak en almindelig måde at udveksle oplysninger på. På den anden side har onde rygter udløst regeringskriser, splittet familier og ødelagt karrierer.

Sladder kan give søvnløse nætter, bekymringer og fordøjelsesbesvær. Du er uden tvivl også selv nu og da blevet offer for sladder. Skribenten William M. Jones skriver at man inden for forretningsverdenen „må leve med risikoen for at nogen på et eller andet tidspunkt i ens karriere vil forsøge at stikke en kniv i ryggen på én“.

Næsten overalt i verden bliver sladder betragtet som forkasteligt. Blandt seminoleindianerne i De Forenede Stater bliver det at tale dårligt om nogen sidestillet med at lyve og stjæle. I ét vestafrikansk samfund risikerede rygtesmede tidligere at få skåret læberne af eller, endnu værre, at blive henrettet! I historiens løb har man altså forsøgt med forskellige midler at aflive uvederhæftige rygter.

Fra det 15. til det 18. århundrede var det i England, Tyskland og senere i De Forenede Stater almindeligt at man ydmygede rygtesmede ved at spænde dem fast til en stol og dykke dem gentagne gange i vand.

Den slags straffemetoder er for længst gået samme vej som blokken og gabestokken. Helt op i nyere tid har man dog bekæmpet sladder. I 1960’erne blev der i De Forenede Stater oprettet såkaldte rygtekontrolcentre for at bremse statsfjendtlige rygter. Noget lignende er sket i Nordirland og England. Nogle steder forbyder lovgivningen endda udspredning af løse rygter der har det formål at skade visse pengeinstitutter.

Trods alle forholdsregler trives sladderen. Det svirrer stadig med rygter. Hverken love eller andre menneskelige bestræbelser har kunnet knække sladderens svidende brod. Alle vegne møder man sladder: Nabosladder, kontorsladder, butikssladder, selskabssladder og familiesladder. Sladderen har optrådt i alle kulturer, racer, civilisationer og sociale lag. En ekspert siger: „Det er næsten lige så almindeligt at sladre som at trække vejret.“ Han tilføjer: ’Det er en indgroet del af den menneskelige natur.’

Sladderen afslører ganske rigtigt ofte en meget mørk side af den menneskelige natur. Den der sladrer finder glæde ved at drage andre ned i snavset, fordreje sandheden og forpeste andres tilværelse. Men snak om løst og fast er ikke nødvendigvis af det onde. Ved at kende den hårfine grænse mellem ondsindet sladder og harmløs snak kan man undgå at skade andre — og sig selv.

[Illustration på side 4]

I gamle dage blev rygtesmede spændt fast til en stol og dykket i vand

[Kildeangivelse]

Historical Pictures Service

Hvorfor sladrer vi om hinanden?

SLADDER hedder på kinesisk shén-tán, på finsk juoru, på italiensk pettegolézzo og på spansk chisme. Begrebet kendes overalt i verden. På dansk er sladder et negativt ladet ord. Ordbog over det Danske Sprog definerer ’sladder’ som „urigtige, uholdbare foregivender; upaalidelig snak . . . rygter om andres forhold, som nærmer sig til bagvadskelse“.

Under en tilfældig sludren kommer man let til at tale om andres gøren og laden. Småsladder kan imidlertid ende med at få karakter af bagvaskelse, som ifølge ovennævnte ordbog er „grov og ondsindet bagtalelse“. Det er derfor det gamle ordsprog siger: „Sladder fremkalder vrede, lige så sikkert som nordenvind fremkalder regn.“ — Ordsprogene 25:23, Today’s English Version.

Hvorfor er det så tillokkende at løbe med sladder, i betragtning af den skade det kan forvolde? Og hvor går grænsen mellem harmløs snak og ondsindet sladder?

En udveksling af oplysninger

Det er kun naturligt at vi mennesker snakker om hinanden; det er et udtryk for medmenneskelig interesse. Som antropologen Max Gluckman engang har sagt: „De fleste af os bruger det meste af dagen på at snakke. Jeg tror at hvis vi holdt regnskab med hvordan vi anvendte de vågne timer, ville snak — for de fleste af os — komme ind på en klar andenplads, næst efter ’arbejde’.“

Ved at slå en sludder af med andre kan man udveksle mange nyttige oplysninger og høre nyt om andre, deriblandt få at vide hvem der er blevet gift, hvem der er gravid og hvem der er død. Eller måske morer man sig blot over forskellige pudsigheder, uden at der ligger onde hensigter bag.

