-
Bliver kvinder respekteret i vore dage?Vågn op! – 1992 | 8. juli
-
-
Bliver kvinder respekteret i vore dage?
NOGLE mænd vil måske forbløffet spørge hvordan man overhovedet kan finde på at stille det spørgsmål. Hvis man undersøger hvordan kvinder er blevet behandlet i tidens løb og hvordan de bliver behandlet i vore dage, viser det sig imidlertid at være et højst aktuelt spørgsmål.
Hvem har traditionelt været samfundets ofre og hvem samfundets undertrykkere? Hvem er først og fremmest blevet udsat for vold i ægteskabet? Mænd eller kvinder? Hvem er blevet voldtaget i fredstid såvel som i krigstid? Hvem har hyppigst været udsat for børnemisbrug? Drenge eller piger? Hvem er blevet opfattet som andenrangsborgere, er blevet nægtet stemmeret, og har haft de dårligste uddannelsesmuligheder? Mænd eller kvinder?
Man kunne stille utallige af den slags spørgsmål, men kendsgerningerne taler for sig selv. I sin bog May You Be the Mother of a Hundred Sons skriver Elisabeth Bumiller følgende på baggrund af sine erfaringer fra Indien: „Den ’typiske’ indiske kvinde, det vil sige omtrent 75 procent af de 400 millioner piger og kvinder i Indien, bor i en landsby. . . . Hun kan hverken læse eller skrive, selv om hun gerne ville, og har sjældent rejst mere end 30 kilometer fra sit fødested.“ Denne forskelsbehandling på uddannelsesområdet er ikke blot et problem i Indien men i hele verden.
Dette gælder også i Japan. Ifølge Asahi-årbogen for 1991 er antallet af mandlige studerende på de fireårige universitetsuddannelser på 1.460.000 mens der kun er 600.000 kvindelige studerende. Kvinder overalt i verden kan uden tvivl bekræfte at deres uddannelsesmuligheder er ringere end mændenes. ’Uddannelse er for drenge’ er den holdning de møder.
I sin nyligt udkomne bog Backlash — The Undeclared War Against American Women stiller Susan Faludi nogle interessante spørgsmål angående kvinders stilling i De Forenede Stater. „Hvis amerikanske kvinder virkelig er ligestillede [med mændene], hvorfor er to tredjedele af alle fattige voksne da kvinder? . . . Hvorfor er det langt mere sandsynligt at de og ikke mændene kommer til at leve under dårlige boligforhold og uden sygesikring, og i dobbelt så mange tilfælde ikke får pension?“
Kvinderne har altid skullet stå for skud. De har måttet udholde ydmygelser, krænkelser, seksuelle overgreb og manglende respekt fra mændenes side. Denne mishandling finder ikke kun sted i de såkaldte ulande. Det amerikanske senats retsudvalg har for nylig udarbejdet en rapport om vold mod kvinder. Konklusionen var chokerende. „Hvert 6. minut bliver en kvinde voldtaget; hvert 15. sekund bliver en kvinde slået. . . . Ingen kvinde er immun over for voldskriminaliteten her i landet. Tre ud af fire nulevende amerikanske kvinder vil blive ofre for mindst én voldsforbrydelse.“ Ifølge Berlingske Tidende for 30. august 1989 bliver mere end 10.000 danske kvinder udsat for vedvarende vold og mishandling i parforholdet. Derfor har justitsministeriet udsendt et cirkulære der opfordrer politiet til at udstede flere tilhold mod voldelige ægtemænd — en advarsel til manden om at holde sig væk fra kvinden. Overtrædes tilholdet kan han straffes.
Kvinder overalt i verden er blevet behandlet respektløst, hvilket vi vil komme ind på i den efterfølgende artikel. I de to sidste artikler vil vi se på hvordan manden og kvinden kan vise hinanden respekt på alle livets områder.
-
-
Bliver kvinder respekteret i hjemmet?Vågn op! – 1992 | 8. juli
-
-
Bliver kvinder respekteret i hjemmet?
„En efter en led kvinderne en grusom død. . . . Og selv om måden de døde på var forskellig, var motivet det samme: Politiet i Quebec [Canada] oplyser at alle kvinderne blev dræbt af en tidligere eller nuværende ægtemand eller elsker. I alt blev 21 kvinder i Quebec dræbt i år [1990] — alle ofre for en voldsbølge inden for ægteskabet.“ — Maclean’s, 22. oktober 1990.
VOLD i hjemmet, af nogle kaldet „familielivets dystre side“, fører til mange opløste familier og giver børnene et forkvaklet syn på ægteskabet. Børn bliver splittede i deres loyalitet mod forældrene når de forsøger at forstå hvorfor far slår mor. (Spørgsmålet er sjældnere hvorfor mor er så ond mod far.) Ofte bliver en af følgerne at sønnerne som voksne selv begynder at slå deres koner. Fædrenes dårlige eksempel giver dem alvorlige psykiske problemer.
