Kunne du tænke dig at møde en kobra?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I INDIEN
DE FLESTE voksne ville nok betakke sig, men ikke nødvendigvis et barn. Hverken børn eller dyr nærer nogen instinktiv frygt for slanger og dermed for kobraer. Vor afsky for slanger bygger ofte på upålidelige oplysninger, fejlopfattelser, overdrevne historier og myter.
Når vi indbyder dig til at møde en kobra, er det selvfølgelig på sikker afstand! Kobraer er meget giftige, og det er de færreste der kunne tænke sig at gå hen til en kobra og række hånden ud for at klappe den. Det er heller ikke realistisk at tro at den vil komme os i møde, for så snart den hører vore skridt vil den stikke af mod et sikkert skjulested. Lad os derfor nøjes med at møde kobraen ved at høre nogle spændende oplysninger om denne interessante skabning.
Kobraer er krybdyr og tilhører underordenen slanger (Serpentes) og familien af giftsnoge (Elapidae). Det kalder man den gruppe giftslanger som har furede gifttænder. Der findes skønsvis 12 arter, og deres udbredelsesområde strækker sig fra Australien gennem de asiatiske og afrikanske troper til Arabien samt de tempererede zoner. Den mest frygtindgydende af alle kobraer, kongekobraen, kan blive tre til fem meter lang, og er dermed verdens største giftslange. Dens foretrukne levesteder er junglens tætte underskov eller vådområder hvor der falder rigeligt med regn. Den lever i det sydlige Kina, på Filippinerne, i Indonesien, Malaysia, Myanmar og dele af Indien. Kongekobraen er et smukt dyr med sin kulsorte halespids, de farvede tværbånd på den gulgrønne krop, som med alderen bliver olivengrøn, og de små prikker på nakkeskjoldet.
Andre arter bliver i gennemsnit en til to meter lange. Brilleslangen, eller den indiske kobra, er en oprindelig hjemmehørende og meget udbredt art i Indien. Den har nogle aftegninger på nakkeskjoldet som ligner et par briller, og den kan være sort, mørkebrun eller hvidgul med et bredt, mørkt bånd på halsen samt spættede tværbånd i gule og hvide farver hele vejen ned ad kroppen. På Sri Lanka og i det østlige og nordøstlige Indien lever monokelkobraen, som er lysere i farven. På dens noget mere cirkelformede skjold er der en aftegning af en enkelt hvid ring, hvoraf navnet kommer. I det nordvestlige Indien og i Pakistan lever en kulsort kobra. Af de kobraer der lever i Afrika kan nævnes ringhalskobraen, også kaldet den spyttende kobra, og den ægyptiske kobra, som har et mørkt og smalt skjold. Man mener at det var denne slange der var skyld i dronning Kleopatras død.
Slanger parrer sig kun med artsfæller. Hannen lader sig tiltrække af en særlig duft af moskus som hunnen udskiller. Kobraer synes at interessere sig mere for familien end andre slanger; ofte bliver kobraer sammen som par. Kongekobraen er en af de få redebyggende slanger man kender til. Hunnen skraber blade sammen til en cirka 30 centimeter høj tue, og dér lægger hun 20 til 50 æg. Bagefter ruller hun sig om tuen, og i de knap to måneder til æggene udklækkes, forlader hun ikke reden og indtager heller ikke føde. Hannen opholder sig ofte lige i nærheden. Andre arter som ikke bygger rede, bliver i nærheden af deres æg for at beskytte dem.
De spæde slanger bryder ud af æggene ved at knuse skallerne med en æggetand, som senere falder af. I det øjeblik de kommer ud, er de helt uafhængige af deres forældre; de har nemlig allerede fuldt udviklede giftkirtler og gifttænder. Hyppigt spiller de med tungen for at opsamle partikler og overføre kemiske oplysninger til hvad man kalder det jakobsonske organ, der er placeret i ganen. Dette organ har forbindelse med lugtesansen, og det er kombinationen af smag og lugt der sætter slangen i stand til at opspore et bytte, finde en mage eller flygte fra et rovdyr.