Alt for ofte bevæger den uformelle snak sig imidlertid væk fra hvad der er passende og i overensstemmelse med god smag. Der bliver ’pyntet’ på kendsgerningerne, der bliver lagt lidt til. Man gør sig morsom på andres bekostning. Privatlivets fred bliver krænket. Venners fortrolighed bliver forrådt, og deres gode navn og omdømme sværtet til. Alt hvad der er rosværdigt drukner i kritik og beklagelser. Det er måske ikke ondt ment, men det er kun en ringe trøst for den det går ud over. At tale ilde om andre er faktisk som at kaste smuds på en ren, hvid væg. Måske bliver snavset ikke hængende, men det efterlader alligevel nogle grimme mærker.

Ønsket om at bidrage med noget

En anden grund til at det er så fristende at bagtale andre, er vort naturlige ønske om at være vellidt. „Af en eller anden grund er man forpligtet til at sige noget,“ skriver psykologerne John Sabini og Maury Silver, „og en nem, behagelig og almindeligt accepteret måde at opfylde denne forpligtelse på, er ved at fortælle en sladderhistorie.“ (Moralities of Everyday Life) Sladderhistorier er fortrinligt samtalestof, et godt bidrag til en samtale.

Problemet er at folk langt hellere vil høre noget negativt end noget positivt om andre. Nogle labber ligefrem sensations- eller skandalehistorier i sig. Man er sikker på at fange andres opmærksomhed hvis man kan diske op med et rigtig skandaløst forlydende. Jo værre, jo bedre. Og det er de færreste der bekymrer sig for om rygterne har noget på sig.

Mediesladder

Nyheder i medierne appellerer til en anden menneskelig svaghed — vores umættelige nysgerrighed. Vi elsker hemmeligheder. Da Benjamin Franklin i 1730 fik en sladderspalte indrykket i Pennsylvania Gazette betalte folk villigt for at blive orienteret om de nyeste rygter.

Den dag i dag bringer nyhedsmedierne sladderhistorier. I aviskiosker her i Europa er der en overflod af aviser og ugeblade med historier om kongefamilier, racerkørere og andre berømtheder. I en avisartikel blev sladder kaldt en storindustri.

Men er det opbyggende at snage i andres privatliv, og med liv og sjæl at gå op i hvordan de bor og tænker? Kan læsning af avisernes sladderspalter måske vække et usundt begær? Mediernes sensationslyst kender i hvert fald ingen grænser.

„Jeg har hørt en lille fugl synge om . . .“

Skadelige rygter opstår også af ubekræftede forlydender og fejlinformation. Udtrykket „Jeg har hørt en lille fugl synge om . . .“ stammer fra Prædikerens Bog, kapitel 10, vers 20, i Bibelen og bruges ofte når nogen viderebringer forlydender som de ikke er helt sikre på at der er hold i.

Vilde rygter kan forvolde panik, død og ødelæggelse. De kan koste erhvervslivet uhyre summer. En kæde af fast-food-restauranter måtte i over et år gendrive et hårdnakket rygte om at dens burgere indeholdt orm. Et sæbefirma ofrede millioner af dollars på at dementere et rygte om at dets firmaemblem var et satansymbol og at firmaet havde med dæmontilbedelse at gøre.

Sladder går dog hårdest ud over enkeltpersoner. Men eftersom sindsoprivende rygter er fascinerende, bringer folk dem ofte videre uden at bekymre sig for om rygterne taler sandt eller hvilke konsekvenser de kan få.

Ondsindet sladder — bagvaskelse

Det er ofte misundelse og had der ligger bag den skadeligste form for sladder — bagvaskelsen. Det græske ord for „bagvasker“ er diaʹbolos. Dette ord oversættes i den danske bibel med Djævelen. (Åbenbaringen 12:9) Dette er en velvalgt titel, eftersom Satan er den største bagvasker af Gud. Nogle sætter, ligesom Satan, onde rygter i omløb, måske af hævntørst fordi de føler sig sårede eller jaloux. De søger at fremme deres egne interesser ved at smudse andre til.

