Fra hippie til missionær i Sydamerika

EN DAG i 1974 stod min franske veninde og jeg ved en vejkant i England og prøvede at få et lift ind til Birmingham. Blandt dem der kørte forbi var der to Jehovas vidner som var på vej hjem fra arbejde, og den ene af dem, John Hyatt, så tilbage på os og spurgte den anden: „Hvordan lærer mennesker som dem nogen sinde sandheden om Gud at kende?“ Dette hørte jeg naturligvis først om senere. Men de stoppede ikke for at tage os op. Det ville du sikkert heller ikke have gjort. Jeg var nemlig en typisk hippie.

Men lad mig begynde med begyndelsen. Jeg er født i 1948 i Richmond, Virginia, i De Forenede Stater. Det første jeg husker er at jeg som femårig ikke kunne gå fordi jeg havde polio. Mor vaskede mig i badekarret mens jeg lå på en båre. Efter fire-fem uger fik jeg det heldigvis bedre, med hjælp fra mine forældre og lægerne. Jeg kom igen til at gå.

Vi var en typisk sydstatsfamilie — konservative sydstatsbaptister. Mine forældre krævede at vi børn — mine to brødre, min søster og jeg — gik i kirke til vi var 18. Så snart vi var fyldt 18 år forlod vi kirken. Jeg var blevet døbt da jeg var syv år, ved et Billy Graham-korstog. Dengang mente jeg det alvorligt; jeg blev ikke døbt i en følelsesrus. Jeg kan tydeligt huske at jeg viede mit liv til Gud, selv om jeg ikke vidste hvem han var.

Mine forældre indskærpede os betydningen af en god moral, respekt for myndighed og respekt for Bibelen. Dette fik indflydelse på de beslutninger jeg tog senere i livet. Den dag i dag er jeg taknemmelig for at mine forældre lærte mig disse ting.

Jeg kan huske at jeg i sjette klasse spekulerede over verdensforholdene og tænkte: ’Det kan ikke blive ved på den måde.’ Selv ikke dengang troede jeg på at de politiske systemer kunne fortsætte.

I mine teenageår udviklede jeg skoliose, en unormal krumning af rygsøjlen, måske forårsaget af at jeg havde haft polio. Jeg blev prøveklud for lægerne, som ville have at jeg skulle gå med en korsetlignende indretning der gik fra hofterne til halsen.

Jeg lignede en omvandrende statue — det var ikke noget kønt syn. De andre børn i skolen var søde mod mig mens jeg gik med dette monstrum i det første år af highschool, og jeg lærte at acceptere det man ikke kan ændre.

Det forventedes af mig at jeg gik videre på college, så det gjorde jeg. Jeg var blandt dem der dimitterede i 1970. I 60’erne var hippiebevægelsen på sit højeste, og umoralitet og stoffer hørte til dagens orden. Jeg arbejdede mens jeg læste, og på det kontor hvor jeg arbejdede krævede man at jeg var kortklippet og bar jakkesæt. Men mine venners frie indstilling og nonkonformitet tiltalte mig. De afskyede systemet ligesom jeg selv. Under afslutningsfesten bar jeg cowboybukser under college-kappen.

At få en uddannelse havde ikke vist sig at være tilfredsstillende. Jeg havde set hvordan det gik min rige onkel, og det havde overbevist mig om at penge ikke er ensbetydende med lykke. Han var ikke lykkeligere end fattige mennesker. Jeg ’stod af’, lod mit hår vokse og søgte efter livets sande mening.

Jeg rejste til Europa og drog omkring på Eurail-pas og på stop. Mit mål var at tomle mig vej gennem hele verden. Måske ville jeg et eller andet sted finde svarene. I min rygsæk havde jeg to par jeans, tre skjorter og en bibel.

Jeg sad på pubber, drak øl og læste i Bibelen og stillede spørgsmål til dem omkring mig. Jeg fik alle mulige svar. Jeg søgte og famlede, men vidste ikke efter hvad.

I London fangede „Guds børn“ min interesse. Men som alle unge hippier havde de et barnagtigt budskab — det handlede om ubegrænset kærlighed. Jeg fandt ingen svar.

Under en rundtur i en meget smuk anglikansk kirke, en tidligere katolsk katedral, blev jeg dybt betaget. Jeg spurgte sognepræsten som viste os rundt hvorfor han var blevet præst. Han holdt hånden op og gned tommelfingeren mod de andre fingre i en sigende gestus — det var for pengenes skyld! Jeg var lamslået. Hvilket hykleri! Jeg havde fået nok, så jeg satte ild til min religiøse litteratur.

I september 1973 var jeg på landevejen igen og rejste på tommelfingeren — mod Liverpool for at se The Beatles og høre deres musik. Gordon Marler tog mig op. Vi kom til at tale om Bibelen fordi vi begge læste i den, og vi udvekslede skriftsteder.

