Døden rammer alle

HVERT år dør der 50 millioner mennesker jorden over. Det svarer til 137.000 om dagen, 5700 i timen, knap 100 i minuttet og mere end 3 personer hvert andet sekund. Ingen familie undgår dødens svøbe. Konge og borger, rig og fattig, mand og kvinde — alle dør de.

„Det eneste sikre i denne verden er døden og skatterne,“ skrev den berømte amerikanske forlægger, opfinder og diplomat Benjamin Franklin til en ven i 1789. Han er ikke den eneste der har gjort denne iagttagelse. Omkring 2800 år tidligere skrev den vise kong Salomon af Israel: „De levende ved nemlig at de skal dø.“ Herved bekræftede han faktisk blot hvad der var sagt 3000 år tidligere til det første menneske på jorden: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ — Prædikeren 9:5; 1 Mosebog 3:19.

Døden har været uundgåelig i historiens løb og er stadig en kilde til stor sorg. Det er ganske rigtigt blevet sagt at vi almindeligvis ønsker at leve, og ikke at dø. Stærke bånd knytter os sammen som familie og venner, og disse nære bånd ønsker vi at bevare. Men som årene går river døden disse bånd over et efter et. Vore bedsteforældre, vore forældre og vore venner dør.

„I virkeligheden er det uhyre sjældent, at en person bliver mere end 113 år, og til dato foreligger der intet bekræftet bevis på nogen, der har fejret mere end sin 120 års fødselsdag,“ oplyser Guinness Rekordbog. Der er derfor ingen som lever i dag der kan huske Winston Churchills fødsel (1874) eller Mohandas Gandhis (1869), eller som oplevede Ruslands salg af Alaska til De Forenede Stater i 1867 eller mordet på Abraham Lincoln i 1865 — for ikke at nævne alle de historiske begivenheder der ligger endnu længere tilbage.

Trods alle lægelige og videnskabelige landvindinger er den menneskelige levetid stadig ikke længere end det tidsrum Moses nævnte: „Vore leveårs dage er i sig selv halvfjerds år; og hvis de på grund af særlig styrke er firs år, så fører deres stræben dog kun til elendighed og fortræd; for det er hurtigt forbi, og vi flyver af sted.“ (Salme 90:10) Dette var en generel betragtning, for Moses selv blev 120 år.

Livet kan være problemfyldt, men et dødsfald volder særlig stor sorg og smerte. Ofte kan det nedbryde de efterladtes helbred og fremskynde sygdom og død. Uanset hvem der dør i familien, er tabet stort. Som en psykiater siger: „Når en af dine forældre dør, har du mistet din fortid. Når dit barn dør, har du mistet din fremtid.“ Det er svært at beskrive den sorg og det følelsesmæssige stress man oplever. Og for at gnide salt i såret medfører et dødsfald ofte en økonomisk belastning. Presset til at følge visse begravelsesritualer og -skikke gør måske sorgen større.

Kan man lindre den sorg og smerte som et dødsfald fremkalder?

Hvordan man lindrer dødens smerte

BEGRAVELSESSKIKKENE varierer meget fra land til land og fra kultur til kultur. Myndighederne har måske fastsat visse regler som må følges. Men den afgørende faktor er som regel den religiøse tro i familien og i samfundet. „Studiet af dødsritualer og -skikke afslører en nær sammenhæng mellem religiøs tro og almindelig skik og brug,“ oplyser The New Encyclopædia Britannica.

Tag for eksempel den måde hinduerne i Indien begraver deres døde på. Legemet bliver gjort i stand til ligbrænding efter den pågældende hindusekts ritualer. „Helligt vand“ — helst fra Gangesfloden — stænkes på gulvet. Derpå bredes der et hvidt lagen ud, på hvilket liget anbringes. Sødligt duftende røgelse bliver brændt i den tro at det vil føre rene ånder til stedet. Ansigtet indgnides i sandeltræsmasse og rødt pudder. Legemet bades og dækkes med et hvidt klæde hvorover der strøs blomster. Liget bæres derefter med hovedet forrest på en bambusbåre til bålstedet. Derpå vendes båren så fødderne ligger forrest, tættest på bålstedet, som symbol på at den afdøde nu har et fremtidigt liv for øje. Ligbålet antændes af den ældste søn, eftersom det siges at den afdødes „sjæl“ kun kan finde fred på den måde. Bagefter samles asken og spredes ud over en af Indiens „hellige“ floder.

