„Afkommet af en frø ...“
„Afkommet af en frø er en frø.“
Dette japanske ordsprog betyder at et barn vokser op og lærer sine forældres profession. Min mor var geisha.
JEG er vokset op i et geishahus der blev bestyret af min mor. Helt fra lille var jeg omgivet af smukke damer klædt i de dyreste kimonoer. Jeg vidste at når jeg blev ældre ville jeg vælge den samme levevej. Min oplæring begyndte i 1928 på den sjette dag i den sjette måned da jeg var seks år. Tallet 666 skulle efter sigende garantere lykke.
Jeg fik undervisning i Japans traditionelle kunstarter — at danse, synge, spille, udføre te-ceremonien, og så videre. Hver dag efter skole skyndte jeg mig hjem for at klæde om, hvorefter jeg tog af sted for at modtage undervisning. Her var jeg igen sammen med mine skolekammerater, for vi var alle børn af geishaer. Det var en travl tid, og jeg nød det.
I tiden op til den anden verdenskrig endte den obligatoriske skolegang ved 12-årsalderen, så på dette tidspunkt begyndte jeg at arbejde. Som nybagt geisha bar jeg smukke kimonoer med ærmer der næsten nåede til jorden.
Mit arbejde som geisha
Mit arbejde bestod hovedsagelig i at optræde med spil og dans og fungere som værtinde. Når velhavende mænd planlagde middagsselskaber på eksklusive spisesteder, ringede de til et geishahus og bestilte nogle geishaer til at underholde. Det skulle sætte kulør på aftenen og sikre at hver gæst gik tilfreds hjem på grund af den gode opvartning.
For at alle kunne gå tilfredse hjem, måtte vi finde ud af hvilke behov hver gæst havde og derefter dække dem — endda inden de selv blev sig deres behov bevidst. Det sværeste var nok hele tiden at skulle omstille sig med øjebliks varsel. Hvis gæsterne pludselig ville se dans, dansede vi. Hvis de ønskede musik, spillede eller sang vi efter ønske.
Det er en udbredt misforståelse at alle geishaer er fornemme og dyre prostituerede. Det er ikke tilfældet. Der er nogle geishaer som sælger sig selv, men der er ingen grund til at en geisha nedværdiger sig på den måde. Det ved jeg af egen erfaring, for jeg gjorde det aldrig. En geisha er en selskabsdame, og hvis hun er dygtig vil hun få arbejde, dyre gaver og rundhåndede drikkepenge fra kunderne.
Det skal dog indrømmes at det ikke er mange geishaer der når toppen. De fleste bliver professionelle i blot én af Japans traditionelle kunstarter. Men jeg fik diplomer i syv kunstarter, nemlig japansk dans, blomsterarrangement, te-ceremoni, spil på den japanske tromme der kaldes taiko, og tre musikgenrer spillet på den trestrengede shamisen. Uden disse kvalifikationer ville jeg måske have følt mig tvunget til at gøre hvad som helst for at kunne tjene til livets opretholdelse.
Da den økonomiske situation i Japan var ret ustabil, valgte nogle piger at blive geishaer for at kunne forsørge deres familie. De lånte penge til at betale deres undervisning og kimonoer med. Andre blev af deres familie solgt til et geishahus. Ejeren, der havde betalt en stor sum for pigen, krævede at pigen afdrog beløbet. Under sådanne omstændigheder kunne det ikke svare sig at blive geisha, eftersom oplæringen begyndte sent og pigerne var dybt forgældede når de begyndte at arbejde. Mange af disse geishaer blev faktisk tvunget ud i umoralitet for at kunne betale deres udgifter.
På grund af mine færdigheder var jeg meget efterspurgt af kendte folk i sports-, underholdnings-, forretnings- og politikerverdenen. Kabinetsmedlemmer og førsteministre var blandt mine kunder. Disse mænd behandlede mig med respekt og værdsatte mit arbejde. Jeg tog ikke del i den almindelige konversation medmindre jeg blev indbudt til det. Hver dag læste jeg aviser og lyttede til radioens nyhedsudsendelser for at følge med i verdenssituationen. De selskaber jeg betjente blev ofte afholdt i forhandlingsøjemed, så jeg måtte være taktfuld og holde tand for tunge.
Hvem er min mor?
En dag i 1941, da jeg var 19 år, blev jeg bedt om at møde op på et spisested. Her ventede to kvinder på mig. Den ene sagde at hun var min biologiske mor og at hun var kommet for at bringe mig hjem. Den anden kvinde ansatte geishaer og tilbød mig arbejde. Hun mente at jeg burde forsørge min biologiske mor i stedet for min adoptivmor. Den tanke at det ikke var min biologiske mor som havde opdraget mig, havde aldrig strejfet mig.
