En epidemi af børn som er under pres

„RANDY!“ råbte Rita skrækslagen over det hun på afstand kunne se da hun nærmede sig huset. Hendes søn Randy befandt sig halvvejs ude af soveværelsesvinduet, 8 meter over den betonbelagte gårdsplads. Larry inde i huset hørte sin hustrus hysteriske skrig og gik straks i aktion. Han sprang op ad trapperne, styrtede ind i soveværelset, greb fat i Randy og trak ham i sikkerhed. Randys forældre ville omgående have svar på hvad dette optrin skulle betyde. „Hvorfor gjorde du det? Hvorfor?“ spurgte de vantro. „Du kunne være kommet til skade. Du kunne være blevet slået ihjel!“ „Jeg ville gerne dø,“ svarede Randy henkastet. Randy var fem år.

RANDY var tilsyneladende en normal og velfungerende dreng. Ingen havde mistanke om at han i sit stille sind ønskede at dø. Alligevel afslørede den efterfølgende rådgivning at Randy var under hårdt pres.

Ligesom Randy er utallige andre børn i dag ofre for store omvæltninger. Da nogle af dem ikke er i stand til at overvinde deres stress, forsøger de at undertrykke deres angst. Men den indestængte angst skal på den ene eller den anden måde ud. Nogle som ikke er i stand til at åbne sig, bliver fysisk syge eller kommer ud i kriminalitet. Hos andre går det indad og de bliver selvdestruktive, påfører sig selv skade, får spiseforstyrrelser, tager stoffer eller begår endog selvmord. I bogen The Child in Crisis siges der: „Tidligere blev mange af disse problemer — især selvmord — udelukkende opfattet som noget der berørte voksne eller unge sidst i teenageårene. Nu optræder de også hos purunge.“

’Hvordan kan det være?’ spørger forældre rådvilde. ’Er barndommen ikke en tid hvor man leger og morer sig og er ubekymret?’ For mange børn er svaret nej. „Illusionen om barndommen som en tid med uspolerede glæder er opdigtet af de voksne,“ hævder dr. Julius Segal. Denne sørgelige kendsgerning bekræftes af børneterapeut Joseph Lupo: „I dag har jeg fire gange flere deprimerede børn og unge som patienter end jeg havde da jeg startede min praksis for femogtyve år siden.“

Hvorfor er børn i dag under så stort et pres? Hvad er advarselssignalerne? Hvordan kan børnene hjælpes? Disse spørgsmål vil blive taget op i de næste artikler.

Små børn, men stort pres

„Børns problemer er ganske vist små, men det er børnene også.“ — Percy Bysshe Shelley.

BETRAGT engang tegningen af den høje hat. Ved første øjekast kunne det se ud som om hatten er højere end den er bred. Men faktisk er den lige så bred som den er høj. Det er let at fejlbedømme proportioner.

Det er lige så nemt for voksne at fejlbedømme størrelsen af et barns problemer. ’Børns problemer er kun bagateller,’ vil nogle sige. Men det er forkert at tænke sådan. „Voksne bør ikke bedømme problemer ud fra deres størrelse,“ advarer bogen Childstress!, „men ud fra hvor megen smerte de forårsager.“

I mange tilfælde lider barnet mere end de voksne forestiller sig. Det blev bekræftet af en undersøgelse hvori forældre blev bedt om at bedømme deres børns følelsesmæssige tilstand. Næsten alle svarede at deres børn var „meget lykkelige“. Men når man spurgte børnene uden deres forældres tilstedeværelse, beskrev de fleste sig selv som „ulykkelige“. Børnene havde bekymringer som forældrene i høj grad bagatelliserede.

