Taler mænd og kvinder hver sit sprog?

FORESTIL dig at Jens kommer traskende ind på Sørens kontor, synligt nedtrykt. Søren ser deltagende på sin ven og venter på at han skal fortælle hvad der er i vejen. „Jeg tvivler på at jeg kan klare at lave den forretningsaftale,“ sukker Jens. „Der er mange problemer med det, og ledelsen lægger virkelig pres på mig.“ „Hvad er det der bekymrer dig?“ spørger Søren i en fortrolig tone. „Du ved du er den bedste mand til det her job, og det ved ledelsen også. Tag den bare med ro. Hvis du synes det her er et problem, så skulle du bare have set i sidste måned . . .“ Og så fortæller Søren om de sjove detaljer ved en fejl han havde begået. Kort efter forlader hans ven kontoret — lettet og med et smil på læben. Søren var glad for at kunne hjælpe.

Forestil dig så at Søren kommer hjem om eftermiddagen og straks bemærker at hans kone, Birthe, er helt ude af den. Han hilser på hende, lidt mere muntert end sædvanlig, og venter på at hun fortæller hvad der er galt. Efter en stund med dyb, anspændt tavshed udbryder hun: „Jeg kan altså ikke klare det mere! Min nye chef er simpelt hen en tyran!“ Søren får hende til at sætte sig, lægger armen om hende og siger: „Skat, tag det ikke så tungt. Det er kun et arbejde. Sådan er chefer. Du skulle have hørt hvordan min chef skældte mig ud i dag. Men hvis det er for meget for dig synes jeg bare du skal sige op.“

„Du er overhovedet ikke interesseret i hvordan jeg har det!“ buser Birthe ud. „Du lytter aldrig til mig! Jeg kan ikke bare sige op! Det tjener du ikke nok til!“ Derefter løber hun ind i soveværelset for at græde ud. Chokeret står Søren uden for den lukkede dør og spekulerer over hvad der egentlig skete. Hvorfor var der to vidt forskellige reaktioner på Sørens trøstende ord?

Er det kønsbestemt?

Mange ville sikkert ganske enkelt have forklaret forskellen mellem de to ovennævnte reaktioner med at Jens er en mand og Birthe er en kvinde. Sprogforskere mener at kommunikationsproblemer i ægteskabet ofte skyldes forskellen mellem kønnene. Bøger som Kvindesnak og mands tale og Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus hælder til den teori at mænd og kvinder ganske vist taler samme sprog, men har hver sin måde at kommunikere på.

Ingen skal tro at Jehova, da han skabte kvinden af manden, blot frembragte en lettere revideret udgave. Manden og kvinden blev forunderligt og med stor omhu dannet til at komplementere hinanden, fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Dertil kan lægges mange andre ting som bidrager til forskellene — den individuelle opdragelse og livserfaring, kulturen, omgivelserne og den almene holdning til hvad der er feminint og maskulint. Disse faktorers indflydelse gør det måske muligt at fastlægge visse mønstre i den måde som mænd og kvinder kommunikerer på. Men den udefinerlige „typiske mand“ eller „typiske kvinde“ findes sikkert kun i psykologibøgerne.

Kvinder beskrives typisk som følsomme, men også mange mænd viser udtalt medfølelse i deres omgang med andre. Mænd tilskrives ofte logisk sans, men kvinder har ofte en god analytisk forståelse. Det er altså ikke muligt at stemple et bestemt karaktertræk som udelukkende maskulint eller udelukkende feminint, men én ting er sikker: Kendskab til en andens måde at se tingene på kan gøre forskellen mellem fredelig sameksistens og åben krig, især i et ægteskab.

Den daglige udfordring ved kommunikation i ægteskabet er på ingen måde ubetydelig. Mange skarpsindige ægtemænd kan bevidne at det bedragerisk simple spørgsmål: „Hvad synes du om min nye frisure?“ i virkeligheden er højeksplosivt. Mange taktfulde hustruer har lært at de ikke altid skal spørge: „Hvorfor spurgte du ikke bare om vej?“ når deres ægtemænd ikke har kunnet finde vej og er kørt forkert. I stedet for at se ned på ægtefællens ’særheder’ og stædigt holde fast ved sine egne, fordi „sådan er jeg nu engang“, vil en kærlig ægtefælle se længere end til overfladen. Dette er ikke en kold granskning af den andens måde at kommunikere på, men et varmt blik ind i vedkommendes hjerte og sind.