Forvirret løb jeg hjem og fortalte min adoptivmor hvad der var sket. Hun havde altid været god til at skjule sine følelser, men nu var hendes øjne fyldt med tårer. Hun sagde at hun havde ønsket at være den første til at fortælle mig at jeg som et-årig var blevet afleveret til et geishahus. Efter at have hørt sandheden mistede jeg fuldstændig tilliden til folk og blev indelukket og stille.
Jeg ville ikke have noget at gøre med min biologiske mor. Det fremgik tydeligt af vores korte bekendtskab at hun vidste at jeg havde succes og at hun ønskede at jeg skulle forsørge hende. Jeg vidste at pigerne solgte sig selv dér hvor hendes veninde arbejdede. Det var mine kunstneriske talenter, ikke min krop, jeg ønskede at tjene på.
Jeg var vred på min adoptivmor, men måtte indrømme at hun havde opdraget mig så jeg altid kunne tjene til dagen og vejen. Jo mere jeg tænkte over det, des mere følte jeg mig i gæld til hende. Hun havde omhyggeligt udvalgt en arbejdsplads hvor jeg var beskyttet mod mænd som med umoralsk motiv søgte geishaers opvartning. Det vil jeg altid være hende taknemmelig for.
Hun lærte mig forskellige principper. Ét af dem hun særlig fremhævede var at mit ja skulle betyde ja, og mit nej, nej. Hun lærte mig også at være ansvarsbevidst og udvise selvdisciplin. Ved at følge de principper hun lærte mig, blev jeg dygtig til mit arbejde. Jeg tvivler på at min biologiske mor ville have givet mig en sådan hjælp. Min adoption havde sandsynligvis reddet mig fra et meget hårdt liv, og jeg besluttede mig for at være tilfreds med tingene sådan som de havde udviklet sig.
Jeg føder en søn under krigen
I 1943 fødte jeg en søn. I overensstemmelse med traditionel japansk kultur, der ikke anerkender begrebet ’synd’, mente jeg ikke at jeg havde gjort noget forkert eller skammeligt. Jeg elskede min søn. Han var det mest værdifulde jeg ejede — den jeg levede og åndede for.
I 1945 intensiveredes bombeangrebene over Tokyo, og jeg måtte flygte ud af byen med min søn. Der var fødevaremangel, og han var meget syg. Folk stimlede sammen på stationen i vild forvirring, men på en eller anden måde lykkedes det os at komme med et tog nordpå til Fukushima. Vi overnattede på et herberg, men inden jeg nåede at få min lille dreng på hospitalet døde han af underernæring og dehydrering. Han blev kun to år. Jeg var overvældet af sorg.
Kort efter sluttede krigen, og jeg tog tilbage til Tokyo. Byen var sønderbombet. Mit hjem og alt hvad jeg ejede var væk. Jeg tog hen til en veninde. Hun lånte mig kimonoer, og jeg genoptog mit arbejde. Min adoptivmor, som var flygtet til et sted uden for Tokyo, forlangte at jeg sendte hende penge og byggede et hus til hende i Tokyo. Det fik mig til at føle mig mere ensom end nogen sinde. Jeg sørgede stadig over tabet af min søn og hungrede efter trøst, men min adoptivmor nævnte aldrig mit barn. Hun interesserede sig kun for sig selv.
Familieforpligtelser
Ifølge traditionen skylder vi vore forældre og forfædre alt hvad vi ejer. Det er børnenes pligt at tilbagebetale det til deres forældre ved ubetinget at adlyde dem og sørge for dem indtil de dør. Jeg gjorde min pligt, men min adoptivmor var urimelig. Hun forventede også at jeg forsørgede hendes broders to børn, som hun havde adopteret. Indtil jeg blev 19, havde jeg betragtet dem som min bror og søster.
Mange geishaer gifter sig aldrig, og de undlader selv at få børn. De adopterer ofte spædbørn fra fattige familier og oplærer dem som geishaer med det ene formål at modtage økonomisk støtte så de kan nyde et komfortabelt liv i deres alderdom. Ulykkeligvis gik det op for mig hvorfor jeg havde modtaget al den omsorg og oplæring. Det hele drejede sig ganske enkelt om fremtidig økonomisk sikkerhed.
