Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g96 22/11 s. 21-23
  • Er alternativ rock noget for mig?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er alternativ rock noget for mig?
  • Vågn op! – 1996
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor så populær?
  • Et advarende ord
  • Vær selektiv
  • Pas på nedbrydende musik!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Hvilken musik vælger du?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1974
  • Har jeg et fornuftigt forhold til musik?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
  • Kan jeg virkelig tage skade af musik?
    Vågn op! – 1993
Se mere
Vågn op! – 1996
g96 22/11 s. 21-23

Unge spørger:

Er alternativ rock noget for mig?

„Jeg kan identificere mig med sange der handler om de forskellige problemer og erfaringer som vi unge kommer ud for.“ — George, 15 år.a

„Det er en mellemting mellem pop og heavy metal.“ — Dan, 19 år.

„Det er nyt og anderledes. Det er ikke kommerciel, masseproduceret musik.“ — Maria, 17 år.

MANGE unge kan lide at lytte til alternativ rock. Nogle voksne er foruroligede over det. Og de fleste forældre aner måske overhovedet ikke hvad det er.

Det skal indrømmes at det ikke er nemt at forklare præcis hvad alternativ rock er. Oprindelig var betegnelsen møntet på den musik som nogle unge der ønskede et alternativ til den almindelige popmusik, lyttede til. Nogle hævder at det begyndte da amerikanske universiteters lokale radiostationer spillede numre med praktisk talt ukendte grupper — grupper som brystede sig af at de ikke var gået på kompromis med den kommercielle musikindustri. Denne nye type musikere tog afstand fra de store pladeselskaber og deres omfattende markedsføringsteknik, såsom musikvideoer. Desuden handlede deres tekster om emner som sjældent blev taget op på Top 40-listen.

I modsætning til heavy metal og rap er det ikke altid let at genkende og rubricere alternativ rock. Selv eksperterne inden for musikindustrien er uenige om hvad det er. Det skyldes at det, som navnet antyder, dækker en bred vifte af lyde, følelser og stemninger. En ung mand udtaler: „Det er meget svært at klassificere. Det dækker et bredt spektrum af nutidens musik.“ En anden ung mand beskriver det på denne måde: „Det er ikke altid hårdt eller blødt, hurtigt eller langsomt, muntert eller dystert.“ En anden indrømmer: „Jeg ved ikke om jeg kan lide alternativ rock, for jeg er ikke helt sikker på hvad det er.“

Alternativ rock har under alle omstændigheder oplevet så stor fremgang at de mere populære artister inden for genren nu betragtes som en del af den almindelige musikscene. Forældre er ikke så tilbøjelige til at indvende noget mod denne musikstil som mod heavy metal eller andre øresønderrivende former for rock. Kun ganske få forældre ville endda kunne fortælle hvilke grupper eller pladeudgivelser der hører til den alternative genre. Det er imidlertid vigtigt at man udviser en vis forsigtighed med hensyn til denne musik.

Hvorfor så populær?

Overvej for eksempel hvorfor så mange unge er tiltrukket af denne musik. For mange drejer det sig blot om at gøre ligesom kammeraterne. Det giver også et fælles udgangspunkt med hensyn til hvad man skal tale om og tage sig til, som for eksempel at bytte bånd og CD’er.

De fleste unge er imidlertid tiltrukket af den sound og det budskab der er i alternativ rock. Mange føler at de kan identificere sig med de erfaringer og følelser som sangskriverne giver udtryk for. I en artikel om dette emne stod der i bladet Time: „Mens popsange ofte handler om kærlighed, handler de alternative tekster sædvanligvis om mere skrappe følelser: fortvivlelse, begær, forvirring. . . . Hvis du er teenager eller er i tyverne, har din familie sandsynligvis oplevet en skilsmisse. Den alternative musik er blevet et følelsesmæssigt lydspor der taler direkte til de unges indestængte følelser af at være blevet forladt og behandlet uretfærdigt.“ En 21-årig discjockey siger således: „Det appellerede til mig og mine venner fordi vores generation er ligeglad med verden. Vi har intet at se frem til når vi går ud af skolen.“

Nogle kristne unge er også blevet tiltrukket af alternativ rock. De fleste er naturligvis gået uden om de hårde, mere oprørske, voldelige eller umoralske sange. Men nogle af disse unge har udtrykt bekymring angående de tilsyneladende mindre skadelige sange. Dan siger: „Nogle af sangerne er kendt for at være homoseksuelle, lesbiske eller stofmisbrugere, og deres tekster afspejler deres livsstil.“ En anden ung mand ved navn Jack siger: „Nogle af grupperne har den idé at ingen bryder sig om de unge, om de problemer de har, eller om deres fremtidsudsigter, og det giver de udtryk for i deres sange. Mange af dem mangler motivation og håb.“

Et advarende ord

Bibelen fortæller os at „hele verden ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“. (1 Johannes 5:19) Det bør derfor ikke overraske os at musik er et af de midler Satan bruger til at vildlede unge. Tidligere artikler i dette blad og dets søsterblad Vagttårnet har gentagne gange påpeget dette.b De advarsler der er blevet givet angående heavy metal og rap, kan også anvendes på alternativ rock. Som Bibelen siger: „Den kloge overvejer sine skridt.“ — Ordsprogene 14:15.

