„Hvis trompeten giver en uklar lyd . . .“

„HVIS trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp?“ (1 Korinther 14:8) Når de tyske lutheranere — kirkens soldater — er ligegyldige, kan det så skyldes at kirken udsender et uklart signal? Lad os overveje vidnesbyrdene.

En identitetskrise

I løbet af de sidste 200 år har protestantismen efterhånden forladt sine oprindelige trosbekendelser, hævder den lutherske diakon Wolfram Lackner. I Tyskland befinder protestantismen sig derfor nu „i en alvorlig identitetskrise“.

Denne identitetskrise blev mere tydelig i 1930’erne, som det forklares i William L. Shirers bog Det tredje riges storhed og fald: „Protestanterne i Tyskland var et splittet trossamfund. . . . Med nationalsocialismens fremgang skete der yderligere splittelser blandt protestanterne. De mere fanatiske nazister blandt dem oprettede i 1932 ’De tyske kristnes trosbevægelse’, . . . [der] fanatisk [støttede] de nazistiske racedoktriner og førerprincippet . . . I opposition til ’de tyske kristne’ var en anden mindretalsgruppe, der kaldte sig ’Bekendelseskirken’. . . . Mellem disse ydergrænser lå protestanternes flertal . . . De sad passive og havnede i reglen til sidst i armene på Hitler.“

Nogle af Luthers læresætninger tjente faktisk Hitlers interesser. Hans læresætning om „de to regimenter“, hvori han hævdede at Gud både styrer verden gennem de verdslige og gennem de kirkelige myndigheder, tilskynder for eksempel til ubetinget underkastelse under de borgerlige myndigheder. I den lutherske publikation Unsere Kirche indrømmes det således at „de fleste tyske protestanter . . . med stor begejstring fejrede Weimarrepublikkens fald og tiljublede den nye diktator“. På grund af Luthers stærke antisemitiske holdning faldt det ikke kirken svært at formene folk der ikke var af arisk afstamning adgang til præsteembedet.

Hvor stod „Bekendelseskirken“ da? Den vedtog i 1934 Barmen-erklæringen, der udtrykte modstand mod nationalsocialisternes ideologi. En udstilling om protestantismen under Det Tredje Rige der for nylig er blevet vist i Berlin, afslørede imidlertid at kun en tredjedel af de protestantiske præster støttede „Bekendelseskirken“. Og det var end ikke hele denne tredjedel der aktivt modstod Hitler. Men den begrænsede modstand Hitler mødte fra denne kant, blev misforstået — Hitler troede at hele kirken modarbejdede ham. Bogen Der deutsche Widerstand 1933-1945 (Den tyske modstand 1933-1945) påpeger at den lutherske kirke derved ufrivilligt fik tildelt en rolle som regeringens politiske modstander.

Efter Hitlers fald lå kirken i ruiner. Hvilken af dens modstridende fraktioner havde afspejlet dens sande identitet? Hvorfor havde kirkens trompet givet en så uklar lyd?

For at finde svarene på disse spørgsmål mødtes elleve ledende protestantiske gejstlige, deriblandt Gustav Heinemann, der senere blev Forbundsrepublikkens præsident, i oktober 1945 og affattede den såkaldte Stuttgart-syndsbekendelse. På trods af deres modstand mod naziregimet sagde disse gejstlige: „Vi bebrejder os selv at vi ikke med større mod har gjort vore overbevisninger kendt, med større trofasthed har fremført vore bønner, med større glæde har givet udtryk for vor tro og med større nidkærhed har vist vor kærlighed.“ De elleve gejstlige håbede at denne erklæring ville være som et klart og tydeligt trompetsignal, et signal til at begynde på en frisk.

En religiøs eller en politisk trompet?

Måske fordi de føler sig pinligt berørt over at deres kirke gjorde så lidt for at modstå Hitler, er mange lutheranere i dagens Tyskland hurtige til at kritisere regeringens politik. For eksempel var der lutherske præster blandt grundlæggerne af Europas bevægelse mod atomvåben. I 1984 begyndte en gruppe lutherske præster i Nordtyskland at tilskynde mænd i den værnepligtige alder til at nægte at udføre militærtjeneste. Denne aktion blev dog fordømt af kirken, der sagde at den var et udtryk for „en umådelig politisk intolerance over for anderledestænkende kristnes følelser“. Ved generalsynoden i 1986 forsvarede kirken sin ret til at drøfte politiske anliggender — hvorefter den gjorde det. Den udtrykte sin skuffelse over resultaterne af supermagternes topmøde på Island, og drøftede længe regeringens politik med hensyn til flygtninge, arbejdsløshed og atomkraft.

Det er naturligvis ikke alle der kan gå ind for denne politiske aktivisme. Hvis Luther havde levet i dag ville han ganske givet have fordømt den, mener professor Heiko Oberman, der har en omfattende viden om reformationslederen. Og Rolf Scheffbuch, luthersk diakon, siger klagende at ægtheden af ens kristne tro nu om stunder alt for hurtigt bedømmes efter ens holdning til apartheid eller til opstilling af missiler.

