Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Er der håb om et længere liv?
    Vågn op! – 1995 | 22. oktober
    • Er der håb om et længere liv?

      „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort, men har alt for mange sorger.“ — Ord udtalt af Job som de forekommer i Job 14:1 ifølge „The Jerusalem Bible“.

      MENNESKETS korte levetid er ofte blevet omtalt i poetiske vendinger. Samstemmende med Job sagde en skribent fra det første århundrede: „I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder.“ — Jakob 4:14.

      Har du også bemærket at livet er alt for kort? For næsten 400 år siden skrev William Shakespeare: „Ud, korte lys! En skyggevandring er vort korte liv.“ En amerikansk indianerhøvding spurgte i forrige århundrede: „Hvad er livet?“ Og han svarede: „Det er et glimt af en ildflue i natten.“

      Hvor længe kan et menneske forvente at leve? For omkring 3500 år siden beskrev profeten Moses hvordan situationen var dengang: „Vore leveårs dage er i sig selv halvfjerds år; og hvis de på grund af særlig styrke er firs år, så fører deres stræben dog kun til elendighed og fortræd; for det er hurtigt forbi, og vi flyver af sted.“ — Salme 90:10.

      Halvfjerds år er blot 25.567 dage. Og firs år består kun af 29.219 dage. Det er ikke mange. Kan man gøre noget for at forlænge menneskets levetid?

      Kan lægevidenskaben hjælpe?

      Tidsskriftet Science bemærker: „Middellevetiden [i De Forenede Stater] er steget fra 47 år i 1900 til cirka 75 år i 1988.“ På grund af bedre lægehjælp og ernæring er der nu færre dødsfald blandt børn, og folk i mange vestlige lande kan derfor forvente at leve i cirka det antal år som Moses nævnte. Men kan man forvente nogen drastisk stigning i den forventede middellevetid?

      Leonard Hayflick, en førende autoritet inden for alderdomsforskningen, har interessant nok sagt i sin bog How and Why We Age: „Fremskridt inden for den biomedicinske forskning og anvendelsen af bedre lægehjælp i dette århundrede har ganske givet påvirket menneskets levetid, men kun ved at lade flere mennesker nå den fastsatte øvre grænse for menneskets maksimale levealder.“ Han forklarer: „Middellevetiden er steget, men det er den maksimale levealder ikke; der er stor forskel.“

      Hvad er den „fastsatte øvre grænse“ for menneskets maksimale levealder? Nogle mener at det er uvist om personer i nyere tid er blevet mere end 115 år gamle. Tidsskriftet Science siger dog: „I 1990 var den højeste dokumenterede alder som en person havde opnået, lidt over 120 år.“ Og tidligere i år var den franske sundhedsminister, sammen med skarer af journalister og fotografer, på besøg hos Jeanne Calment i Arles i Frankrig for at markere hendes 120 års fødselsdag. Moses blev også 120 år, en ualmindelig høj alder. — 5 Mosebog 34:7.

      Ifølge de fleste videnskabsmænd er der ikke håb om at folk i almindelighed vil komme til at leve så længe. En overskrift i The Detroit News lød: „Ifølge forskere er 85 år måske den yderste grænse for gennemsnitslevealderen.“ En anerkendt autoritet inden for alderdomsforskningen, S. Jay Olshansky, udtalte i artiklen: „Efter 85-årsalderen dør folk af multiorgansvigt. De holder op med at trække vejret. Dybest set dør de af alderdom. Og det findes der ingen kur imod.“ Han tilføjer: „Medmindre den menneskelige aldringsproces kan ændres på molekyleniveau, vil der ikke komme nogen stor stigning i middellevetiden.“

      Science bemærker at „den øvre grænse for menneskets levetid [måske] allerede [er] nået, og [at] det derfor ikke er sandsynligt at vi vil opleve yderligere markante fald i dødeligheden“. Det er blevet sagt at selv om alle rapporterede dødsårsager kunne fjernes, ville middellevetiden stige med mindre end 20 år.