I FN-publikationen The World’s Women — 1970-1990 siges der: „Mænds overgreb på kvinder i hjemmet menes at være den sjældnest anmeldte forbrydelse — til dels fordi en sådan vold betragtes som en folkesygdom og ikke som en kriminel handling.“
Hvor udbredt er hustruvold i De Forenede Stater? I den senatsrapport der blev citeret i foregående artikel hedder det: „Udtrykket ’vold i hjemmet’ lyder måske tilforladeligt, men den adfærd der ligger bag er langtfra harmløs. Statistikkerne tegner et dystert billede af hvor alvorlig — ja, dødbringende — hustruvold kan være. Hvert år dør mellem 2000 og 4000 kvinder på grund af mishandling. . . . I modsætning til andre forbrydelser er hustruvolden af ’kronisk’ karakter. Den udgør en vedvarende trussel og afstedkommer fysiske læsioner den ene gang efter den anden.“
Tidsskriftet World Health siger: „I ethvert land og i ethvert socialt og økonomisk lag forekommer der vold mod kvinder. I mange kulturer betragtes hustruvold som mandens ret. Alt for ofte bliver vanemæssig vold og voldtægt af kvinder og piger betragtet som ’en privatsag’ der ikke vedkommer andre — hverken de retslige myndigheder eller sygehusvæsenet.“
Volden i hjemmet spredes nemt til skolen. Det fremgår af en hændelse i juli 1991 på en kostskole for drenge og piger i Kenya. The New York Times oplyste at „71 teenagepiger blev voldtaget af mandlige studerende, og at 19 andre døde i løbet af en nat hvor volden på kollegiet efter forlydende . . . fortsatte uden det lokale politis eller lærernes indgriben“. Hvad var årsagen til denne meningsløse vold? „Denne tragedie understreger hvilken afskyelig mandschauvinisme der præger Kenyas sociale liv,“ skriver Hilary Ng’Weno, chefredaktør for The Weekly Review, Kenyas mest læste tidsskrift. „Vore kvinders og pigers lod i livet er beklagelig. . . . Vi opdrager vore drenge til kun at have lidt eller slet ingen respekt for piger.“
Ja, det er nok dét der er sagens kerne. Det verdensomspændende problem skyldes at drenge ofte bliver opdraget til at betragte piger og kvinder som undermennesker man bare kan udnytte. Kvinder anses for at være svage og nemme at beherske. En sådan indstilling fører hurtigt til at man behandler kvinder respektløst, optræder direkte mandschauvinistisk og måske voldtager den pige man er i byen med. Og hvad voldtægt angår, må man ikke glemme at „overgrebet måske kun varer nogle få øjeblikke, men kan volde smerte resten af livet“. — Senatsrapport.
Mange af de mænd som ikke er fysisk voldelige mod kvinder, kan beskrives som misogyner, det vil sige kvindehadere. I stedet for fysisk vold øver de psykisk terror mod kvinder. I sin bog Men Who Hate Women & the Women Who Love Them siger dr. Susan Forward: „[Disse mænd] var, ifølge deres partneres beskrivelse, ofte charmerende og måske endda kærlige, men på et øjeblik kunne de skifte om og være grusomme, kritiske og krænkende. De kunne finde på alt, forsøge at skræmme, komme med direkte trusler, eller foretage underfundige og lumske angreb i form af konstante ydmygelser eller sønderlemmende kritik. Uanset karakteren var resultatet det samme. Manden fik overherredømmet ved at underkue kvinden. Disse mænd nægtede også at vedkende sig noget som helst ansvar for hvilke følelser deres overgreb fremkaldte hos deres partnere.“
Yasuko,a en japansk kvinde som nu har været gift i 15 år, har fortalt Vågn op! om sine oplevelser: „Min far bankede og mishandlede regelmæssigt min mor. Han sparkede og slog hende, hev hende i håret og smed endda sten efter hende. Og ved I hvorfor? Fordi hun vovede at anklage ham for utroskab. I den japanske kultur har det været anset for meget almindeligt at en mand har en elskerinde. Min mor var forud for sin tid; hun nægtede at finde sig i det. Efter at have været gift i 16 år og fået fire børn blev de skilt. Hun blev overladt til sig selv uden børnepenge fra min far.“
Selv om en voldelig ægtemand anmeldes til politiet, kan dette ikke altid forhindre at han hævner sig og slår sin kone ihjel. I mange tilfælde yder loven ikke en truet og terroriseret ægtefælle tilstrækkelig beskyttelse. „En undersøgelse viser at politiet i over halvdelen af alle sager om hustrudrab har været tilkaldt til hjemmet fem gange på et år for at undersøge klager over vold.“ (Senatsrapport) I visse ekstreme tilfælde har hustruen slået sin mand ihjel for at undgå yderligere mishandling.b
Volden i hjemmet, som oftest går ud over kvinden, kan antage mange former. I Indien er antallet af anmeldte medgiftsdrab (hvor manden slår konen ihjel af utilfredshed over medgiften fra konens familie) steget fra 2209 i 1988 til 4835 i 1990. Disse tal giver ikke engang det fulde billede, eftersom mange hustrudrab blot figurerer som ulykker i hjemmet — som oftest ved at hun med overlæg er blevet brændt ihjel med husholdningspetroleum. Dertil kommer de kvinder som begår selvmord fordi de ikke længere kan klare den hjemlige elendighed.
Når man skal vælge mellem sønner og døtre
Kvinder bliver diskrimineret lige fra fødselen og endda før. Hvordan det? Madhu fra Bombay i Indien siger til Vågn op!: „Når der bliver født en søn i en indisk familie vækker det stor jubel. Moderens problemer er løst. Nu har forældrene en søn til at sørge for dem på deres gamle dage. Deres ’alderdom’ er sikret. Hvis hustruen derimod føder en datter, anses det for en fejltagelse. Det er som om hun har belemret verden med endnu en byrde. Forældrene skal skaffe en kostbar medgift når datteren skal giftes, og hvis moderen bliver ved at føde piger, betragtes hun som uduelig.“c
Det indiske tidsskrift Indian Express oplyser om indiske piger: „Deres overlevelse betragtes ikke som vigtig for familiens fremtid.“ Bladet oplyser at en undersøgelse i Bombay har afsløret at „ud af 8000 aborter foretaget efter kønsbestemmelsestest er 7999 pigefostre.“
Elisabeth Bumiller skriver: „Nogle indiske kvinder lever under så elendige kår at deres sag ville blive taget op af menneskerettighedsgrupper hvis de fik samme opmærksomhed som etniske og racemæssige minoriteter i andre dele af verden.“ — May You Be the Mother of a Hundred Sons.
Det oversete kvindearbejde
Mænd overser ofte at en kvinde med børn ikke har en afgrænset arbejdstid fra otte til fire sådan som mændene har. Hvis et spædbarn skriger om natten, hvem står så op og trøster det? Hvem gør rent? Hvem vasker og stryger? Hvem tilbereder og serverer maden når manden kommer hjem fra arbejde? Hvem tager ud af bordet og får børnene i seng? Og hvem skal i de fattige lande hente vand og måske arbejde i marken med en baby på ryggen? Som regel moderen. Hendes arbejdsdag er ikke blot på 8 eller 9 timer, men ofte på 12 til 14 timer eller mere. Men hun får ingen overarbejdspenge — og ofte heller ingen tak!