Den unge slange vokser hurtigt, og snart er det ydre skind blevet for trangt og må kastes af. Eftersom kobraen hele sit liv fortsætter med at vokse, gentager dette usædvanlige fænomen sig med jævne mellemrum. En kobra kan blive over tyve år gammel. En til to uger før den skifter ham mister skindet sin kulør, og slangen bliver sløv og får uklare øjne. Pludselig bliver øjnene klare, og kobraen begynder at rive hul på den gamle hud omkring munden ved at gnide hovedet mod nogle sten. Nu kravler den bogstavelig talt ud af sit eget skind efterhånden som skindet krænges af fra de sammenvoksede, gennemsigtige øjenlåg hele vejen ned til halespidsen. En livlig og glinsende slange med et nyt „look“ er parat til at fortsætte sine normale aktiviteter.
Kobraer påvirkes meget af lufttemperaturen. Som vejret bliver køligere sætter de tempoet ned og kan endda gå i dvale. For stærk varme kan slå dem ihjel. Med undtagelse af kongekobraer, der æder slanger, er kobraers foretrukne føde rotter, mus, frøer, firben, fugle, og andre mindre dyr. Byttet lammes af en giftindsprøjtning; og da kobraen ikke er udrustet til at tygge føden, sluger den byttet i ét stykke. Dens elastiske skind og smidige kæber gør det muligt at sluge et dyr som er to til tre gange tykkere end dens eget hoved. Når offeret fuldstændig blokerer slangens mund, trækker den vejret ved at skyde indgangen til luftrøret frem forbi forhindringen, på samme måde som en svømmer bruger en snorkel. Slangen skubber byttet ned i sin krop ved at bevæge rækkerne af bagudkrummede tænder. Bagefter finder den sig et roligt sted hvor den langsomt kan fordøje føden, og måske går der adskillige dage før næste måltid. En kobra kan leve i månedsvis uden føde ved at tære på kroppens oplagrede fedt.
Slanger er forsigtige. (Se Mattæus 10:16.) Kobraens forsvar består enten i at flygte, måske ned under en sten eller ned i sit bo i et forladt rottehul, eller i at forholde sig helt stille og derved undgå at blive opdaget. I en konfrontation vil den rejse forkroppen, spile nakkeskjoldet ud, og hvæse for at skræmme fjenden. Kobraen bider kun som en sidste udvej.
Slangebid
Ofte indberetter man ikke tilfælde af slangebid i Afrikas og Asiens landdistrikter, men på verdensplan skønnes det at der årligt bliver bidt cirka en million mennesker. Med 10.000 dødsfald om året er Indien det land i verden hvor det største antal mennesker dør som følge af slangebid, og måske skyldes flertallet af disse dødsfald bid af brilleslangen. Ti procent af kobrabiddene er dødelige.
Kobraen hugger ikke så hurtigt som så mange andre slanger. Den hurtige mangust, en af kobraens værste fjender, kan få has på den. Mangusten udmatter kobraen ved gentagne gange at springe hen imod den, for derefter at springe til side når den hugger. På et tidspunkt angriber mangusten kobraen bag nakkeskjoldet og brækker dens nakke. Eftersom mange slanger hugger fra en sammenrullet stilling, kan det være svært at bedømme rækkevidden af deres hug. Kobraen rejser derimod sin forkrop og hugger lige ned. Man kan derfor bedømme afstanden og komme uden for rækkevidde af den forholdsvis langsomme bevægelse.
Ringhalskobraen og den sorthalsede kobra fra Sydafrika samt kobraerne i det nordøstlige Indien hører til en gruppe kobraer som forsvarer sig ved at spytte. De rejser forkroppen og sigter på offeret med gifttænderne, hvorpå de med et pust afsender to fine stråler gift, som har en rækkevidde på omkring to meter. Giften virker ikke på huden, men man kan blive midlertidigt blind hvis man får den i øjnene, og vaskes giften ikke hurtigt nok ud, kan resultatet blive varig blindhed. Slangerne synes mærkeligt nok at kunne sigte lige efter øjnene.
Hvad bør man gøre hvis man bliver bidt af en kobra? Giften presses ud af giftkirtlerne i slangens kind gennem to korte, faste gifttænder som sidder foran i kæben. Gifttænderne fungerer på samme måde som en injektionssprøjte; de stikker hul i huden og sprøjter gift ind. Det eneste sikre middel mod slangebid er en modgift fremstillet af giften fra fire giftslanger. Indien blev tidligt i det tyvende århundrede det første sted hvor man i større udstrækning anvendte modgift. Modgiftspulver der ikke nedkøles er effektivt i fem år, og pulveret blandes med vand og gives som en injektion.
