Når volden rammer hjemmet

„Voldelige sammenstød, med slag eller skub, knivstik eller skud, forekommer oftere i familien end noget andet sted i samfundet.“ — Behind Closed Doors (Bag lukkede døre).

GÅ EN tur ned ad en almindelig dansk gade. Bag mange af dørene vil der med jævne mellemrum udspille sig voldsscener. I Danmark begås faktisk to ud af tre mord i familien. Paradoksalt nok er mange af dem som frygter for at færdes på gaderne efter mørkets frembrud, i større fare for at blive forulempet i hjemmet.

Men det er ikke kun hos familien Danmark at volden har holdt sit indtog. I hvert andet hjem i USA forekommer der for eksempel voldelige sammenstød mindst én gang om året, og i ét ud af fire hjem sker det hyppigt. Undersøgelser fra Afrika viser at mellem 22 og 63 procent af alle drab sker i familien. Og i Latinamerika bliver mange nedværdiget, slået eller dræbt af brutale mænd.

I Canada dør omkring et hundrede kvinder hvert år for deres ægtemands eller samlevers hånd. I De Forenede Stater, hvis befolkning er næsten ti gange større end Canadas, bliver 4000 kvinder hvert år dræbt af ægtemænd eller kærester. Desuden bliver 2000 børn hvert år slået ihjel af deres forældre, og et tilsvarende antal forældre bliver dræbt af deres børn.

Verden over er der mænd der slår deres hustruer, hustruer der slår deres mænd, forældre der prygler deres børn, børn der overfalder deres forældre, og børn der er voldelige mod hinanden. „Størsteparten af den vrede og vold man møder i sit voksne liv kommer fra eller er rettet mod nogle som man er beslægtede med ved blodets bånd,“ siges der i bogen When Families Fight (Når der er kamp i familien), „og vreden er mere intens end den der kan forekomme i et hvilket som helst andet forhold.“

Familien i krig

Hustruvold: Alt for ofte betragter mænd vielsesattesten som en tilladelse til at slå konen. Der er dog også hustruer som slår deres mænd, men skaden er som regel ikke slet så stor som når det modsatte gør sig gældende. Tidsskriftet Parents skriver: „I mere end 95 procent af de anmeldte tilfælde med [alvorlige] overgreb på ægtefæller, var det manden som havde lagt hånd på konen.“

En offentlig anklager i New York oplyser: „Vold mod kvinder forekommer i et epidemisk omfang i det amerikanske samfund. FBI har anslået at . . . så mange som 6 millioner kvinder hvert år bliver slået.“ Selv om hustruvoldens omfang varierer fra land til land, viser statistikker at der er tale om et epidemisk problem i mange, om ikke de fleste, lande.

I De Forenede Stater anslås det at „én ud af 10 kvinder bliver alvorligt mishandlet (slået, sparket, bidt eller det der er værre) af deres ægtemænd på et eller andet tidspunkt i deres ægteskab“. Og hvis man medregner de mindre graverende tilfælde, skriver tidsskriftet Family Relations, „vil hver anden amerikansk kvinde blive udsat for vold i hjemmet.“

Faktisk siger en advokat i New York at „kvinder påføres flere læsioner som kræver hospitalsindlæggelse ved hustrumishandling end ved voldtægt, overfald og bilulykker tilsammen“.

Dr. Lois G. Livezey bemærker: „Det er tydeligt at vold mod kvinder og vold inden for familien er noget almindeligt, og at gerningsmændene . . . er almindelige mennesker. . . . Det er et alvorligt problem i alle samfundslag og alle dele af befolkningen.“

Ofrene bebrejder nogle gange sig selv det der er sket, og har derfor en meget lav selvagtelse. Tidsskriftet Parents forklarer: „Den kvinde som mangler selvtillid og som ikke tillægger sig selv særlig stor værdi, gør sig til mål for mishandling. . . . Den typiske mishandlede kvinde er bange for selv at planlægge og handle på eget initiativ.“

Ægteskabelig vold har også en skadelig virkning på børnene. De lærer at vold kan benyttes til at manipulere med andre. Nogle mødre beretter endog at børnene, for at få deres vilje trumfet igennem, truer dem ved for eksempel at sige: „Jeg vil få far til at slå dig.“

Børnemishandling: Hvert år bliver millioner af børn udsat for brutal fysisk afstraffelse som medfører alvorlige kvæstelser, invaliditet eller endog døden. Man anslår at der for hvert indberettet tilfælde er 200 som ikke anmeldes. „Hjemmet er ofte det farligste sted for børnene at opholde sig,“ siges der i bogen Sociology of Marriage and the Family (Ægteskabs- og familiesociologi).

