Jeg kom nær til Gud, og han hjalp mig

JEG interesserede mig ikke for religion. Al organiseret religion forekom mig hyklerisk. Så vidt jeg kunne se, gav troen ikke folk noget; den gjorde dem bare intolerante. Tidspunktet var sidst i 60’erne. En amerikansk præsident var blevet snigmyrdet, og tusinder af menneskeliv gik til i Vietnamkrigen. Verden var ét stort kaos, og min egen tilværelse var ved at gå i opløsning. Hvad tydede på at der var en Gud som interesserede sig for mig eller mennesker i det hele taget?

Jeg var 27, gift, mor til to små børn og fuldtidsansat på et psykiatrisk hospital, da en nabo begyndte at fortælle mig om Bibelen. Til min egen overraskelse lyttede jeg. Hun talte om noget som hun kaldte de sidste dage. Det hun sagde lød nyt, og der opstod nogle spørgsmål som jeg gerne ville have svar på. Hun gav mig en bog der hed Sandheden der fører til evigt liv. Jeg læste den på én nat, slog alle skriftstederne efter og opdagede at jeg spekulerede på om jeg mon havde fundet sandheden.

Hvis jeg havde det, ventede der afgjort problemer. Jeg havde jødiske forældre, en jødisk mand og to små børn, og jødiske slægtninge. Jeg vidste at de ville tage på vej hvis jeg blev et af Jehovas vidner. Jeg ville ikke såre min familie unødigt, så jeg måtte have vished. Jeg begyndte at sluge store mængder bibelsk læsestof, og i løbet af en uge var jeg overbevist om at det var sandheden. Jeg måtte leve efter den, og jeg begyndte derfor at studere med Jehovas vidner. Få uger efter forkyndte jeg for alle og enhver. Det betog mig at finde ud af at Guds navn er Jehova, at han tager sig af mig og alle andre mennesker, og at man kan komme til at leve evigt i et paradis på jorden. Den 12. juni 1970 blev jeg døbt.

Som jeg havde regnet med, tog min familie og min svigerfamilie sig det meget nær, og nogle ville ikke have med mig at gøre. Min mand prøvede i årenes løb at undersøge Bibelen, men blev aldrig troende. Derimod blev mine børn Jehovas vidner. Helt fra begyndelsen havde jeg et ønske om at blive heltidsforkynder af Guds rige, men jeg havde børn der var ved at vokse op og en ikketroende mand. Skønt jeg havde fuldtidsarbejde måtte vi to gange gå fra hus og hjem og var nogle gange husvilde, så tilværelsen var drøj.

Engang gik vores hus på tvangsauktion. Vi skulle være ude søndag middag og havde ingen steder at tage hen. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, og lørdag formiddag besluttede jeg mig for at gøre som Jesus sagde ifølge Mattæus 6:33 — søge Riget først og vente på at Jehova gav det fornødne. Altså gik jeg ud i forkyndelsen. Jeg husker at jeg græd af stress, men efter fem minutter havde jeg det bedre. Jeg har altid erfaret at forkyndelsen virker positivt på mig; den hæver mig op over mine problemer, og Jehovas ånd giver mig glæde, virkelyst og indhold i livet. Da jeg kom hjem den dag, havde vi stadig ikke fundet noget at bo i, men jeg havde det bedre.

Samme aften klokken halv tolv ringede den ejendomsmægler der havde vores sag. Han var så bekymret over at vi manglede husly at han havde fundet et sted hvor vi kunne bo indtil det hus vi skulle flytte hen i, stod klar. Om søndagen hjalp brødrene i menigheden os med at flytte. Vi „boede i kasser“ i tre uger og flyttede så hen i det nye hus da det blev beboeligt. Tilværelsen var ikke nem, men Jehova sørgede for os. Det gav mig stor kraft og styrkede min tro. Det var som kong David sagde i Salme 37:25: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“

Vi havde svært ved at få det til at løbe rundt økonomisk. Nogle gange måtte jeg overtage økonomien og rette op på tingene. Jeg forsøgte desperat at redde stumperne af vort ægteskab, mest af kærlighed til Jehova, som sætter ægteskabet højt. Inderst inde håbede jeg at min mand ville ændre sig og tage imod sandheden.

Jeg bad uophørligt til Jehova om at jeg måtte få mulighed for at blive pioner, og ved enhver lejlighed meldte jeg mig som hjælpepioner. Forkyndelsen var afgjort den bedste og vigtigste måde jeg kunne bruge mit liv på. Jeg elskede Jehova og ønskede at tjene ham af hele min sjæl. Jeg elskede også mine medmennesker og ville gerne hjælpe dem. Mine egne problemer i tilværelsen viste mig tydeligt hvor gavnlige Bibelens principper er, og jeg vidste at folk havde brug for håbet om Riget. Men jeg var bange for at min familie blev forsømt medmindre jeg arbejdede. Som det var, klarede vi os endda kun med nød og næppe.

