Racespørgsmålet ryster kirkerne i „bibelbæltet“

I BEGYNDELSEN af det nittende århundrede var der kirker af de samme trossamfund både i nord- og sydstaterne. Negerslaveri fandtes også både i nord og syd. Slaveriet virkede dog ikke så godt i det nordlige, hvor man mest koncentrerede sig om handel, industri og ekspansion mod vest. Men i sydstaterne, hvor bomuldsdyrkningen var grundlaget for økonomien, skaffede slaveriet billig arbejdskraft.

Efterhånden som de to områder af landet skiltes politisk på grund af slavespørgsmålet, så skiltes de også religiøst. Kirkerne mod nord fordømte slaveriet som „vanhelligt“, mens sydstaternes kirker kaldte det „helligt“. Religiøse ledere i sydstaterne brugte løsrevne skriftsteder for at prøve at bevise det berettigede i tvungent slaveri. I 1844 skiltes metodistkirken i nord- og sydstaterne på grund af spørgsmålet om slaveri; baptistkirken gjorde det samme et år senere. Så i 1861, det år borgerkrigen brød ud, deltes presbyterianerne præcis langs med den såkaldte Mason-Dixon-linje (grænsen mellem Pennsylvanien og Maryland).

Sydstaternes kirker engagerede sig endda i slavehandelen, ifølge E. M. Poteat jun., der er præst ved Pullen Memorial-baptistkirken i Raleigh, North Carolina. Han siger: „Ikke blot holdt kristne mænd slaver til Guds ære, men kirkerne fremmede hyppigt Himmerigets sag ved at udleje slaver som var blevet en slags inventar i Guds hus.“

Negerslaveriet blev således fast rodfæstet i sydstaterne. Det bør imidlertid ikke glemmes at hvis sort slaveri havde været økonomisk lige så vellykket i nordstaterne, hvor det havde eksisteret tidligere, ville kirkerne dér uden tvivl have støttet det lige så lidenskabeligt som deres modparter i sydstaterne.

Racefordomme efter borgerkrigen

Efter sydstaternes nederlag ved borgerkrigen i 1865 klyngede deres præster sig ikke desto mindre til det der helt og holdent var deres eget — „bibelbælte-protestantismen“. „Hvis vi ikke kan vinde vor politiske uafhængighed, så lad os i det mindste fastholde vor åndelige uafhængighed,“ krævede en metodistprædikant i Mississippi ved ophævelsen af sydstaternes forbund. Publikationen Southern White Protestantism in the Twentieth Century af K. K. Bailey siger: „Sydstatslederne var overbevist om at sydstaternes hvide religion var af en renere art end den de samme trossamfund havde i nordstaterne.“

Slaverne var måske juridisk frie efter borgerkrigen, men negeren var stadig socialt „frosset ude“. Yderliggående elementer i sydstaterne opretholdt det hvide overherredømme. Selv præster fra metodistiske og baptistiske kirker blev indrulleret i den frygtede ku-kluks-klan for at plage de frigivne negre. Størstedelen af den sorte befolkning i sydstaterne var lænkebundet af fattigdom og analfabetisme i årtier efter erklæringen i 1863 om slaveriets ophør.

Som følge heraf havde disse forstødte sorte ikke uddannelse nok til at læse Bibelen. Da de sædvanligvis ikke var velkomne i de hvide kirker, begyndte de at holde deres egne gudstjenester, der i begyndelsen ikke bestod i meget andet end at tale og synge. De lavede deres egne sange, „spirituals“. De prædikener der blev holdt var ofte ikke mere end en bibelsk fortælling som var blevet overleveret fra fader til søn og i høj grad var blevet pyntet på i tidens løb.

Men selv om de hvide havde tilladt negrene at slutte sig til deres kirker, ville kun få have været interesseret. Som forfatteren af bogen Deep South siger: „Eftersom kristendommen, personificeret ved den angelsaksiske baptist og metodist, var den eneste religion de kendte, og den så afgjort var forbundet med den hvide chef og godsejer, var der frygt for at de skulle blive tvunget til at tilbringe evigheden et sted hvor den hvide races Gud ville fortsætte med at udsætte dem for den samme grusomhed og uretfærdighed de altid havde kendt.“

De forenede Staters historie viser at negrene ikke har ønsket at have ret meget at gøre med den hvide races Gud. De fleste har i stedet foretrukket deres egen „fundamentalistiske“ tro.

Nutidens ændringer påvirker sydstaternes kirker

Så i 1954 begyndte begivenhederne at tage en dramatisk vending i sydstaterne. De forenede Staters højesteret afskaffede raceadskillelsen i skolerne. Siden den tid har de sorte sat voldsomt røre i „bibelbæltet“. Mure der har slavebundet de sortes sind og ånd i hundrede år er ved at smuldre, og en generation af højtuddannede negre dukker frem. De taler rent ud af posen og kræver ligeret med de hvide.

Sydstaternes gamle religiøse argumenter for hvidt overherredømme har mistet deres kraft over for forbundslovgivningen og de landsomfattende protestbevægelser. Mange har svigtet de kirker der tidligere gik ind for raceadskillelse. Imidlertid har de sorte kirker i sydstaterne ikke undgået skrammer under de sidste få års radikale ændringer.

De sorte kirker er i højere grad blevet mødesteder hvor der organiseres protester og demonstrationer. Sorte prædikanter, der træder frem i kamp for social retfærdighed, søger endog politiske embeder lige fra byrådene til Senatet.

Endvidere er den jævne neger blevet mere materialistisk som følge af kravene om ligeberettigelse. U.S. News & World Report siger: „Negerpræsterne fornemmer en stigning i den religiøse ligegyldighed blandt dem for hvem den sorte kirke engang var et væsentligt holdepunkt i livet.“ (25. september 1972) Det er sandt at mange negre i sydstaterne forbliver dybt religiøse og respekterer Bibelen. Men de pludselige forandringer i det sociale og religiøse billede har fremkaldt en ny indstilling. Som det er blevet sagt (af en hvid) ville „sydstatsnegeren ikke have nogen særlig skyldfølelse hvis han en dag skulle beslutte at forlade kirken og blive agnostiker eller ateist“.

Raceintegrationen og fremgangen af „black power“ har været medvirkende til at de fundamentalistiske kirker, både „hvide“ og „sorte“, har tabt terræn i „bibelbæltet“. Men der er også andre faktorer der har medvirket til at drive kiler ind i sydstaternes hidtil så stærke religiøse front.

[Kort på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bibelbæltet