Universitetsprofessor John E. Bates siger at mishandling er den faktor i hjemmet som har størst indflydelse på barnets adfærd senere i livet. Dr. Susan Forward siger: „Jeg har fundet ud af at ingen anden faktor i livet i den grad nedbryder folks selvagtelse og gør dem modtagelige for alvorlige følelsesmæssige problemer som voksne.“ Allerede hos børn i fire-femårsalderen kan man i anspændte situationer spore en aggressiv adfærd. Når disse børn vokser op er de mere tilbøjelige til at komme ud i stofmisbrug, alkoholmisbrug og kriminalitet, og til at få psykiske forstyrrelser og blive udviklingshæmmede.

Forståeligt nok er mange mishandlede børn vrede på den af forældrene der har mishandlet dem, men ofte er de også vrede på den anden af forældrene fordi vedkommende har set gennem fingre med volden. I barnets øjne kan det tavse vidne blive opfattet som medskyldig.

Mishandling af de ældre: Det anslås at 15 procent af Canadas ældre bliver fysisk eller psykisk mishandlet af deres voksne børn. En læge mener at „situationen kun kan blive værre efterhånden som en større og større del af befolkningen udgøres af ældre og de finansielle og følelsesmæssige byrder der hviler på børnene tynger mere og mere“. Det samme frygter man for overalt i verden.

Ofte er de ældre tilbageholdende med at anmelde mishandlingen. De er måske afhængige af mishandleren og vælger at lide i stilhed. Hver gang man spurgte en ældre dame hvornår hun ville melde sin søn og svigerdatter til myndighederne, svarede hun: „Næste gang.“ De havde slået hende så voldsomt at hun var hospitalsindlagt en måned.

Søskendevold: Dette er en udbredt form for vold i hjemmet. Nogle bagatelliserer søskendevold og siger: „Drenge er jo drenge.“ Men ifølge én undersøgelse havde mere end halvdelen af børnene begået handlinger som ville være blevet regnet for kriminelle hvis de havde været begået mod nogen uden for familien.

Mange mener at man ved at mishandle sine søskende tilegner sig et handlingsmønster som føres med over i voksenlivet. I nogle tilfælde er dette en væsentligere årsag til senere ægteskabelig vold end det at være iagttager til vold forældre imellem.

Farlig slagmark

En kriminolog har anslået at politiet oftere bliver tilkaldt i forbindelse med familiestridigheder end i forbindelse med al anden kriminalitet tilsammen. Han hævder også at der bliver dræbt flere politifolk ved indgriben i familiekonflikter end ved en hvilken som helst anden tilkaldelse. „Ved et røveri er man i det mindste forberedt,“ siger en politibetjent. „Men man aner ikke hvad der venter en når man går ind i en eller andens hjem.“

Efter en omfattende undersøgelse af vold i hjemmet kom et forskerhold i Amerika til den konklusion at bortset fra en hær i krig er familien den mest voldelige sociale enhed der findes.

Hvad er årsagen til volden i familien? Vil den nogen sinde høre op? Kan den til tider retfærdiggøres? Den næste artikel vil besvare disse spørgsmål.

[Tekstcitat på side 4]

„Vold mod kvinder forekommer i et epidemisk omfang i det amerikanske samfund.“ — En offentlig anklager

[Tekstcitat på side 5]

„Hjemmet er ofte det farligste sted for børnene at opholde sig.“ — Sociology of Marriage and the Family

Hvad skyldes volden i hjemmet?

„Frem for at være et fristed for omverdenens stress, belastninger og urimeligheder, synes det ofte at være familien selv der påfører eller endog forstærker disse belastninger.“ — The Intimate Environment — Exploring Marriage and the Family (Det hjemlige miljø — undersøgelse af ægteskabet og familien).

DET er først inden for de sidste par årtier at man er begyndt at forske i familievold. Resultaterne fra de omfattende undersøgelser stemmer måske ikke altid overens, men der er nogle gennemgående træk. Lad os se på nogle af dem.