Jeg skreg, og voldsmanden flygtede

Så skete der noget som gav mig tro på at Jehova altid ville sørge omsorgsfuldt for mig. En mand brød ind hos os mens vi sov, og forsøgte at voldtage mig. Da jeg vågnede, truede han med at slå mig ihjel hvis jeg skreg eller bevægede mig. Jeg var skrækslagen, men Jehova hjalp mig til at bevare fatningen og være åndsnærværende nok til at bede og overveje alle muligheder. Jeg vidste at Bibelen sagde at man skulle skrige, men jeg havde på fornemmelsen at det ville få voldsmanden til at slå mig ihjel. Skriget ville desuden vække børnene, og så ville han også slå dem ihjel. Jeg så for mit indre blik mit navn i avisen og bad Jehova beskytte mine børn hvis jeg døde. Trods disse tanker gjorde jeg som Bibelen tilråder — jeg skreg. (5 Mosebog 22:26, 27) Overfaldsmanden flygtede. Jeg havde været overbevist om at jeg skulle dø. Oplevelsen knyttede mig endnu nærmere til Jehova.

I 1975 sagde jeg mit arbejde op og begyndte at virke som almindelig pioner. Det gjorde jeg i seks år, mens min mand tjente til livets ophold. Desværre fik jeg i en ung alder sukkersyge. På et tidspunkt blev jeg alvorligt syg, og for at stå det igennem måtte jeg i endnu højere grad stole på Jehova. Trods omstændighederne var det mine hidtil lykkeligste og mest produktive år. Jehova velsignede mig med mange bibelstudier der førte til at retsindige blev døbt. Nogle af disse tog selv pionertjenesten op.

Men i 1980 gik vores tilværelse i stykker. Min mand og jeg gik hver til sit. Det tog hårdt på børnene, så for deres skyld forsøgte jeg at undgå ægteskabets forlis. Men min mand ville ikke som jeg. Nu vidste jeg at det var på tide at blive skilt på et bibelsk grundlag, men for børnene var det et hårdt slag at deres far flyttede.

Jeg forsøgte desperat at blive i pionertjenesten, og klarede det et års tid. Men min datter kunne ikke holde til mere og begyndte at gøre oprør mod alt, også mod mig og sandheden. På grund af hendes adfærd holdt jeg op som pioner, men jeg var deprimeret, for min livsnerve var skåret over. Jeg følte mig meget ensom; det var som om alt og alle undtagen Jehova var væk.

På det tidspunkt sørgede Jehova for at to kærlige brødre hjalp mig mere end de selv aner. Den ene var en kredstilsynsmand, og den anden en ældste i en anden menighed. Ældstebroderen kendte min situation godt, da han havde studeret med min mand. Jeg kan aldrig takke Jehova nok for disse „gaver i form af mennesker“. Jeg vil altid være dem taknemmelig.

Ikke længe efter giftede min datter sig i en meget ung alder, med en uden for sandheden. Da min søn kort efter også gik sine egne veje, var familien i total opløsning. Jeg bad hele tiden Jehova om at hjælpe mine børn til at få greb om sandheden. Jeg holdt så meget af dem, og jeg ønskede inderligt at de blot ville holde sig til Jehova. Alle mine år i sandheden havde jeg haft det med i mine bønner. Den tid var værre end alle de 20 års ægteskab — og de var slemme. Men jeg vidste at Jehova på en eller anden måde ville hjælpe os igennem det, og at jeg for enhver pris måtte gøre hans vilje.

Én begivenhed fra min pionertid husker jeg lyslevende. Vi havde ingen penge, men behøvede cirka 70 dollars for at klare os gennem ugen og have penge til at køre på arbejde den følgende uge. Jeg havde cirka 40 dollars til gode for to dages løsarbejde, og normalt fik jeg først løn en uges tid efter. Jeg havde altså ingen penge hverken til mad eller kørsel. Næste aften havde jeg et bibelstudium med en kvinde som gav mig poletter til undergrundsbanen.