Hvert enkelt menneske er unikt, og sådan er det også med enhver sammensætning af to personer i et ægteskab. Ægte enighed kommer ikke af sig selv, men kræver på grund af menneskets ufuldkommenhed en stor indsats. For eksempel kan man let komme til at tro at andre betragter tingene på samme måde som man selv gør. Ofte søger vi at dække andres behov på den måde som vi selv ville ønske at få dem dækket på, måske i et forsøg på at følge den gyldne regel: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Jesus mente imidlertid ikke at det man selv gerne vil have, også er det andre gerne vil have. Nej, vi vil gerne at andre giver os det vi ønsker. Vi bør derfor give dem det de ønsker. Dette er især vigtigt i ægteskabet, for her har begge parter lovet at dække ægtefællens behov i det omfang han eller hun har mulighed for det.

Birthe og Søren har givet dette løfte. Og de har været lykkeligt gift i to år. Selv om de føler at de kender hinanden godt, opstår der af og til nogle situationer som afslører en gabende kommunikationskløft, en kløft som god vilje alene ikke kan bygge bro over. Ordsprogene 16:23 lyder: „Den vises hjerte giver hans mund indsigt.“ Ja, det er nødvendigt at vide noget om kommunikation. Lad os se hvilke døre det åbner for Birthe og Søren.

Manden

Søren færdes i en konkurrencebetonet verden hvor hver enkelt må påtage sig en social rolle, det være sig som underordnet eller overordnet i en given situation. Kommunikation fastslår hans position, kompetence, viden og værd. Hans uafhængighed betyder meget for ham. Når Søren bliver hundset med, bliver han vrangvillig. Kommandoens skjulte budskab „du gør ikke dit arbejde godt nok“, får ham til at gøre oprør, selv om det drejer sig om en ganske rimelig besked.

Søren taler hovedsagelig for at udveksle oplysninger. Han ynder at holde sig til fakta, idéer og nye ting han har lært.

Når Søren lytter afbryder han sjældent den der taler, ikke engang med små tilkendegivelser som „hmm“ eller „nå“, eftersom han er ved at tage oplysninger til sig. Men er han uenig, tøver han ikke med at sige det, især ikke til sine venner. Det viser at han er interesseret i det vennen har at sige, og at han gennemtænker alle muligheder.

Hvis Søren har et problem foretrækker han at finde løsningen selv. Derfor trækker han sig måske tilbage fra alt og alle. Eller han søger måske at få afledt opmærksomheden kortvarigt fra sine problemer gennem adspredelse. Han vil kun tale om problemet hvis han søger råd om det.

Hvis nogen kommer til Søren med et problem, ligesom Jens gjorde, ser han det som sin opgave at hjælpe, at få vennen til at føle at han duer til noget. Han vil normalt fortælle om nogle af sine egne problemer i forbindelse med det råd han giver, sådan at vennen ikke føler sig alene om det.

Søren kan lide at foretage sig noget sammen med sine venner. For ham er det indbegrebet af venskab.

For ham er hjemmet et tilflugtssted fra verdens ræs, et sted hvor han ikke længere behøver at tale for at vise sit værd. Her bliver han accepteret, stolet på, elsket og værdsat. Alligevel har Søren indimellem brug for at være alene. Det har ikke noget med Birthe at gøre. Han har blot brug for lidt tid i enrum. Søren har svært ved at fortælle sin hustru om sine bekymringer, sin usikkerhed og det der gør ham ondt. Han ønsker ikke at hun skal blive bekymret. Hans opgave er at tage sig af og beskytte Birthe, og han har brug for at hun viser ham den tillid. Søren ønsker støtte men ikke medlidenhed. Det får ham til at føle sig uduelig.

Kvinden

Birthe ser sig selv som et individ med et net af sociale forbindelser til andre. For hende er det vigtigt at befæste og styrke disse venskabsbånd. Tale er en god måde at skabe og bevare nærheden på.

Afhængighed er en naturlig del af Birthes personlighed. Hun føler sig elsket hvis Søren spørger om hendes mening før han træffer en afgørelse, men hun ønsker at han fører an. Når hun skal træffe en beslutning vil hun gerne tale med sin mand, ikke nødvendigvis for at få at vide hvad hun skal, men for at bekræfte den nærhed og tillid der er imellem dem.