Eftervirkningerne af et kobrabid er smerte, opsvulmning af bidsåret, synsforstyrrelser, svimmelhed, strubelammelse og nedsat åndedrætsfunktion. Får man en stor mængde gift i sig indtræffer døden i løbet af et par timer hvis ikke man kommer under behandling.
Slangetæmmeren
Slangetæmning er en meget gammel form for underholdning. Den praktiseres for det meste i Østen, men også i Vesten har nogle cirkuser slangetæmning på deres repertoire. Slangetæmmere optræder oftest med brilleslangen på grund af dens usædvanlige nakkeskjold og nervøse natur, men de bruger også andre iøjnefaldende slanger som for eksempel kongekobraen og den indiske sandboa. Når den erfarne entertainer spiller på sin fløjte, rejser kobraen sig gradvis op af sin kurv og udspiler sit skjold i normal forsvarsposition. Slangetæmmerens bevægelser får slangen til at reagere, idet den hele tiden iagttager ham og holder sig parat til at angribe. De fleste kobraer får gifttænderne fjernet, men nogle slangetæmmere tager chancen og optræder med farlige giftslanger.
I det gamle Indien var den omrejsende slangetæmmer meget populær fordi han også fortalte religiøse myter. I dag er det mere indbringende at optræde med slanger uden for de hoteller hvor der kommer mange fotoglade turister. Nogle slangetæmmere opsøger private hjem og fortæller at der højst sandsynligt lever slanger i haven, og for en aftalt pris tilbyder han at fange dem. Han forsvinder ind i buskadset, og efter at man i et stykke tid har hørt ham spille fløjte, vender han tilbage med en sæk fyldt med slanger. Det vil selvfølgelig være klogt af haveejeren at holde øje med slangetæmmeren, eller i det mindste kontrollere at han ikke forinden har medbragt en sæk fyldt med slanger!
Slangereservater formidler oplysning
Slangereservater fremmer interessen for krybdyr. De støtter forskningen og formidler oplysning om hvordan man kan undgå at blive bidt, og hvad man kan gøre hvis det alligevel skulle ske. Disse reservater arbejder for at beskytte slangerne som er truet af menneskers grådighed og uvidenhed. Kobraer er længe blevet dræbt for deres smukke skind, som forarbejdes til bælter, tasker, sko og lignende luksusprægede forbrugsartikler. Ét år blev mere end ti millioner indiske slanger dræbt af kommercielle grunde. Slangerne flås lige efter at de er blevet dræbt. I Indien farver man skindet med plantefarvestoffer, og bagefter bliver det poleret og eventuelt sprøjtet med lak for at give det en glinsende og vandafvisende overflade.
Man kan ikke overvurdere kobraens værdi. Ved at dræbe rotter og andre gnavere redder den i tonsvis af korn fra at gå tabt. Af dens gift fremstiller man både modgift, eller serum, smertestillende midler og anden medicin. The Tata Memorial Cancer Institute, et kræftforskningshospital i Bombay, studerer kobragiftens indvirkning på kræftceller.
Har det været spændende at møde kobraen? Den er smuk, gavnlig, forsigtig, og veludrustet til at forsvare sig. At lære den bedre at kende kan hjælpe os til i endnu højere grad at værdsætte dette til tider meget udskældte medlem af dyreriget.
[Ramme på side 19]
Kobratilbedelse og overtro
MAN har fra gammel tid kendt til kobratilbedelse. I ruinbyen Moenjodaro, et af de ældste kultursamfund arkæologer har udgravet, har man fundet signeter præget med kobramotiver. Millioner i Indien har siden det tredje årtusind f.v.t. og frem til i dag næret en overtroisk ærefrygt for kobraer. Det er interessant at mange kobramyter er bygget over virkelige men fordrejede historiske hændelser.