      Mange forskere ser derfor længden af menneskets maksimale levealder som noget normalt og som noget der sandsynligvis vil forblive uændret. Men lad os undersøge hvorfor der er gode grunde til at tro at mennesket engang vil komme til at leve meget længere.

  • Skabt til at leve evigt
    Vågn op! – 1995 | 22. oktober
    • Skabt til at leve evigt

      MENNESKELEGEMET er forunderligt skabt. Dets vækst og de forandringer det gennemgår er simpelt hen et mirakel. En skribent fra fortiden skrev: „Jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ (Salme 139:14) Moderne forskere som er bekendt med legemets undere anser alderdom og død for at være en gåde. Gør du også det?

      Steven Austad, biolog ved Harvard-universitetet, har skrevet: „Vi står konstant over for aldringsprocessen, og det undrer mig at så få ser den som et grundlæggende biologisk mysterium.“ Det at alle bliver ældre, siger Austad, „gør at [alderdom] forekommer at være mindre gådefuld.“ Virker det ved nærmere eftertanke rimeligt at vi skal gå alderdom og død i møde?

      Ph.d. Leonard Hayflick anerkendte sidste år i sin bog How and Why We Age at der er noget forunderligt ved menneskelivet og legemets vækst. Han skrev: „Efter at have udført de mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel og derefter til kønsmodenhed og det voksne stade, har naturen valgt at undlade at udtænke hvad der synes at være en mere elementær mekanisme der blot skal holde disse mirakler i gang til evig tid. Denne viden har i årtier været en gåde for biogerontologer [dem der studerer de biologiske aspekter ved aldringsprocessen].“

      Synes du også at alderdom og død er en gåde? Hvilken funktion har disse faktorer? Hayflick siger: „Praktisk talt alle biologiske stadier fra undfangelse til voksenstade synes at have en funktion, men ikke dét at ældes. Umiddelbart er der ingen grund til at alderdommen skulle indtræffe. Vi har lært meget om de biologiske aspekter ved alderdommen . . ., men vi står stadig tilbage med den formålsløse og uundgåelige alderdom, der efterfølges af døden.“

      Kan det tænkes at det ikke var meningen at vi skulle blive gamle og dø, men i stedet leve evigt på jorden?

      Ønsket om at leve

      De færreste har lyst til at blive gamle og dø. Mange frygter det faktisk. Lægen Sherwin B. Nuland har i sin bog How We Die skrevet: „Ingen af os er psykisk i stand til at klare tanken om vor egen død, en tilstand fuldstændig uden bevidsthed, hvor der ikke engang er tomrum — ja, hvor der slet ikke er noget.“ Kender du nogen der ønsker at blive gammel eller syg og dø?

      Hvis det var noget naturligt, en del af en overordnet plan, mon ikke vi så ville hilse alderdom og død velkommen? Men det gør vi ikke. Det skyldes den måde vi er dannet på. Bibelen siger: „Også evigheden har [Gud] lagt i [vort] hjerte.“ (Prædikeren 3:11, den danske autoriserede oversættelse af 1931) På grund af dette ønske om en uendelig fremtid har folk længe søgt efter en såkaldt ’ungdommens kilde’. Vi ønsker at være evigt unge. Dette rejser spørgsmålet: Er der potentiale i os til at leve længere?

      Skabt til at reparere sig selv

      I tidsskriftet Natural History har biologen Austad fremsat følgende betragtning: „Vi har en tendens til at se på os selv og andre dyr som maskiner: slitage er uundgåelig.“ Men sådan forholder det sig ikke. „Biologiske organismer er fundamentalt anderledes end maskiner,“ siger Austad. „De er selvreparerende; sår heles, knogler gror sammen igen og sygdomme bekæmpes.“

      Det tankevækkende spørgsmål er derfor: Hvorfor ældes vi? Som Austad spørger: „Hvorfor bliver [biologiske organismer] slidt op ligesom maskiner?“ Eftersom kroppens væv konstant udskiftes, kunne denne proces så ikke foregå i det uendelige?