Ifølge World Health forventes mange kvinder i Etiopien „at arbejde 16 til 18 timer om dagen, og deres indkomstniveau er så lavt at de ikke kan brødføde sig selv og deres familie. . . . Sult er en daglig foreteelse. I mange tilfælde får de [kvinder som samler brænde] kun ét sølle måltid om dagen og har ofte forladt hjemmet på tom mave.“
Siu, der er fra Hongkong og har været gift i 20 år, siger: „I kinesisk sammenhæng har mænd været tilbøjelige til at nedgøre kvinder, betragte dem som husholdersker, rugemaskiner, eller, i ekstreme tilfælde, som afguder, legetøj eller sexobjekter. Men vi kvinder ønsker at blive behandlet som intelligensvæsener. Vi ønsker at mændene skal lytte til os når vi taler og ikke blot lade som om vi er voksdukker!“
Det kan ikke undre at der i bogen Men and Women siges: „Overalt, også hvor kvinder bliver højt respekteret, sættes der større pris på mænds arbejde end på kvinders. Det betyder ikke det mindste hvordan et samfund fordeler rollerne og opgaverne mellem kønnene. Mændenes arbejde skattes uvægerligt højere i samfundets øjne.“
Sagen er at kvindens rolle i hjemmet ofte bliver taget for givet. I forordet til The World’s Women — 1970-1990 siges der således: „Kvinders levevilkår — og deres bidrag til familien, økonomien og husholdningen — har i almindelighed været usynlige. Mange statistikker er defineret efter begreber der angiver mænds vilkår og bidrag, ikke kvinders, eller også ser de helt bort fra kønnet. . . . En stor del af det arbejde kvinder udfører bliver stadig ikke regnet for at have nogen som helst økonomisk værdi — og bliver ikke engang målt.“
I 1934 luftede den nordamerikanske forfatter Gerald W. Johnson følgende synspunkter om erhvervsaktive kvinder: „En kvinde får ofte en mands job men sjældent en mands løn. Årsagen er at der ikke findes noget arbejde som ikke kan udføres bedre af mænd. De største skræddere og modeskabere er mænd. . . . De største kokke er uden undtagelse mænd. . . . Det er en kendsgerning at enhver arbejdsgiver for øjeblikket er villig til at give en mand større betaling end en kvinde for det samme arbejde fordi han har grund til at tro at manden kan klare det bedre.“ Det kan godt være at disse ord er sagt med et smil på læben, men de afspejler den partiskhed der førhen rådede, og som mange mænd i dag stadig er præget af.
Manglende respekt — et problem i hele verden
I alle kulturer møder man holdninger der afspejler partiskhed og fordomme over for kvindens rolle i samfundet. Men vidner sådanne holdninger om tilbørlig respekt for kvinden? Eller er de et vidnesbyrd om at manden i århundreder har kujoneret kvinden i kraft af sin ofte større fysiske styrke? Hvis kvinden bliver behandlet som et undermenneske eller som en man kan skalte og valte med, hvor er da respekten for hendes værdighed? I de fleste kulturer har man i større eller mindre grad forklejnet kvindens rolle og trådt hendes følelser under fode.
Her er blot ét eksempel fra Afrika: „Yoruba-kvinder [Nigeria] skal foregive at være uvidende og føjelige i nærværelse af deres mænd, og når de serverer måltider forlanges det at de knæler ned for mandens fødder.“ (Men and Women) I andre dele af verden ytrer denne underkastelse sig på mange andre måder — en kvinde skal gå tre skridt efter sin mand, hun må gå til fods mens han rider på hest eller muldyr, hun og ikke manden må bære den tunge oppakning, hun må spise for sig selv, og så fremdeles.
I sin bog The Japanese skriver Edwin Reishauer, der er født og opvokset i Japan: „Mandschauvinismen skinner klart igennem i Japan. . . . Det er stadig almindeligt at der gælder to moralsæt, manden er fri og kvinden bundet. . . . Gifte kvinder forventes desuden at være langt mere trofaste end gifte mænd.“
Som i mange andre lande er sexchikane udbredt i Japan, især i de tætpakkede undergrundstog i myldretiden. Yasuko fra byen Hino, en forstad til Tokyo, har sagt til Vågn op!: „Som ung pendlede jeg til Tokyo. Det var en pinlig affære, for nogle mænd udnyttede situationen til at klemme og befamle mig hvor som helst de kunne slippe af sted med det. Hvad kunne vi kvinder stille op? Vi måtte bare finde os i det. Men det var nedværdigende. I myldretiden om morgenen var der en separat vogn for kvinder, så i det mindste nogle slap for disse ydmygelser.“
Sue, der tidligere har boet i Japan, havde sin egen måde at frigøre sig for uønsket opmærksomhed på. Hun sagde med høj røst: „Fuzakenai de kudasai!“ hvilket betyder: „Hold op med de tossestreger!“ Hun siger: „Dét virkede. Ingen ønsker at tabe ansigt i alles påsyn. Pludselig var der ikke en eneste der rørte mig!“
Respektløshed mod kvinder er tydeligvis et verdensomspændende problem. Men hvad med kvindernes stilling på arbejdsmarkedet? Nyder kvinder større respekt og anerkendelse dér?
[Fodnoter]
a De interviewede personer har bedt om at være anonyme. Deres navne er derfor ændret i artiklerne.
b I nogle tilfælde har også børn grebet til selvtægt. For eksempel tog en 18-årig ung mand der så sin stedfader mishandle sin moder, i panik en brødkniv og dræbte ham. Retten i Ålborg frikendte den unge mand, idet den fandt at han havde handlet „i berettiget nødværge“. — Jyllands-Posten, 3. april 1992.
c Mændene tager det næsten altid for givet at det er konens skyld at det bliver en datter. Dette viser at de ikke kender meget til genetikkens love. (Se rammen på denne side.)
[Ramme på side 6]
Hvordan afgøres barnets køn?
