Spørgsmål fra læserne
■ Forskerne hævder at nogle stjerner brænder ud eller eksploderer. Hvordan kan man da sige, som der står i Esajas 40:26, at ’ikke en eneste stjerne mangler’?
Jehova taler ikke her om hvorvidt han tillader at stjerner forsvinder, men om hvor stor visdom og styrke han besidder.
Profeten Esajas havde viderebragt Guds advarsel til kong Ezekias om at babylonierne ville føre jøderne i fangenskab. (Esajas 39:5-7) Ville disse babyloniere kunne holde Guds folk fanget for bestandig? Nej, for ikke alene havde Jehova besluttet at han ville udfri dem efter 70 år; han ville også gennemføre sin hensigt. Intet kunne stille hindringer i vejen for den der kan ’måle vandene i sin hule hånd eller med fingerspand tage mål af himmelen’. Han for hvem „nationerne er som en dråbe fra en spand“, behøver ikke at spørge nogen til råds. (Esajas 40:12-17) For at understrege sin uforlignelige styrke henledte Jehova opmærksomheden på hvordan den kommer til udtryk i skaberværket, hvilket Ezekias også tidligere havde erkendt. (Esajas 37:16, 17) Gud sagde:
„’Men hvem kan I sammenligne mig med så jeg skulle blive hans ligemand?’ siger den Hellige. ’Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.’“ — Esajas 40:25, 26.
Forskerne regner med at der er milliarder af stjerner i vor galakse Mælkevejen, og at der findes cirka et hundrede milliarder galakser. Ikke desto mindre kender Gud hver eneste stjerne ved navn, enten det er et individuelt navn eller en navneagtig betegnelse, måske på et guddommeligt sprog. Han fører kommandoen over dem. Ligesom en general mønstrer sine tropper, kan Jehova mønstre stjernerne. Hvis han gjorde det, ville ikke en eneste ’mangle’. Eftersom Jehova er klar over alt hvad der sker, kender han naturligvis de enkelte stjerners tilstand og ved om nogle af dem er ophørt med at eksistere som følge af naturlige processer. Intet kommer som en overraskelse for ham. — Jævnfør Esajas 34:16.
Så vidt astronomerne og fysikerne véd brænder stjernerne ud eller eksploderer. I bogen Red Giants and White Dwarfs teoretiserer Robert Jastrow over hvordan dette muligvis går til: „Inde i . . . stjernen begyndte en række kernereaktioner i lighed med dem hvorved alle andre grundstoffer i universet er blevet dannet ud fra grundstoffet brint. Med tiden ophører disse kernereaktioner og stjernen dør. Uden den energi der frigøres ved kerneprocesserne falder stjernen sammen under sin egen vægt. Til sidst indtræffer en eksplosion hvorved alt det stof der i tidens løb er dannet i stjernen, bliver spredt ud i verdensrummet.“
Man antager at nogle stjerner forbruger deres indhold af brint og bliver til røde kæmper for derefter at udvikle sig til enten hvide dværge eller supernovaer. Nogle ender som neutronstjerner eller som såkaldte sorte huller.
Skønt disse forklaringer er almindeligt anerkendte, er det sidste ord sikkert ikke sagt i denne forbindelse. Vi har endnu meget at lære. Overvej for eksempel følgende, der stod at læse i The New York Times for 24. januar 1989: „Forskerne er overbeviste om at de står umiddelbart over for store opdagelser i forbindelse med universets ’mørke tidsalder’, den kritiske periode fra tre minutter efter skabelseseksplosionen til de enorme galakser viste sig. . . . Med så få direkte vidnesbyrd om begyndelsen til det hele er forskerne fuldstændig desorienterede. Som James S. Trefil, der er fysiker ved George Mason University i Fairfax, Virginia, har skrevet: ’Hvordan man skal forklare galaksernes eksistens har vist sig at være et af de vanskeligste spørgsmål inden for kosmologien. Faktisk burde galakserne slet ikke være der, men det er de altså.’“
Artiklen behandlede spørgsmålet om hvilke begivenheder der ifølge astrofysikeren dr. John Mather kan have fundet sted i løbet af „de første tre minutter“. Ikke desto mindre stod der: „Da dr. Mather fornemmede den stigende forvirring hos intervieweren afbrød han sin fremstilling af den almindeligt antagne beskrivelse af skabelsesforløbet, idet han sagde: ’Alt dette er naturligvis blot noget vi forestiller os.’ Der er med andre ord tale om en udformning af teorier på grundlag af visse slutninger man drager.“
Ja, det er meget begrænset hvad mennesker egentlig ved eller kan vide. For Skaberen er det derimod helt anderledes. Hans viden og styrke er i sandhed ærefrygtindgydende. Salmisten sagde med rette: „Han har tal på stjernernes mængde; han kalder dem alle ved navn. Vor Herre er stor og har vældig kraft; hans forstand rækker uden for det der kan tælles. . . . I skal lovsynge Jah!“ — Salme 147:4, 5, 20.
[Kildeangivelse på side 31]
Foto: NASA