      I tidsskriftet Discover har biologen Jared Diamond skrevet om fysiske organismers forbløffende evne til at reparere sig selv. „Det mest synlige eksempel på skadekontrol i vore legemer er sårheling, hvor en skade på huden repareres. Mange dyrearter opnår langt større resultater end vi gør: firben kan gendanne en hale de har mistet, søstjerner og krabber kan gendanne lemmer, og søagurker kan gendanne deres indvolde.“

      Angående udskiftningen af tænder forklarer Diamond: „Mennesket får to sæt, elefanter seks sæt og hajer et ubestemt antal livet igennem.“ Han siger videre: „Regelmæssig udskiftning foregår også på det mikroskopiske plan. Vi erstatter cellerne i væggen til vores tyndtarm med et par dages mellemrum, cellerne i væggen til urinblæren hver anden måned og de røde blodlegemer hver fjerde måned.

      På molekyleniveau er vore proteinmolekyler underlagt en stadig udskiftning i et tempo der er karakteristisk for hvert enkelt protein; derved undgås en ophobning af beskadigede molekyler. Hvis man sammenligner en persons udseende i dag med hvordan vedkommende så ud for en måned siden, vil der sikkert ikke være nogen synlig forskel, men mange af de molekyler der udgør legemet er ikke de samme. . . . Naturen skiller os ad og samler os igen hver eneste dag.“

      De fleste af legemets celler bliver periodisk skiftet ud med nye celler. Men nogle celler, som for eksempel neuronerne i hjernen, bliver måske aldrig erstattet. Hayflick forklarer imidlertid: „Hvis en celle har fået alle sine dele udskiftet, er det ikke den samme celle. De neuroner man blev født med synes måske at være de samme celler som dem man har i dag, men i virkeligheden kan mange af de molekyler som de var sammensat af da man blev født, . . . være blevet erstattet af nye molekyler. Så ikke-delende celler er måske alligevel ikke de samme som dem man blev født med.“ Dette skyldes at celledelene er blevet udskiftet. Udskiftningen af de materialer hvormed legemet er opbygget kunne altså i teorien holde os i live til evig tid.

      Hayflick talte om „de mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel“. Hvilke mirakler er det blandt andet? Mens vi kort gennemgår dem, overvej da om det er muligt at virkeliggøre det som han kaldte „en mere elementær mekanisme der blot skal holde disse mirakler i gang til evig tid“.

      Cellen

      Et voksent menneske består af cirka 100 billioner celler, hver med en ufattelig kompleksitet. For at illustrere cellens kompleksitet har bladet Newsweek sammenlignet den med en befæstet by. „Kraftværker frembringer cellens energi,“ lyder det i bladet. „Fabrikker fremstiller proteiner, livsvigtige kemiske produkter. Gennem et vidt forgrenet transportnet af kanaler føres bestemte kemiske stoffer rundt i cellen og ud af cellen. Vagtposter ved bymuren fører kontrol med varer der eksporteres eller importeres, og overvåger omverdenen for at se om der skulle være fare på færde. Veldisciplinerede biologiske tropper står rede til at tage sig af ubudne gæster. En central regeringsbygning, cellens genetiske hovedsæde, opretholder lov og orden.“

      Tænk over hvordan du, med alle dine cirka 100 billioner celler, blev til. Du begyndte som en enkelt celle der blev dannet da en sædcelle fra din far blev forenet med en ægcelle fra din mor. I det øjeblik blev der lavet en arbejdstegning i DNA’et (forkortelse for deoxyribonukleinsyre) i den nydannede celle som efterhånden skulle blive et nyt og unikt menneske — dig! Det siges at hvis de instruktioner der findes i cellens DNA „blev skrevet ned, ville de fylde 1000 bøger på hver 600 sider“.