„Det ufødte barns køn afgøres i befrugtningsøjeblikket, og faderens sædcelle spiller den afgørende rolle. Hvert eneste æg kvinden producerer er hunkøn, sådan forstået at det indeholder et X-kromosom, et kvindeligt kønskromosom. Hos manden indeholder kun halvdelen af sæden X-kromosomer, mens den anden halvdel bærer Y-kromosomer, det mandlige kønskromosom.“ (ABC’s of the Human Body fra Reader’s Digest) Hvis derfor to X-kromosomer forenes vil det blive en pige. Hvis et mandligt Y-kromosom smelter sammen med et kvindeligt X-kromosom, får man en dreng. Hvorvidt kvinden får drenge eller piger afgøres altså af kromosomfaktoren i den mandlige sæd. Det er derfor ulogisk at en mand giver sin kone skylden for at hun kun føder piger. Skylden kan ikke placeres hos nogen. Forplantningen er et lotterispil.
[Ramme/illustration på side 8]
En tragedie af ufattelige proportioner
I bogen Feminism Without Illusions skriver Elizabeth Fox-Genovese: „Der er god grund til at tro at mange mænd . . . i stigende grad fristes til at anvende [deres] styrke i en sammenhæng hvor det stadig klart giver dem en fordel, nemlig i deres personlige forhold til kvinder. Hvis jeg har ret i den antagelse, har vi at gøre med en tragedie af ufattelige proportioner.“ Der er tale om den tragedie at millioner af kvinder dagligt forulempes af en brutal mand, en far eller en anden mandsperson, som ikke formår at „leve op til ligestillingens og retfærdighedens krav“.
„I tredive stater [i De Forenede Stater] er det i det store og hele stadig lovligt at mænd voldtager deres hustruer. Kun ti stater har love der åbner mulighed for arrestation efter vold i hjemmet. . . . Kvinder som ikke har andet valg end at flygte, opdager at det også er en dårlig løsning. . . . En tredjedel af de én million mishandlede kvinder der hvert år søger beskyttelse, finder ingen.“ — Forordet til Backlash — The Undeclared War Against American Women af Susan Faludi.
[Illustration]
For millioner er volden i hjemmet familielivets dystre side
[Illustration på side 7]
Flere hundrede millioner lever uden rindende vand, kloakering eller elektricitet i deres hjem — hvis de overhovedet har et hjem
-
-
Bliver kvinder respekteret på arbejdspladsen?Vågn op! – 1992 | 8. juli
-
-
Bliver kvinder respekteret på arbejdspladsen?
„Uanset om de var gift eller ej, betragtede de fleste mænd kvinder som lovligt vildt.“ — Jenny, forhenværende advokatsekretær.
„Det er almindeligt kendt at kvinder på hospitaler udsættes for seksuel chikane og misbrug.“ — Sarah, sygeplejerske.
„Jeg fik konstant frække tilbud på arbejdet.“ — Jean, sygeplejerske.
ER DER her tale om enkeltstående tilfælde, eller er den slags helt almindeligt? Vågn op! har interviewet en række kvinder med erfaring fra arbejdsmarkedet. Blev de respekteret og værdigt behandlet af deres mandlige kolleger? Her er nogle af svarene:
Sarah, en sygeplejerske fra New Jersey i De Forenede Stater med ni års erfaring fra amerikanske militærhospitaler: „Jeg husker da jeg tjente i San Antonio i Texas og der blev en stilling ledig på en afdeling for nyredialyse. Jeg forhørte mig hos forskellige læger om hvad jeg skulle gøre for at få jobbet. Én svarede med et smøret grin: ’Gå i seng med overlægen.’ Jeg svarede ganske enkelt: ’På de betingelser ønsker jeg ikke jobbet.’ Men det er ofte det der skal til for at blive forfremmet. Kvinden må give efter for mandens dominans og tilfredsstille hans lidenskaber.
Ved en anden lejlighed var jeg ved at indlægge nogle drop på en patient på en intensivafdeling da en læge kom hen og kneb mig bagi. Jeg blev rasende og stormede ind i det tilstødende lokale. Han fulgte efter mig og sagde noget vulgært. Jeg knyttede hånden og slog ham så han trimlede omkuld lige oven i en affaldsbøtte! Derefter gik jeg tilbage til min patient. Jeg behøver vel ikke at sige at han aldrig generede mig mere!“
Miriam, en gift kvinde fra Egypten som tidligere havde arbejde som sekretær i Kairo, forklarede hvordan situationen er for erhvervsaktive kvinder i det muslimske miljø i dette land. „Kvinder er mere ærbart klædte end i den vestlige verden. Jeg var ikke vidne til seksuel chikane på min arbejdsplads. Men der finder seksuel chikane sted i Kairos undergrundsbane i et sådant omfang at den forreste vogn nu er reserveret kvinder.“
Jean, en stille men viljefast kvinde med 20 års erfaring som sygeplejerske, siger: „Det var min afgjorte beslutning aldrig at gå i byen med nogle fra arbejdet. Men jeg blev udsat for chikanerier hvad enten jeg havde med læger eller mandlige portører at gøre. De troede alle at de havde en psykologisk fordel. Hvis vi sygeplejersker ikke ’samarbejdede’ med dem og opfyldte deres seksuelle ønsker, ville portørerne være pist væk når vi havde brug for deres hjælp til at løfte en patient op i en seng eller noget lignende.“
Jenny arbejdede som advokatsekretær i syv år. Hun fortæller hvad hun erfarede mens hun arbejdede for forskellige advokater. „Uanset om de var gift eller ej, betragtede de fleste mænd kvinder som lovligt vildt. Deres holdning var: ’Som advokater har vi gjort os fortjent til det, og kvinder er et af vore privilegier.’“ Meget tyder på at andre højtuddannede har samme holdning. Men hvad kan en kvinde gøre for at begrænse chikanerierne?
Darlene, en sort amerikaner der har arbejdet som sekretær og inspektrice på en restaurant, siger: „Det kan gå galt hvis ikke man trækker grænsen for hvor langt man vil gå. Hvis en mand lægger op til en og man flirter igen, kan tingene let komme ud af kontrol. Ved flere lejligheder har jeg tydeligt måttet forklare hvor jeg stod. Jeg har for eksempel sagt: ’Jeg ville blive meget glad hvis De talte til mig på en anden måde.’ En anden gang sagde jeg: ’Som gift kvinde fornærmer De mig, og det vil min mand ikke bryde sig om at høre.’