Birthe vil helst ikke sige rent ud at der er noget hun behøver. Hun vil ikke plage Søren eller få ham til at føle at hun er ulykkelig. Hun venter hellere på at han bemærker noget, eller også kommer hun med små hentydninger.

I samtaler er Birthe interesseret i detaljer og stiller mange spørgsmål. Det er naturligt fordi hun er følsom og er interesseret i andre og deres forhold.

Når Birthe lytter afbryder hun den der taler ved at indskyde bemærkninger, nikke eller stille spørgsmål for at vise at hun følger med og er interesseret.

Hun gør en indsats for intuitivt at vide hvad andre behøver. At yde hjælp uopfordret er en dejlig måde at vise kærlighed på. Især vil hun gerne hjælpe sin mand til at gøre fremskridt.

Birthe kan godt blive fortvivlet hvis hun har et problem. Hun har behov for at tale, ikke så meget for at finde en løsning som for at udtrykke sine følelser. Hun har behov for at vide at nogen er interesseret og forstår hende. Når hun er følelsesmæssigt ophidset kommer hun med generaliserende, dramatiske udbrud. Hun mener det ikke bogstaveligt når hun siger: „Du lytter aldrig!“

Birthes barndomsveninde var ikke bare en hun legede med, men en hun talte med om alt. Som gift kvinde er hun derfor ikke nær så interesseret i aktiviteter uden for hjemmet som i at dele sine følelser med en der forstår at lytte.

Hjemmet er for Birthe et sted hvor hun kan tale uden at blive bedømt. Hun tøver ikke med at fortælle Søren om sin frygt og sine problemer. Hun skammer sig ikke over at hun behøver hjælp, for hun stoler på at hendes mand vil være forstående og vil lytte til hende.

Birthe føler sig i almindelighed elsket og sikker på sit ægteskab. Men af og til, uden nogen påviselig grund, begynder hun at føle sig usikker, at hun ikke er elsket, og derfor har hun et særligt behov for at blive beroliget og føle sin mands nærhed.

Ja, Søren og Birthe komplementerer hinanden, men er ret forskellige. Forskellene kan give anledning til store misforståelser, skønt begge ægtefæller har viljen til at være kærlige og forstående. Hvis vi kunne høre deres opfattelse af den situation der blev skildret i indledningen, hvad ville de så sige?

Hvordan situationen blev opfattet

„Da jeg kom ind ad døren kunne jeg straks se at Birthe var helt ude af den,“ ville Søren måske sige. „Jeg gik ud fra at hun ville fortælle mig om det når hun var klar til det. For mig så det ikke ud til at være noget stort problem. Jeg tænkte at hvis jeg blot kunne hjælpe hende til at indse at hun ikke skulle være bekymret og at der var en let løsning på det, ville hun få det bedre. Det sårede mig faktisk da hun, efter at jeg havde lyttet til hende, sagde: ’Du lytter aldrig til mig!’ Jeg følte at hun gav mig skylden for hendes frustrationer!“

„Alt var bare gået skævt den dag,“ ville Birthe sige. „Jeg var godt klar over at det ikke var Sørens skyld. Men da han kom ind og var overfrisk virkede det som om han ignorerede min tilstand. Hvorfor spurgte han ikke om hvad der var galt? Da jeg fortalte ham om problemet sagde han faktisk at jeg var skør, at det i virkeligheden ikke var noget problem. I stedet for at sige at han forstod mine følelser fortalte han mig bare — som en der tror han ved alt — hvordan jeg skulle løse problemet. Jeg ville ikke bare have en løsning, jeg ville have medfølelse!“

Trods de fejl hændelsen blotlagde, elsker Søren og Birthe hinanden højt. Hvad kan hjælpe dem i deres bestræbelser for at denne kærlighed skal komme klart til udtryk?

Se situationen med den andens øjne

Søren følte at det ville være anmassende at spørge Birthe hvad der var galt. For ham var det naturligt at behandle hende som han gerne ville behandles af andre. Han ventede på at hun skulle forklare sig. Birthe var ikke blot ophidset over problemet, men også over at Søren tilsyneladende ignorerede hendes behov for støtte. Hun opfattede ikke hans tavshed som en venlig gestus, men som manglende engagement. Da Birthe til sidst begyndte at fortælle, lyttede Søren uden at afbryde. Men hun følte det som om han ikke hørte efter. Derefter viste han hende, ikke empati, men en løsning. I hendes ører lød det: ’Dine følelser spiller dig et puds; du overreagerer. Se hvor let det er at løse det lille problem!’