      Efterhånden begyndte denne første celle at dele sig, først i to, så i fire, otte og så videre. Og endelig, efter cirka 270 dage — alt imens milliarder af forskellige slags celler har udviklet sig inde i din mor og dannet et spædbarn — blev DU født. Det virker som om denne første celle havde et stort rum fyldt med bøger der indeholdt detaljerede instruktioner om hvordan du skulle frembringes. Men lige så forunderligt er det at disse komplicerede instruktioner blev videregivet til alle de nye celler. Ja, alle dine celler indeholder de samme oplysninger som det oprindelige befrugtede æg indeholdt.

      Overvej også følgende. Hver eneste celle har informationerne til at frembringe alle slags celler, men hvordan kan en celle til en bestemt tid for eksempel frembringe hjerteceller samtidig med at den må undertrykke instruktionerne til at frembringe alle andre slags celler? Idet cellen tilsyneladende fungerer som en entreprenør med et komplet arkiv af alle arbejdstegninger til fremstilling af et spædbarn, vælger den fra arkivet den arbejdstegning der skal bruges til at danne hjerteceller. En anden celle vælger den arbejdstegning der skal bruges til at danne nerveceller, en tredje den til at danne leverceller, og så videre. Denne evne til at vælge de informationer der skal bruges til at danne en bestemt slags celler og samtidig undertrykke alle andre informationer kan man stadig ikke forklare, og det er et af de mange „mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel“.

      Men der er mere endnu. For eksempel må hjertecellerne stimuleres til at foretage rytmiske sammentrækninger. Derfor blev der i hjertet dannet et komplekst system til at frembringe elektriske impulser der får hjertet til at slå i netop det tempo der skal til for at holde legemet i gang, alt efter hvilken aktivitet det udfolder. Et sandt mirakel! Man forstår hvorfor læger om denne pumpe har sagt: „Den er mere effektiv end en hvilken som helst maskine mennesket har opfundet.“

      Hjernen

      Et endnu større under er dannelsen af hjernen — den mest gådefulde del af miraklet mennesket. Tre uger efter undfangelsen begynder hjernecellerne at blive dannet. Med tiden bliver cirka 100 milliarder nerveceller, kaldet neuroner — lige så mange som der er stjerner i Mælkevejen — pakket sammen i menneskehjernen.

      Tidsskriftet Time har skrevet: „Hver af disse modtager impulser fra omkring 10.000 andre neuroner i hjernen, og sender besked til tusind andre.“ Med hensyn til de kombinationsmuligheder dette giver, har neurologen Gerald Edelman sagt: „Den hjernemasse der kan være på spidsen af en tændstik indeholder omkring en milliard forbindelser der kan kombineres i et antal der kun kan beskrives som hyperastronomisk — i størrelsesordenen ti efterfulgt af millioner af nuller.“

      Hvilken potentiel kapacitet giver dette hjernen? Astronomen Carl Sagan har sagt at menneskehjernen kan rumme oplysninger der „ville fylde omkring tyve millioner bind, lige så mange som der rummes i verdens største biblioteker“. Forfatteren George Leonard går endnu videre idet han hævder: „Måske kan vi endda nu fremsætte en utrolig hypotese: I virkeligheden er hjernens maksimale kreative kapacitet måske ubegrænset.“

      Følgende udtalelser overrasker derfor ikke: „Hjernen,“ siger molekylærbiologen James Watson, der var med til at opdage DNA’ets fysiske struktur, „er det mest komplekse vi endnu har opdaget i universet.“ Neurologen Richard Restak, der er imod at man sammenligner hjernen med en computer, siger: „Det enestående ved hjernen er at der intetsteds i det kendte univers findes noget der blot tilnærmelsesvis minder om den.“

      Neurologer anslår at vi hele vor levetid kun udnytter en lille del af hjernens potentielle kapacitet, én titusindedel, eller én hundrededel af 1 procent. Overvej engang: Er det fornuftigt at vi er udstyret med en hjerne med så fantastiske muligheder, hvis det aldrig har været meningen at den skulle udnyttes fuldt ud? Virker det ikke rimeligt at mennesker, der har evnen til at lære i det uendelige, faktisk blev skabt til at leve evigt?

