Min lange og svære kamp for at finde den sande tro
Jeg frygtede hele tiden helvede, for jeg var sikker på at jeg ikke var god nok til at komme i himmelen. Jeg mente det var billigt sluppet hvis jeg kom i skærsilden. For at slippe for at komme i helvede bad jeg derfor inderlige bønner og tændte vokslys.
BILDÆKKENE skred flere gange på de isglatte veje der førte gennem et bjergpas i staten Oregon i De Forenede Stater. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Det var første gang jeg kørte i sne, og her befandt jeg mig midt i en snestorm, på ukendte veje og omgivet af dybe kløfter. Sigtbarheden var nedsat til et par meter. Jeg troede ikke vi ville overleve, derfor bad jeg til Gud og lovede at jeg ville vende tilbage til kirken hvis han ville skåne mig og min passager.
Heldigvis nåede vi vores bestemmelsessted, og jeg holdt mit løfte om at opsøge kirken. Jeg fandt en nærliggende kirke i Seattle ved at slå op i fagregisteret i en telefonbog, og den efterfølgende søndag gik jeg derhen. Men også her meldte en følelse af tomhed sig. Både min tidligere kirke og nu denne lagde vægt på den samme ting: penge. En bidragskurv blev sendt rundt tre gange! Jeg kan huske jeg sagde til Gud at jeg måtte finde en anden måde at tilbede ham på.
Fra barnsben blev jeg strengt opdraget i den katolske tro, og gik i en katolsk skole. Min familie havde sit udkomme ved militæret. Engang vi blev undervist i katekismen spurgte jeg en nonne: „Hvorfor bruger vi aldrig Bibelen?“ Hun svarede at jeg var svag i troen, og adskillige gange blev mine forældre gjort opmærksomme på min „svaghed“.
Jeg voksede op med en uophørlig frygt for Gud. Jeg havde kun en vag forestilling om hvem han var. Han var en Gud som fortjente at blive tilbedt, men man blev pint hvis ikke man tilbad ham på den rigtige måde. Som 17-årig meddelte jeg mine forældre at jeg ikke mere ville gå i kirke. Jeg følte mig nær Gud alle andre steder end i kirken. Når noget bekymrede mig plejede jeg at gå langs stranden og tale til Gud. Jeg undskyldte at det ikke foregik gennem en præst, og sagde at jeg bare ville fortælle hvad jeg gik og tænkte på. Jeg blev også skuffet over at se hvad der skete i verden. I hippieperioden var mine venner optaget af den „frie“ sexmoral og af stofmisbrug. Jeg så de sørgelige følger af uønskede svangerskaber, aborter og overdoser af stoffer — det ønskede jeg ikke at blive blandet ind i!
Min søgen begynder
En god veninde, Becky, og jeg besluttede os til at forlade universitetet for at søge efter noget andet og bedre. Der måtte være noget som var bedre! Vi bestemte os for at besøge hendes mor, som boede i staten Washington. Jeg fortalte mine forældre at jeg trængte til at komme væk og prøve at få mine bekymringer lidt på afstand. Det var på denne rejse vi pludselig befandt os midt i en snestorm i Oregon. Efter at have forladt kirken i afsky den søndag i Seattle, tog jeg hjem til Beckys mor, Edna, og fortalte hende hvad der lå mig på sinde. Hun sagde at hun kendte nogle som kunne besvare mine spørgsmål, og ringede derefter til Jehovas Vidners rigssal.
Der gik tre dage inden der kom nogen. Jeg husker stadig ventetiden. Men forkynderne havde en udstråling som jeg ikke havde mødt hos andre kristne. De hed Clarence og Edith Meunier. Clarence var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gilead, og var derfor godt kendt med Bibelen. Det gjorde et dybt indtryk på mig da de fortalte at Gud har et navn — Jehova. Jeg følte at et lys blev tændt i mit sind. Vores første studium varede tre timer, og to dage senere kom de tilbage og fortsatte studiet.
Jeg var meget begejstret, og ringede hjem til mine forældre og fortalte dem at jeg havde fundet sandheden. Jeg nævnte at Guds navn er Jehova, og at Jehovas vidner forkynder sandheden fra Bibelen. Jeg var overbevist om at de aldrig havde hørt om Jehovas Vidner, og jeg var sikker på at også de ville være ivrige efter at lære det samme som jeg havde lært. Men de havde hørt om Jehovas Vidner — og de blev så chokerede at de kom og hentede mig hjem til Californien.