I en anden undersøgelse, ledet af dr. Kaoru Yamamoto, blev en gruppe børn bedt om at angive hvilke af 20 begivenheder de fandt mest stressfremkaldende og angive dette i en skala der gik til syv. Derefter skulle en gruppe voksne bedømme de samme begivenheder efter hvordan de mente at et barn opfattede dem. De voksne fejlbedømte 16 af de 20 begivenheder! „Vi tror alle at vi kender vores børn,“ siger dr. Yamamoto, „men alt for ofte er vi blinde og døve over for deres problemer, og uforstående over for det der rent faktisk foruroliger dem.“

Forældre må lære at betragte livet under en ny synsvinkel, at se tingene med barnets øjne. (Se rammen.) Det er især vigtigt i dag. Bibelen har forudsagt at der „i de sidste dage“ vil komme „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Børn er ikke immune over for problemer. Ofte går det værst ud over dem. Nogle af børnenes problemer er almindelige for børn, andre er usædvanlige og kræver særlig opmærksomhed. — 2 Timoteus 2:22.

[Ramme på side 5]

Set med barnets øjne

Forældres død = skyldfølelse. Barnet husker at det har været vred på sin far eller mor og føler sig måske ansvarlig for vedkommendes død.

Skilsmisse = svigtet. Et barn tænker at hvis forældre kan holde op med at elske hinanden, kan de måske også holde op med at elske deres barn.

Alkoholisme = pres. Claudia Black skriver: „Et barn der daglig udsættes for frygt, omsorgssvigt, afvisning, urimeligheder og reel eller potentiel vold i et alkoholikerhjem, kan ikke siges at have sunde og funktionelle omgivelser.“

Forældres slagsmål = frygt. En undersøgelse blandt 24 elever viser at forældres slagsmål kan være så belastende for børn at de kaster op, får nervøse trækninger, taber håret, går ned i vægt eller tager på, eller endda udvikler svulster.

Præstationsræs = frustration. „Uanset hvor børnene vender sig hen,“ skriver Mary Susan Miller, „lader de til at løbe for livet i nogle væddeløb som de voksne har stillet op for dem.“ Barnet presses til at yde sit bedste i skolen, i hjemmet, ja, selv når det leger, men barnet vinder aldrig, og ræset hører aldrig op.

Mindre søskende = tab. Barnet føler måske snarere at det har mistet forældrene end at det har fået en lillebror eller en lillesøster, da det nu ikke længere får al forældrenes kærlighed og opmærksomhed.

Skole = angst for adskillelse. For Amy var det at skulle væk fra sin mor og i skole ligesom at dø lidt hver dag.

Fejl = ydmygelse. På grund af deres svage selvopfattelse har børn „en tendens til at blæse nogle ting op så de kommer helt ud af proportioner,“ siger dr. Ann Epstein. Hun har lagt mærke til at ydmygelser er en af de mest udbredte årsager til selvmord blandt børn.

Handicap = frustration. Ud over latterliggørelsen fra jævnaldrende må det fysisk eller mentalt handicappede barn leve med lærernes utålmodighed eller med at familien giver udtryk for skuffelse over at barnet ikke kan indfri de forventninger man har til det.

[Illustration på side 4]

Hvor høj — i forhold til bredden?

Forældres mishandling — den største stressfaktor for barnet

„Eftersom [børn] næsten ikke har nogen referenceramme uden for familien, bliver det de lærer om sig selv og andre derhjemme, universelle sandheder som prentes dybt i deres sind.“ — Dr. Susan Forward.

EN POTTEMAGER kan tage en formløs klump ler, tilsætte den rette mængde vand og forme den til en smuk vase. På samme måde kan forældre forme et barns billede af sig selv og omverdenen. Når barnet får kærlighed, vejledning og tugt, bliver det som regel en ligevægtig person som voksen.

Alt for ofte bliver børns sind og hjerte imidlertid formet af deres forældres mishandling. Psykisk, fysisk og seksuelt misbrug skaber et forvirret tankemønster som det er svært at bringe orden i.

Psykisk mishandling

Ord kan ramme hårdere end knytnæver. „Jeg kan ikke huske at der har været én dag hvor [min mor] ikke sagde at hun ville ønske at jeg aldrig var blevet født,“ siger Jason. Karen fortæller: „Jeg har altid fået at vide at jeg ikke duede til noget eller ikke var god nok.“

Børn tror som regel på det man fortæller dem. Hvis en dreng altid får at vide at han er dum, vil han til sidst føle sig dum. Kalder man en pige uduelig, vil hun måske tro på det. Børn har et begrænset perspektiv og kan sjældent skelne mellem det der er rigtigt og det der er overdrevet eller forkert.