Det korte af det lange er at hvis man ønsker respekt må man gøre sig fortjent til den. Og jeg kan ikke se hvordan en kvinde kan gøre sig fortjent til respekt hvis hun forsøger at overgå mænd i det jeg kalder toiletsnak — vovede vittigheder og seksuelle hentydninger. Hvis man udvisker grænsen mellem acceptabel og uacceptabel tale og adfærd, vil nogle mænd forsøge at overskride den.“
Den tyranniske mand
Connie, sygeplejerske gennem 14 år, forklarer hvilken anden form for chikane man kan møde mange steder. „Jeg hjalp en læge med at skifte forbindinger og fulgte alle de standardprocedurer jeg havde lært. Jeg ved alt om sterile teknikker og den slags. Men intet var godt nok til lægen. Han skældte mig hæder og ære fra og kritiserede hver eneste bevægelse jeg gjorde. Det er meget almindeligt at kvinder bliver nedvurderet på den måde. Nogle mænd har behov for at stive deres selvtillid af ved at lade de kvinder de arbejder sammen med føle deres myndighed.“
Sarah, som vi før citerede, beretter om følgende hændelse: „Jeg var ved at gøre klar til en operation og checkede patientens livstegn. Hans EKG [elektrokardiogram] var så ustabilt at jeg vidste at det ikke var forsvarligt at operere. Men jeg begik den fejl at henlede kirurgens opmærksomhed på dette. Han blev rødglødende. Hans svar var: ’Sygeplejersker bør tage sig af bækkener, ikke af elektrokardiogrammer.’ Derfor underrettede jeg den ansvarshavende narkoselæge, og han sagde at under disse omstændigheder ville hans hold ikke samarbejde med kirurgen. Kirurgen gjorde derpå omkring og fortalte mandens kone at det var min skyld at hendes mand endnu ikke var blevet opereret! Under sådanne omstændigheder kan en kvinde intet stille op. Hvorfor ikke? Fordi man uafvidende krænker den mandlige forfængelighed.“
Kvinder bliver altså ofte udsat for chikane og en nedværdigende behandling på arbejdspladsen. Men hvordan er deres retsstilling?
Kvinderne og loven
I nogle lande har det taget kvinderne århundreder at opnå en teoretisk ligestilling for loven. Og selv hvor loven foreskriver ligebehandling er der ofte en afgrund til forskel mellem teori og praksis.
FN-publikationen The World’s Women — 1970-1990 siger: „Dette hul [i regeringernes politik] skyldes love som nægter kvinder ligestilling med mænd hvad angår ret til at eje jord, optage lån og indgå kontrakter.“ Som en kvinde fra Uganda siger: „Vi bliver fortsat behandlet som andenrangsborgere — nej, tredjerangs, for vore sønner går forud for os. Selv æsler og traktorer får nogle gange en bedre behandling.“
I Danmark fik kvinder først fuld stemmeret i 1915. Time-Life-publikationen Men and Women oplyser: „I 1920 sikrede det 19. tillæg til De Forenede Staters forfatning kvinder stemmeret — længe efter at de havde opnået denne ret i mange europæiske lande. I Storbritannien fik kvinderne imidlertid først stemmeret i 1928 (og i Japan efter den anden verdenskrig).“ For at protestere imod den politiske forskelsbehandling af kvinder kastede en engelsk suffragette, Emily Wilding Davison, sig ud foran kongens hest ved derbyet i 1913 og blev dræbt. Hun blev martyr for kvindesagen.
Det faktum at De Forenede Staters senat først i 1990 overvejede „loven om vold mod kvinder“ viser at den mandsdominerede lovgivningsmagt har været langsom til at reagere på kvinders behov.
Denne korte gennemgang af hvordan kvinder er blevet behandlet rundt om i verden, fører uvægerlig til spørgsmålet om hvorvidt kvinder nogen sinde vil blive respekteret. Hvad skal der til for at forandre situationen? I de to næste artikler vil vi tage disse spørgsmål op.
[Ramme på side 11]
Hvem er værst stillet?
„Kvinder udfører to tredjedele af alt arbejde i verden. De producerer 60 til 80 procent af Afrikas og Asiens levnedsmidler, og 40 procent af Latinamerikas. Men de modtager kun en tiendedel af verdens indkomster og ejer mindre end én procent af verdens ejendomme. De er blandt de fattigste af jordens fattige.“ — May You Be the Mother of a Hundred Sons af Elisabeth Bumiller.
„Sagen er at de små piger [i nogle dele af verden] ikke går i skole fordi der ikke er nogen sikker drikkevandsforsyning. . . . Jeg har set teenagepiger hente drikkevand tyve til tredive kilometer borte, hvilket tager en hel dag. Når disse piger er fjorten eller femten år har . . . de aldrig gået i skole, har aldrig lært noget som helst.“ — Jacques-Yves Cousteau, The Unesco Courier, november 1991.
[Illustration på side 10]
Man skal ikke finde sig i seksuel chikane
-
-
Respekt for kvinder i dagligdagenVågn op! – 1992 | 8. juli
-
-
Respekt for kvinder i dagligdagen
HVORDAN kan kvinder komme til at nyde større respekt end de gør nu? Hvor og hvornår opstår fordommene og myterne? Som regel i hjemmet, under opvæksten. Vore holdninger har vi for en stor del fra vore forældre. Faderen og moderen kan altså være med til at forme unge mænds kvindesyn. En af nøglerne til problemets løsning er derfor at prøve at få forældrene i tale.
Hvordan kvinder bliver betragtet
At fordommene allerede indpodes i de unge år fremgår af eksemplet med Jenny, en gift sekretær og den ældste af fire piger. Hun siger: „Som unge var vi os altid bevidst at der er flere kvinder end mænd i De Forenede Stater. Hvis man ønskede at blive gift måtte man derfor virke tiltrækkende.
Desuden bliver kvinder indoktrineret til at tro at de er mindreværdige væsener. Nogle gange får ens forældre én til at føle at man ikke er lige så meget værd som drengene. Når der kommer en mand ind i ens liv udsender han også det budskab at mænd rangerer højere end kvinder.