På Papua Ny Guinea er det skik at slægtninge søger nær kontakt med det døde legeme. De kysser det, græder over det, afgiver løfter til det, og beder om tilgivelse for synder begået imod den afdøde. Sorgen er intens, og nynnen af klagesange bidrager til den triste stemning. Det er skik at afholde mindst to overdådige fester et stykke tid efter dødsfaldet for at ære den afdødes „ånd“ og afværge at den hævner sig.

I Afrika er begravelsesskikkene påvirket af troen på en udødelig sjæl. Folk forsøger at forsone de afdøde, så de ikke skader deres slægtninge. Der bruges store summer og bringes mange ofre for at gøre den døde mildere stemt over for de levende. Mange tror på reinkarnation og forestiller sig at den døde vil vende tilbage enten som et dyr for at blive æret ved tilbedelse eller som et nyt medlem af familien gennem en kvinde der er gravid. Fra Nigeria forlyder det: „Man gør derfor meget ud af at bringe liget i orden så alt er som det bør være. Hvis den afdødes hånd for eksempel ikke ligger udstrakt i kisten, vil det vise sig som en fødselsdefekt når personen bliver reinkarneret, mener man. Og hvis en død mand ikke har det rigtige ligtøj på, vil han genfødes som en galning.“ Frygten for de døde og deres formodede magt over de levende præger ofte afrikanske begravelser.

I mange af Grækenlands landdistrikter foranstaltes der også langvarige og komplicerede ceremonier efter et dødsfald. „I fem år efter forbereder og afholder kvindelige slægtninge til den afdøde mange mindehøjtideligheder,“ bemærker tidsskriftet Science. „For hustruer, mødre og døtre bliver sorgen noget karakteristisk. De besøger hver aften graven for at tænde stearinlys, vaske gravstenen, tale til den døde, synge klagesange og græde. De tror at hvis de udfører ritualerne helt korrekt, vil de hjælpe deres kæres sjæl til himmelen.“ Til sidst bliver den afdødes knogler gravet op og anbragt i landsbyens gravkammer.

De fleste begravelser i Japan foregår under iagttagelse af buddhistiske ritualer. Efter at liget er vasket og ordnet dækkes det med et hvidt lagen, og på brystet anbringes en kniv for at skræmme onde ånder bort. Mens der brændes stearinlys og røgelse reciterer en præst sutraer (passager fra buddhistisk kanonisk litteratur) ved lejet og giver den afdøde et posthumt buddhistisk navn for hvilket der må betales et større beløb afhængigt af hvor mange bogstaver der vælges. Liget anbringes derpå i en umalet trækiste. Der bliver holdt ligvagt hele natten eller noget af den for at sørge over den døde og bede for sjælens fred. Mens præsten fremsiger sutraer skiftes de sørgende til at brænde lidt røgelse. Under begravelsen den følgende dag udføres lignende ritualer foran et alter på hvilket kisten, et billede af den afdøde og andre buddhistiske kultgenstande er anbragt. Derefter finder ligbrændingen sted, som foreskrevet i loven. I tiden derefter vil der med mellemrum blive brændt røgelse, og præsten vil fremsige sutraer indtil sjælen formodes at have mistet sin indflydelse over de menneskelige anliggender og smelter sammen med forfædrenes sjæl i den universelle natur.