Da jeg kom hjem vidste jeg at jeg havde behov for at få kontakt med menigheden med det samme. Jeg fandt frem til rigssalen og mødte op til det næste møde. Da en søster så hen på mig og smilede, spurgte jeg hende om hun ville studere med mig. Hun var lige ved at falde ned af stolen, og sagde hurtigt ja. Jeg var begyndt at føle mig alene, så det var skønt igen at være sammen med menigheden. Jeg havde behov for at komme sammen med den. — Hebræerne 10:24, 25.
Jeg begynder at møde modstand fra min familie
Mine forældre havde fortsat meget imod min nye tro og sendte mig derfor til en psykiater. Da mine forældre bad om en udtalelse sagde han at jeg var oprørsk. Jeg fortalte dem at jeg ikke gjorde oprør, men at jeg for første gang i mit liv havde fundet noget som ikke alene gav mig svar på mine spørgsmål men også gav mig en grund til at leve.
Mine forældre var meget vrede når jeg herefter gik til møde i rigssalen. De sagde at jeg frit kunne vælge hvilket universitet og hvilket studium jeg ville i gang med; de skulle nok betale for det. Men jeg skulle holde mig fra Jehovas Vidner. Det var svært at holde ud, for jeg elskede min familie. En særlig slem dag sagde min mor at hun hellere ville se mig som prostitueret end som et af Jehovas vidner. Jeg måtte være alt andet end et Jehovas vidne. Mine forældre bad mig forlade hjemmet. Ordene i Salme 27:10 stod klart for mig: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ En søster i menigheden havde en bolig der stod tom, og hun gav mig lov til at bo der.
I rigssalen mødte jeg en søster der ligesom jeg var meget ny i sandheden. Hun hed Chris Kemp. Vi blev meget gode veninder og flyttede sammen. Vi var blevet døbt den 18. juli 1969, ved et stævne på Dodger Stadium i Los Angeles.
Ved menighedens møder lagde vi mærke til en søster, Dana Wolff, der var pioner og meget åndeligsindet. Vi blev klar over at hun manglede et sted at bo, og så fik vi os en skøn bofælle.
Jeg kan huske den første gang jeg medvirkede i et punkt ved mødet. Jeg skulle præsentere en bog, og efter at havde øvet mig flere gange kunne jeg præsentationen udenad. I sidste øjeblik skrev jeg dog mine replikker ned på et stykke papir, som jeg stak i lommen. Da jeg kom op på platformen kunne jeg ikke huske noget som helst. Jeg sagde: „Goddag . . . Goddag . . . Goddag.“ Jeg tror jeg sagde goddag fem gange. Så vendte jeg mig mod salen og sagde: „Sådan plejer jeg altså ikke at gøre ude ved dørene.“ Jeg hev min krøllede notatseddel frem og læste op ord for ord hvad jeg skulle have sagt. Bagefter gik jeg ned, satte mig på min plads og begyndte at græde.
Broderen som havde bedt mig om at være med i sit punkt spurgte tilhørerne: „Hvad kan vi lære af denne præsentation?“ Ingen sagde noget. Så rejste jeg mig op og sagde ud mod salen: „Hvordan skulle de kunne lære noget? Jeg var forfærdelig deroppe! Det er da klart at de ikke lærte noget!“ Så satte jeg mig ned og begyndte igen at græde. Nu er mine præsentationer heldigvis blevet lidt bedre — de kunne umuligt blive værre.
Kort tid efter begyndte Dana at tale om at finde en pionermakker som sammen med hende ville flytte ud hvor behovet var større. På vores værelse talte Chris og jeg den aften om vores muligheder. Næste dag spurgte vi Dana: „Kan vi blive dine pionermakkere?“ Dana var meget overrasket. Vi var jo nye i sandheden, og vi havde ikke været døbt længe nok til at kunne blive udnævnt som pionerer. Dana havde slet ikke skænket os en tanke. Men hun skrev alligevel til Vagttårnets Selskab, og det sendte os alle tre til Middlesborough i Kentucky.