I øvrigt er det ikke særlig fornuftigt at følge flertallet når det gælder personlig musiksmag. Tænk over følgende bibelske princip, der kan anvendes i forbindelse med at lade andre træffe afgørelser for en: „Ved I ikke at hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham.“ (Romerne 6:16) For kristne unge er det ikke et spørgsmål om hvad der er acceptabelt for kammeraterne, men hvad der er „velbehageligt for Herren“. (Efeserne 5:10) Og hvilken slags unge er det der tiltrækkes af alternativ rock? Er det glade, velafbalancerede unge som går op i åndelige ting? Eller er det fortrinsvis unge som er utilfredse, ulykkelige eller endda vrede?

Det kan da godt være at der også er glade, optimistiske unge som tiltrækkes af alternativ rock. Men overvej engang følgende: Alle kristne, unge såvel som ældre, har en strålende fremtid i vente. (2 Peter 3:13) Apostelen Paulus minder os om hvor sikkert det er at Guds løfter bliver opfyldt idet han siger: „Det er umuligt for Gud at lyve.“ (Hebræerne 6:18) Er der da nogen mening i at lade sig præge af det triste, negative syn på fremtiden som nogle sange inden for alternativ rock udtrykker? Kunne dét at blive opslugt af musik som udtrykker frygt, håbløshed og fortvivlelse, svække ens tro? Og hvilken virkning vil en stadig dosis af denne musik have på ens følelsesliv?

Vær selektiv

Dermed være ikke sagt at al musik der kaldes „alternativ“, nødvendigvis er skadelig eller anstødelig. Men forestil dig at du fandt ud af at nogen forsøgte at forgifte dig. Du ville selvfølgelig ikke helt holde op med at spise, men givetvis være meget forsigtig med hvad du spiste. Den kendsgerning at Satan forsøger at forgifte dit livssyn og din holdning, bør få dig til at være meget forsigtig i dit valg af musik. Som Bibelen siger: „Øret . . . prøver ord, ligesom ganen smager på maden når man spiser.“ (Job 34:3) Frem for blot at følge flertallet må du sætte den musik du kan lide, på prøve.

Hvordan gør man det? Rammen med titlen „En hjælp til at vælge musik“ indeholder nogle gode forslag som du kan afprøve. Spørg også dine kristne forældre hvad de synes om din musik. (Ordsprogene 4:1) Måske bliver du overrasket over deres svar. Dine forældre er selvfølgelig af en anden årgang, og det er forståeligt hvis de ikke deler din musiksmag. Men hvis de ligefrem finder den musik du lytter til, anstødelig, nedværdigende eller modbydelig, vil det da være klogt at ignorere deres mening? Bibelen siger: „Den vise hører efter og modtager mere belæring.“ — Ordsprogene 1:5.

Læg også mærke til den virkning musikken har på dig selv. Gør den dig vred, oprørsk eller nedtrykt? I så tilfælde bør du ikke ignorere disse faresignaler. Hvorfor ikke finde noget musik som gør dig afslappet, veltilpas og glad?

Musikmoden skifter ustandselig. Inden længe vil en anden form for musik være „in“. Men lad dig ikke rive med af disse skiftende tendenser. Vær selektiv, og udvis dømmekraft når du vælger musik. Forvis dig om at den musik du lytter til, er sund og opbyggende. (Filipperne 4:8) Så kan musik blive en værdifuld og fornøjelig del af dit liv!

[Fodnoter]

a Nogle af navnene er ændret.

b Se artiklerne „Unge spørger: . . .“ i Vågn op! for 8. februar, 22. februar og 22. marts 1993. Se også artiklen „Pas på nedbrydende musik!“ i Vagttårnet for 15. april 1993.

[Tekstcitat på side 22]

„Mens popsange ofte handler om kærlighed, handler de alternative tekster sædvanligvis om mere skrappe følelser: fortvivlelse, begær, forvirring.“ — Bladet Time

[Ramme på side 23]

En hjælp til at vælge musik

◆ Undersøg pladeomslaget. Her kan man ofte få et indtryk af musikken og musikerne. Tag afstand fra pladeomslag der indeholder dæmoniske symboler, eller som skildrer vold, nøgenhed eller bizarre former for klædedragt og soignering.

◆ Læs sangteksterne og få et indtryk af musikernes tanker og livsstil. Hvilke holdninger vil de have dig til at acceptere?

◆ Den gennemgående sound i musikken er et udtryk for hvilken stemning eller følelse musikerne gerne vil overføre til dig — melankoli, glæde, trods, seksuel opstemthed, sindsro eller fortvivlelse.

◆ Er der et bestemt publikum som især føler sig tiltrukket af musikgruppen? Vil du gerne identificeres med disse mennesker og deres holdninger?

[Illustration på side 23]

Mange unge kan identificere sig med vore dages sangtekster

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del