Hvorfor sladrer vi om hinanden?

SLADDER hedder på kinesisk shén-tán, på finsk juoru, på italiensk pettegolézzo og på spansk chisme. Begrebet kendes overalt i verden. På dansk er sladder et negativt ladet ord. Ordbog over det Danske Sprog definerer ’sladder’ som „urigtige, uholdbare foregivender; upaalidelig snak . . . rygter om andres forhold, som nærmer sig til bagvadskelse“.

Under en tilfældig sludren kommer man let til at tale om andres gøren og laden. Småsladder kan imidlertid ende med at få karakter af bagvaskelse, som ifølge ovennævnte ordbog er „grov og ondsindet bagtalelse“. Det er derfor det gamle ordsprog siger: „Sladder fremkalder vrede, lige så sikkert som nordenvind fremkalder regn.“ — Ordsprogene 25:23, Today’s English Version.

Hvorfor er det så tillokkende at løbe med sladder, i betragtning af den skade det kan forvolde? Og hvor går grænsen mellem harmløs snak og ondsindet sladder?

En udveksling af oplysninger

Det er kun naturligt at vi mennesker snakker om hinanden; det er et udtryk for medmenneskelig interesse. Som antropologen Max Gluckman engang har sagt: „De fleste af os bruger det meste af dagen på at snakke. Jeg tror at hvis vi holdt regnskab med hvordan vi anvendte de vågne timer, ville snak — for de fleste af os — komme ind på en klar andenplads, næst efter ’arbejde’.“

Ved at slå en sludder af med andre kan man udveksle mange nyttige oplysninger og høre nyt om andre, deriblandt få at vide hvem der er blevet gift, hvem der er gravid og hvem der er død. Eller måske morer man sig blot over forskellige pudsigheder, uden at der ligger onde hensigter bag.

Alt for ofte bevæger den uformelle snak sig imidlertid væk fra hvad der er passende og i overensstemmelse med god smag. Der bliver ’pyntet’ på kendsgerningerne, der bliver lagt lidt til. Man gør sig morsom på andres bekostning. Privatlivets fred bliver krænket. Venners fortrolighed bliver forrådt, og deres gode navn og omdømme sværtet til. Alt hvad der er rosværdigt drukner i kritik og beklagelser. Det er måske ikke ondt ment, men det er kun en ringe trøst for den det går ud over. At tale ilde om andre er faktisk som at kaste smuds på en ren, hvid væg. Måske bliver snavset ikke hængende, men det efterlader alligevel nogle grimme mærker.

Ønsket om at bidrage med noget

En anden grund til at det er så fristende at bagtale andre, er vort naturlige ønske om at være vellidt. „Af en eller anden grund er man forpligtet til at sige noget,“ skriver psykologerne John Sabini og Maury Silver, „og en nem, behagelig og almindeligt accepteret måde at opfylde denne forpligtelse på, er ved at fortælle en sladderhistorie.“ (Moralities of Everyday Life) Sladderhistorier er fortrinligt samtalestof, et godt bidrag til en samtale.

Problemet er at folk langt hellere vil høre noget negativt end noget positivt om andre. Nogle labber ligefrem sensations- eller skandalehistorier i sig. Man er sikker på at fange andres opmærksomhed hvis man kan diske op med et rigtig skandaløst forlydende. Jo værre, jo bedre. Og det er de færreste der bekymrer sig for om rygterne har noget på sig.

Mediesladder

Nyheder i medierne appellerer til en anden menneskelig svaghed — vores umættelige nysgerrighed. Vi elsker hemmeligheder. Da Benjamin Franklin i 1730 fik en sladderspalte indrykket i Pennsylvania Gazette betalte folk villigt for at blive orienteret om de nyeste rygter.

Den dag i dag bringer nyhedsmedierne sladderhistorier. I aviskiosker her i Europa er der en overflod af aviser og ugeblade med historier om kongefamilier, racerkørere og andre berømtheder. I en avisartikel blev sladder kaldt en storindustri.

Men er det opbyggende at snage i andres privatliv, og med liv og sjæl at gå op i hvordan de bor og tænker? Kan læsning af avisernes sladderspalter måske vække et usundt begær? Mediernes sensationslyst kender i hvert fald ingen grænser.

„Jeg har hørt en lille fugl synge om . . .“

Skadelige rygter opstår også af ubekræftede forlydender og fejlinformation. Udtrykket „Jeg har hørt en lille fugl synge om . . .“ stammer fra Prædikerens Bog, kapitel 10, vers 20, i Bibelen og bruges ofte når nogen viderebringer forlydender som de ikke er helt sikre på at der er hold i.

Vilde rygter kan forvolde panik, død og ødelæggelse. De kan koste erhvervslivet uhyre summer. En kæde af fast-food-restauranter måtte i over et år gendrive et hårdnakket rygte om at dens burgere indeholdt orm. Et sæbefirma ofrede millioner af dollars på at dementere et rygte om at dets firmaemblem var et satansymbol og at firmaet havde med dæmontilbedelse at gøre.

Sladder går dog hårdest ud over enkeltpersoner. Men eftersom sindsoprivende rygter er fascinerende, bringer folk dem ofte videre uden at bekymre sig for om rygterne taler sandt eller hvilke konsekvenser de kan få.

Ondsindet sladder — bagvaskelse

Det er ofte misundelse og had der ligger bag den skadeligste form for sladder — bagvaskelsen. Det græske ord for „bagvasker“ er diaʹbolos. Dette ord oversættes i den danske bibel med Djævelen. (Åbenbaringen 12:9) Dette er en velvalgt titel, eftersom Satan er den største bagvasker af Gud. Nogle sætter, ligesom Satan, onde rygter i omløb, måske af hævntørst fordi de føler sig sårede eller jaloux. De søger at fremme deres egne interesser ved at smudse andre til.

Bagvaskelse er den værste form for sladder. Men det er også forkert og uansvarligt at viderebringe al anden sladder som kan volde andre skade eller problemer. Hvordan forhindrer man at almindelig vennesnak udvikler sig til ødelæggende bagvaskelse?

[Illustration på side 5]

Ved snak om løst og fast kan man udveksle nyttige oplysninger og holde en samtale i gang

[Illustration på side 6]

At tale dårligt om andre er som at kaste smuds på en ren, hvid væg. Måske bliver snavset ikke hængende, men det efterlader mærker

[Illustration på side 7]

Nogle sladrer om andre for at blive midtpunkt