Giv udtryk for din vilje

Frem for at lindre den smerte det medfører når man mister en man holder af, udgør begravelsesskikkene ofte en ekstra byrde. For eksempel kan begravelsesudgifterne tynge hårdt. Flotte begravelser er ikke billige. Præster forventer som regel store gaver eller honorarer for deres tjenesteydelser. Overdådige gæstebud og ceremonier er også meget bekostelige. Man kan endog bliver presset til at gå ud over den afdødes ønsker eller udføre ritualer han ikke troede på. Familie og venner kan lave meget postyr hvis ikke den afdøde får en begravelse efter sædvane. Hvis man har nogle ønsker angående sin begravelse vil det derfor være klogt at sætte dem på skrift og få dokumentet bevidnet.

Det erfarede en japansk husmoder da hendes 85-årige fader døde. Han havde bedt om en beskeden begravelse med kun få tilstedeværende slægtninge. Dette udløste imidlertid voldsom kritik fra dem der foretrak det traditionelle begravelsesprogram. Bagefter skrev hans datter følgende i Tokyoavisen Asahi Shimbun: „Hvis nogen ønsker en begravelse som adskiller sig fra andres, er det bedst, uanset hvor rimeligt dette ønske måtte være, at tale med ens familie om det og få dens samtykke. Det er også vigtigt at nedfælde sine ønsker på skrift så efterladte slægtninge kan gendrive eventuel kritik.“

Dette gælder især hvis man har en stærk religiøs tro som går imod lokal skik og brug. En kristen i Japan frygter måske for hvad der skal ske når han dør, og for at hans ikkekristne slægtninge skal bøje sig tilbedende foran hans kiste eller billede ligesom de gør foran et buddhistisk alter. Han kan på forhånd skriftligt betinge sig at folk tager afsked med ham i hjemmet, at hans legeme kremeres og at der bagefter skal holdes en enkel mindehøjtidelighed uden at hans billede eller skrinet med hans aske er til stede. For at undgå problemer kan slægtninge blive orienteret på forhånd.

Den økonomiske side af begravelsen

Indtil for hundrede år siden var det almindeligt at folk døde i hjemmet, omgivet af venner og familie. Børn blev ikke holdt væk fra dødslejet, og på den måde lærte de om døden. Men alt dette har ændret sig i verdens industrilande. Mange døende mennesker gemmes bort på hospitaler, og der bliver gjort alle mulige bestræbelser for at forlænge deres liv. „I stedet for at opfatte døden som naturlig betragter læger den i dag som noget dårligt eller fremmed, et nederlag for deres terapeutiske bestræbelser, somme tider næsten som et personligt nederlag,“ siger The New Encyclopædia Britannica. „Sygdom bekæmpes med alle våben, ofte uden hensyn til den syge — til tider uden tanke for om der overhovedet stadig er nogen ’person’.“

En gennemsnitsbegravelse i Danmark koster knap 10.000 kroner. Herfra skal trækkes det beløb den offentlige sygesikring udbetaler i begravelseshjælp. Hvis man ønsker et gravsted skal man desuden beregne udgifter til gravstedets vedligeholdelse. Ofte glemmer folk at en bedemandsforretning er en forretning. „Profitmotivet lader sig ikke skjule inden for begravelsesbranchen,“ siger tidsskriftet Changing Times. „Og ligesom i al handel risikerer køberen at blive bondefanget, taget ved næsen, plukket eller snydt af en skruppelløs bedemand. Faktisk er risikoen større fordi de fleste køber for første gang, er nedbøjede af sorg og må handle hurtigt.“

Men man kan forberede sig. Nogle steder kan man spare op til sin begravelse på en særlig bankkonto. Man kan også melde sig ind i en ligbrændingsforening. Og mange tegner en livsforsikring. Med hensyn til de økonomiske forhold er det især vigtigt for ægtefæller at informere hinanden. Det kan også være fornuftigt at oprette et notartestamente (testamente oprettet for notarius publicus). Det er ikke videre sandsynligt at begge ægtefæller dør samtidig. I de fleste tilfælde er det hustruen der lever længst. I Danmark, for eksempel, er der tre-fire enker for hver enkemand. Men alt for ofte har kvinder ikke kendskab til familiens økonomiske forhold, hvilket gør deres stilling endnu vanskeligere hvis de bliver alene. Eftersom døden kan indtræde uventet, skal man ikke udskyde en drøftelse af disse spørgsmål i familien.