Jeg accepterede det, selv om jeg ofte spekulerede på hvorfor jeg også skulle forsørge min ’bror’ og ’søster’, som begge var sunde og raske og i stand til at arbejde. Ikke desto mindre forsørgede jeg dem alle tre og gjorde hvad de bad mig om. Dagen før min adoptivmor døde i 1954, knælede hun på sin seng, bøjede sig for mig og sagde mig formelt tak. Hun sagde at jeg havde gjort nok. Denne ene erkendtlighed og dét at hun sagde tak, kompenserede for alt mit slid. Tilfredsstillelsen ved at vide at jeg havde opfyldt alle mine forpligtelser kan stadig give mig tårer i øjnene.
Jeg opdrager min datter
I 1947 fødte jeg en lille datter og besluttede at samle en formue til hende. Hver aften tog jeg på arbejde. Jeg begyndte også at optræde på Japans mest berømte teatre og tjente godt.
Uanset om jeg skulle danse eller spille på shamisen, fik jeg altid en af hovedrollerne. Men selv om jeg opnåede en succes som andre geishaer end ikke turde drømme om, var jeg ikke lykkelig. Jeg ville måske ikke have følt mig så ensom hvis jeg havde giftet mig, men en geishas tilværelse og et ægteskab er ikke nogen god kombination. Min eneste trøst var Aiko, min lille pige.
Geishaer oplærer som regel deres døtre, hvad enten de selv har født dem eller adopteret dem, til at tage deres egen profession op. Jeg fulgte denne skik, men begyndte senere at tænkte over hvilket liv jeg forberedte hende på. Hvis dette kredsløb fortsatte, ville det betyde at generation efter generation aldrig kom til at opleve hvad det vil sige at have en rigtig familie. Jeg måtte hellere bryde traditionen, sådan at Aiko og hendes fremtidige børn kunne glæde sig over et ægteskab og et almindeligt familieliv. Jeg ønskede ikke at afkommet af denne frø skulle blive en frø!
Da Aiko nåede teenagealderen blev hun ikke til at styre. Hun havde desperat brug for at jeg ofrede hende tid og opmærksomhed. Selv om jeg var midt i trediverne og på min karrieres tinde, besluttede jeg mig for at forlade geisha-verdenen og kun tage imod arbejde hvor jeg skulle danse og spille på shamisen. Jeg tog denne beslutning for Aikos skyld, og hun blev hurtigt mere behagelig at omgås. Jeg havde gode resultater med at give hende af min tid.
Med tiden flyttede vi til et roligt boligkvarter hvor jeg åbnede en café. Aiko voksede op, og jeg var glad da hun giftede sig med Kimihiro, en venlig mand som viste forståelse for det liv jeg havde ført.
Religion bliver et stridspunkt
I 1968 fødte Aiko mig mit første barnebarn. Kort efter begyndte hun at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Dette overraskede mig, for vi tilhørte allerede en religion. Jeg havde opstillet et stort buddhistisk alter i vort hjem efter min adoptivmors død, og jeg knælede jævnlig foran det for at tilbede hende. Hver måned besøgte jeg familiegravstedet, hvor jeg gav hende et referat af hvad der var sket.
Jeg havde det godt med forfædredyrkelsen. Jeg følte at jeg gjorde min pligt ved at drage omsorg for mine forfædre og vise dem taknemmelighed, og jeg havde opdraget Aiko til at gøre det samme. Jeg blev derfor bestyrtet da hun fortalte mig at hun ikke længere ville deltage i forfædredyrkelse og at hun heller ikke ville tilbede mig når jeg døde. I de næste tre år var jeg tung om hjertet.
Der skete imidlertid et vendepunkt i mit liv da Aiko blev døbt som et af Jehovas vidner. En af Aikos venner, der også var et af Jehovas vidner, var overrasket over at jeg ikke havde overværet min datters dåb og sagde til Aiko at hun ville aflægge mig et besøg. Jeg var rasende. Men da hun kom bød jeg hende indenfor af ren og skær høflighed. Af samme grund kunne jeg ikke sige nej da hun sagde at hun ville komme igen den følgende uge. Disse besøg fortsatte uge efter uge, og de irriterede mig så meget at jeg i begyndelsen overhovedet ikke hørte efter hvad hun sagde. Efterhånden begyndte jeg imidlertid at tænke over det vi drøftede.
Jeg genkaldte mig noget som mor plejede at sige. Hun ville gerne tilbedes når hun var død, men hun var ikke overbevist om at der var et liv efter døden. Det forældre mest af alt ønsker, sagde hun, er at deres børn er søde imod dem og taler kærligt til dem mens de er i live. Da jeg læste skriftsteder som for eksempel Prædikeren 9:5, 10 og Efeserbrevet 6:1, 2, og bemærkede at Bibelen opmuntrer til det samme, følte jeg det som om der faldt skæl fra mine øjne. Mor havde også lært mig andre ting der var hentet fra Bibelen, som for eksempel at mit ja skulle betyde ja, og mit nej, nej. (Mattæus 5:37) Jeg spekulerede på hvad man ellers kunne lære ud fra Bibelen, og jeg sagde derfor ja tak til et regelmæssigt bibelstudium.