Næste dag, fredag, kom der to kuverter med posten. Den ene indeholdt den løncheck jeg først havde ventet ugen efter. Den var via New York blevet indbetalt på min konto på under tre dage. Jeg var forbløffet. Jeg manglede imidlertid stadig 29 dollars for at kunne klare mig, men i den anden kuvert lå en check på netop 29 dollars. Pudsigt nok var disse penge et varmebidrag som det offentlige i februar havde bevilget mig; nu var det august, og man havde åbenbart fundet ud af at jeg havde 29 dollars til gode — til opvarmning, og så i august! Hvordan var de kommet på den tanke at de skyldte mig penge til olie, endda i august? Hændelsen styrkede min tro meget.

Velstand gavnede mig ikke

Jeg begyndte at arbejde på fuldtid og lærte i den forbindelse databehandling. De år hvor jeg ikke var pioner var strenge. Jeg havde ganske vist et udmærket arbejde, en vis økonomisk tryghed og nogle ting jeg holdt af, men jeg var ikke lykkelig. Mine børn fulgte deres eget hoved og kom ud for store problemer. Min datter var på vej tilbage til sandheden, men havde stadig problemer. Min søn havde også modgang. Efter nogen tid følte jeg at jeg var ved at miste det nære forhold til Jehova som jeg satte så stor pris på. Ingen kunne se det på mig, men jeg fornemmede at jeg var ved at glide bort fra ham. Jeg kom til alle møderne, studerede og gik ud i tjenesten, men det var ikke nok. Jeg prøvede at komme mere sammen med mine venner, men det hjalp heller ikke.

Jeg begyndte at føle selvmedlidenhed. Jeg blev indadvendt og selvoptaget og følte at jeg havde fortjent noget bedre. Det var selvfølgelig netop hvad Satan ville have mig til at tænke. Som noget helt nyt følte jeg mig tiltrukket af mine kolleger. Jeg tænkte: ’Jeg vil forkynde for dem,’ og det gjorde jeg. Men inderst inde mærkede jeg at mit hjerte fik mig til at overse noget vigtigt. Problemerne kom ikke udefra, men fra mig selv. Jeg kunne ikke ignorere min bibeloplærte samvittighed og bad derfor Jehova om hjælp.

Jeg erkendte at jeg måtte give afkald på den materielle tryghed som mit fuldtidsarbejde havde skaffet mig. Jeg rejste tre timer hver dag mellem Long Island og Wall Street, hvor jeg arbejdede. Det var alt for lang tid. Jeg havde heller ikke godt af at være sammen med alle de verdslige i toget. Nu drøftede jeg sagen med de ældste og tog til forskellige stævner i weekenden for at samle mig om det væsentlige. For første gang i livet behøvede jeg ikke at spekulere over det materielle, så hvorfor skulle jeg nu slide igen? Efter et års omhyggelig overvejelse under bøn bestemte jeg mig for at gøre en forandring.

Jeg flyttede til Brooklyn Heights i New York, hvor Betel ligger. Jeg havde besøgt den lokale menighed og vidste at dens åndelige glød var lige hvad jeg trængte til. Jeg følte mig fuldstændig hjemme blandt de mange brødre og søstre der havde tjent trofast i heltidstjenesten i mange år. På mindre end et halvt år var jeg parat til at afslutte min karriere og begynde som pioner. Jeg fandt deltidsbeskæftigelse og blev i 1984 igen udnævnt som pioner.

I årenes løb har Jehova skænket mig både vidunderlige velsignelser og talløse lærerige erfaringer. Jeg har bestræbt mig for at være positiv og lære noget af hver prøvelse. Det er ingen skam at have problemer, men det er en synd at lade være med at løse dem ved hjælp af Bibelens principper. Her i Brooklyn har jeg ikke de samme vanskeligheder som jeg havde i min første tid i sandheden. Jeg har ikke længere nogen bekymringer med økonomien eller med en ikketroende mand. Mit hjerte er fuldt af fortrøstning, og jeg er blevet velsignet med mange åndelige børn.

Alligevel er der hele tiden nye problemer og udfordringer. I 1987 fik min søn, Marc, en alvorlig depression, men Jehova har hjulpet os gennem det. Marc rækker ud efter en større andel i tjenesten, og det går ham godt. Min datter, Andrea, er kommet tilbage til sandheden, er blevet døbt og opdrager sine børn i sandheden. Eftersom vi hastigt nærmer os den store trængsel, forventer jeg at der hele tiden vil være problemer og at de endog kan forværres. Men jeg ved at Jehova altid vil være parat til at hjælpe os uanset hvilke hindringer og udfordringer der viser sig.

Jehova har afgjort velsignet mig med et meget lykkeligt og produktivt liv. Jeg ser frem til altid at holde mig nær til ham og gøre hans vilje. — Fortalt af Marlene Pavlow.

[Illustration på side 23]

Marlene Pavlow, heltidsforkynder af den gode nyhed om Riget