Det ville være gået meget anderledes hvis begge kunne have set situationen med den andens øjne! Måske var det gået sådan her:

Søren kommer hjem og ser at Birthe er ude af den. „Hvad er der galt, skat?“ spørger han blidt. Tårerne begynder at strømme og hun fortæller det hele. Birthe siger ikke: „Det er din skyld!“ og antyder heller ikke at Søren forsømmer hende. Søren holder hende tæt ind til sig og lytter tålmodigt. Da hun har talt ud, siger han: „Det gør mig ondt at du er ked af det. Jeg kan godt forstå at du er ophidset.“ Birthe siger derefter: „Tak fordi du ville lytte til mig. Jeg har det bedre fordi jeg ved at du forstår mig.“

Det er sørgeligt at nogle, i stedet for at gøre en ende på misforståelserne, gør en ende på deres ægteskab. Manglende kommunikation er ofte den egentlig skyldige i opløsningen af mange hjem. Højrøstede skænderier ryster ægteskabets grundvolde. Hvordan går det til? Den næste artikel vil vise hvad det er der sker og hvordan man kan undgå det.

Kortlægning af en diskussion

HUN har behov for at udtrykke sine følelser. Han vil give løsninger. De millioner af ægteskabelige diskussioner ned gennem tiden er sikkert foregået på mange forskellige måder, men de har ofte blot været variationer over nogle få grundlæggende temaer. Forståelse af ægtefællens måde at kommunikere eller at se tingene på kan reducere voldsomme skovbrande til hyggeligt glødende kul i hjemmets arne hos en lykkelig familie.

„Lad være med at styre mit liv!“

Klichéen med den dominerende, småskændende hustru passer måske i de tilfælde hvor manden konstant føler sig bestormet med råd, forespørgsler og kritik. Bibelen taler også om disse følelser: „Kvindekiv er som et dryppende tag der driver én bort.“ (Ordsprogene 19:13) En hustru kommer måske med en anmodning som hendes mand ikke har lyst til at følge. I den tro at han ikke har hørt det fortæller hun ham nu hvad han skal gøre. Hans modvilje mod at gøre det bliver endnu større. En småskændende hustru og en tøffelhelt? Eller blot to mennesker der ikke har formået at kommunikere klart?

Set med en hustrus egne øjne viser hun bedst sin kærlighed ved at komme med gode råd. Set med mandens øjne bliver han kostet rundt med og beskyldt for at være uduelig. „Husk din mappe,“ siger hun for at vise omsorg; hun sørger for at han har hvad han skal bruge. Men for ham vækker det minder om dengang hans moder råbte efter ham: „Har du husket dine vanter?“

En træt hustru siger måske blidt: „Har du lyst til at spise ude i aften?“ og mener i virkeligheden: „Vil du ikke nok invitere mig ud? Jeg er for træt til at lave mad.“ Men hendes hengivne husbond griber lejligheden til at prise hendes kogekunst og forsikrer hende om at han hellere vil spise hendes hjemmelavede mad. Eller han opfatter det måske sådan: ’Hun prøver at bestemme hvad vi skal!’ Og hustruen kunne tænke: ’Hvorfor er jeg nødt til selv at spørge?’

„Du elsker mig ikke!“

„Hvordan kan hun overhovedet få den tanke?“ udbryder en frustreret ægtemand lamslået. „Jeg arbejder, betaler regningerne og kommer endda med blomster indimellem!“

Alle mennesker har brug for at føle sig elsket, men kvinder har et særligt behov for gentagne gange at blive forsikret om det. Hun siger det måske ikke højt, men indvendig føler hun sig måske som en uønsket byrde, især hvis hendes månedlige cyklus indvirker på hendes humør. I sådanne perioder holder manden sig måske lidt på afstand, idet han tænker at hun måske vil have lidt tid for sig selv. Hun tolker hans manglende nærhed som en bekræftelse af hendes værste frygt — ’han elsker mig ikke mere’. Hun kommer måske med nogle heftige udbrud og søger at tvinge ham til at give hende kærlighed og støtte.