En skabelseslegende fortæller om et tidspunkt hvor der ikke var lys i universet. Først skabtes den skinnende gud Vishnu af mørkt kosmisk vand, derefter fulgte himmelen, jorden og underverdenen. Af det materiale der blev tilovers skabtes en gigantisk kobra kaldet Sesha (der betyder: det resterende). Ifølge myterne havde Sesha mellem fem og tusind hoveder, og på billeder skildres Vishnu liggende tilbagelænet på den sammenrullede Sesha i ly af de mange hoveders udspilede nakkeskjolde. Det er en udbredt folketro at jordskælv er et resultat af Seshas gaben, og at ild eller gift fra hans mund vil tilintetgøre verden ved afslutningen af en tidsalder.
Den hinduiske mytologi fortæller om en særlig slags kobra, nagaerne, der holder til i underverdenen, Nagalok eller Patala. Abeguden Hanuman hævder ifølge mytologien at alle mennesker var hellige i den „fuldkomne tidsalder“ og at der dengang kun fandtes én religion, men ingen dæmoner eller nagaer. Slangerne kom senere til at bevogte jordens rigdomme, og de besad store kundskaber og magiske kræfter. Sesha, som også kaldes Vasuki, blev af guderne brugt til at kærne et mælkehav og fremstille amrita, en udødelighedsdrik. Den underverden som nagaerne behersker fremstilles som et meget behageligt sted; krigere der dør i kamp loves ufattelige glæder dér.
I mytologien er det dog ikke alle kobraer som regnes for at være gode. En fabel beretter om en kamp mellem Krishna, en inkarnation af Vishnu, og Kaliya, en mægtig og ond dæmonkobra. På billeder kan man se den sejrende Krishna med foden på hovedet af den mægtige slange.
Manasa, eller Durgamma, nagaernes dronning, bliver tilbedt af kvinder som ønsker at beskytte deres børn mod slangebid. Ved Nagapanchami-højtiden hælder slangetilbedere mælk, ja selv blod, over kobrabilleder eller ned i slangehuller. Kvinder som håber at undfange et drengebarn tilbeder og ofrer sten- eller sølvkobraer i templerne.
Kobraen går til filmen
Den mytologiske kobra er et meget populært tema i indisk film — siden 1928 er der blevet produceret mere end 40 film om kobraen. Almindeligvis fremstilles kobraen som godhedens vogter, sine tilbederes hjælper og de ondes banemand. Mange kan godt lide sagnverdenens Icchadari-kobraer, som siges at kunne forvandle sig til mennesker. De menes at have en hengiven mage, og det påstås at en kobra hvis mage bliver dræbt, er i stand til at se billedet af morderen i den døde slanges øjne, hvorefter den begiver sig af sted på hævntogt. Det er hovedhandlingen i mange film. Slangedans med musik af slangetæmmere er et fremherskende indslag i historien. Danserne efterligner slangen og bugter sig hen ad jorden.
Shakti, en dokumentarfilm som blev optaget ved en højtid i Rajasthan i Indien, fortæller om hundredtusinder af slangetilbedere som mødes i august måned i ørkenen. Filmen viser hvordan de under den brændende sol i temperaturer som overstiger 50 grader slår løs på sig selv med jernstænger og kravler cirka to kilometer i det glohede sand til slangeguden Goghas tempel. Gogha er en historisk konge som levede i det tiende århundrede. Han menes at have reddet sit folk fra indtrængende muslimer ved at lede fjenden ind i et område befængt med slanger, hvor hæren blev stærkt reduceret på grund af slangebid.
[Ramme på side 20]
Reddet af en kobra
I en landsby ved navn Sastur i Indien kan to familier takke en kobra for at de stadig er i live. Familierne blev den 30. september 1993, klokken 3.50 om morgenen, vækket af høje hvæs fra en kobra som bugtede sig vej ud af deres hus. De løb ud på marken for at slå den ihjel. Da klokken blev fire jævnede et frygteligt jordskælv i det centrale Indien landsbyen med jorden, og næsten alle indbyggerne blev dræbt. Takket være kobraens tidlige advarsel overlevede de to familier!
[Illustrationer på side 16, 17]
En asiatisk kobra set forfra og bagfra
Indsat: En sort kobra spiler nakkeskjoldet ud mens den soler sig på en varm sten
[Kildeangivelse]
Billederne på siderne 16 til 20: A. N. Jagannatha Rao, Madras Snake Park Trust
[Illustrationer på side 18]
En sort kobra set forfra og bagfra