      Hvis det er sådan det forholder sig, hvorfor ældes vi da? Hvad er det der er gået galt? Hvorfor dør vi efter 70 eller 80 år, når vore legemer tydeligvis er skabt til at leve evigt?

      [Diagram på side 7]

      (Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

      Cellen — et mirakel

      Cellemembran

      Den hinde der kontrollerer hvad der går ind i cellen og ud af den

      Kerne

      Omsluttet af en dobbelt membran. Det kontrolcenter der styrer cellens funktioner

      Ribosomer

      Her knyttes aminosyrer sammen til proteiner

      Kromosomer

      Indeholder DNA’et, cellens arbejdstegning

      Kernelegeme (nukleolus)

      Det sted hvor ribosomerne bliver samlet

      Endoplasmatisk reticulum

      Membransystem der oplagrer eller transporterer de proteiner der fremstilles af ribosomer der er hæftet på det (nogle ribosomer flyder frit omkring i cellen)

      Mitokondrier

      Produktionscentrer for ATP, de molekyler der forsyner cellen med energi

      Golgi-apparat

      En gruppe flade hulrum dannet af membraner; pakker og distribuerer proteiner som cellen fremstiller

      Centrioler

      Ligger nær kernen og spiller en rolle under celledelingen

  • Hvorfor bliver vi gamle og dør?
    Vågn op! – 1995 | 22. oktober
    • Hvorfor bliver vi gamle og dør?

      „UD OVER opdagelsen af at alderdomsændringer optræder inde i de enkelte celler, ved vi ikke meget mere i dag om den fundamentale årsag til alderdom end vi gjorde for hundrede år siden,“ indrømmer Leonard Hayflick. „Vi har ikke nogen god forklaring på hvorfor alderdommen indtræffer.“

      Laboratorieforsøg der blev udført for omkring 30 år siden viste at normale menneskeceller der blev taget fra et foster og dyrket under de bedste betingelser, døde efter cirka 50 celledelinger. Celler der blev taget fra en meget gammel person delte sig mellem to og ti gange før de døde. Bogen The Incredible Machine, udgivet af National Geographic, siger således: „Forsøgsresultater støtter tanken om at døden er indprogrammeret i os ved fødselen.“

      Men er det en uforanderlig kendsgerning at celledelingen standser? Nej! To eksperter og professorer der forsker i alderdom, Robert M. Sapolsky og Caleb E. Finch, siger: „Det virker faktisk som om der oprindelig ikke var nogen aldringsproces blandt det levende på jorden.“ Paradoksalt nok er der endda nogle unormale celler i menneskelegemet i dag der ikke ældes.

      Dr. Christiaan Barnard, som var den første der udførte en hjertetransplantation på et menneske, forklarer i bogen The Body Machine: „Opdagelsen af ’udødelige celler’ voldte store hovedbrud for de biologer der var interesserede i aldringsprocessen, indtil det blev klart at sådanne celler var unormale.“ Ja, nogle former for kræftceller kan dyrkes og tilsyneladende dele sig i det uendelige. Herom siger The World Book Encyclopedia: „Hvis videnskabsmænd kan finde ud af hvordan disse unormale celler overlever, får de måske indsigt i cellernes aldringsproces.“ I dag kan nogle kræftceller altså tilsyneladende dele sig i det uendelige i laboratorierne, mens normale cellekulturer ældes og dør.

      En defekt mekanisme

      Skyldes menneskets alderdom og død, som The Body Machine udtrykker det, „tabet af delingsevnen i de [normale] celler“? Hvis det er sandt, siger bogen, „er det vigtigt at lokalisere og forstå den mekanisme der styrer den begrænsede delekapacitet, så man kan ændre den i et forsøg på at øge menneskets levetid.“

      Som du måske husker fra den foregående artikel, talte dr. Hayflick om „de mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel og derefter til kønsmodenhed og det voksne stade“. Han henviste også til „en mere elementær mekanisme der blot skal holde disse mirakler i gang til evig tid“.