„Hvad er der galt, skat?“

Hvis en mand har et problem søger han måske i enrum for at tænke det igennem. Hustruen mærker intuitivt at der hersker en spændt situation og reagerer instinktivt ved at forsøge at få ham ud af busken. Selv om det er velment finder manden det sikkert anmassende og ydmygende. Mens han trækker sig tilbage for at tænke over problemet, ser han over skulderen den loyale hustru der næsten klæber sig til ham. Han hører hendes vedvarende, kærlige stemme: „Har du det godt, skat? Er der noget galt? Lad os nu tale om det.“

Hvis han ikke reagerer kan hustruen føle sig såret. Når hun har et problem vil hun jo gerne tale med ham om det, men den mand hun elsker ønsker ikke at dele sine følelser med hende. „Det må være fordi han ikke elsker mig mere,“ konkluderer hun måske. Så når manden intetanende dukker op igen, tilfreds med den løsning han har fundet, møder han ikke den omsorgsfulde og kærlige hustru fra før, men en såret ægtefælle der vil vide hvorfor hun bliver holdt udenfor.

„Du lytter aldrig til mig!“

Anklagen virker latterlig. Han synes næsten ikke han foretager sig andet end at lytte. Men når hans hustru taler har hun følelsen af at hendes ord bliver omsat til nogle data der gennemgås og analyseres af en computer der skal løse et matematisk problem. Denne fornemmelse bekræftes når hun er midt i en sætning og han så siger: „Hvorfor tager du ikke bare og . . . ?“

Når en hustru kommer til sin mand med et problem, er det sjældent for at beskylde ham for noget, og sjældent for at han skal løse problemet. Det hun ønsker er en medfølende tilhører, en der ikke blot er interesseret i kolde fakta, men i hvad hun føler. Hun ønsker ikke råd, men at få sine følelser bekræftet. Det er grunden til at mangen en ægtemand har forårsaget en eksplosion med ordene: „Lille skat, sådan må du ikke føle det. Det er slet ikke så slemt.“

Ofte forventer folk at deres ægtefælle er tankelæser. „Vi har været gift i 25 år,“ fortæller en mand. „Hvis ikke hun efterhånden er klar over mine ønsker må det være fordi hun enten er ligeglad eller uopmærksom.“ En forfatter skriver i sin bog om ægteskabet: „Når ægtefællerne ikke fortæller hinanden om deres ønsker, og når de konstant kritiserer den anden for ikke at opfylde dem, er det ikke underligt at kærligheden og samarbejdsviljen forsvinder. Det der kommer i stedet . . . er en magtkamp hvori de hver især forsøger at tvinge den anden til at opfylde deres behov.“

’Du er ansvarsløs!’

En hustru siger det måske ikke så direkte til sin mand, men hun kan antyde det ved den måde hun siger tingene på. „Hvorfor kommer du så sent?“ kan godt virke som et nøgternt spørgsmål. Hendes anklagende blik mens hun står med hænderne i siden ændrer imidlertid spørgsmålet til: „Hvad bilder du dig egentlig ind? Jeg har gået her og været bekymret. Hvorfor ringede du ikke? Det er ansvarsløst af dig! Nu er middagen ødelagt!“

Hun har selvfølgelig ret i det med maden. Men hvis det giver anledning til en heftig diskussion, er der så også fare for at deres forhold bliver ødelagt? „De fleste diskussioner skyldes ikke at to personer er uenige, men snarere at manden føler at hustruen ikke ser tingene fra hans side, eller at hustruen ikke kan lide den måde manden taler til hende på,“ skriver ph.d. John Gray.

Nogle er af den mening at hjemmet bør være et sted hvor man kan sige lige nøjagtig det man har lyst til. Men er man god til at kommunikere vil man stræbe efter fred og fordragelighed, og tage tilhørerens følelser i betragtning. Enkelt sagt kunne man sammenligne det med at servere ægtefællen et glas koldt vand på en bakke i modsætning til at smide det i hovedet på vedkommende. Forskellen ligger i måden det bliver serveret på.

Hvis man følger vejledningen i Kolossenserbrevet 3:12-14, kan man afværge diskussioner og fremme freden i familien: „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“

[Illustration på side 9]

Han forsvarer kendsgerningerne og hun forsvarer følelserne

En lykkelig familie hvor to udgør en enhed

HVIS du skulle bygge et stærkt, stabilt og komfortabelt hus, hvilke materialer ville du da bruge? Træ? Mursten? Ordsprogenes Bog anbefaler: „Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det; og ved kundskab fyldes de inderste kamre med alle slags kostbare og fine sager.“ (Ordsprogene 24:3, 4) Ja, der skal visdom, dømmekraft og kundskab til for at skabe et lykkeligt hjem.