Bagvaskelse er den værste form for sladder. Men det er også forkert og uansvarligt at viderebringe al anden sladder som kan volde andre skade eller problemer. Hvordan forhindrer man at almindelig vennesnak udvikler sig til ødelæggende bagvaskelse?

[Illustration på side 5]

Ved snak om løst og fast kan man udveksle nyttige oplysninger og holde en samtale i gang

[Illustration på side 6]

At tale dårligt om andre er som at kaste smuds på en ren, hvid væg. Måske bliver snavset ikke hængende, men det efterlader mærker

[Illustration på side 7]

Nogle sladrer om andre for at blive midtpunkt

Hvordan man holder sig uden for sladder

SÅ LÆNGE der har levet mennesker er der blevet sludret og snakket. Dette vil sikkert også være tilfældet i den fuldkomne nye verden som forudskildres i Bibelen.a (2 Peter 3:13) Løst og fast om venner og bekendte indgår naturligt i vor kommunikation med hinanden og holder gode venskaber ved lige.

Det giver os dog ikke ret til at rende med sladder om andre, eller måske ligefrem at bagvaske dem! Noget sådant er skadeligt og sårende; det kan ødelægge folks tilværelse, skade deres omdømme, og splitte venner. Hvordan undgår man at overskride grænsen mellem venskabelig snak og skadelig sladder? Hvordan beskytter man sig imod rygter? Nogle af de bedste råd der kan gives om dette emne findes i Bibelen. Lad os betragte nogle af dem.

Hold tungen i tømme: Det siges at „konversation er hjernegymnastik, mens sladder blot er tungegymnastik“. Når nogle kaster snavs på andre er det som regel ikke af ondskabsfuldhed men fordi de ikke tænker før de taler. Nogle udleverer andre, overdriver, fordrejer og „pynter“ på kendsgerningerne. De røber fejl ved deres venner, ægtefæller og børn, uden tanke for følgerne.

Bibelen giver os derfor dette råd: „Med mange ord undgås ikke overtrædelse, men den der tøjler sine læber handler med indsigt.“ (Ordsprogene 10:19) Med andre ord: Tænk før du taler. Tænk dig om før du fortæller noget om andre. Spørg dig selv: ’Tør jeg gentage det i vedkommendes påhør? Hvordan ville jeg føle hvis det samme blev sagt om mig?’ (Mattæus 7:12) Salme 39:1 siger: „Jeg vil vogte mine veje for at undgå at synde med min tunge. Jeg vil vogte min mund med mundkurv.“

Der er selvfølgelig tilfælde hvor man ikke bare skal holde tand for tunge, for eksempel hvis man har en stærk mistanke om at der er blevet begået en alvorlig uret mod en selv eller ens familie. Der foreligger måske ingen konkrete beviser, men man føler at der bør gøres noget ved problemet. Kan det kaldes sladder hvis man taler med nære venner eller med ansvarlige om sagen? Gør man sig skyldig i bagtalelse fordi man spørger andre til råds? Selvfølgelig ikke. Bibelen viser at det er fornuftigt at holde fortroligt samråd med andre. Men man bør naturligvis vise dømmekraft og bevare ligevægten i sådanne penible situationer. — Ordsprogene 15:22.

Lån ikke øre til ondsindet sladder: Hvad sker der hvis sladdertungerne ikke finder lyttende ører? De der altid fremfører tom og intetsigende tale bærer kun en del af skylden; de der labber sladderen i sig må også dadles. Den der tier, samtykker, og kan indirekte medvirke til at rygterne udspredes. I Ordsprogene 17:4 siges der: „Den onde giver agt på ondskabsfulde læber; løgneren lytter til en tunge der volder megen fortræd.“

Når en samtale kommer ud på et sidespor, bør du tage mod til dig og sige: ’Lad os hellere skifte emne.’ Og hvis det er almindeligt at man sladrer om hinanden i din vennekreds, skulle du måske finde nogle andre at komme sammen med. Bibelen siger: „Den der går omkring som en bagvasker, afslører hvad der er sagt i fortrolighed; hav derfor intet at gøre med den der lader sig lokke af sine læber.“ (Ordsprogene 20:19) Ja, det er sikkert kun et spørgsmål om tid hvornår du selv må stå for skud.