      Trods års forenede bestræbelser har videnskabsmænd ikke fundet en mekanisme der kan give os evigt liv. Bogen The Incredible Machine indrømmer: „Årsagerne til alderdom er og bliver et mysterium.“

      Årsagen til alderdom og død er imidlertid ikke nogen hemmelighed. Det er muligt at få et svar.

      Hvad er svaret?

      Den der har svaret er den samme som er ansvarlig for „de mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel“, nemlig vor alvise Skaber, Jehova Gud. Bibelen siger om ham: „Hos dig er livets kilde.“ „Erkend at det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv.“ — Salme 36:9; 100:3.

      Tænk på hvor underfuldt Jehova Gud har programmeret vor udvikling i livmoderen, idet han, så at sige, har skrevet en bog med de instruktioner der skulle gøre os til unikke individer. „Det er dig der har formet mine nyrer; du skærmede mig i min moders liv,“ skrev salmisten. „Mine knogler var ikke skjult for dig da jeg blev frembragt i det skjulte . . . Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ (Salme 139:13, 15, 16) Menneskets fantastiske organisme er bestemt ikke blot et produkt af tilfældigheder.

      Men hvis Jehova Gud skabte os fuldkomne så vi kunne leve evigt, hvorfor bliver vi da gamle og dør? Svaret ligger i et forbud som det første menneske, Adam, fik da Gud gav ham et smukt hjem på jorden. Gud befalede: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

      Hvad skete der? I stedet for at adlyde sin himmelske Fader, var Adam ulydig, idet han sluttede sig til sin hustru, Eva, og spiste af træet. I selviskhed rakte de ud efter et falsk løfte fra en oprørsk engel. (1 Mosebog 3:1-6; Åbenbaringen 12:9) I overensstemmelse med Guds advarsel døde de. Adam og Eva var skabt til at leve evigt, men denne mulighed var betinget af lydighed mod Gud. Ved at være ulydige, syndede de. Som syndere gav de den dødelige defekt i deres legemer videre til alle deres efterkommere. ’Således trængte døden igennem til alle mennesker.’ — Romerne 5:12; Job 14:4.

      Dette betyder imidlertid ikke at der ikke er noget håb om at overvinde alderdom og død. Det skulle ikke være svært at tro at vor alvise Skaber kan helbrede enhver genetisk uregelmæssighed og give os energi til at opretholde livet til evig tid. Men hvordan vil han gøre det? Og hvad må vi gøre for at få del i hans løfter om evigt liv?

  • Hvordan du kan opnå evigt liv
    Vågn op! – 1995 | 22. oktober
    • Hvordan du kan opnå evigt liv

      DA MENNESKELEGEMET tydeligvis har potentiale til et meget længere liv end det vi kan nyde nu, sætter nogle deres lid til at videnskaben kan finde ud af at give os evigt liv. „Efterhånden som vi får større forståelse af legemets kemi og de indbyrdes forbindelser,“ skriver dr. Alvin Silverstein, „vil vi afdække selve livets essens. Vi vil få forståelse af . . . hvad der sker når en person ældes.“

      Med hvilke konsekvenser? Det vil føre til „en ny æra i menneskets historie,“ siger Silverstein. „Der vil ikke længere findes ’gamle mennesker’, for den kundskab der vil besejre døden vil også give os evig ungdom.“

      Vil mennesker nå dette mål? Bibelen tilskynder os: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Salme 146:3, 4) Som vi har set har mennesker ikke været i stand til at isolere, endsige afhjælpe, den nedarvede defekt der resulterer i alderdom og død. Det kan kun Skaberen gøre.

      Men er det virkelig Guds hensigt at menneskene skal leve evigt på jorden?

