Misforståelser angående Jehovas Vidner ryddet af vejen

TO AF Jehovas vidner mødte i forkyndelsen fra hus til hus en mand der sagde at han ikke var interesseret. Forkynderne tog venligt afsked, men på vej hen ad fortovet opdagede de at manden fulgte efter dem. „Et øjeblik,“ råbte han. „Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg kender intet til Jehovas vidner, og jeg tror at mange er blevet fejlinformeret om jer.“

Han præsenterede sig derpå som Renan Dominguez, programchef for Rotaryklubben i det sydlige San Francisco. Han spurgte om et af Jehovas vidner kunne komme hen i klubben og holde et foredrag om Jehovas Vidners tro og virke. Der blev aftalt en dagsorden hvor forkynderen skulle holde et indlæg på en halv time og derpå besvare spørgsmål fra forsamlingen. Ernest Garrett, et lokalt Jehovas vidne gennem mange år, blev bedt om at besøge Rotaryklubben den 17. august 1995. I det følgende beretter han om forløbet:

„Under bøn overvejede jeg hvad jeg kunne sige til medlemmerne af Rotaryklubben — typisk bankfolk, jurister og læger. Under mine forberedelser fandt jeg ud af at Rotarys erklærede hensigt er at styrke samfundet. Derfor fremholdt jeg oplysningerne på side 23 i brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede, fra afsnittet: ’Den gode nyhed er samfundsgavnlig.’a

Jeg nævnte at Jehovas vidner er med til at præge samfundet i den retning. Hver af ugens dage er nogle Jehovas vidner ude at banke på folks døre i lokalsamfundet. De forsøger at fremme et stærkt familiesammenhold blandt deres medmennesker, idet de mener at stærke familier er grundlaget for et stærkt samfund. Jo flere enkeltpersoner og familier der lader sig påvirke af Jehovas vidner til at leve efter kristne retningslinjer, desto mindre kriminalitet og umoralitet findes der i lokalsamfundet. Disse oplysninger faldt i god jord da de jo var i samklang med Rotaryklubbens målsætning.“

„Hvorfor går I ikke ind i politik?“

„Da det blev spørgetid, lød et af de første spørgsmål: ’Hvorfor går I ikke ind i politik og offentlige anliggender?’ Spørgeren fortsatte: ’Bibelen siger jo: „Giv kejseren det der er kejserens.“’ Jeg sagde til ham at vi fuldt og helt anerkender dette lærepunkt og uforbeholdent tilslutter os det. Dernæst påpegede jeg at folk som regel udelod skriftstedets anden halvdel, hvor der står: ’Tilbagebetal Gud det der er Guds.’ (Mattæus 22:21) Heraf må vi udlede at ikke alt tilhører kejseren. Noget tilhører Gud. Man må så afklare hvad der tilhører kejseren, og hvad der tilhører Gud.

Jeg gjorde ham opmærksom på at Jesus hverken svarede ja eller nej da han blev spurgt: ’Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke?’ Han sagde: ’Vis mig kopskattens mønt,’ en romersk denar. Derpå spurgte han: ’Hvis billede og indskrift er dette?’ De sagde: ’Kejserens.’ Dertil sagde han: ’Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens.’ (Mattæus 22:17-21) Med andre ord: Vi skal betale kejseren skat fordi det er rimeligt at betale for de tjenesteydelser vi nyder godt af fra hans side. Jeg fortalte at Jehovas vidner betaler deres skatter og ikke unddrager staten noget den har krav på.

Videre nævnte jeg at vi Jehovas vidner ikke mener at vi skylder kejseren livet. Vi mener at det er ret at vi ’tilbagebetaler’ Gud vor tilbedelse, for den har han krav på. At vi indtager dette standpunkt, er ikke ment som respektløshed over for kejseren. Vi adlyder alle hans love, undtagen hvis de strider imod Guds love; i så fald adlyder vi respektfuldt Gud som vor hersker mere end mennesker. I hele forsamlingens påhør sagde spørgeren: ’Det kan jeg ikke anfægte!’

Vi fik også lejlighed til at besvare mange spørgsmål om vor forkyndelse. Bagefter kom mange hen og trykkede os i hånden og erklærede sig enige i at familien er rygraden i et stærkt samfund. Vi forærede hver af de tilstedeværende brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede.