Fysisk mishandling

Joe siger om sin far: „Han begyndte at slå mig indtil han havde trængt mig op mod væggen. Han blev ved at tampe løs på mig til jeg var helt omtåget . . . Det mest skræmmende var at man aldrig vidste hvad der kunne få ham til at gå amok!“

Jake blev jævnlig slået af sin far. Som seksårig blev Jake slået så hårdt at han brækkede sin arm. „Jeg ville ikke lade ham eller mine søstre eller min mor se mig græde,“ mindes Jake. „Det var den sidste ære jeg havde i behold.“

I bogen Strong at the Broken Places sammenlignes fysisk børnemishandling med det at „blive udsat for en bilulykke hver eneste dag, hver eneste uge og hver eneste måned“. Denne mishandling lærer barnet at verden er utryg og at det ikke kan stole på nogen. Desuden avler vold ofte vold. „Hvis børnene ikke beskyttes mod deres mishandlere,“ skriver tidsskriftet Time advarende, „må samfundet en dag beskytte sig imod børnene.“

Seksuelt misbrug

Ifølge ét skøn tvinges 1 ud af 3 piger og 1 ud af 7 drenge til at medvirke til et seksuelt forhold før de er fyldt 18. De fleste af disse børn lider i stilhed. „Ligesom bortkomne soldater lever de i årevis fortabt i en privat jungle af frygt og skyld,“ står der i bogen The Child in Crisis.

„Jeg hadede min far fordi han havde misbrugt mig, men følte mig samtidig skyldbetynget fordi jeg hadede ham,“ siger Louise. „Jeg følte mig skamfuld fordi et barn bør elske sine forældre, og det gjorde jeg ikke altid.“ Sådanne modstridende følelser er forståelige når et barns vigtigste beskytter bliver dets værste fjende. Beverly Engel spørger i The Right to Innocence: „Hvordan skal vi nogen sinde kunne forstå at vore egne forældre, som skulle elske os og tage sig af os, kunne være så ligeglade med os?“

Seksuelt misbrug kan helt forvrænge et barns opfattelse af tilværelsen. „Enhver voksen der er blevet misbrugt som barn, bærer rundt på nogle af barndommens altoverskyggende følelser af at være håbløs, utilstrækkelig, uduelig og helt igennem slet,“ skriver dr. Susan Forward.

Det forsvinder ikke

„Det er ikke kun barnets krop der bliver misbrugt eller vanrøgtet,“ skriver forskeren Linda T. Sanford. „Familiekonflikter ødelægger også barnets sind.“ Når et barn bliver mishandlet, enten psykisk, fysisk eller seksuelt, kan det være at han eller hun som voksen føler sig uduelig og umulig at holde af.

Jason, der blev omtalt tidligere, havde så lav selvagtelse som voksen at han blev anset for at være en potentiel selvmordskandidat. Han kastede sig ud i halsbrækkende forehavender og satte livet på spil fordi hans mor altid havde sagt: ’Du skulle aldrig have været født.’

Joe fortæller hvilke følger det fik at han blev fysisk mishandlet som barn: „Man overvinder det ikke ved at flytte hjemmefra eller blive gift. Der har altid været noget jeg var bange for, og jeg hader mig selv fordi jeg er bange.“ Presset ved at leve i en familie hvor der forekommer fysisk mishandling får mange børn til at vokse op med en forventning om at blive dårligt behandlet og med en forstenet forsvarsmekanisme som hæmmer dem snarere end beskytter dem.

Hos Connie skabte incest en forvrænget selvopfattelse som varede ved ind i hendes voksentilværelse: „Jeg har stadig fornemmelsen af at folk kan se ind i mig og betragte hvor ækel jeg er.“

Alle former for mishandling er som gift der ætser sig dybt ind i sjælen i voksenlivet. Men de skadelige virkninger kan overvindes. Det kan mange der er kommet over barndommens uhyggelige oplevelser bevidne. Det er imidlertid langt bedre hvis forældrene lige fra barnets fødsel erkender at det er dem der former dets billede af sig selv og verden omkring det. Et barns fysiske og følelsesmæssige velfærd afhænger for en stor del af forældrene.