Hvordan sorgen bearbejdes

Hvis man har mistet en man holder af bliver man som regel ramt af dyb sorg. Man vil blive ved med at græde og sørge indtil man har accepteret hvad der er sket. Hvor lang tid sorgprocessen varer er individuelt. Nogle kommer ret hurtigt over tabet, mens andre er et år eller mere om det. Nogle få holder aldrig op med at sørge.

Hvordan kan man bedst bearbejde sorgen? Det er vigtigt ikke at isolere sig eller trække sig ind i en skal. At komme tilbage til hverdagsrutinen og få kontakt med venner og slægtninge pr. telefon eller ved besøg, er afgørende for om man kommer sig over sorgen. Skønt man til tider kan have behov for at være alene, bør man ikke lade det blive en vane. Hjælp andre til at komme dig i møde ved selv at tage initiativet.

En mand der inden for blot tre år mistede fem nære slægtninge, deriblandt sin mor og sin enogfyrreårige hustru som havde lidt af en langvarig kræftsygdom, gav følgende råd: „Jeg har været plaget af sorg. Indimellem har jeg grædt. Men man må se realistisk på tilværelsen. Man må acceptere livet som det er, ikke som man ville ønske det var. Man må vænne sig til modgangen og acceptere døden, i stedet for at sørge i én uendelighed.“

Det er vigtigt at støtte og opmuntre de sørgende. Desværre føler de fleste af os sig usikre i sådanne situationer og ved ikke hvad vi skal sige. Vi bliver måske endda pinligt berørt ved følelsesudbrud. Derfor har vi en tilbøjelighed til at undgå de sørgende — netop når de har mest brug for os. Nogle er blevet beskyldt for at krydse gaden blot for at undgå at tale med nogen der sørgede! En enke siger: „Jeg var alene om min sorg. Jeg havde desperat behov for at snakke, men ingen ville lytte.“

Andre træder straks til og støtter den efterladte ved tidspunktet omkring dødsfaldet, men falder derefter hurtigt fra. „Efter dødsfaldet kan det tage uger eller måneder for den sørgende at forvinde det første chok. I den periode har man størst behov for støtte, men da er der mindst at hente,“ siger professor i psykologi Patricia Minnes. Og det er en misforståelse at tro at de der ikke virker knugede af sorg enten er kolde og ukærlige, benægter tabet eller er kommet over det. Nogle har blot større indre styrke til at klare sorgen, men også de har behov for trøst og støtte.

Hvor er det derfor vidunderligt når venner kommer og hjælper den sørgende med for eksempel at udfylde de fornødne papirer! Hvor er det beroligende at have en stærk arm og et klart hoved at støtte sig til når begravelsen skal forberedes! Hvor er det værdsat når nogen tilbyder at passe børnene og sørge for besøgende slægtninge og venner! Hvor er det betænksomt når venner og naboer bringer mad dag efter dag og tilbyder at klare huslige opgaver eller at køre for de sørgende. Hvor er det dejligt for de efterladte at have nogen at udøse sit hjerte for! Ja, det er velgørende at høre nogle trøstende ord og få et hjerteligt klem! Er man blandt de efterladte gør det godt når der, selv flere måneder efter, bliver sagt et kærligt ord og bliver spurgt om hvordan man har det!

Men det der er af størst værdi er at have et fremtidshåb. Findes der et sådant håb?

[Tekstcitat på side 5]

„Man må acceptere livet som det er, ikke som man ville ønske det var“

[Ramme/illustration på side 7]

Hvad skal vi sige til vores børn?