Gordon blev min kontakt til „sandheden“. Vi brevvekslede, og i foråret 1974 skrev han at han studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Navnet Jehovas Vidner sagde mig ikke noget — jeg var aldrig blevet kontaktet af dem i Richmond. Et par måneder senere fik jeg invitationen: „Kom herop og vær med til bibelstudiet.“ Han skrev at han studerede onsdag aften, så onsdag morgen måtte jeg igen frem med tommelfingeren. Min franske veninde var med — det gjorde det nemmere at få et lift.

Vi tog med Gordon til hans bibelstudium. Værten viste sig at være John Hyatt, ham der tidligere var kørt forbi og havde spurgt: „Hvordan lærer mennesker som dem nogen sinde sandheden om Gud at kende?“ Da vi hilste på hinanden, udbrød han: „Ah, I er hippieparret fra vejkanten, amerikanerne!“

Og så begyndte bibelstudiet. Jeg havde mange spørgsmål som følge af det jeg havde læst i Bibelen. Der var ikke tid nok til at besvare spørgsmålene, for Jehovas Vidners store stævne skulle begynde tidligt næste morgen. John gav mig bogen Sandheden der fører til evigt liv og sagde at jeg skulle vælge et kapitel, skrive alle mine spørgsmål ned og komme tilbage næste onsdag. Han inviterede mig med til stævnet om søndagen. De rene, venlige mennesker gjorde indtryk på mig. Min veninde var ikke interesseret. Da jeg sagde til hende at jeg elskede Gud mere end jeg elskede hende, forlod hun mig.

Onsdag var jeg tilbage i Johns hjem, og havde valgt kapitlet om Jesus Kristus. Jeg stillede specifikke spørgsmål om kønsmoral og Daniels profeti om de 70 åruger. John var heltidsforkynder og kendte sin bibel ud og ind. Han fortalte at ifølge Bibelen må kun gifte personer dyrke kønsligt samkvem, og forklarede profetien om de 70 uger hos Daniel for mig. Jeg begyndte at få styr på alle de løse ender fra min bibellæsning. Klokken to om natten sagde jeg: „Det her er sandheden.“ Jeg havde til hensigt at sove i parken, som jeg ofte førhen havde gjort, men John sagde nej og fik mig til at lægge mig på dagligstuegulvet.

Det var som om det blev ledet ovenfra, for den nat holdt en bande skinheads drukfest i elevatoren. På grund af mit udseende ville de sikkert have banket mig.

Efterhånden som studiet skred frem fandt jeg ud af at jeg havde haft ret som barn. Dette system kunne ikke fortsætte. Det ville gå til grunde. Gud ville ændre forholdene til det bedre ved hjælp af sin regering, det rige som jeg havde bedt om måtte komme men aldrig havde forstået hvad var. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10) Min modvilje mod hykleri var velbegrundet. Jesus brød sig heller ikke om hykleri. (Mattæus, kapitel 23) Jeg søgte efter Gud, og han lod sig til sidst finde af mig. — Apostelgerninger 17:27.

Jeg talte om sandheden til alle jeg traf. Jeg ville gerne hjem straks og dele kundskaben med min familie. Da jeg var tilbage i Richmond var dét hvad jeg gjorde.

Jeg ringede også til rigssalen. Broder Herbert Lohwasser tog telefonen. Han arbejdede på den nye rigssal, som snart skulle indvies. Jeg sagde til ham at jeg ønskede et bibelstudium. Han fortalte mig at der næste dag skulle holdes et stort møde hvor hele byen var indbudt til at høre et bibelsk foredrag. Jeg tog derhen.

På grund af mit udseende kunne alle og enhver se at jeg var gæst. En ung enlig pioner ved navn Mike Bowles præsenterede sig og tilbød at jeg kunne sidde oppe foran ved siden af ham. Bagefter grublede menigheden over „hvem pigen med det lange smukke hår ved siden af Mike Bowles, var“. „Pigen“ var mig!

Efter at have studeret den tredje gang fik jeg håret klippet og ændrede tøjstil. Mit ydre begyndte at svare til mit indre. I oktober kom jeg på den teokratiske skole, og i november begyndte jeg i den offentlige forkyndelse. Snart ledede jeg bibelstudier med andre. I marts 1975 blev jeg døbt igen, denne gang som symbol på min indvielse til Jehova, den Gud som jeg langt om længe havde lært at kende.

Jeg begyndte i heltidstjenesten, ligesom de der havde hjulpet mig så meget. Brooklyn Betel, Jehovas Vidners verdenshovedkontor, blev mit hjem i maj 1976. Jeg havde to job: Jeg var elevatorfører og omdelte post. Begge opgaver gav mig mulighed for hver dag at tale med åndelige brødre.

Efter to år vendte jeg hjem til Virginia og forkyndte på heltidsbasis. Senere blev jeg ældste i menigheden. Jeg nød min tjeneste, men jeg blev ved at sige til mig selv: ’Der må være mere jeg kan gøre i Guds tjeneste.’ Hvad med missionærtjenesten? Kunne jeg mon tage denne tjeneste op? Jeg søgte på Vagttårnets Bibelskole Gilead, og i vinteren 1983-84 modtog jeg undervisning i missionærtjeneste.