Hvilken rolle spiller den familiemæssige baggrund?

En række forskere siger om deres resultater: „Jo mere voldelig parret vi udspurgte var, jo mere voldelige var deres børn mod hinanden og mod deres forældre.“

Alene det at være øjenvidne til vold i familien har stor indvirkning på et barn. „Det er lige så slemt for et barn at se sin mor blive slået som hvis det selv bliver slået,“ bemærker terapeuten John Bradshaw. En dreng ved navn Ed hadede at se sin far tæve hans mor. Men uden at han erkendte det, endte det med at han troede at mænd har ret til at styre kvinder ved at skræmme, skade og nedværdige dem. Som voksen blev han selv voldelig og brutal mod sin kone.

Nogle forældre forbyder deres børn at se vold på tv, og det er godt. Men forældre bør vogte sig endnu mere for ikke at sætte et dårligt eksempel for deres letpåvirkelige børn ved selv at opføre sig voldeligt.

Hvilken rolle spiller stress?

Graviditet, arbejdsløshed, forældres dødsfald, flytning, sygdom, økonomiske problemer og andet er stressfremkaldende. De fleste mennesker kan klare stress uden at blive voldelige. Nogle mennesker reagerer imidlertid voldeligt når de udsættes for belastning. Det at passe en aldrende far eller mor har — især hvis vedkommende er syg — ofte affødt vold. Børnene er nemlig ofte i forvejen overbebyrdede med andre familieforpligtelser.

Det er stressende at opdrage børn. Derfor vokser risikoen for at børnene mishandles jo større familien bliver. Det øger også risikoen for vold mellem ægtefæller, for „som oftest er det konflikter vedrørende børnene der får et par til at ryge i totterne på hinanden,“ siges der i bogen Behind Closed Doors.

Nedvurdering af det modsatte køn

Dan Bajorek, som er leder af en rådgivningsgruppe i Canada, siger at voldelige ægtemænd har et forvrænget syn på kvinder: „Uanset hvilken kultur de kommer fra, er de blevet opdraget til at tro at mænd er de bedste.“ Hamish Sinclair, som leder et behandlingsprogram for voldelige mænd, siger at mænd opdrages til at tro at de står over kvinder og at de har ret til „at straffe, irettesætte eller true dem“.

I mange lande anses manden for at have ret til at behandle sin kone som en genstand, som en del af hans private ejendom. Hans dominans over konen tages som et udtryk for hans mandighed og værdighed. Ofte bliver hustruer brutalt slået eller på anden måde mishandlet, og myndighederne gør ikke meget ved det fordi manden ifølge landets normer står over kvinden. Hun må blindt adlyde ham, uanset hvor krænkende, voldelig, pervers eller selvisk han er.

Tv-journalisten Morley Safer fra CBS siger om et sydamerikansk land: „Ingen steder i Latinamerika er mandsdyrkelsen mere åbenlys . . . Den gennemsyrer hele samfundet og retssystemet idet manden ustraffet kan begå mord for at forsvare sin ære, især hvis offeret er hans kone eller samleverske.“ „Ingen steder på jorden er kvinder så ringeagtede“ som i pågældende land, hævder han. Imidlertid er det ikke kun i ét land men overalt i verden at mænd dominerer og ringeagter kvinder.

Minna Schulman, der er formand for et kriminalpræventivt råd i New York, siger at vold er det våben mænd bruger når de skal bevare ledelsen og vise deres magt og myndighed over en kvinde. Hun tilføjer: „Vi anser vold i hjemmet for misbrug af magt og myndighed.“

Nogle voldelige mænd føler sig mindreværdige, en følelse de giver videre til deres ofre. Derved stiver de deres egen selvagtelse af, idet de føler at de har magt over et andet menneske og er det overlegent. De tror at det beviser deres mandighed. Men har de ret? Beviser deres voldelige fremfærd over for de fysisk svagere kvinder at de er stærke, eller beviser det snarere at de er urimelige? Er det virkelig mandigt af en stærk mand at slå en svagere, ofte forsvarsløs kvinde? En mand med en stærk moralsk karakter vil vise hensyn og medfølelse med de svagere, ikke udnytte dem.