Min families modstand slår fejl
Vi var i fuld gang med at pakke da mine forældre ringede og forbød mig at køre ud af Californien med min bil. De hæftede delvis for mit billån og ville derfor ringe til politiet hvis jeg forsøgte at krydse statsgrænsen i bilen. Vi besluttede os for at tage bussen. En broder som jeg tidligere havde mødt henvendte sig til mig ved en afskedsfest for os, og sagde: „Jeg forstår at du skylder 3000 dollars [cirka 16.500 kroner] på din bil.“ Jeg sagde ja, hvorefter han tilbød at betale min gæld, men det kunne jeg under ingen omstændigheder tage imod. Broderen sørgede for at jeg kom til at tale med nogle af brødrene i menigheden om det. De sagde: „Hvis han vil, så lad ham betale. Modstå ikke Jehovas ånd.“ Bilen blev betalt. Mine forældre blev meget vrede og samtidig forundrede over at nogen ville gøre noget sådant. Dagen efter begav vi os til Kentucky.
Da vi ankom til Middlesborough fik vi anvist en lejlighed som lå i forlængelse af en gammel rigssal. Den var ikke isoleret og derfor var der meget koldt om vinteren. Endog om sommeren var lejligheden kold. Men vi var tilfredse, for vi havde ikke råd til at betale en husleje. Vi havde kun en lille varmeovn. Om vinteren sov vi med flere lag tøj på, og nogle morgener var gulvet dækket af et lag is som vores sokker hang fast i. Vandet frøs til i toilettet i løbet af natten, så ude på badeværelset lå der altid en hammer som man kunne slå hul på isen med.
Chris og jeg havde kun været pionerer i fem måneder, men vi ledede allerede en hel del bibelstudier, så det var en spændende tjeneste. Vi var glade for i de første måneder af vores pionertjeneste at have et timegennemsnit på over 150 timer om måneden. Dana ville gerne være midlertidig specialpioner i sommermånederne, så hun besluttede sig for at tage til Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Eftersom vi aldrig havde besøgt stedet slog vi følge med Dana. Under vores besøg fulgtes vi med hende ind i Tjenesteafdelingen. Til vores store overraskelse blev vi alle tre udnævnt til specialpionerer.
Min far bryder sit løfte, og misbruger et skriftsted
Den selv samme måned jeg begyndte som specialpioner øgede Satan sine bestræbelser for at svække mig. Jeg modtog en specificeret regning fra banken, som meddelte at jeg skulle begynde at betale 32,80 dollars om måneden som afdrag på min universitetsuddannelse. Det kom helt bag på mig, eftersom mine forældre altid havde sagt at de ville betale for min universitetsuddannelse hvis jeg holdt en høj gennemsnitskarakter, og det havde jeg gjort. Jeg skrev til min far og bad ham om i denne forbindelse ikke at betragte mig som et Jehovas vidne, men som sin egen datter. Taktfuldt mindede jeg ham om vores aftale, som gik ud på at han ville betale for min uddannelse hvis jeg holdt de karakterer han forlangte. Venligt forklarede jeg ham at jeg kun tjente 50 dollars [cirka 250 kroner] om måneden, og bad ham fritage mig for hver måned at skulle betale hele 32,80 dollars. Det ville betyde at jeg skulle leve af 17,20 dollars om måneden.
Min far besvarede mit brev med et skriftsted. Han skrev: „Du som altid bruger Bibelen, hvad siger du til dette skriftsted: ’Den der ikke vil arbejde skal heller ikke have føden’? Du bruger ikke din uddannelse til noget fornuftigt, så du skal selv betale disse regninger.“ — 2 Thessaloniker 3:10, den danske autoriserede oversættelse.
Jeg følte mig meget såret over denne korte og studse besked. Jeg kørte bort i min bil for at være alene, og græd da jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre. Gråden blev afløst af vrede, for jeg indså at det ikke var mine forældre, men Satan, der modarbejdede mig. Jeg råbte højt at Satan skulle forsvinde, og at han ikke ville vinde. Det skulle ikke lykkes ham at få mig til at holde op i pionertjenesten.