Jeg havde det meste af livet følt mig frustreret og tung om hjertet, men det begyndte at fortage sig efterhånden som min bibelkundskab blev større. Da jeg begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, følte jeg at jeg var i en helt anden verden. Folk var ikke overfladiske, men venlige og kærlige, og det gjorde et stort indtryk på mig. Det der imidlertid talte stærkest til mig var at lære om Jehovas barmhjertighed. Kærligt tilgiver han alle syndere som angrer. Ja, han var villig til at tilgive alle de fejl jeg havde begået, og hjælpe mig til at få et nyt liv jeg kunne glæde mig over.
Mit liv forandres
Jeg ønskede at tjene Jehova, men der var stærke bånd som knyttede mig til underholdningsverdenen. Jeg var midt i halvtredserne, men optrådte stadig. Jeg var også leder og en af de to arrangører for shamisen-ensemblet da Danjuro Ichikawa opførte Sukeroku på Kabukiza-teatret. Eftersom meget få shamisen-spillere kan spille den katoubushi-ledsagemusik som opførelsen af Sukeroku kræver, var der ingen som kunne overtage rollen hvis jeg sagde fra. Jeg følte derfor jeg sad i saksen.
Et ældre Jehovas vidne som også var beskæftiget med en traditionel form for japansk underholdning, spurgte mig imidlertid hvorfor jeg mente at jeg måtte sige op. „Man er nødt til at kunne forsørge sig selv,“ sagde han. Han hjalp mig til at se at jeg godt kunne fortsætte med at optræde og samtidig tjene Jehova uden at overtræde noget bud i Bibelen.
I et stykke tid fortsatte jeg med at arbejde på Kabukiza, Japans fornemste teater. Men så begyndte forestillingerne at falde sammen med mødeaftenerne, og jeg måtte bede ledelsen om at finde en afløser til mig på disse aftener. Kort efter ændrede vi imidlertid mødetider og jeg kunne passe både mit arbejde og møderne. Men for at komme til møde til tiden, måtte jeg ofte springe ind i en ventende taxa straks efter tæppefald i stedet for at slappe af med de andre optrædende. Til sidst besluttede jeg mig for at tage min afsked.
På det tidspunkt var vi godt i gang med prøverne til en seksmåneders turné i Japans største byer. Det ville derfor have skabt store problemer hvis jeg havde bragt emnet på bane. Uden at nævne at jeg ville tage min afsked, begyndte jeg at oplære en til at blive min efterfølger. Da turnéen var slut, forklarede jeg alle de implicerede at jeg havde opfyldt mine forpligtelser og at jeg ønskede at tage min afsked. Nogle blev vrede. Andre beskyldte mig for at være indbildsk og bevidst at skabe problemer. Det var en svær tid, men jeg holdt fast ved min beslutning og stoppede med at optræde efter 40 år. Jeg har siden opretholdt en beskeden indtægt ved at undervise i shamisen.
Jeg lever op til min indvielse
Nogle få år tidligere havde jeg indviet mit liv til Jehova Gud og var blevet døbt. Det skete den 16. august 1980. Den følelse som nu overvælder mig er dyb taknemmelighed mod Jehova. Jeg tror at jeg i nogen grad har lignet den samaritanske kvinde der nævnes i Bibelen, i Johannes 4:7-42. Jesus talte venligt til hende, og hun vendte om.
I marts 1990, kort før jeg fyldte 68 år, begyndte jeg som heltidsforkynder eller pioner. Aiko er også pioner sammen med sine tre børn. De er vokset op og har taget samme profession op som deres mor, hvilket harmonerer med det japanske ordsprog: „Afkommet af en frø er en frø.“ Aikos mand tjener som ældste i menigheden.
Jeg er taknemmelig mod mine forfædre, men min største tak går til Jehova, som har gjort mere for mig end noget menneske har kunnet gøre. Det er især taknemmeligheden for hans overvældende barmhjertighed og trøst der har givet mig et ønske om at prise ham i al evighed. — Fortalt af Sawako Takahashi.
[Illustration på side 19]
Jeg øver mig som otteårig
[Illustration på side 20]
Med min adoptivmor
[Illustration på side 21]
Min datter var min stolthed
[Illustration på side 23]
Jeg tilbad min mor foran dette familiealter
[Illustration på side 24]
Med min datter, min svigersøn og mine børnebørn