Noget andet der viser hvor ulogisk den voldelige mand tænker, er at han ofte påstår at hans kone provokerer ham til at slå. Han antyder eller siger måske direkte til hende: ’Du gjorde det ikke rigtigt. Derfor slår jeg dig.’ Eller: ’Maden kom for sent på bordet, derfor får du kun hvad du fortjener.’ I hans øjne er det hendes skyld. En ægtefælles fejl og mangler er imidlertid aldrig en undskyldning for at slå.

Alkohol en medvirkende faktor

Eftersom alkohol mindsker ens selvkontrol og får én til at handle mere impulsivt, er det ikke overraskende at nogle mener at drikkeri kan være årsag til vold. Ofte er en person i stand til at undertrykke sine voldelige tilbøjeligheder i ædru tilstand, men efter et par genstande kan det gå galt. Alkohol sløver hjernen og nedsætter et menneskes evne til at beherske sit temperament.

Andre hævder imidlertid at problemet i højere grad skyldes stress end alkohol. De siger at den samme person som i belastende situationer griber til flasken, også kan finde på at gribe til vold. Det betyder at en dranker kan være lige så voldelig når han er ædru som når han er beruset. Men uanset hvordan det forholder sig, sætter alkohol bestemt ikke én bedre i stand til at tæmme sine følelser, snarere tværtimod.

Hvordan vi påvirkes af massemedierne

Nogle hævder at både fjernsyn og biograffilm skildrer mænd som brutale og undertrykkende, og fremstiller vold som en legitim måde at tackle konflikter og vrede på. „Jeg var overrasket over hvor kraftigt jeg selv reagerede på filmen Rambo,“ indrømmer en familierådgiver. „Mens den lovlydige voksne i mig var rystet over Rambos massedrab, heppede barnet i mig.“

Eftersom mange børn udsættes for tusinder af timers tv-transmission fyldt med vold, voldtægt og krænkelser af andre mennesker, især kvinder, begynder mange at opføre sig højst asocialt over for andre når de bliver større. Og det er ikke kun børnene der påvirkes, det gør de voksne også.

Især i de senere år er mængden af vold, umoralitet og nedværdigelse af kvinder på tv og i film vokset betydeligt. Dette kan kun forværre volden i hjemmet. En forskergruppe har fundet at der er „en klar . . . sammenhæng mellem det at betragte vold og aggressiv adfærd“.

Følgerne af isolation

Mange i dag lever en anonym og ensom tilværelse. Supermarkeder og discountforretninger har erstattet kvarterets hyggelige købmandshandel. Bysanering, økonomiske problemer og arbejdsløshed tvinger familier til at flytte ofte. En stor del af den hjemlige vold finder sted blandt folk der mangler stærke sociale kontakter.

James C. Coleman forklarer i sin bog Intimate Relationships, Marriage, and the Family (Samliv, ægteskab og familie) hvorfor han mener det forholder sig sådan. Han mener at ensomhed modvirker meningsfyldte samtaler og gør det svært for den voldelige person at betragte sin situation objektivt og søge hjælp hos en ven. Uden venner og nære slægtninge er han mere tilbøjelig til at optræde selvisk, eftersom hans forkerte tankegang ikke daglig korrigeres af andre der står ham nær. Det er som der siges i Ordsprogene 18:1: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“

Hjælp til den voldelige familie

Vi har her kun været inde på nogle af de forklaringer der gives på volden i hjemmet. Der er andre. Efter at have påvist nogle af årsagerne må vi lede efter løsninger. Hvordan kan den onde cirkel brydes i en voldsramt familie? Hvad siger Bibelen? Vil volden i hjemmet nogen sinde få ende? Artiklen på side 10 vil tage disse spørgsmål op.

[Ramme/illustration på side 9]

Psykisk vold — Ord der rammer hårdt

FYSISK vold foregår ofte med næverne, psykisk vold med ord. Den eneste forskel er valget af våben. Det er som der siges i Ordsprogene 12:18: „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“

Hvor skadelig er psykisk vold, deriblandt sådanne „sværdhug“? Dr. Susan Forward skriver: „Resultatet er det samme [som ved fysisk vold]. Man bliver lige så skræmt, man føler sig lige så hjælpeløs, og det gør lige så ondt“ rent følelsesmæssigt.

Psykisk vold mod ens ægtefælle: „Ægteskabelig vold er ikke blot af fysisk karakter. Den kommer sikkert mest til udtryk i form af verbal og psykisk vold,“ siger en der gennem lang tid har været offer for denne form for vold. Psykisk vold kan bestå i at man bruger øgenavne, råben, konstant kritik, nedværdigende fornærmelser og trusler om fysisk vold.