Hvorfor skal vores selvværd næsten udelukkende baseres på en flot figur og et smukt udseende eller mangel på samme? Bedømmes mænd på den måde?“
Betty, som har været gift i 32 år og er forhenværende forretningsbestyrer, kommer med en anden betragtning: „Hvorfor bliver kvinder bedømt ud fra deres køn og ikke ud fra deres erfaring, evner og intelligens? Alt hvad jeg beder om er at mændene lytter til mine tanker, og at de lader være med at se ned på mig på grund af mit køn!
Alt for ofte betragter mænd kvinder som småtbegavede eller enfoldige — for naive til at kunne træffe en beslutning. Om dette er der blot at sige: Bare de ville behandle os som de selv ønsker at blive behandlet. Det ville snart ændre deres indstilling!“ Alt hvad hun anmoder om er at mænd efterlever den gyldne regel om at ’gøre mod andre som du ønsker at de skal gøre mod dig’. — Mattæus 7:12.
Disse kvinder peger på nogle relevante punkter. En kvindes sande værdi bør ikke bedømmes ud fra hendes udseende og charme, ej heller på baggrund af kulturelle fordomme. Et spansk ordsprog siger: „En smuk kvinde behager øjnene; en god kvinde behager hjertet. Hvis den førstnævnte er en juvel, er den sidstnævnte en skat.“
Bibelen udtrykker den samme tanke på en anden måde: „Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, så som flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en mild og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne.“ Ligesom man ikke kan bedømme en bog ud fra dens omslag, kan vi heller ikke bedømme folk ud fra deres køn. — 1 Peter 3:3, 4, da. prøveovers. 1989.
Vis respekt i hjemmet
Mange kvinder, især udearbejdende hustruer og mødre, klager af gode grunde over at deres mænd ikke regner husligt arbejde for noget og ikke hjælper til. Susan Faludi, som vi før har citeret, siger: „Kvinder har heller ikke opnået ligestilling i hjemmet hvor de stadig klarer 70 procent af de huslige opgaver.“ Hvordan kan man ændre ved dette uretfærdige forhold?
Selv om det måske ikke huer alle mænd, bør man fordele de hjemlige gøremål ret og rimeligt, især hvis konen også har erhvervsarbejde. Ved fordeling af opgaverne bør man naturligvis også huske de opgaver som traditionelt sorterer under manden — pasning af bilen, havearbejdet og husets vedligeholdelse — men som sjældent er lige så tidskrævende som kvindens opgaver. I nogle lande forventer manden endda at kvinden skal vaske og ordne bilen, som om den var en del af hjemmet!
Forslaget om at fordele opgaverne i hjemmet er i harmoni med apostelen Peters formaning til ægtemænd om at leve sammen med deres hustruer „i overensstemmelse med kundskab“. (1 Peter 3:7) Det betyder blandt andet at manden skal være mere end blot en upersonlig, ufølsom bofælle. Han bør respektere sin hustrus indsigt og erfaring. Han bør også forstå sin hustrus behov som kvinde, hustru og mor. Det er ikke nok at han blot er forsørger og kommer hjem med en fyldt lønningspose; det er der også mange udearbejdende hustruer der gør. Han må forstå hendes fysiske, følelsesmæssige, psykologiske, seksuelle og, frem for alt, åndelige behov.
For ægtemænd der hævder at følge kristne principper, er der et andet stort ansvar — de må efterligne Kristi eksempel. Han kom med en smuk invitation til alle som „slider og slæber og er tyngede af byrder“ og sagde: „Kom til mig, . . . jeg vil give jer ny styrke. . . . Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ (Mattæus 11:28, 29) Det er en udfordring for kristne ægtemænd og fædre at følge dette eksempel! De bør hver især spørge sig selv: ’Giver jeg min hustru „ny styrke“ eller holder jeg hende nede? Er jeg venlig og imødekommende, eller er jeg tilbøjelig til at optræde som en tyran, en despot eller en diktator? Viser jeg „broderlig hengivenhed“ ved de kristne møder, men er uudholdelig derhjemme?’ Ingen ægtemænd i den kristne menighed bør kunne sammenlignes med en ’dr. Jekyll and mr. Hyde’. — 1 Peter 3:8, 9.
Det kan derfor ikke retfærdiggøres at en mand er som beskrevet af en mishandlet kristen kvinde: „En mandschauvinistisk kristen familiefader der er så venlig i rigssalen og køber gaver til andre, men behandler sin hustru som det skidt han træder på.“ Tilbørlig respekt for en hustru giver ikke rum for undertrykkelse eller nedværdigelse. Til gengæld må hustruen også vise den rette respekt for sin mand. — Efeserne 5:33; 1 Peter 3:1, 2.
Dr. Susan Forward bekræfter dette og skriver: „Et godt forhold bygger på gensidig respekt.“ Begge parter er ansvarlige for at det går som det skal. Hun fortsætter: „Det betyder at man må vise interesse for hinandens følelser og behov, samt påskønne det der gør ens partner til noget særligt. . . . Kærlige partnere kan håndtere deres forskelligheder på en fornuftig måde. De betragter ikke hver eneste konfrontation som en kamp der med vold og magt skal vindes.“ — Men Who Hate Women & the Women Who Love Them.
I Efeserbrevet 5:28 giver Bibelen også god vejledning til ægtemænd: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv.“ Man kan sammenligne ægteskabet med en fælleskonto som mand og kone har oprettet i banken. Hver især har de indsat halvdelen af saldoen. Hvis manden klatter pengene bort, skader han begges finansielle status. Tilsvarende gælder det at hvis manden skader sin kone, vil det før eller siden skade ham selv. Hvorfor? Fordi ægteskabet er en fælles investering. Hvis man misbruger investeringen går det ud over begge parter.
Med hensyn til respekt må man dog huske at det ikke er noget man kan gøre krav på. Selv om ægtefæller skylder hinanden respekt, må de også gøre sig fortjent til den. Kristus tiltvang sig aldrig respekt ved at påpege sin overlegne magt eller stilling.a Således gør mand og hustru i ægteskabet sig også kun fortjent til respekt ved at behandle hinanden hensynsfuldt, ikke ved at bombardere hinanden med skriftsteder.