Efter mødet ringede hr. Dominguez mig op og spurgte om jeg kunne komme hen på hans kontor, da han havde flere spørgsmål om vor tro. Vi havde en udbytterig drøftelse af adskillige skriftsteder. Især ville han gerne høre mig gøre rede for vores holdning til blod. Uopfordret sagde han at han ikke selv ville tage imod blodtransfusion, og de oplysninger jeg gav ham på grundlag af brochuren Hvordan kan blod redde dit liv?, gjorde så stort indtryk på ham at han indbød mig til at komme igen og tale til klubmedlemmerne om vores holdning til blod. Jeg bad en anden forkynder, Don Dahl, om at gå med mig. Han har erfaring i at præsentere vort syn på lægebehandling over for forsamlinger af læger. I fællesskab forklarede vi grundigt hvordan vi over for lægerne og hospitalernes administratorer tydeliggør vores bibelsk begrundede holdning og foreslår gennemprøvede alternativer til blodtransfusion.“ — 3 Mosebog 17:10-12; Apostelgerninger 15:19-21, 28, 29.

„Vil det sige at De ville lade Deres søn dø?“

„Efter mødet kom en af deltagerne hen til mig og spurgte på tomandshånd: ’Vil det sige at De ville lade Deres søn dø hvis han efter en ulykke kom på skadestuen med svære blødninger?’ Jeg forsikrede ham om at jeg forstod hans følelser, eftersom jeg mistede en søn ved Lockerbie-katastrofen i 1988. Indledningsvis sagde jeg at jeg bestemt helst ville skånes for at min søn døde.

Vi har intet imod læger, lægebehandling eller sygehuse. Vi går ikke ind for troshelbredelse. Vi har brug for lægestandens tjenester. Vi har desuden tillid til Gud og er forvissede om at hans anvisninger vedrørende blodet er til vor varige gavn. Ifølge Bibelen ’lærer Gud os hvad der gavner og fører os ad den vej vi skal gå’. (Esajas 48:17) Han har også givet sin søn magt til at oprejse de døde. Jesus sagde engang: ’Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør; og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du dette?’ — Johannes 11:25, 26.

Vi beder blot lægerne om at forstå at vores holdning grunder sig på vores samvittighed og er indiskutabel. Den er lige så ufravigelig som Guds lov om ægteskabsbrud. Vi kan ikke parlamentere med Gud om at undtage os fra forbudet mod at begå ægteskabsbrud. Jeg fortsatte: ’De spurgte mig om jeg ville lade min søn dø ved at nægte ham blodtransfusion. Med al respekt vil jeg gerne spørge Dem om De ville lade Deres søn dø i militærtjeneste for noget land?’ Han svarede prompte og med eftertryk: ’Ja, for det er hans pligt!’ Til det sagde jeg: ’De ville altså gå med til at Deres søn døde for en sag De tror på. Det samme vil jeg gerne have lov til med min søn.’

Et interessant notabene til dette er at hr. Dominguez og hans kone siden inviterede min kone og mig til middag. Hr. Dominguez havde en fornemmelse af at hans kone lå under for fejlinformation og misforståelser angående Jehovas Vidner. Sådan forholdt det sig også. Vi havde en fornøjelig aften. Hans kone stillede mange spørgsmål om os og vor tro, og hun lod os svare udførligt. Næste dag ringede hr. Dominguez og sagde at hans kone havde været meget glad for at træffe min kone og mig og syntes godt om os.

Jeg kommer stadig hos hr. Dominguez, og han viser stor interesse for Bibelen. Ved en lejlighed sagde han: ’Jeg vil uforbeholdent opfordre Dem til at kontakte alle programchefer for Rotaryklubberne i San Francisco med opland og tilbyde at holde et indlæg som det De holdt i vores klub. De må gerne henvise til mig, og jeg vil med glæde anbefale Dem som gæstetaler når jeg bliver kontaktet.’

Rotary er en international forening. Kunne det tænkes at andre af deres lokale klubber i USA og i den øvrige verden var villige til at slå dørene op for et besøg af Jehovas Vidner?“

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Hr. Renan Dominguez (til venstre) og broder Ernest Garrett