Pompeji — byen hvor tiden blev sat i stå
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I ITALIEN
KØKKENER med pander foran ildstedet, velassorterede butikker, fontæner uden vand, uskadte gader — alle er de velbevarede i den mennesketomme og øde by Pompeji, hvor tiden synes at være blevet sat i stå.
Intet har forandret sig siden den katastrofale dag for mere end 1900 år siden da vulkanen Vesuv, der ligger ud til Napolibugten, kom i udbrud. Den begravede Pompeji, Herculaneum, Stabiae og den omkringliggende egn i aske og lava.
Bogen Pompei siger: „I oldtiden havde folk kun en vag forestilling om Vesuvs vulkanske aktiviteter. I deres øjne var Vesuv kun et grønklædt bjerg hvor tætte skove vekslede med dejlige vinmarker.“ Men den 24. august år 79 lød der en vældig eksplosion, og Vesuv vågnede efter mange års stilhed.
Udbruddet i år 79
En søjle af gas, magma og slagger som vulkanen udspyede, formørkede himmelen og forårsagede en frygtelig nedbør af aske og lapilli (små lavastykker). I løbet af to dage havde et tykt lag på gennemsnitlig 2,5 meter dækket Pompeji og et stort område af egnen. En stor, usynlig sky af giftige og dødbringende gasser lagde sig som en dyne over byen, og samtidig var der gentagne voldsomme jordrystelser. Til forskel fra Pompeji, som blev dækket til lidt efter lidt, forsvandt Herculaneum på et øjeblik. Ifølge bogen Riscoprire Pompei (Genopdagelsen af Pompeji) blev byen Herculaneum oversvømmet af en strøm af „mudder og vulkansk materiale. Tæt ved kysten nåede denne strøm en højde af toogtyve meter.“
De hen ved 15.000 indbyggere i Pompeji reagerede vidt forskelligt. Kun de der flygtede med det samme, overlevede. Nogle ville dog ikke forlade deres hjem og private ejendele. De blev tilbage i håb om at faren ville drive over. Andre var ivrige efter at redde deres værdigenstande og tøvede med at flygte, blot for at blive knust da hustagene brød sammen på grund af det tunge lag aske.
Et eksempel på dette er ejerinden af „Faunens hus“, som tilsyneladende ikke var villig til at forlade sine rigdomme. Robert Étienne fortæller i sin bog La vie quotidienne à Pompéi (Dagligliv i Pompeji): „I stor hast samlede husets frue sine dyrebareste smykker sammen — slangeformede guldarmbånd, ringe, hårnåle, ørenringe, et sølvspejl samt en pose fyldt med guldmønter — og beredte sig på at flygte.“ Skræmt som hun måske var af den nedfaldende aske, forblev hun inden døre. „Kort efter,“ skriver Étienne, „styrtede taget sammen og begravede den stakkels kvinde og hendes klenodier.“ Andre blev kvalt af de giftige gasser som spredte sig overalt.
De der havde tøvet, måtte nu løbe for livet over det lag aske som havde lagt sig på jorden. De blev imidlertid kvalt af de giftige gasser og faldt om, hvorefter den stadige nedbør af fin aske dækkede dem til. De sørgelige rester af dem blev fundet mange hundrede år senere med deres værdigenstande liggende ved siden af. Det lag aske som byen og dens indbyggere havde ligget begravet under, var over 6 meter tykt.