Før afslutningen fik jeg at vide hvilket distrikt jeg skulle virke i: Colombia, Sydamerika. Jeg var på farten igen, men denne gang blaffede jeg ikke.

Mit første stop var Vagttårnets afdelingskontor i Santa Fe de Bogotá, hvor jeg intensivt studerede spansk i tre måneder. Derefter blev jeg sendt til et missionærhjem i Medellín, hvor jeg læste spansk fire timer om dagen, seks dage om ugen.

Der var visse begyndervanskeligheder når jeg skulle forkynde på det nye sprog. Efter kort tid tog jeg et besøg helt alene mens en spansktalende søster holdt sig inden for hørevidde. Jeg tilbød en dame vore kristne tidsskrifter for 30 pesos. Damen blev vred og lukkede straks døren! Da jeg kom tilbage til søsteren fik jeg forklaringen. „Pas på din udtale,“ sagde hun. „Du sagde besos, ikke pesos.“ Jeg havde bedt damen om 30 kys som betaling!

Colombia er et smukt land. Mest interessante er dog colombianerne. De er varmhjertede, og er mere jordnære end folk i de industrialiserede samfund. Det er derfor anderledes at undervise i Bibelen. Colombianerne kan godt lide historier, illustrationer og livsberetninger uden komplicerede detaljer. De vil gerne høre noget fra det virkelige liv. De lever tæt på hinanden. De er følelsesladede og lydhøre. Mine tilhørere er som Jesu tilhørere — de jævne mennesker. Derfor forsøger jeg nøje at efterligne Jesu forkyndelsesmåde, idet jeg husker Efeserbrevet 3:19. Det er her Paulus taler om „Messias’ kærlighed, som overgår kundskab“.

I 1989 fik jeg tildelt tjenesteopgaven som kredstilsynsmand. Det betyder at jeg må rejse til forskellige af Jehovas Vidners menigheder og blive hos dem en uge ad gangen, idet jeg følges med dem fra dør til dør og søger efter mennesker der ønsker at lære Gud at kende. Desuden holder jeg foredrag i rigssalen og er med de lokale brødre og søstre på bibelstudier.

Jehova fortsætter med at tugte og dygtiggøre mig på forskellig vis. Jeg husker især én hændelse. Jeg skulle betjene Mosquera, en menighed uden for Bogotá, og som sædvanlig havde brødrene sørget for at jeg kunne bo hos en familie — en søster, hendes ikketroende mand og deres to børn.

Jeg blev indlogeret i et hus med kun ét værelse, med et lille, interimistisk kontor som rummede en køjeseng og som var adskilt fra resten af huset ved et tyndt forhæng. Jeg blev vist herind, og da jeg blev bedt om at vælge seng, tog jeg den nederste køje. Det var tirsdag. Da jeg klokken halv ti lå og læste i Bibelen, kom de to børn ind, og bump, bump, var de oppe i øverste køje.

Der fór mange tanker gennem hovedet på mig. ’Åh nej! Jeg har brug for mere privatliv. Hvad laver jeg, en mand som er vant til at have sit eget værelse (eller i det mindste sit private sted i parken), her?’ Jeg besluttede at jeg, næste gang jeg kom på besøg, ville finde et andet logi, og lagde mig til at sove. Hver eneste aften gentog denne forestilling sig. Men da jeg lå og læste torsdag aften, tittede der et lille hoved frem fra øverste køje. Det var Andrés på ni. „Broder Fleet,“ spurgte han, „sover du?“ Mit svar var et studst nej. Et nyt spørgsmål. „Broder Fleet, har du bedt?“ Igen et nej.

Derefter spurgte Andrés: „Må jeg komme ned når du beder, så du også kan bede for mig?“ Jeg var rørt. Jeg begyndte at se anderledes på hele besøget. Her var en lille „faderløs dreng“ som ønskede at en mand skulle bede sammen med ham. Jeg var manden. Jeg bad sammen med ham. På et senere besøg overnattede jeg igen hos denne familie. Lille Andrés hjalp mig til at tænke mindre på mine egne behov og mere på brødrenes. Jeg begyndte at lede efter ’de faderløse’, dem der længtes efter Gud, ligesom jeg selv havde gjort som barn. (Salme 10:14) Andrés’ fader overværer nu møderne i rigssalen og har gjort os følgeskab i den offentlige forkyndelse.

Siden jeg kom til Colombia er antallet af tilbedere af Jehova steget fra 22.000 til 55.000. Jeg har ikke længere denne følelse af at jeg kunne gøre noget mere. Jeg er tilfreds med at virke her. Jeg vil altid takke den barmhjertige Gud som kunne gennemskue mit hippieydre og i mig se et menneske som kæmpede for at finde den sande Gud, hvis navn er Jehova. — Fortalt af Richard Fleet.

[Illustration på side 19]

Richard i 1973

[Illustration på side 21]

Richard Fleet, missionær i Sydamerika