Mange strabadser, mange velsignelser
Jeg fik et deltidsarbejde på 20 timer om ugen — 11 timer én dag og 9 den næste — og fortsatte som specialpioner. Jeg lærte hurtigt at købe tøj i genbrugsforretninger. Min vintergarderobe bestod af fire nederdele til en dollar. Jeg købte en vinterfrakke for 1,50 dollar. Jeg måtte skrubbe gulve for at få råd til et par støvler, som kostede 20 dollars. Vi måtte alle slide i det. Jeg fik mig en opsparingskonto, og somme tider indsatte jeg 25 cents på den, blot for snart at hæve pengene igen for at købe benzin. Jeg tror bankkassererne hadede at se mig træde ind i banken. Til sidst lukkede de min konto — der var altid kun småbeløb på den. Tit kørte jeg ind på en benzintank og fyldte benzin på for 25 cents. Jeg tror at medhjælperne efter et stykke tid udstødte et dybt suk hver gang de så mig komme. Der var også dage hvor vi ikke havde penge at købe benzin for. Mange gange satte vi os ind i bilen vel vidende at tanken var næsten tom, men vi måtte ud til vores bibelstudier. Når vi gik hen til postkontoret, fandt vi somme tider i vores post en dollar fra en eller anden, nok til at vi lige kunne klare os. Trods alle disse trængsler mærkede vi Jehovas hjælpende hånd. Det rørte os dybt.
Jeg kan huske at jeg samlede flasker for at få penge til frimærker, og i tre måneder samlede jeg flasker for at få råd til et par sko til 8 dollars. I denne periode hændte der mig noget meget personligt. Jeg havde kun to stykker undertøj. Jeg bad til Jehova, og fortalte at jeg ikke syntes det var noget passende at bede om, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. To uger senere modtog jeg en pakke med en masse trusser, en underkjole, en bluse og andre ting. Det hele var fra én som jeg ikke havde hørt fra i et år.
Hjemmebrænding var et af de store problemer i området. Nogle steder havde folk derfor et stærkt sammenhold og var mistroiske over for fremmede. Ikke desto mindre ledede jeg mange studier, og det endte med at jeg hver uge gennemsnitlig gik 25 timer alene i tjenesten. Da jeg i denne periode måtte stole fuldstændigt på Jehova, følte jeg mig meget nært knyttet til ham. Man lærer at ens forhold til Jehova er vigtigere end de ting man ejer. Man lærer at materielle ejendele ikke gør én lykkelig — det er Jehova som gør én lykkelig. — Lukas 12:15.
Jeg får mig en ny, kærlig familie
Den selv samme måned jeg var færdig med at betale de månedlige afdrag, mødte jeg min kommende mand og bedste ven, Jeff Malone, som tjente på Betel. Et år senere blev vi gift. Da jeg blev gift med Jeff, fik jeg ikke kun ham, men også hans mor, søster og onkel ’med i købet’. Dem værdsætter jeg meget. Vores fælles kærlighed til Jehova forener os mere end noget andet bånd. Jeff og jeg fik som specialpionerer tildelt distrikt i Union City i Tennessee. Der tjente vi i fire måneder inden vi udfyldte en betelansøgning og blev godkendt.
Vi forlod Betel i 1980, og vores datter, Megan, blev født senere samme år. Vores søn, Jeffrey, blev født i 1983. Min mand og jeg tjener nu begge som pionerer i Forest Hill-menigheden i Fort Worth i Texas.
Vi har fra starten været besluttet på at gøre alt hvad vi kan for at opdrage vores børn til at elske Jehova. Jeff har altid givet familiens åndelige interesser førsteprioritet, også samtidig med at han tjener som ældste. Vi har fulgt Selskabets forslag om at komme til alle møderne, læse for børnene, deltage i tjenesten, gennemgå dagsteksten, og være med til at bygge rigssale. Vi brugte begge ofte over en time på at lægge børnene i seng — vi sang sange, læste beretninger fra Bibelen, og bad sammen med dem enkeltvis. Vores mål som familie er at vi en dag alle tjener sammen i heltidstjenesten. At holde sammen som familie, gøre noget sammen som familie, både hvad angår arbejde og leg, er noget der i løbet af årene altid har ligget os stærkt på sinde.
Når jeg nu ser tilbage, kan jeg fuldt ud tilslutte mig Davids ord da han sagde: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ (Salme 116:12) Satan har ikke kunnet gøre os noget som Jehova ikke har kunnet rette op på igen. Jeg har en dejlig, kærlig familie bestående af Jeff, Megan og Jeffrey. Ikke blot er vi alle forenede i tjenesten for Jehova, men fordi jeg er en del af Jehovas organisation, har jeg desuden fået en dejlig, verdensomspændende familie. Det er noget jeg til evig tid vil være taknemmelig for. — Fortalt af Karen Malone.
[Illustration på side 23]
Karen sammen med sin mand og deres to børn