[Illustration på side 7]

Ord kan ramme hårdere end knytnæver

Hvordan man opdager stress hos børn

„Stress har som regel en årsag. Det er sædvanligvis en reaktion på særlige begivenheder eller omstændigheder.“ — Dr. Lilian G. Katz.

HVORDAN kan en pilot i et fly orientere sig når han flyver en mørk, tåget nat? Fra han letter til han lander må han forlade sig på signaler. I cockpittet på de store fly er der over et hundrede instrumenter som giver piloten vigtige informationer og advarer ham om potentielle farer.

Det at vokse op i vor stressede verden er som at flyve i et stormvejr. Hvordan kan forældre gøre flyveturen i barndomsårene behagelig? Eftersom mange børn ikke fortæller at de er stressede, må forældre lære at aflæse signalerne.

Kroppen „taler“

Et barns stress giver sig ofte udslag i fysiske symptomer. Psykosomatiske reaktioner, deriblandt mavebesvær, hovedpine, træthed og søvnforstyrrelser, kan være signaler om at der er noget galt.a

Sharon mistede hørelsen efter i en periode at have været meget ensom. Amy led af mavekramper mens hun var i skole, hvilket skyldtes frygt for at være adskilt fra sin mor. John fik forstoppelse fordi han var vidne til voldsomme slagsmål mellem sine forældre.

Seksuel mishandling havde fysiske konsekvenser for Ashley på 10. „Jeg kan huske at jeg ikke kom i skole i en uge [efter voldtægten] fordi jeg blev syg,“ fortæller hun. I bogen When Your Child Has Been Molested siges der: „Den belastning det er at være blevet seksuelt forulempet kan gøre barnet sygt og stresset.“ Blandt mulige fysiske symptomer på et sådant trauma er læsioner, afføringssmerter, tilbagevendende mavesmerter, hovedpine og knogle- eller muskelsmerter som tilsyneladende optræder uden påviselig årsag.

Når sygdommen lader til at være psykosomatisk betonet, bør forældre tage sagen alvorligt. „Uanset om barnet bluffer eller ej,“ siger dr. Alice S. Honig, „er det tilgrundliggende problem af største betydning.“

Handlinger siger mere end ord

En pludselig adfærdsændring er ofte et råb om hjælp. I bogen Giving Sorrow Words siges der: „Når en dygtig elev begynder at få dårlige karakterer, bør man være på vagt, og det samme gælder når et barn der tidligere var en ballademager forvandles til en ren engel.“

Syvårige Timmy begyndte pludselig at lyve fordi hans mor var helt opslugt af sit arbejde. At Adam på seks pludselig blev grov og fræk skyldtes at han følte sig utilstrækkelig i skolen. At syvårige Carl igen begyndte at gøre sig våd i sengen, var et signal om at han higede efter sine forældres accept, som nu først og fremmest blev hans yngre søster til del.

Især en selvdestruktiv adfærd giver anledning til bekymring. Tolvårige Saras mange uheld kunne ikke blot betragtes som kluntethed. Efter hendes forældres skilsmisse forsøgte hun ubevidst at vinde sin fraværende faders hengivenhed ved at påføre sig selv skrammer. Uanset om der er tale om små selvpåførte skrammer eller noget så alvorligt som et direkte selvmordsforsøg, er en selvdestruktiv adfærd et signal om voldsomt stress.

Taler af hjertet

„Af hjertets overflod taler munden,“ sagde Jesus Kristus. (Mattæus 12:34) Ofte kan man ud fra det barnet snakker om, opdage om hjertet beherskes af negative følelser.

„Børn som kommer hjem og siger: ’Der er ingen der kan lide mig,’ siger i virkeligheden at de ikke kan lide sig selv,“ bemærker dr. Loraine Stern. Det samme kan gælde med hensyn til det at prale. Selv om det tilsyneladende er udtryk for det modsatte af lav selvagtelse, kan det at prale om virkelige eller indbildte præstationer være et forsøg på at overvinde en følelse af dyb utilstrækkelighed.