Fortæl dem sandheden på en måde så de kan forstå det. Tal om døden og det at dø, og undgå forblommede vendinger. Hvis du siger: „Bedstefader er gået bort“ eller: „Vi har mistet Bedste,“ vil barnet måske forvente at bedstefar eller -mor vender tilbage eller bliver „fundet“. Hjælp barnet til at forstå dødens realitet, og besvar eventuelle spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Et barn kan blive præsenteret for døden gennem naturen. Børn lægger mærke til at dyr, fugle og insekter dør. Brug det som eksempel. Vær tålmodig og korrigér eventuelle fejlagtige tanker som barnet har fået fra film eller fjernsyn. Fuldstændigt at skærme børn mod døden kan avle vrede eller frygt for det ukendte.

Et barn kan føle sig ansvarligt for døden, især hvis det har været vred på den afdøde. Hjælp barnet til at forstå at det ikke er hans eller hendes skyld, sådan at barnet undgår skyldfølelse.

Det er meget almindeligt at børn der har mistet den ene af sine forældre føler sig forladt. Sørg for at berolige dem så meget som muligt, og lad dem vide at de er elskede. Et barn kan også reagere med vrede. Hvis det får at vide at Gud har ’taget’ mor eller far, vil det måske hade Gud. At kende Bibelens sandhed er en hjælp i denne henseende. Prøv hellere at berolige barnet og at give det kærlighed og støtte.

[Illustration på side 8]

Sørg for at støtte og opmuntre de sørgende

Dødens brod fjernes

DET er ikke usædvanligt at høre nogen omtale døden som naturlig eller normal. Men døden er ikke naturlig ifølge Bibelen. Døden er en fjende, en følge af arvesynden. „Ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet,“ siger Bibelen i Romerbrevet 5:12.

Eftersom det ikke var Guds hensigt at menneskene skulle dø, har han kærligt sørget for en udvej. Ved at lade sin søn dø for os, har han tilvejebragt en tilsvarende løsesum der kan opveje dødsstraffen. (Mattæus 20:28; 1 Johannes 2:2) Han har også givet løfte om et jordisk paradis med en helt ny regering til at herske over hele menneskeheden. Denne regering vil fjerne enhver følge af synden og døden. (Lukas 18:30) Bibelen siger i Åbenbaringen 21:3, 4: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Men hvad med dem der allerede er døde?

Her kommer opstandelseshåbet ind i billedet — muligheden for at komme til at leve igen som mennesker på en paradisisk jord, med et fuldkomment sind og legeme. Ja, „den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“. (Johannes 5:28, 29) Den som Gud sendte for at genløse menneskeheden, Jesus Kristus, forsikrer os endvidere: „Dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Johannes 6:40.

Det er dette håb om en opstandelse som opretholder mange efterladte. De indser at deres kære blot „sover i døden“, og at de derfor „ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13) De ser frem til at nyde samværet med dem igen i den nye tingenes ordning som Gud har lovet at indføre. De tror på den Gud som giver trøst og håb. — Romerne 15:4, 13; 2 Korinther 1:3; 2 Thessaloniker 2:16.

Derfor adskiller Jehovas vidners begravelser sig fra andre trossamfunds. For ikke at pådrage sig Guds mishag undgår de enhver skik som strider imod hans ord, Bibelen. De går uden om skikke og traditioner som har deres rod i religiøse læresætninger der ikke fremholdes i Bibelen. Eftersom de kun tilbeder én sand Gud, Jehova, nægter de at udføre tilbedelseshandlinger over for den døde. Og de bruger ikke begravelsen som en anledning til at skilte med deres rigdom og status da de ved at dette mishager Gud. (1 Johannes 2:16) Deres begravelser er enkle og værdige og bidrager til at berolige de sørgendes hjerter. I en tale til minde om den døde fremholdes Bibelens håb. De sørger, men ikke fuldstændig hæmningsløst.

Jehovas vidner ved at ’den sidste fjende, døden,’ snart vil blive fjernet. Da vil de forudsagte ord vise sig sande: „Døden er opslugt for evigt.“ Og: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“ — 1 Korinther 15:26, 54, 55.