Ingen hemmelighed længere

„Hol dette hemligt og vis det ikke til noen fremd“

SÅDAN lød indledningen til det lidt ubehjælpsomme brev som William H. Morey skrev fra Acquia Creek i Virginia i 1863, midt under Den Nordamerikanske Borgerkrig. Det var stilet til hans unge hustru Elisa Ann, som boede i Pennsylvanien. William, som var 24 år, nygift og soldat fra byen Hanover Township i Pennsylvanien, kæmpede på Nordstaternes, unionens, side. Hvem var hans fjender? Det var de amerikanere der støttede Konføderationen, de stater i syden som havde løsrevet sig fra unionen, idet de beskyldte regeringen i Washington, D.C., som repræsenterede Nordstaterne, for at blande sig i deres økonomiske forhold. Hvad var det der skulle holdes hemmeligt? Det vil vi se på, men først nogle baggrundsoplysninger.

Den Nordamerikanske Borgerkrig brød ud i 1861 da syv sydstater meldte sig ud af unionen, snart efterfulgt af fire andre. Disse elleve stater dannede Amerikas Konfødererede Stater. Opretholdelsen af slaveriet var et af de vigtigste stridsspørgsmål mellem Nord- og Sydstaterne. De velhavende plantageejere i syden fremførte at Nordstaterne sagtens kunne få råd til at afskaffe slaveriet, da deres økonomi blev opretholdt ved hjælp af tusinder af europæiske immigranter. De bomuldsproducerende Sydstater, derimod, var stærkt afhængige af deres hen ved fire millioner slaver. Det mente de i hvert fald selv.

Hvilken holdning indtog præsident Abraham Lincoln? Han skrev i august 1862: „Det primære for mig i denne strid er hverken at redde eller at afskaffe slaveriet, men at redde unionen. Hvis jeg kunne redde unionen ved at befri slaverne, ville jeg gøre det. Hvis jeg kunne redde den ved ikke at befri en eneste af dem, ville jeg gøre det.“ Kort efter, nemlig den 1. januar 1863, udsendte Lincoln en proklamation om sydstatsslavernes frigivelse. Dette var et hårdt økonomisk slag for slaveejerne i syden, der betragtede det som „et tab af slaver til en værdi af flere milliarder dollars“, oven i købet uden at få nogen kompensation.

Denne frygtelige borgerkrig kostede i årene 1861-65 mindst 618.000 unge amerikanere livet, og endnu flere blev såret — et større amerikansk tab end i nogen anden krig. William Morey var netop indblandet i denne konflikt da han den 25. januar 1863 førte dagbog og skrev det fortrolige brev. Hvilke hemmelige betragtninger om krigen gjorde denne menige soldat sig?

Et bittert brev

Efter at have indledt sit brev med at takke sin hustru for „tobarken og de ander ting“ som hun havde sendt ham, skriver han: „Jeg tror og kan osse se at denne her krig er det rene humbuk og kun drejjer sig om penge. Alle vil bare ha penge ud af det og det er det der holder krigen i gang og nu ka man se hvordan det hele bare forsætter. Hvis bare jeg var hjemme igen ville jeg slå den første mand ned som ville ha mig til at melle mig til hæren igen. Vi blir behanlet som hunne her. Mange hunne har det bedre end vi har og jeg kan got fortælle dig at hvis bare jeg hade haft min løn for disse 4 månder ville jeg prøve å flygte. Vi blir behanlet værre og værre for vær dag der går.“a

Hans beskrivelse af stedet hvor de var udstationeret: „Det er et majet smuk sted med en flot udsikt. Man kan se bådene komme sajlende ned af Pottomakfloden . . . nogle dage slijer vi i det med å læsse [jernbane]vogne og fåer kun det halle af hva vi ku spise. Flere af gutterne snakker om at de ville flykte hvis de hade pengerne . . . det eneste vi laver hele tiden er å marsjere og lave hårt arbejde.“

Ikke desto mindre var disse afsavn små i forhold til det mændene ved fronten måtte lide. I ét af slagene mistede sydstatsgeneralen D. H. Hill 2000 af sine 6500 mænd. Han skrev: „Det var ikke krig, det var mord.“ (Bogen Gray Fox af Burke Davis) Ifølge værnepligtsloven i både Nord- og Sydstaterne kunne de som havde råd til det få dispensation eller købe sig fri fra militærtjeneste. Nogle fra syden der var ringere stillede klagede over at det var „de riges krig som de fattige måtte udkæmpe“. Korporal Morey fik udbetalt håndpenge for at gøre krigstjeneste, og overskuddet brugte han til at åbne en bagerforretning.

De der kom i fangelejre som den i Andersonville i Georgia, måtte ofte leve under frygtelige forhold. „En trægt flydende å løb gennem hele lejren. Dårlige sanitetsforhold, utilstrækkelig kost, samt det at være udsat for vind og vejr, var årsag til udbredt sygdom og mange dødsfald.“ (Brochuren Andersonville) Endnu værre var den behandling de fik af de såkaldte raiders, røverbander af småkriminelle fanger som efterhånden ikke stod tilbage for at begå mord. De stod bag et „orgie af udplyndring og vold“. Der var således mange grunde til at ikke mindre end 12.920 soldater døde i Andersonville.

Er vi kommet videre, nu hvor vi skriver 1995? Har vi taget ved lære af verdenshistorien? De frygtelige massakrer i Rwanda, Liberia, Balkanlandene og andre konfliktramte områder er nutidige eksempler på menneskers grusomhed mod hinanden. Selv om både katolikkerne og de ortodokse hævder at være kristne, er de kommet til kort med hensyn til at følge Jesu Kristi kærlige eksempel. Kun Jehovas vidner har bevaret deres neutralitet og har nægtet at lære at føre krig. Og det er ikke nogen hemmelighed. — Esajas 2:4; Mika 4:3.

[Fodnote]