      Guds hensigt

      Hvor satte Gud det første menneskepar? I et jordisk paradis. Og de fik denne befaling: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den.“ (1 Mosebog 1:28) Ja, Guds hensigt var at hele jorden med tiden skulle bebos af en retfærdig menneskefamilie der levede sammen i fred og lykke. — Esajas 45:18.

      Skønt Adam blev dømt til døden for sin ulydighed, ombestemte Gud sig ikke med hensyn til at mennesker skulle leve evigt på jorden. (1 Mosebog 3:17-19) „Jeg har sagt det,“ siger Gud, „jeg vil også gennemføre det.“ (Esajas 46:11; 55:11) Gud viste at han ikke havde ændret hensigt med jorden, da han sagde: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.

      Som vor Skaber er Gud i stand til at rette op på den defekt der forårsager at mennesker ældes og dør. På hvilket grundlag vil han gøre dette? Defekten blev nedarvet fra det første menneske, Adam, men Gud har tilvejebragt et genløsningsoffer ved sin søns, Jesu Kristi, fuldkomne menneskeliv, „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. — Johannes 3:16; Mattæus 20:28.

      Jesus Kristus erstatter derfor Adam som vor oprindelige fader eller livgiver. Det er derfor Bibelen kalder Jesus „den sidste Adam“. (1 Korinther 15:45) I stedet for at være dømt til at dø som børn af Adam, kan lydige mennesker blive anset for værdige til at modtage evigt liv som børn af deres ’Evige Fader’, nemlig Jesus Kristus. — Esajas 9:6.

      Nu er det selvfølgelig Jehova Gud der er „evighedens Konge“ og „vor Herre Jesu Kristi Fader“. (1 Timoteus 1:17; Åbenbaringen 15:3; Kolossenserne 1:3) Men Jesus Kristus er både vor ’Evige Fader’, vor „frelser“ og „Fredsfyrste“. (Lukas 2:11) Som repræsentant for sin Fader vil Kristus udøve sit fyrstelige herredømme for at skabe fred på jorden. — Salme 72:1-8; 110:1, 2; Hebræerne 1:3, 4.

      Under Jesu Kristi styre vil det jordiske paradis der gik tabt blive genoprettet. Dette vil ske, som Jesus sagde, „i genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone.“ (Mattæus 19:28) Trofaste disciple af Kristus, i alt 144.000, vil herske sammen med ham over den paradisiske jord. (2 Timoteus 2:11, 12; Åbenbaringen 5:10; 14:1, 3) Millioner vil få gavn af dette retfærdige styre, idet de får liv på en paradisisk jord. Blandt disse vil være den forbryder som døde på pælen ved siden af Jesus, og som Jesus gav dette løfte: „Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:43.

      Selv de uretfærdige som er døde vil blive oprejst og få lejlighed til at kvalificere sig til at leve evigt på jorden. (Apostelgerninger 24:15) I smukke vendinger beskriver Bibelen hvordan sygdom, alderdom og død vil forsvinde: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

      Hvordan man opnår evigt liv

      Du ønsker givetvis at være blandt dem der tager jorden i besiddelse og bor for evigt på den. Du må derfor gøre det der kræves for at få lov til at leve evigt i Paradiset. I en bøn til sin himmelske Fader nævnte Jesus Kristus et grundlæggende krav, idet han sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

      Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at opnå denne livgivende kundskab. Henvend dig blot til dem, og de vil vederlagsfrit komme til dig på et passende tidspunkt og fortælle dig om Guds hensigt i forbindelse med at føre menneskeheden frem til åndelig og legemlig fuldkommenhed. Vær forvisset om at vor almægtige Skaber fuldt ud er i stand til at fjerne den nedarvede defekt der forårsager alderdom og død. Den tid kommer, og den er her snart, hvor livet ikke længere vil være så kort. Jehova vil velsigne sit folk med „liv til fjerne tider“. — Salme 133:3.

      [Illustration på side 10]

      Under Kristi ’fyrstelige herredømme’ vil alderdom og død blive besejret

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del