Men det skyldes faktisk denne dødbringende nedbør at selv byens indbyggere er kommet til syne igen. På denne side kan man se nogle gipsafstøbninger af deres kroppe. Arkæologer har hældt flydende gips ned i de hulrum ofrenes nedbrudte legemer har efterladt, hvorved vi har fået mulighed for at se disse ulykkelige menneskers sidste krampagtige bevægelser. Et italiensk tidsskrift, Archeo Dossier, har beskrevet nogle af skikkelserne på denne måde: „En ung kvinde ligger med hovedet hvilende på sin arm. En mand har haft et lommetørklæde for munden som ikke har kunnet beskytte ham imod at indånde aske eller giftige gasarter. Tjenere ved de offentlige badeanstalter ligger i underlige stillinger på grund af kvælningsdødens sidste krampetrækninger; . . . en moder holder sin lille datter ind til sig i en sidste medlidende og forgæves omfavnelse.“
Livsfarligt at opholde sig i Herculaneum
De der ikke straks flygtede fra Herculaneum, som lå få kilometer fra Pompeji, opdagede snart at de var afskåret fra alle flugtveje. Mange skyndte sig mod stranden i håb om at undslippe ad søvejen, men et voldsomt jordskælv på havbunden forhindrede skibene i at stikke til søs. Da man for nylig foretog udgravninger ved Herculaneums gamle strandkyst, fandt man over 300 skeletter. Det var mennesker som var blevet levende begravet af en frygtelig strøm af mudder og vulkansk materiale mens de søgte tilflugt under en terrasse der lå ud til havet. Også mange af disse havde forsøgt at redde deres mest værdifulde ejendele, som for eksempel guldsmykker, sølvkar og et komplet sæt kirurgiske instrumenter. Alle disse ting lå i nærheden af deres ejermænd til ingen nytte.
Tiden har stået stille
Pompeji bekræfter den sandhed at livet er skrøbeligt når det udsættes for naturens kræfter. Ingen anden arkæologisk udgravningsplads har som Pompejis ruiner og det omkringliggende område kunnet give forskere og andre interesserede et så klart og tydeligt billede af hverdagslivet i det første århundrede.
Det var især landbrug, industri og handel der bidrog til den økonomiske vækst i området. De frugtbare marker producerede rigeligt med fødevarer som følge af en storstilet anvendelse af slaver og daglejere. Mange af byens aktiviteter var centreret om handelen med levnedsmidler i detailforretninger. Enhver der besøger Pompeji, kan endnu se de møllesten som blev brugt til at male korn, grøntsagsmarkedet samt frugthandlernes og vinhandlernes butikker. Man kan se værksteder hvor man engang bearbejdede uld og linned og hvor man spandt og vævede stoffer. Byen bestod af disse bygninger og i snesevis af andre lønnende småvirksomheder lige fra guldsmedens værksted til isenkræmmerens forretning samt privatboliger.
De smalle gader der engang var fulde af liv, er brolagt med store sten. Disse gader flankeres af fortove og offentlige fontæner. Et sindrigt system af akvædukter sørgede for vandforsyningen til disse fontæner. Man kan se en pudsig detalje på hjørnerne af de store gader. Ligesom man i dag anlægger fodgængerovergange, anbragte man i oldtiden store trædesten tværs over gaden for at fodgængerne kunne gå tørskoede over når det regnede. Alle der kørte med kærre, måtte besidde en vis snilde for ikke at ramme disse sten. Blokkene ligger der endnu! Intet er forandret.
Privatlivet
I dag er de pompejanske indbyggeres privatliv ikke længere sikret mod turisternes nysgerrige blikke. Man kan for eksempel betragte en livløs ung kvinde der dækket med prægtige smykker ligger i armene på en gladiator i hans barak. Døre til huse og butikker står på vid gab. Man kan også kigge ind i køkkenerne. Det ser ud som om de er blevet forladt blot et par minutter forinden. Køkkengrejet står stadig foran ildstedet. I ovnen er der halvfærdigt brød, og der står store krukker langs væggen. Man kan se rum udsmykket med mesterlige dekorationer af stuk, vægmalerier og mosaikker. Dér lå de rige mageligt til bords og brugte deres raffinerede sølvbægre og kar. Husenes fredfyldte haver er omgivet af søjlegange og prydet med skønne fontæner, som nu er ude af funktion. Man kan også se bronze- og marmorstatuer af meget høj håndværksmæssig kvalitet og altre der blev brugt i tilbedelsen af husguderne.