Hvem bygger? „Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus, men den dåragtige river det ned med sine hænder.“ (Ordsprogene 14:1) Det samme gælder for en vís mand der ser at han har mulighed for enten at gøre sit ægteskab stærkt og lykkeligt eller at gøre det svagt og elendigt. Hvilke faktorer gør forskellen? Det er interessant at nogle af tidens ægteskabsrådgiveres råd ligger meget tæt op ad den tidløse visdom i Guds ord, der er nedskrevet for tusinder af år siden.

At lytte: „At lytte opmærksomt er en af de største komplimenter man kan give den der taler til en, og det er en forudsætning for at man kan opbygge og bevare et nært forhold,“ siges der i en ægteskabshåndbog. „De vises øre søger kundskab,“ står der i Ordsprogene 18:15. Man kan ikke se om et øre er ’åbent’, om det lytter, som man jo kan se åbne øjne eller en åben mund, så hvordan kan man vise sin ægtefælle at man virkelig hører efter? Blandt andet ved at lytte aktivt. — Se rammen på side 11.

Åbenhed og fortrolighed: „Vor kultur modarbejder åbenhed,“ siges der i bogen One to One — Understanding Personal Relationships. „Vi lærer fra barnsben af at passe os selv — ikke at tale om penge, idéer, følelser, . . . noget som helst personligt. Denne holdning forsvinder ikke af sig selv, ikke engang når man ’bliver forelsket’. Medmindre man kæmper en vedvarende kamp for åbenhed, vil fortroligheden aldrig blomstre.“ „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd,“ siger Ordsprogenes Bog, „men hos dem der rådslår er der visdom.“ — Ordsprogene 15:22; 13:10.

Loyalitet og tillid: Mand og hustru har ind for Gud givet hinanden løfte om at være loyale. Når begge ægtefæller har tillid til at den anden er loyal, vil kærligheden ikke blive besværet af mistro, hovmod, konkurrenceånd eller nøjeregnende selviskhed.

Fællesskab: Et forhold styrkes gennem fælles oplevelser. Med tiden kan et ægtepar væve et billedtæppe af erfaringer som de begge glæder sig over. Det ligger fjernt fra dem blot at overveje at ødelægge dette venskabsbånd. „En ven kan vise større troskab end en broder.“ — Ordsprogene 18:24.

Venlighed og ømhed: Venlighed får det hele til at gå mere gnidningsløst og kan fjerne stolthed. Hvis venlighed er en indgroet del af ens personlighed, vil man endda kunne vise venlighed under en følelsesladet uoverensstemmelse, og derved gøre skaden mindre. Ømhed skaber en varm atmosfære hvori kærligheden har gode vækstbetingelser. Især mænd kan have svært ved at vise ømhed. Dog siger Bibelen: „Kærligheden er langmodig og venlig.“ (1 Korinther 13:4) Og: „Åndens frugt [er] kærlighed, . . . langmodighed, venlighed, godhed, . . . mildhed.“ — Galaterne 5:22.

Ydmyghed: Ydmyghed er en modgift mod stolthed; den gør at man altid er rede til at sige „tak“ og „undskyld“. Hvad nu hvis man virkelig er uskyldig i noget man bliver anklaget for? Hvorfor ikke blidt sige: „Jeg er ked af at du er så oprevet“? Vis omsorg for din ægtefælles følelser og forsøg derefter sammen at rette op på den fejl der er begået. „Det er til ære for en mand at han afholder sig fra strid.“ — Ordsprogene 20:3.

Respekt: „Nøgleordet er respekt når det drejer sig om at forstå og bearbejde de indbyrdes forskelle. Det der er vigtigt for den ene, er måske ikke lige så vigtigt for den anden. Men begge ægtefæller kan alligevel altid respektere den andens synspunkter.“ (Keeping Your Family Together When the World Is Falling Apart) „Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom.“ — Ordsprogene 13:10.

Humor: De mørkeste kriseskyer kan spredes med en god, fælles latter. Den styrker kærlighedens bånd og letter den spænding der ofte lammer evnen til at tænke klart. „Et hjerte der fryder sig er godt for ansigtet.“ — Ordsprogene 15:13.