Ondsindede bemærkninger som nedgør, ydmyger eller truer kan være meget nedbrydende. Ligesom vanddryp på en klippe kan nedgørende bemærkninger måske i begyndelsen virke harmløse. Men ens selvagtelse bliver snart nedbrudt. „Hvis jeg skulle vælge mellem fysisk og verbal vold, ville jeg til hver en tid foretrække at få tæsk,“ siger en kvinde. „Man kan se mærkerne,“ forklarer hun, „og så har folk i det mindste ondt af én. Verbal vold kan gøre én vanvittig. Mærkerne er usynlige. Ingen forstår.“

Psykisk vold mod et barn kan have karakter af konstant kritik af barnets udseende, intelligens, dygtighed eller menneskelige værd. Især sarkasme er dræbende. Børn tager ofte sarkastiske bemærkninger for pålydende, og kan ikke skelne mellem spøg og alvor. Familieterapeuten Sean Hogan-Downey bemærker: „Barnet føler sig såret, men alle griner. Det lærer barnet at det ikke kan stole på sine følelser.“

Der er noget sandt i det den skotske historiker og essayist Thomas Carlyle engang har sagt: „Efter min mening er sarkasme i regelen Djævelens sprog. Derfor har jeg for længe siden så godt som aflagt det.“

Joy Byers, der forsker i børnemishandling, siger: „Fysisk vold kan slå et barn ihjel. Men man kan også dræbe dets ånd, og det er hvad uophørlige negative kommentarer fra forældre gør.“ Tidsskriftet FLEducator bemærker: „I modsætning til et synligt blåt mærke som fortager sig, skaber psykisk vold usynlige forandringer i barnets sind og personlighed som for altid ændrer dets virkelighedsopfattelse og samspil med andre.“

[Illustration på side 7]

Der er risiko for at børn der er vidne til vold, selv bliver voldelige som voksne

Volden i hjemmet bringes til ophør

„For at forebygge og begrænse volden i hjemmet må der ske gennemgribende strukturelle forandringer i både samfundet og familien.“ — Behind Closed Doors (Bag lukkede døre).

HISTORIENS første mord var et brodermord. (1 Mosebog 4:8) I de årtusinder der siden er forløbet har menneskers hjem været præget af vold. Der har været mange løsningsforslag fremme, men en stor del har været mangelfulde.

For at kunne ændre adfærd er det imidlertid nødvendigt at den voldelige part erkender at der er et problem. En voldelig ægtemand som kom til fornuft siger med beklagelse i stemmen: „For hver af os [der kommer på ret kurs igen], er der tre som siger: ’Man må holde hende den gamle på plads.’“ Den voldelige mand må altså erkende hvor galt det er fat. Hvorfor er han blevet voldelig? Ved at få hjælp til at rette sine fejl kan han måske forbedre sig.

Men ofte lider socialvæsenet under ressourcemangel. Det anslås at der i forbindelse med 90 procent af alle børnedrab i De Forenede Stater har været voldsepisoder i familien før drabet fandt sted. Det er begrænset hvad myndighederne kan stille op. Det er noget andet der er brug for.

’En ny personlighed’

„Der er behov for en omstrukturering af familierelationerne,“ siger et forskerhold. Det er ikke næverne men sindet der er noget galt med. Det hele bunder i at familiens medlemmer — ægtefæller, børn, forældre og søskende — har et forkert syn på hinanden. For at ændre disse relationer må man iføre sig det Bibelen kalder „den nye personlighed“. — Efeserne 4:22-24; Kolossenserne 3:8-10.

Lad os se på nogle bibelske principper for familielivet som kan hjælpe os til at iføre os den kristne personlighed og gøre forholdet mellem familiens medlemmer bedre. — Se Mattæus 11:28-30.

Syn på børn: At være forældre indebærer mere end blot at få børn. Desværre betragter mange i dag deres børn som en byrde og interesserer sig derfor ikke for forældrerollen. De er potentielle børnemishandlere.