Vis respekt på arbejdet
Behøver mænd at opfatte kvinder som en trussel mod deres mandighed? I sin bog Feminism Without Illusions skriver Elizabeth Fox-Genovese: „Mange kvinder i dag ønsker det samme som mange mænd — at føre et ordentligt liv der er personligt berigende, og gøre karriere uden at volde for mange problemer.“ Skal dét at kvinder har ønsker og mål opfattes som en trussel mod mændene? Hun siger videre: „Hvorfor kan vi ikke lige så godt erkende at der, trods alle de forandringer verden har gennemgået og vil gennemgå, stadig vil være forskelle, men at disse kan være til glæde!“
Kristne mænd der beklæder en overordnet stilling på en arbejdsplads bør især respektere deres kvindelige medarbejderes værdighed og huske at en gift kvinde kun har én mand som sit „hoved“, nemlig hendes ægtemand. Andre kristne mænd fører måske tilsyn og modtager respekt, men i bibelsk forstand er strengt taget kun ægtemanden kvindens „hoved“. — Efeserne 5:22-24.
Samtaler på arbejdspladsen bør altid være opbyggende. Når mænd siger noget „der kan misforstås“ eller kommer med seksuelle hentydninger, viser de ikke respekt for kvinden men skader i virkeligheden deres omdømme. Paulus skrev til de kristne: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten, ting som ikke er passende, men hellere taksigelse.“ — Efeserne 5:3, 4.
At flytte en kvinde til en anden beskæftigelse uden først at have talt med hende om det, vidner også om manglende respekt. Jean, der er sygeplejerske, siger: „Det ville være dejligt hvis vi blev hørt før vi fik en ny arbejdsopgave. Det ville være god psykologi. Kvinder har brug for medfølelse og for at vide at de bliver agtet og værdsat.“
Mange kvinder støder imod det som nogle kalder for „glasloftet“. Det er „de institutionelle fordomme som forhindrer kvinder i at opnå seniorlederstillinger i det private erhvervsliv“. (The New York Times for 3. januar 1992) En nylig undersøgelse fra De Forenede Stater viser således at kvinder kun besætter en meget lille procentdel af de overordnede stillinger, nemlig kun 14 procent på Hawaii, 18 procent i Utah og 39 procent i Louisiana. Hvis mænd viste mere respekt for kvinder ville forfremmelse på en verdslig arbejdsplads ikke være bestemt af deres køn men af deres erfaring og kunnen. Forskningsleder Sharon Harlan siger: „Det er ved at blive bedre, men . . . der er stadig en række strukturelle barrierer der spærrer for kvinderne.“
[Fodnote]
a Se artiklerne „Vis kærlighed og respekt som ægtemand“ og „. . . som hustru“ i Vagttårnet for 15. maj 1989, side 10-20.
[Ramme på side 14]
Hvordan kan du som kvinde vinde RESPEKT?
● Bevar din SELVRESPEKT
● Gør det klart hvad du tillader at der bliver sagt eller gjort i din nærværelse
● Sæt grænser for hvilken adfærd og tale du accepterer
● Afhold dig fra at prøve at overgå mændene med hensyn til vovede vittigheder. Det er ukvindeligt, og ansporer ikke mændene til at opføre sig som gentlemen
● Gå ikke udfordrende klædt, uanset den gældende mode. Din påklædning vidner om din selvagtelse
● Vind respekt ved din holdning, og behandl mænd med samme respekt som du selv ønsker at modtage
● Lad være med at flirte
Hvordan kan du som mand vise kvinder RESPEKT?
● Behandl alle kvinder værdigt, og føl dig ikke truet af en selvsikker kvinde
● Bliv ikke for familiær i din omgang med kvinder, eller kom ikke med malplacerede udtryk for hengivenhed
● Undgå vovede vittigheder og udfordrende blikke
● Overdriv ikke komplimenterne, og undgå upassende berøring
● Nedgør ikke hendes arbejde eller person
● Spørg, lyt og kommuniker på saglig vis
● Udtryk påskønnelse for kvindens arbejde
● Hjælp til med huslige gøremål. Føler du at det er under din værdighed? Hvorfor er det så ikke også under hendes?
● Vær især opmærksom på din hustrus behov hvis I bor hos dine forældre. Du har først og fremmest ansvar for hende, og hun har brug for din støtte (Mattæus 19:5)
-
-
Respekt for kvinder i menighedenVågn op! – 1992 | 8. juli
-
-
Respekt for kvinder i menigheden
BIBELEN skitserer den teokratiske ledelses princip. Kristus er underordnet Gud, manden er underordnet Kristus, og kvinden er underordnet sin mand. (1 Korinther 11:3) Men at manden er overhoved betyder ikke at han skal være diktator. Ledelsen i familien bør aldrig udøves med vold, det være sig fysisk, psykisk eller verbalt. Desuden er den kristne myndighed relativ. Manden kan altså ikke skalte og valte som en anden enevoldskonge der betragter sig selv som ufejlbarlig.a Når ægtefællerne forstår at sige „det må du undskylde, du havde ret,“ vil det medvirke til at ægteskabet holder og bliver til gensidig opbyggelse. Men hvor kan det være svært at få disse ydmyge ord over sine læber! — Kolossenserne 3:12-14, 19.
I deres vejledning angående ægteskabet fremhæver de kristne apostle Paulus og Peter igen og igen Kristi eksempel. Ægtemanden gør sig fortjent til respekt ved at efterligne det eksempel Kristus satte, for „en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser“. — Efeserne 5:23.
Peters vejledning til ægtemænd er klar og tydelig: „I mænd skal på samme måde leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab.“ (1 Peter 3:7) En moderne spansk oversættelse siger det med andre ord: „Angående ægtemænd: Vis takt i jeres samliv, idet I tager hensyn til hustruen.“ Dette indebærer blandt andet at man skal vise medfølelse i det ægteskabelige forhold. En mand bør ikke blot betragte sin kone som et objekt for seksuel tilfredsstillelse. En hustru der blev misbrugt som barn, siger: „Jeg håber blot at I vil sige mere om hvordan en mand kan støtte sin hustru der har været ude for den slags. De fleste af os hustruer har behov for at mærke at vi virkelig er elskede og er genstand for omsorg, ikke at vi blot skal tilfredsstille nogle fysiske behov eller fungere som husholdersker, uden følelsesmæssig tilknytning.“b Ægteskabet er indstiftet af Gud, så mænd og hustruer bør være hinandens fæller og medhjælpere. Der bør være tale om teamwork og gensidig respekt. — 1 Mosebog 2:18; Ordsprogene 31:28, 29.