Det store flertal levede dog et mere beskedent liv. Mange havde ingen køkkenfaciliteter og besøgte derfor de mange værtshuse hvor man for en billig penge kunne høre sladder, spille forskellige spil og købe mad og drikke. Nogle af disse steder må også have fungeret som bordeller hvor servitricerne, der ofte var slavepiger, lod sig prostituere efter at have serveret drinks til kunderne. Ud over de utallige værtshuse af denne slags har man ved udgravninger fundet mere end tyve andre bordeller, ofte karakteriseret af obskøne malerier og indskrifter på væggene.
Det er tid til at handle
Pompejis pludselige ødelæggelse giver stof til eftertanke. Det lader til at de tusinder der mistede livet, ikke reagerede hurtigt nok på naturens advarsler om at en katastrofe hastigt nærmede sig — de gentagne jordskælv, eksplosionen fra vulkanen og den frygtelige nedbør af lapilli. De tøvede, måske fordi de ikke ville forlade deres bekvemme livsform og ejendele. Det er også muligt at de håbede at faren ville drive over eller at der stadig var tid nok til at flygte hvis situationen skulle blive kritisk. De tog sørgeligt fejl.
Bibelen oplyser os om at hele verden i dag befinder sig i en lignende situation. Det fordærvede samfund vi lever i, er udelukket fra Gud. Det vil om kort tid pludselig blive fjernet. (2 Peter 3:10-12; Efeserne 4:17-19) Alt peger på at den time er nær. (Mattæus 24:3-42; Markus 13:3-37; Lukas 21:7-36) Og Pompejis sørgelige ruiner viser hvor tåbeligt det er at være ubeslutsom.
[Ramme på side 24]
Kristne kors?
Forskellige kors er kommet for dagens lys i Pompeji, deriblandt et kors af gips man har fundet på væggen i et bageri. Det har fået nogle til at slutte at der fandtes kristne i byen inden den blev ødelagt i år 79. Er det en korrekt antagelse?
Tilsyneladende ikke. For at finde „en fuldt udviklet dyrkelse af korset som genstand,“ siger Antonio Varone i sin bog Presenze giudaiche e cristiane a Pompei (Tilstedeværelsen af jøder og kristne i Pompeji), „må man vente til det fjerde århundrede da kejseren og store skarer hedninger blev omvendt og begyndte at optage denne tilbedelsesform i deres gudsdyrkelse.“ Varone tilføjer: „Selv i det andet og tredje århundrede og indtil Konstantins tid er det sjældent at man finder et sådant symbol med klar forbindelse til kristendommen.“
Hvis ikke disse kors er af kristen oprindelse, hvorfra stammer de så? Ud over at der har været tvivl om betydningen af dette symbol, som menes at være et kors, og at man i samme bageri har fundet et maleri af en slangegud, er der også afdækket „nogle i høj grad obskøne fund som det er vanskeligt at forlige med [den tanke] at lejeren af bageriet skulle have været kristen,“ siger Varone. Han tilføjer: „Det er almindeligt kendt at man fra tidernes morgen, før korset overhovedet blev et symbol på frelse, har tillagt korsformede genstande en tydelig magisk og rituel betydning.“ I fortiden, forklarer denne forsker, mente man at korset kunne beskytte én imod eller endda tilintetgøre onde kræfter, og det blev hovedsagelig brugt som amulet.
[Illustrationer på side 23]
Caligulabuen med Vesuv i baggrunden
Herover: Gipsafstøbninger af indbyggere i Pompeji
Til venstre: Nerobuen og en del af Jupitertemplet
[Kildeangivelse på side 22]
Lodrette borter: Glazier
[Kildeangivelse på side 22]
Fotos på siderne 2 (nederst), 22 og 23: Soprintendenza Archeologica di Pompei