Det er tydeligt for enhver at den lutherske kirke splittes af politiske meningsforskelle. Det er også tydeligt at det „langvarige kærlighedsforhold“ mellem kirke og stat viser „tegn på svækkelse“ og at kærligheden er ved at ’ruste’, som biskop Hans-Gernot Jung for nylig har udtrykt det. Dette forklarer baggrunden for at en fremtrædende tysk politiker i 1986 formanende sagde: „Når kirken bruger mere tid på at drøfte skovdøden end på at tale om Jesus Kristus, har den mistet sin egentlige opgave af syne.“

Som navnet antyder opstod protestantismen ud fra et ønske om at protestere mod det hidtidige. Derfor har protestantismen lige fra sin grundlæggelse været liberal, modtagelig for nye tanker, fordomsfri, villig til at tilpasse sig tidens normer. Dette kan bedst illustreres ved den protestantiske teologi. Da der ikke er nogen øverste myndighed som træffer afgørelser i lærespørgsmål — som Vatikanet gør for katolikkerne — har alle teologer lov til at fremsætte deres egne fortolkninger. De blæser så at sige hver sit signal på deres trompeter.

Disharmoniske trompetsignaler

Resultatet har været nogle besynderlige „melodier“. I 1979 skrev Time for eksempel: „Er det nødvendigt at tro på Gud for at være protestantisk præst? Svaret er, som i så mange andre tilfælde i vor tid, både ja og nej. Navnlig i Tyskland har protestanterne i årtier været hjemsøgt af tvivl. Men Vesttysklands Forenede Evangelisk-Lutherske Kirke besluttede i sidste uge at den måtte trække grænsen et sted, . . . og fradømte pastor Paul Schulz kjole og krave på grund af kætteri. . . . Siden 1971 har han prædiket at eksistensen af en personlig Gud blot er ’et trøsterigt opspind som menneskene står bag’. . . . Bøn? Intet andet end ’meditation’ . . . Jesus? Et almindeligt menneske der havde noget godt at sige, og som af de første kristne senere blev herliggjort som Guds søn.“ At „Schulz’ opfattelser hverken er nye eller ualmindelige“ fremgår af at han under høringerne „spillede for et til tider jublende galleri bestående af teologistuderende“. Og på trods af sin handling „understregede kommissionen at den stadig går ind for ’et bredt spektrum’ af individuelle fortolkninger“.

Med en henvisning til dette brede spektrum af individuelle fortolkninger har en avis skrevet i en ledende artikel at den protestantiske teologi mangler „begrebsmæssig klarhed og teoretisk præcision“, og kaldt den „en elementær blandingsteologi der ikke virker mindre gold end den gammeldags dogmatisme“. Et schweizisk protestantisk nyhedsbrev tilføjer: „Den kristne opfattelses ’enten-eller’“ er blevet „erstattet af et ’både-og’“. Det er ikke så underligt at teologerne er uenige.a

Står Luthers hus for fald?

Krisen inden for den lutherske kirke er i virkeligheden en troskrise. Men kan man forvente at mennesker der må nøjes med en „elementær blandingsteologi“ og en tyndbenet ’både-og’-ledelse, opbygger en stærk tro? Kan protestantismen forvente at motivere sine tropper til kristen handling med et så uklart trompetsignal?

Helt tilbage i 1932 sagde teologen Dietrich Bonhoeffer klagende: „Den [lutherske kirke] forsøger at være alle steder, og derfor ender det med at den ingen steder er.“ Er det blevet for sent for kirken at finde sin identitet? De fleste ledende kirkefolk er enige om at de vanlige ’genoplivningsmetoder’ ikke vil gøre gavn i dette tilfælde. Der skal noget nyt og anderledes til. Men hvad? Biskop emeritus Hans-Otto Wölber siger: „Kirkens fremtid er ikke et spørgsmål om metoder, men om indhold. . . . Det er budskabet det gælder. . . . Med andre ord: Vi står og falder med Bibelen.“

Det er så sandt som det er sagt.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Hvem lod et klart signal lyde om kristen neutralitet?

„Vi ved stadig meget lidt om militærnægternes skæbne under den anden verdenskrig; indtil nu ved vi blot dette: Blandt lutheranere stod Hermann Stöhr og Martin Gauger fast på deres nægtelse af militærtjeneste . . . Blandt katolikkerne kan nævnes syv navne . . . De tyske mennonitter, der traditionelt er pacifister, afstod fra at ’handle efter princippet om ikke-forsvar’ under Det Tredje Rige. Denne beslutning var baseret på en afgørelse der blev truffet af ældste og præster ved et møde den 10. januar 1938. To kvækere i Tyskland vides at have nægtet militærtjeneste. . . . Der kan nævnes syv medlemmer af syvendedagsadventisterne som nægtede at sværge troskabseden . . . og blev henrettet. Jehovas Vidner (Bibelstudenterne) kunne begræde det største antal ofre. I 1939 tilhørte omkring 20.000 mennesker i ’Det Tyske Storrige’ denne . . . religiøse organisation. Det anslås at der alene i Tyskland var mellem 6000 og 7000 Jehovas vidner som nægtede at udføre militærtjeneste under den anden verdenskrig. Gestapo og SS viste derfor denne gruppe særlig opmærksomhed.“ — „Sterben für den Frieden“ (I døden for freden) af Eberhard Röhm, udgivet i 1985.