Gavmildhed: Søg efter positive sider hos din ægtefælle, og vær ødsel med dine komplimenter. De vil blive værdsat og sikkert bringe større glæde end et silkeslips eller en buket blomster. Det er selvfølgelig også på sin plads at give hinanden gaver og at gøre noget for hinanden. Men som bogen Lifeskills for Adult Children siger: „De største gaver man kan give er ikke dem der kan pakkes ind, men dét at give udtryk for sin kærlighed og værdsættelse, og at være opmuntrende og hjælpsom.“ „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ — Ordsprogene 25:11.

Hvis vi ser disse egenskaber som byggesten til et ægteskab, er kommunikation at sammenligne med mørtelen der binder stenene sammen. Hvad kan et ægtepar gøre når der er uoverensstemmelser? „I stedet for at se din ægtefælles afvigende synspunkter som en kilde til strid, . . . så betragt dem som en kilde til kundskab. . . . Hverdagen vil indeholde en rigdom af information,“ siger bogen Getting the Love You Want.

Se ikke en uoverensstemmelse som et kampråb, men som en lejlighed til at lære den du elsker bedre at kende. Vær sammen om den udfordring det er at bearbejde forskellene. Sejl ind i smult vande i enhedens havn; herved styrker I kærlighedens bånd, der knytter jer sammen til en enhed.

Jehova Gud betragter samarbejde som noget smukt og gjorde det derfor til en del af sit skaberværk — det ses i iltcyklusen mellem dyr og planter, i himmellegemernes kredsløb og i symbiosen mellem insekter og blomster. Der kan også være et kærligt samarbejde i et ægteskab, idet han i ord og gerning forsikrer sin hustru om sin kærlighed og hun, den kærlige, tillidsfulde hustru, i tilfredshed følger mandens ledelse. Derved kan to virkelig blive ét og være til glæde for hinanden og for ægteskabets indstifter, Jehova Gud.

[Ramme på side 11]

’Vær opmærksom på hvordan du hører efter.’ — Lukas 8:18

At lytte aktivt vil sige at de der taler sammen sikrer sig at de virkelig forstår hinanden. Det kunne kaldes „at reflektere“ i betydningen „genspejle, tilbagekaste“. Det betyder at tilhøreren tilkendegiver at han har hørt hvad der bliver sagt og lægger samme betydning i ordene som den der taler. Her er de vigtigste punkter:

1. Lyt opmærksomt; hør især efter vigtige oplysninger.

2. Vær opmærksom på følelserne bag ordene.

3. Gentag det vedkommende har sagt. Lad være med at dømme, kritisere eller drage i tvivl. Tilkendegiv at du har opfattet meddelelsen rigtigt og lagt mærke til de følelser der ligger bagved.

4. Den der taler vil sandsynligvis enten bekræfte eller korrigere det du siger, og vil måske forklare sig yderligere.

5. Hvis du har misforstået noget, så prøv igen.

At lytte aktivt er især effektivt når man skal tage den værste brod af kritik. Acceptér at kritik ofte har en kerne af sandhed i sig. Den støder måske, men lad være med at komme med modbeskyldninger; brug derimod den aktive lyttemetode til at afdramatisere situationen. Giv udtryk for forståelse af de oprørte følelser du måtte være skyld i, og find ud af hvordan problemet kan løses.

[Ramme på side 12]

„Hvis nogen har en grund til klage.“ — Kolossenserne 3:13

Hvis du har et klagepunkt, hvordan kan du da bedst fremlægge det uden at der opstår strid? Sig først at du tror din ægtefælle har de bedste hensigter. Du synes måske at han eller hun har handlet ubetænksomt, tankeløst, overilet eller uklogt — men højst sandsynligt lå der ikke noget ondt bagved. Fortæl roligt og uden at anklage hvad du følte: „Da du gjorde (eller sagde) sådan, følte jeg at . . .“ Der er intet som kan skabe splid i dét. Man fortæller blot hvad man føler, og fremsætter ingen anklage mod ægtefællen. Da vedkommende måske aldrig har haft til hensigt at støde eller fornærme dig, kan den første reaktion være at han eller hun vil benægte at det er sket som anført, eller at vedkommende vil søge at retfærdiggøre sig. Fokusér på problemet og vær rede til at foreslå en løsning.

[Illustration på side 10]

At lytte opmærksomt er en af de største komplimenter man kan give den der taler til en