Sandt nok bliver alle børn syge, opfører sig indimellem dårligt, og er i perioder utilfredse med sig selv. Men når den slags bliver regelen snarere end undtagelsen, bør forældre vise det opmærksomhed.

Efter at have studeret adfærdsmønsteret i barndommen hos seks teenagere der alle havde begået et særdeles voldeligt overfald, skriver Mary Susan Miller: „Alle alarmsignalerne var der. Drengene havde vist dem i årevis, men ingen havde taget notits af det. De voksne så til, men trak blot på skuldrene.“

Det er i dag vigtigere end nogen sinde at forældre er opmærksomme på signalerne på stress hos deres børn og reagerer på dem.

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Stress hos fostre?

Selv et foster kan mærke når moderen er stresset, bange eller bekymret, hvilket meddeles via kemiske forandringer i blodbanen. „Fosteret mærker al den spænding den gravide kvinde føler,“ skriver Linda Bird Francke i Growing Up Divorced. „Selv om fosterets og kvindens nervesystem ikke er direkte forbundet, foregår der en énvejskommunikation mellem de to som ikke kan afbrydes.“ Dette forklarer måske hvorfor 30 procent af alle spædbørn på 18 måneder og derunder, ifølge et skøn omtalt i Time, har stressrelaterede lidelser i form af alt lige fra indadvendthed til angstanfald. „Spædbørn der fødes af ulykkelige, frustrerede kvinder er ofte selv ulykkelige og frustrerede,“ konkluderer Linda Francke.

[Ramme på side 9]

Når et barn forsøger at gøre ende på det hele

„Hvad ville der ske hvis jeg sov i hundrede år?“ spurgte Lettie sin far. Et barnligt spørgsmål, tænkte han. Men Lettie lavede ikke sjov. Nogle dage senere blev hun kørt på hospitalet fordi hun havde slugt et helt glas piller.

Hvad skal man gøre hvis ens barn tænker på eller endog forsøger at begå selvmord? „Søg straks professionel hjælp,“ tilskynder bogen Depression — What Families Should Know. „At behandle potentielle selvmordskandidater er ikke et anliggende for amatører, selv ikke for dem der har stor omsorg for den deprimerede. Måske tror du at du har talt den ulykkelige fra at begå selvmord, mens han eller hun i virkeligheden blot har lukket af og stængt alle sine følelser inde — indtil de eksploderer med forfærdende resultater til følge.“

Med den rette behandling er der håb for et barn som forsøger at gøre en ende på det hele. „De fleste af dem der forsøger selvmord ønsker egentlig ikke at tage deres eget liv,“ siges der i ovennævnte bog. „Deres selvmordsforsøg er et råb om hjælp.“ I den kristne menighed kan forældre som opdager at deres barn går i selvmordstanker, men som ikke ved hvad de skal stille op, få kærlig støtte og god bibelsk vejledning hos de ældste.

Hjælp dine børn til at overvinde stress

„Mange børn står alene — fysisk eller følelsesmæssigt — netop når de har brug for nogen at tale med.“ — Depression — What Families Should Know.

FAMILIEN er blevet kaldt følelsernes laboratorium. Den er et forsøgscenter hvor barnet afprøver sine forestillinger, betragter resultaterne og begynder at drage konklusioner om livet. Hvordan kan forældre sikre sig at deres børn gør sådanne nødvendige forsøg i sunde omgivelser fri for stress?

Lyt

I bogen The Child in Crisis får forældre denne opfordring: „Bevar en åben dialog.“ Dialogen er især vigtig som livline mellem forældre og børn når familien har oplevet en traumatisk begivenhed. Tro aldrig at når barnet er stille, er det fordi han eller hun ’tager situationen pænt’ eller simpelt hen har vænnet sig til det der er sket. Måske går barnet blot og hober vreden op og lider i tavshed, ligesom den syvårige pige der tog 15 kilo på i løbet af et halvt år efter at hendes forældre var blevet skilt.