Hvordan et „svagere kar“?
Peter formanede også mænd til at vise deres hustruer ære som „det svagere kar, det kvindelige.“ (1 Peter 3:7) Hvad mente Peter da han sagde at kvinden er „det svagere kar“? Almindeligvis er kvinden fysisk svagere end manden. Det skyldes forskelle i skeletbygning og muskelstruktur. Men hvad angår indre moralsk styrke, står kvinden på ingen måde tilbage for manden. Kvinder har i årevis udholdt situationer som de fleste mænd måske ikke ville have kunnet klare, selv ikke i kort tid — for eksempel at blive mishandlet af en voldelig eller fordrukken ægtefælle. Og tænk på hvad en kvinde må igennem for at sætte et barn i verden, herunder den ofte flere timer lange fødsel! Enhver forstående mand som har været vidne til fødselens mirakel, må have fået en større respekt for sin kone og hendes indre styrke.
Hannah Levy-Haas, en jødisk kvinde der var fange i koncentrationslejren Ravensbrück, skrev følgende i sin dagbog fra 1944: „Det ryster mig at se at mændene er langt svagere og langt dårligere i stand til at klare strabadser end kvinderne — fysisk og ofte også moralsk. De viser så stor mangel på selvkontrol og moralsk habitus at man kun kan ynke dem.“ — Mothers in the Fatherland af Claudia Koonz.
Denne erfaring viser at der ikke er nogen grund til at diskriminere kvinder blot fordi de måske er svagere fysisk set. Edwin Reischauer skriver: „I vore dage er det almindeligt anerkendt at kvinder har større viljekraft og psykisk styrke end mænd.“ (The Japanese) Denne styrke kan udnyttes i den kristne menighed. Modne kvinder kan sikkert hjælpe andre kvinder der følelsesmæssigt set er hårdt trængt. I nogle tilfælde er det nemmere for en mishandlet kvinde at henvende sig til en moden kvinde end til en mand. Hvis der er behov for det kan man rådføre sig med en ældste for at få yderligere vejledning. — 1 Timoteus 5:9, 10; Jakob 5:14, 15.
At kvinders reaktioner ofte afvises som følelsesbetonede eller som forårsaget af deres „månedlige sager“, kan irritere mange kvinder. Betty, en kristen kvinde, siger: „Vi ved at vi, som apostelen Peter skrev, i visse henseender er ’et svagere kar’, det kvindelige, med en mere kompliceret biologisk sammensætning. Men det betyder ikke at chefen eller den overordnede skal være nedladende eller paternalistisk, og mene at alle vore kvindelige reaktioner skyldes ’det månedlige’. Vi er fornuftbegavede og ønsker at man lytter til os med respekt.“
Ikke alle kvinder er meget følelsesbetonede, ligesom ikke alle mænd er det modsatte. Hvert enkelt menneske bør behandles individuelt. Førciterede Betty har til Vågn op! udtalt: „Jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås på grundlag af mit køn. Jeg har set mænd græde og bukke under for humørsyge — og kvinder som er benhårde. Mændene bør lytte fordomsfrit til os uden at tænke på vort køn.“
Hvordan kan man ændre på forholdene?
Nogle mener ikke at det er nok at kvinder gør opmærksom på deres rettigheder og kræver ligestilling hvis der skal ske en forandring til det bedre. Det er heller ikke nok at mænd blot foregiver at respektere kvinder. Mændene må, uanset deres kultur og miljø, tage sig selv i nakken og finde ud af hvordan de kan gøre livet lykkeligere og bedre for kvinderne. — Mattæus 11:28, 29.
Skribenten og poeten Katha Pollitt skriver i Time: „Mænd i almindelighed slår naturligvis ikke og begår ikke voldtægt eller mord. Men det betyder ikke, sådan som alt for mange af dem tilsyneladende tror, at de ikke øver vold mod kvinder. Vi er hver især i vores dagligdag med til at skabe kulturelle værdier og antagelser som definerer grænserne for det tilladelige. . . . Jeg taler her om mænd der alvorligt ransager sig selv, drager deres fordomme og privilegier i tvivl, og påtager sig deres del af ansvaret for at vi befinder os i denne ulykkelige situation.“
Men selv hvis mænd verden over radikalt ændrede syn på kvinder, ville dette ikke helt og fuldt kunne fjerne al den uretfærdighed der præger menneskesamfundet. Hvorfor ikke? Fordi mennesker udsætter hinanden for uretfærdigheder og barbariske handlinger, og det går ikke kun ud over kvinderne. Krig, vold, mord, dødspatruljer og terrorisme hører stadig til dagens orden i mange lande. Der er behov for et nyt regeringssystem over hele jorden, og for en oplæring af hele menneskeheden. Det har Gud lovet at sørge for ved hjælp af sit himmelske rige. Kun dét kan skabe sand retfærdighed mellem alle mennesker — mænd, kvinder og børn. Kun dét kan garantere at der vil råde ægte gensidig respekt mellem mænd og kvinder. Bibelen udtrykker det på denne måde i Esajas 54:13: „Alle dine sønner [og døtre] vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners [og døtres] fred.“ Ja, en oplæring i Jehovas retfærdige principper vil bidrage til at der skabes en ny verden som bygger på gensidig respekt.
[Fodnoter]
a Se artiklen „Hvad vil det sige at underordne sig i ægteskabet?“ i Vagttårnet for 15. december 1991, side 19-21.
[Illustration på side 16]
Ofte kan en moden kvinde give nyttig vejledning
[Illustration på side 17]
Ved at tage sin tørn med de huslige opgaver kan en mand vise respekt for sin kone
-