Afrikas gratis legetøj

Af Vågn op!-​korrespondent i Sierra Leone

Klædt i et par afblegede kakishorts slentrer en lille dreng af sted trækkende sin legetøjslastbil — en rusten sardindåse læsset med en bunke småsten.

Lidt længere oppe ad gaden spiller nogle barfodede drenge fodbold. Fodbolden er lavet af et bundt klude der er snøret stramt sammen. Deres ’målstolper’ er sten.

Og en treårig pige er ved at kæle med sin dukke — en brun pind viklet ind i blødt, rødt stof.

Dette er et almindeligt syn i afrikanske lande. Men det kan synes mærkeligt for læsere der bor i et industriland. Måske er du blevet påvirket af reklamebranchen til at tro at legetøj er noget man køber. Men længe før man begyndte på fabriksfremstilling af legetøj har børn selv fremstillet det. I Afrika lever denne tradition stadig i bedste velgående.

Drenges legetøj

Fra gammel tid har drenge været fascinerede af køretøjer. Græske og romerske drenge legede med kærrer i miniatureudgaver. Ikke overraskende er mekaniserede transportmidler stadig noget der kan fascinere drenge og vække deres kreative evner.

Abraham, en ghanesisk skoledreng, hugger grene af en kokospalme med en lang kniv. Af grenene konstruerer han en ladbil. Hjulene er skiver som han har skåret ud af kasseret plastic.

I Lesotho forvandler en ung mand ved navn Chepa nogle øldåser og noget ståltråd til en landrover. Han skærer dåserne op, banker dem flade, skærer dem til og bøjer dem over den ståltrådsramme der giver bilen form. Halverede øldåser gør det ud for hjul på dette køretøj.

Ja, af dåser, rør, pap, ståltråd og bambus kan afrikanske drenge lave flyvemaskiner, busser, motorcykler, lastbiler, traktorer, biler og kanoer. Og ikke to af dem er ens!

Sådan laves en ståltrådsbil

Måske kommer denne opfindsomhed bedst til udtryk i det der kaldes en ståltrådsbil. Det er et køretøj der fremstilles af ståltrådsrester og blikdåser.

Som det første må konstruktøren af ståltrådsbilen finde de nødvendige materialer. Tamba tager for eksempel hjemmefra tidligt på dagen for at begynde sin søgen. En nabo giver ham nogle gamle stålbøjler — ideelt som chassis og som karrosseri. Fra en losseplads får han noget ledning. Nogle tinlåg på 8 centimeter kan bruges som hjul. Og på vej hjem får Tamba lov at tage cirka en meter af et stykke kraftig ståltråd fra et ødelagt hegn.

Nu kommer tidspunktet hvor bilen skal designes. Efter at have tegnet en grovskitse er Tamba klar til at gå i gang med den egentlige opbygning. Han bruger sin faders værktøj til at skære og bukke bøjlerne så de svarer til designet. Efter at rammen er færdig sætter han aksler og tinlågshjul på. Derefter kommer detaljerne — døre, bund, sæder, vinduesrammer, frontgrill, kofangere og lys. Tambas bil skal selvfølgelig også have noget ekstraudstyr, som for eksempel et lille skår fra et spejl, og gulvtæppe i bunden. Cellofan bliver brugt som ruder.

Nu skal styrestangen sættes på. Den går op gennem taget og ud bag selve bilen, cirka i hoftehøjde. Enden på styrestangen formes så til et rat, hvormed Tamba kan ’køre’ bilen ved at skubbe den. Arbejdstid? To dage. Men nu kommer det sjove — at køre med den! Med hånden på rattet skubber Tamba sin bil og manøvrerer den behændigt uden om nogle forhindringer. Og til aftenkørsel har nogle drenge installeret batteridrevne forlygter, altså pærer fra lommelygter.

Afrikanske dukker

Dukker er blevet kaldt „menneskets ældste legetøj“. Afrikanske dukker er helt anderledes end dem man køber i butikkerne.a Forestil dig for eksempel en banandukke! Den er meget populær blandt vestafrikanske piger. Efter at man har tegnet øjne, næse og en mund på frugten giver man den noget tøj på. Nogle af børnene bærer endda dette legetøjsbarn på ryggen — præcis som deres mor!

Sydafrikanske piger ved også hvordan man forvandler majskolber til ’babyer’. Små pinde udgør arme og ben, og klædedragten er nogle strimler tøj. Hylsterhårene egner sig meget fint til at blive flettet.

Cynthia, en pige fra Sierra Leone, går fra skrædder til skrædder og indsamler materialestumper til en helt anden slags dukke. En kludedukke. Hun låner saks, nål og tråd af sin mor, men klipper selv tøjstykkerne ud og syr dem sammen til en dukke. De mindre stofstykker bliver brugt som fyld eller bliver syet på som ansigtstræk.

Tiderne skifter

I de senere år har Afrika imidlertid oplevet en enorm tilstrømning af billigt, fabriksfremstillet legetøj fra Fjernøsten. I Vestafrika kan man for eksempel købe en plasticdukke til den billige pris af 2-3 kroner. Ofte foretrækker pigerne disse dukker frem for majskolbe- eller kludedukker, fordi de holder længere og i højere grad ligner rigtige babyer.

En teenagepige ved navn Saffie sælger formsyede kludedukker på en markedsplads i Freetown, Sierra Leones travle hovedstad. De bliver solgt for kun 15 kroner pr. stk. Hvem er kunderne? Saffie forklarer: „Det er for det meste amerikanske og europæiske turister der er interesserede i kludedukker. De afrikanske børn foretrækker plasticbabyer.“

Men hvad med drengene? Foretrækker de virkelig det legetøj man køber i butikkerne? Trettenårige Raymond havde netop brugt en hel uge på at lave en kunstfærdig ståltrådslastbil. Vi spurgte ham: „Hvis nogen tilbød dig en fabriksfremstillet legetøjslastbil i stedet for din egen, ville du så bytte?“ Han svarede hurtigt: „Selvfølgelig! Den ligner jo en rigtig lastbil.“

Ja, hjemmelavede køretøjer mister deres popularitet i takt med indførelsen af fabriksfremstillede legetøjsbiler. Patricia Davison har denne kommentar ifølge bladet African Arts: „Det ser ud til at den fattige socioøkonomiske tilstand, der er så kendetegnende for de samfund hvor børn selv fremstiller deres legetøj, har stimuleret den kreative udtryksform, og at denne kreativitet nu bliver hæmmet af en materiel overflod.“

Vil fabriksfremstillet legetøj efterhånden erstatte håndlavet legetøj i Afrika? Det vil tiden vise. Interessant nok er der en del organisationer i Afrika som, ved at sponsorere konkurrencer mellem legetøjsmagere, prøver at holde liv i traditionen med hjemmelavet legetøj. Ydermere indsamler nogle museer eksemplarer af hjemmelavet legetøj til deres udstillinger. Men hvis børn får muligheden, vælger de som regel det fabriksfremstillede legetøj fordi det er så virkelighedstro.

Det er måske lidt ærgerligt, for i modsætning til det man køber i butikkerne, stimulerer det hjemmelavede legetøj kreativiteten, originaliteten, opfindsomheden, fantasien og de kunstneriske anlæg hos børnene. Det er sjovt at lave og giver børnene en følelse af at udrette noget. Og det kan næppe gøres billigere.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 19]

Børn har lavet deres eget legetøj længe før fabrikanterne begyndte på det