Bibelen kalder børn „en arv fra Jehova“ og en „belønning“. (Salme 127:3) Forældre skal stå Skaberen til ansvar for hvordan de forvalter denne arv. De der betragter børn som en klods om benet har brug for en ny personlighed.a

Realistiske forventninger til børnene: En undersøgelse viser at mange voldelige mødre forventer at deres børn skal kunne skelne mellem rigtigt og forkert lige fra de er ét år. Og en tredjedel af dem forventer at de skal kunne gøre det fra de er et halvt år.

Bibelen viser at alle er født ufuldkomne. (Salme 51:5; Romerne 5:12) Den siger ikke at man ejer skelneevne lige fra fødselen, men at det er „gennem brugen“ at ens opfattelsesevne bliver „opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) Desuden taler Bibelen om „de træk der hører den mindreårige til“ og om barndommens „dårskab“ og ungdommens „tomhed“. (1 Korinther 13:11; Ordsprogene 22:15; Prædikeren 11:10) Forældre må forstå børnenes begrænsninger og ikke forvente mere end rimeligt er, deres alder og evner taget i betragtning.

Tugt af børn: Det græske ord der i Bibelen oversættes med „tugt“ betyder egentlig „undervise“. Hensigten med tugten er derfor ikke først og fremmest at påføre smerte, men at belære. Dette kan man i mange tilfælde gøre uden at slå. (Ordsprogene 13:24) Bibelen siger: „Hør på tugt og bliv vise.“ (Ordsprogene 8:33) Paulus skrev også at man bør retlede „med al langmodighed“. (2 Timoteus 4:2) Det går altså ikke at man taber hovedet af raseri og går fuldstændig over gevind.

Spørg i lyset af disse bibelske principper dig selv: ’Virker min tugt undervisende, eller virker den blot afskrækkende fordi den gør ondt? Indpoder jeg de rette principper i børnene med min tugt, eller sætter jeg dem blot en skræk i livet?’

Adfærdsregler for voksne: En mand forklarede at grunden til at han slog sin kone var at han „mistede selvbeherskelsen“. En vejleder spurgte manden om han nogen sinde havde stukket sin kone med en kniv. „Det kunne jeg aldrig drømme om!“ svarede manden. Han blev hjulpet til at indse at han ganske vist handlede inden for visse grænser, men problemet var at det ikke var de rigtige grænser.

Hvor går dine grænser? Stopper du før en uoverensstemmelse tager en voldelig drejning? Eller koger du over og råber, bander, skubber, smider med ting eller slår?

For den der har iført sig den nye personlighed er der skarpt afstukne grænser, og den tillader aldrig at man opfører sig psykisk eller fysisk voldeligt. „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund,“ siges der i Efeserbrevet 4:29. I vers 31 tilføjes der: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ Det græske ord for „vrede“ betød oprindelig en „impulsiv følelse“. Interessant nok bemærker bogen Toxic Parents (Giftige forældre) at det er almindeligt at børnemishandlere „i rystende grad mangler evnen til at beherske impulsive indfald“. Den nye personlighed tillader ikke impulsive indfald som giver sig udslag i fysisk og verbal vold.

Selvfølgelig må både mand og hustru opdyrke den nye personlighed. Hustruen må lade være med at provokere sin mand. Hun må vise at hun værdsætter hans bestræbelser for at sørge for familien og må samarbejde med ham. Og ingen af ægtefællerne må kræve noget af den anden som er umuligt — nemlig fuldkommenhed. Nej, begge bør følge Første Petersbrev 4:8: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“

Respekt for de ældre: „Vis de ældre ære og respekt,“ siges der i Tredje Mosebog 19:32. (TEV) Dette kan være en udfordring hvis ens aldrende forældre er syge og måske urimelige. Første Timoteusbrev 5:3, 4 taler om at „ære“ sine forældre og „betale [dem] et passende vederlag“. Dette kan indebære at man både viser dem respekt og hjælper dem økonomisk. I betragtning af alt det vore forældre har gjort for os mens vi var hjælpeløse spædbørn, bør vi vise dem en tilsvarende omsorg når de har behov for det.

Overvind søskendestrid: Før Kain af fjendskab slog sin broder Abel ihjel, modtog han følgende vejledning fra Gud: ’Synden lurer ved din dør. Den ønsker at beherske dig, men du må overvinde den.’ (1 Mosebog 4:7, TEV) Man kan beherske sine følelser. Lær at være tålmodige med hinanden „idet I storsindet bærer over med hinanden fordi I elsker hinanden“. — Efeserne 4:2, Phillips.

