„Waltzing Matilda“
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
DEN australske sang „Waltzing Matilda“ er velkendt i mange dele af verden.a Interessen for den steg pludselig sidste år, da det var hundredåret for dens første offentlige fremførelse, der fandt sted den 6. april 1895.
Hvordan er det gået til at en simpel folkesang med en noget gådefuld tekst er blevet så populær, ikke alene i Australien, men i mange lande verden over? Der findes modstridende oplysninger om sangens nøjagtige oprindelse. Men der er almindelig enighed om at den oprindelige tekstforfatter hed A. B. (Banjo) Paterson. Hans digte blev bestsellere i Australien omkring århundredskiftet.
Der findes forskellige udgaver af teksten til „Waltzing Matilda“, men den handler tydeligvis om en vagabond. I sangen har vagabonden slået lejr ved en flodarm, der i det indre Australien kaldes en billabong. Mens han venter på at gryden over lejrbålet kommer i kog, ser han et velnæret får, kaldet en jumbuck, komme ned for at drikke ved flodbredden. Vagabonden fanger fåret, slagter det, og stopper det i sin madpose. Ikke så snart har han gjort det, før den stedlige fårefarmer (squatteren) kommer ridende på sin hest. (Squattere er farmere der har erhvervet sig adkomst til et grundstykke ved at „squatte“, bosætte sig, på offentligt ejet jord. Senere har de fået mulighed for at få ejendomsret til deres store jordbesiddelser.) Denne fårefarmer er ledsaget af tre ridende politibetjente, kaldet troopere. Da vagabonden beskyldes for at have stjålet fåret og må regne med at blive fængslet eller det der er værre, springer han op, kaster sig i floden, og drukner.
Hvordan kan det være at denne usandsynlige historie er blevet så populær? Én forklaring finder vi i forordet til Rex Newells bog Favourite Poems of Banjo Paterson (Banjo Patersons mest afholdte digte), hvor Bruce Elder antyder at sangen er et udtryk for hvordan australierne ønsker at se sig selv: „Den er meget mere end blot en fortælling om en vagabond der stjæler et får. Den er et udtryk for den aversion vi har mod tyranni og myndighedspersoner. Vagabonden står for enhver australier som kunne få lyst til at le en smålig embedsmand op i ansigtet . . . Det er bedre at springe i floden end at lade sådanne mennesker styre vort liv.“ Men uanset hvad der er grunden til dens popularitet, har „Waltzing Matilda“ fortolket den australske folkesjæl i mere end 100 år.
Hvad betyder „Waltzing Matilda“?
Sangen har fire korte vers, eller strofer. Efter hvert vers er der et omkvæd som begynder således:
Waltzing Matilda, Waltzing Matilda,
You’ll come a-waltzing Matilda with me.
Derefter gentages to af linjerne fra det foregående vers. Sangen har navn efter omkvædet.
Der hersker nogen usikkerhed, eller ligefrem uenighed, om hvad der helt nøjagtig menes med „Matilda“ og hvem det er der udfører „valsen“. Den enkle forklaring nogle forskere er kommet med, lyder dog meget sandsynlig. En forfatter siger: „Paterson var . . . fascineret af vagabonderne der vandrede fra sted til sted med alle deres ejendele i en bylt slynget over skulderen. Han kunne godt lide det hverdagssprog disse vagabonder brugte. At gå med en bylt blev kaldt at ’tage basserallen på nakken’, ’tage knuden på skulderen’, ’bære forbandelsen’ eller ’danse vals med Matilda’“ (jævnfør det danske udtryk „på valsen“).