I ordet „dialog“ ligger der det at to eller flere taler sammen. Det bør altså ikke kun være forældrene der taler. Rick og Sue søgte rådgivning da deres søn på seks begyndte at opføre sig særdeles uforskammet derhjemme. Efter at have truffet hele familien havde rådgiveren gjort sine iagttagelser. „Forældrene intellektualiserede meget, og kom ofte med lange og indviklede forklaringer,“ sagde han. „Desuden havde forældrene en tendens til at holde enetale, og jeg kunne se at børnene blev utålmodige.“ Det er godt at lade barnet selv udtrykke sig. (Jævnfør Job 32:20.) Hvis barnet ikke kan tale om de problemer det har, ender det måske med at frustrationerne omsættes i handling. — Jævnfør Ordsprogene 18:1.

Det er vigtigt med en dialog når der skal gives tugt. Hvad mener barnet om tilrettevisningen? Forstår det hvorfor den bliver givet? I stedet for at fortælle barnet hvordan det bør føle, er det bedre at finde ud af hvad det faktisk føler, hvad der bor i dets hjerte. „Giv det noget at tænke over,“ skriver Elaine Fantle Shimberg, „men lad barnet selv tænke sagen igennem.“

Anerkend følelserne

Nogle forældre kvæler enhver dialog med udtalelser som: „Hold op med at flæbe.“ „Sådan skal du ikke føle.“ „Så slemt er det da heller ikke.“ Det er langt bedre at anerkende barnets følelser. „Jeg kan se at der er noget du er ked af.“ „Du ser ud til at være vred.“ „Jeg ved godt at det må have skuffet dig.“ Det vil holde dialogen i gang.

Bogen How to Talk so Kids Will Listen & Listen so Kids Will Talk har en iagttagelse i denne forbindelse: „Jo mere man forsøger at bagatellisere et barns ulykkelige følelser, jo mere plages det af dem. Jo nemmere man har ved at acceptere de negative følelser, jo lettere er det for børnene at komme over dem. Jeg mener at hvis man ønsker at have en lykkelig familie, må man give børnene lov til at fortælle at de er ulykkelige.“ — Jævnfør Prædikeren 7:3.

Vis forståelse

„Eftersom de voksne betragter barnets verden ud fra deres egen forståelse af forholdene,“ skriver Mary Susan Miller, „er det svært for dem at forestille sig at det ikke kun er deres egen tilværelse der er stressende.“

Ja, forældre glemmer let den smerte og bekymring de selv oplevede under opvæksten. Derfor bagatelliserer de ofte børnenes problemer. Forældre må huske hvordan det var at miste et kæledyr, at opleve en vens død, eller at flytte til en anden by. De bør tænke på hvad de selv var bange for som børn, selv om frygten til tider var ubegrundet. Hvis man kan genkalde sig dette vil man være mere forstående.

Sæt et godt eksempel

Hvordan dit barn klarer modgang afhænger for en stor del af hvordan du som far eller mor selv klarer det. Griber du til vold når du er presset? Så vær ikke overrasket hvis dit barn søger at få afløb for sine frustrationer på samme måde. Lider du i stilhed når du er dybt foruroliget? Hvordan kan du da kræve at dit barn skal være åbent og tillidsfuldt? Forsøger jeres familie at skjule stressede følelser i en sådan grad at de benægtes i stedet for at de erkendes og bearbejdes? Så bliv ikke overrasket over de fysiske og følelsesmæssige følger det kan få for dit barn, for ethvert forsøg på at undertrykke bekymring vil normalt kun gøre ondt værre.

At opdrage børn i en stresset verden er en udfordring for forældre. Studiet af Bibelen har hjulpet mange til at klare denne udfordring. Dette er kun at forvente, for Bibelens forfatter er også ophav til familielivet. „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger,“ sagde Jesus Kristus. (Mattæus 11:19) Når forældre efterlever Bibelens principper, vil de finde at Skriften er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. — 2 Timoteus 3:16.

[Illustration på side 10]

God kommunikation dæmper stress

[Illustration på side 11]

Drengen spilder mælk, broderen gør nar af ham, men faderen er forstående og trøster ham