Udøs dit hjerte

Mange ofre for vold i hjemmet lider i stilhed. Dr. John Wright giver imidlertid denne opfordring: „Mishandlede kvinder bør søge følelsesmæssig og fysisk beskyttelse hos en kompetent tredjepart.“ Det samme gælder for andre mishandlede familiemedlemmer.

Men nogle gange har et offer svært ved at betro sig til andre. Den tillid man har vist inden for den nærmeste sociale enhed — familien — har medført smerte. Der siges imidlertid i Ordsprogene 18:24 at „en ven kan vise større troskab end en broder“. At finde en sådan ven og lære at åbne sig er et vigtigt skridt hen imod at opnå hjælp og støtte. Og naturligvis har den voldelige ægtefælle også behov for hjælp.

Der er hvert år hundredtusinder som bliver Jehovas vidner. De tager alle den udfordring op det er at iføre sig den nye personlighed. Nogle af dem har tidligere opført sig voldeligt i hjemmet. For at undgå tilbagefald må de til stadighed lade Bibelen være „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering“. — 2 Timoteus 3:16.

For disse nye Jehovas vidner er det en vedvarende proces at iføre sig den nye personlighed, for i Kolossenserbrevet 3:10 siges der at den til stadighed „fornys“. Det er nødvendigt med en stadig indsats. Lykkeligvis kan Jehovas vidner hente støtte fra mange åndelige ’brødre og søstre og mødre og børn’. — Markus 10:29, 30; se også Hebræerbrevet 10:24, 25.

I Jehovas Vidners cirka 70.000 menigheder i hele verden er der også kærlige tilsynsmænd der er „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejret“. Deres „øjne og ører vil være åbne for folkets behov“. (Esajas 32:2, 3, TEV) Både nye og mere erfarne Jehovas vidner kan hente uvurderlig hjælp i den kristne menighed mens de arbejder på at iføre sig den nye personlighed.

Medfølende tilsynsmænd

De kristne tilsynsmænd i Jehovas Vidners menigheder er oplært til at lytte upartisk til alle der kommer og spørger dem til råds. De tilskyndes til at vise alle, især ofre for alvorlig mishandling, stor medfølelse og forståelse. — Kolossenserne 3:12; 1 Thessaloniker 5:14.

Det kan for eksempel være at en hustru er blevet slået så voldsomt at hun er kommet alvorligt til skade. Hvis det havde været en uden for familien der var blevet slået på den måde, kunne det i mange tilfælde have medført at voldsmanden fik en fængselsstraf. Offeret må derfor behandles med særlig stor venlighed, ligesom hvis der havde været tale om andre former for mishandling, for eksempel seksuelt misbrug.

De der forbryder sig mod Guds lov må kræves til regnskab. På den måde vil menigheden blive holdt ren, og de uskyldige beskyttet. Det vil desuden medføre at Guds ånd kan virke uhindret, hvilket er meget vigtigt. — 1 Korinther 5:1-7; Galaterne 5:9.

Guds syn på ægteskabet

De der bliver Jehovas vidner går ind på at følge principperne for kristen livsførelse som findes i Guds ord. De lærer at manden er skabt til at være familiens overhoved og til at føre an i den sande tilbedelse. (Efeserne 5:22) Han må imidlertid aldrig misbruge sin stilling ved at mishandle sin kone og knuse hendes personlighed eller ignorere hendes ønsker.

Tværtimod gør Guds ord det klart at ægtemænd skal blive ved med at ’elske deres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den’. Og videre: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:25, 28, 29) Ja, Guds ord siger direkte at hustruer skal vises „ære“. — 1 Peter 3:7; se også Romerbrevet 12:3, 10; Filipperbrevet 2:3, 4.

Ingen kristen ægtemand kan siges at elske sin hustru eller ære hende hvis han mishandler hende verbalt eller fysisk. Det ville være hykleri, for Guds ord siger: „I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.“ (Kolossenserne 3:19) Når Guds domme rammer denne onde ordning i Harmagedon, vil hyklere lide samme skæbne som modstandere af Guds styre. — Mattæus 24:51.