Sydney May giver i sin bog The Story of „Waltzing Matilda“ (Historien om „Waltzing Matilda“) denne koncise forklaring på udtrykket: „Tøj og personlige ejendele blev rullet tæt sammen og lagt på et udbredt tæppe. Derefter blev tæppet bundet sammen ved begge ender af den sammenrullede bylt og båret på nakken, med de løse ender hængende ned foran. En arm holdt sædvanligvis fast i den ene ende.“
’Matildas’ berømmelse stiger
Sydney May konkluderer at det var de australske troppers indsats i andre lande under den første og anden verdenskrig der gav sangen „Waltzing Matilda“ så stor popularitet uden for hjemlandets grænser. Han nævner følgende eksempler: „I 1941 spillede orkestrene på Tel Avivs caféer [melodien] lige så snart en australier trådte ind ad døren; den niende division sang den da den rykkede ind i Bardia efter at have generobret byen; så tidligt som i 1917 blev et australsk krigsskib der sluttede sig til en britisk flåde, budt velkommen af flagskibets orkester med ’Waltzing Matilda’, og inden en australier taler over udenlandsk radio, bliver vedkommende introduceret af denne kendingsmelodi.“ En af de mest berømte anledninger til at spille melodien var de australske troppeparader ved Buckingham Palace i London, i ugen op til kroningen af dronning Elizabeth II.
En interessant avisartikel giver også en idé om ’Waltzing Matildas’ popularitet i alle samfundslag. I artiklen stod der: „En aften efter at [Australiens premierminister] mr. Menzies havde spist middag på [landstedet] The Chequers sammen med [Englands premierminister] mr. Churchill og lederen af de frie franske kampstyrker, general de Gaulle, gik de ind i et af de andre lokaler. Sir Winston gjorde tegn til at en plade med ’Waltzing Matilda’ skulle spilles. Efter at have sunget lystigt og næsten danset rundt i lokalet, standsede han op og sagde til generalen: ’Det er en af de smukkeste sange i verden.’“
Endnu et vidnesbyrd om ’Matildas’ popularitet nævner Richard Magoffin i sin bog Waltzing Matilda — The Story Behind the Legend (Waltzing Matilda — Historien bag legenden): „Under den anden verdenskrig blev sangen fra billabongerne bragt ud til flere og flere dele af verden, hvor som helst australske soldater kom. Det var en sang der var typisk australsk og som hurtigt fremkaldte hjemlige minder.“ Han citerer også filmproduceren Kramer, der valgte „Waltzing Matilda“ som et gennemgående tema i filmen On the Beach (På stranden). Kramer havde sagt om den: „Det er en meget alsidig sang. Den kan spilles som en folkemelodi, en march, en vise eller i en hvilken som helst anden musikalsk genre, og vi har brugt den på utallige måder i filmen ’On the Beach’. Jeg besluttede, næsten på stående fod, at ’Waltzing Matilda’ skulle være filmens gennemgående melodi.“
Har den et budskab?
Nogle mener at Banjo Paterson har villet formidle et budskab til dem der læser og synger hans sang. For eksempel har William Power skrevet en artikel i det amerikanske tidsskrift Yale Review hvori han giver udtryk for nogle selvransagende tanker angående et eventuelt budskab i sangen. Det er langtfra alle der vil dele hans mening, men hans kommentarer danner alligevel en passende afslutning på denne lille analyse af „Waltzing Matilda“. Han siger:
„Australierne har, foruden kampen mod naturkræfterne, også haft kampen mod den menneskelige naturs ufuldkommenheder. . . . Dette anspændte forhold kommer til udtryk i ’Waltzing Matilda’, hvor fjenderne er de to modsætninger, bosætteren og vagabonden. I en sådan strid vil de fleste mene at bosætteren fortjener at vinde. Australiens økonomi afhænger i vid udstrækning af hans dygtighed som fåre- eller kvægavler. Han er flittig, ansvarsbevidst og modig; hvis han manglede blot en enkelt af de egenskaber vi forbinder med en pioner, ville han ikke være bosætter ret længe. . . . Også vagabonden er et menneske. . . . Han er også en del af samfundet. Det er lykkedes nogle få vagabonder at blive bosættere; flere har opnået en ringere, men dog tilfredsstillende status som farmere, medhjælpere, mekanikere eller byarbejdere; andre er forblevet fattige og hjemløse til deres dages ende, og er døde på landevejen. Samfundet vil måske kræve at bosætteren skal stå over vagabonden, men vi må aldrig glemme vagabondens rettigheder som menneske.“
Det er nu mere end 100 år siden at den simple folkesang blev skrevet. Banjo Paterson havde næppe forestillet sig at hans digt sat til musik ville blive en så populær australsk sang.
[Fodnote]
a En dansk titel lyder: „Dans nu, Matilda.“