Overreagér ikke: De fleste har ikke noget imod sladder så længe det ikke er dem selv der snakkes om. Men hvad nu hvis det kommer én for øre at der verserer et falsk rygte om én? Nogle gange er det muligt at spore historien tilbage til kilden og udrede misforståelserne i al fordragelighed. Men hvad hvis det ikke kan lade sig gøre?

Det nytter ikke at fare i flint. „Den der er hurtig til vrede handler dåragtigt,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 14:17) Salomon giver dette råd: „Fæst heller ikke dit hjerte ved alle de ord der fremføres . . . For dit hjerte kender endog mange tilfælde hvor også du har nedkaldt ondt over andre.“ (Prædikeren 7:21, 22) På et eller andet tidspunkt har du sikkert også selv ladet munden løbe løbsk. Er det der er blevet sagt virkelig værd at hidse sig op over? Vil det hele være glemt om kort tid? Husk at der er „en tid til at le“ og at du ved at tage problemet fra den humoristiske side måske allerbedst afkræfter et falsk forlydende. — Prædikeren 3:4.

Bær ikke ved til bålet: Hvis et rygte ikke er til at udrydde, kunne du spørge dig selv: ’Kan det tænkes at jeg giver folk anledning til at sladre? Opfører jeg mig mistænkeligt, så folk tror at jeg ikke har rent mel i posen?’ Overvej følgende eksempler:

◻ En kvindes kolleger hvisker bag hendes ryg at hun er doven og upålidelig — selv om hun udfører sine opgaver tilfredsstillende. Hvorfor har hun da fået dette ry hæftet på sig? Fordi hun har en overfladisk og ubekymret indstilling der nemt bliver misfortolket som dovenskab. Hendes udseende er lidt for skødesløst til det arbejde hun udfører. Desuden taler hun så højt når hun modtager private telefonsamtaler at alle på kontoret kan høre hvad hun siger. Derfor går sladderen om hende!

◻ Den lokale butiksindehaver er samtalestof i hele det lille samfund. Rygterne vil vide at han har været sin kone utro. Manden afviser på det voldsomste de falske beskyldninger. Hvorfor er rygtet opstået? Fordi han er lidt for indladende over for sine kvindelige kunder.

◻ En teenagepige siges at være løs på tråden. Nogle hævder at hun har adskillige kærester og at hun tager kokain. Alle historierne er pure opspind. Men hun er kendt for at komme sammen med stofmisbrugere, og hun er yderliggående i sin påklædning, frisure og makeup.

Hvis du er genstand for ondsindet snak, bør du spørge dig selv om din opførsel, den måde du behandler andre på, eller endda din påklædning og frisure, kan være medvirkende årsag til det. Måske kunne du få snakken til at forstumme ved at ændre lidt på din livsstil. „Hvor der ikke er noget brænde, går ilden ud,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 26:20) Hvis du altid går lige til grænsen af det tilladelige, lurer faren for at du en dag plumper i og gør noget forkert, så rygtet bliver til virkelighed. — Jævnfør Galaterbrevet 6:7, 8; Første Korintherbrev 10:12.

’Pas dine egne sager’

Vi mennesker snakker om løst og fast. Men vi skal passe på ikke at løbe med ødelæggende sladder. Ved at efterleve følgende vise ord kan man undgå at volde sig selv og andre skade: „Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke . . ., og fredens Gud vil være med jer.“ — Filipperne 4:8, 9.

Ja, Gud er personligt interesseret i hvordan vi omtaler andre. Jesus Kristus advarede: „Jeg siger jer at menneskene på dommens dag skal aflægge regnskab for hver eneste unyttig udtalelse de fremsætter; for ud fra dine ord vil du blive erklæret retfærdig, og ud fra dine ord vil du blive fordømt.“ — Mattæus 12:36, 37; jævnfør Salme 52:2-5.

Ønsker du fred i sindet, et godt forhold til andre og, vigtigst af alt, et godt forhold til Gud? I bekræftende fald bør du følge det inspirerede råd i Guds ord: „Men vi tilskynder jer . . . til at I sætter jer som mål at leve stille og passe jeres egne sager.“ (1 Thessaloniker 4:10, 11) Vis interesse for andre på en venlig og respektfuld måde. Så vil du undgå at rende med sladder.

[Fodnote]

[Illustration på side 9]

Sky nedbrydende sladder

[Illustration på side 10]

Opfører du dig sådan at du selv ’indbyder’ til sladder?