En gudfrygtig ægtemand skal elske sin hustru som sit eget legeme. Kunne han finde på at slå sig selv i ansigtet og på kroppen, eller hive sig selv brutalt i håret? Ville han ydmyge sig selv ved at tale ringeagtende og sarkastisk om sig selv i andres påhør? Én der gjorde det, ville mildest talt blive anset for mentalt uligevægtig.

Hvis en kristen mand slår sin kone, gør det alle hans andre kristne gerninger værdiløse i Guds øjne. Det er værd at huske at „en som bruger vold“ ikke er egnet til at modtage forrettigheder i den kristne menighed. (1 Timoteus 3:3; 1 Korinther 13:1-3) En hustru der er voldelig over for sin mand overtræder naturligvis ligeledes Guds lov.

Galaterbrevet 5:19-21 siger at nogle af de gerninger Gud fordømmer er „fjendskaber, strid, . . . vredesudbrud“ og tilføjer at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. Der er altså ingen undskyldning for at være voldelig over for sin ægtefælle eller sine børn. Det er almindeligvis imod landets lov og i hvert fald imod Guds lov.

Bladet Vagttårnet som udgives af Jehovas Vidner, har tidligere fremhævet det bibelske syn på vold. Om dem der hævder at være kristne men alligevel er voldelige, siges der: „Enhver der hævder at være kristen men som gentagne gange og uden at vise anger giver efter for voldsomme vredesudbrud, kan derfor udstødes.“ — 15. oktober 1975, side 479; jævnfør Andet Johannesbrev 9, 10.

Hvad Guds lov siger

Gud vil dømme dem der overtræder hans love. Men hvilke muligheder giver hans ord indtil da kristne ægtefæller som bliver slået, uden at der er udsigt til at overgrebene vil høre op? Er uskyldige ofre tvangsindlagt til fortsat at sætte deres fysiske, mentale og åndelige helbred, ja måske endda deres liv, på spil?

Vagttårnet viser i en kommentar om vold i hjemmet hvad Guds ord giver rum for at man kan gøre. Der siges: „Apostelen Paulus giver denne vejledning: ’En hustru [må] ikke . . . gå fra sin mand; men hvis hun virkelig går, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru.’ Paulus nævner yderligere at det vil være til åndelig gavn for eventuelle børn hvis ægteskabet bevares. Det kan også rent praktisk og materielt være en fordel for den troende part og for børnene. Men hvis den dårlige behandling bliver ligefrem uudholdelig og den troendes liv er i fare, kan vedkommende beslutte at ’gå’. Det bør dog stadig være hans eller hendes ønske at ’forlige sig’ med den anden når det er muligt. (1 Korinther 7:10-16) Det at den ene part ’går’, er bibelsk set ikke tilstrækkelig grund til skilsmisse og nyt ægteskab. En skilsmisse eller separation efter loven kan imidlertid give den troende en vis beskyttelse mod at lide yderligere overlast.“ — 15. juni 1983 side 18, 19; se også Vagttårnet for 1. november 1988 side 22, 23.

Hvad man vil gøre hvis man udsættes for grov vold i hjemmet, må være en personlig afgørelse. „Enhver skal nemlig bære sin egen ansvarsbyrde.“ (Galaterne 6:5) Ingen kan træffe beslutningen for én. Og man bør ikke forsøge at presse en hustru til at vende tilbage til en ægtemand som sætter hendes helbred, liv og åndelighed på spil. Det må helt og holdent være hustruens egen afgørelse. Andre bør ikke forsøge at trumfe deres vilje igennem. — Se Filemon 14.

Volden i hjemmet bringes til ophør

Jehovas vidner har lært at vold i hjemmet ville kendetegne det Bibelen kalder de sidste dage, hvor mange ville være „grove“, „uden naturlig hengivenhed“ og „voldsomme“. (2 Timoteus 3:2, 3, The New English Bible) Gud har givet det løfte at han når disse sidste dage er til ende vil skabe en fredelig ny verden hvori folk skal „bo trygt“, og hvor „ingen får dem til at skælve“. — Ezekiel 34:28.

I denne nye verden vil vold i hjemmet for evigt høre fortiden til. „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11.

Vi tilskynder dig til at lære mere om Bibelens fremtidsløfter. Ja, du kan allerede nu have gavn af at anvende Bibelens principper i dit familieliv.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 10]

Man kan løse familiestridigheder ved at følge Bibelens principper

[Illustration på side 13]

Voldsofre har behov for at lette deres hjerte for en forstående ven