Mit livs overraskelse
Dana Folz var otte år da han fandt ud af at han var adoptivbarn. Nogle år senere begyndte han at stille sig selv spørgsmål som: ’Hvem er min mor? Hvordan er hun egentlig? Hvorfor bortadopterede hun mig? Har jeg brødre og søstre?’ Læs Danas beretning om hvordan han efter lang tids søgen fandt sin biologiske mor, og om den store overraskelse der ventede ham.
JEG blev født den 1. august 1966 i Ketchikan i Alaska. Min søster Pam var to år ældre end jeg. Vores far var socialmedarbejder ved Kontoret for Indianeranliggender og blev ofte forflyttet. Vi skiftede tit bopæl i Alaska og bosatte os siden i Iowa, Oklahoma, Arizona og Oregon.
Under et besøg hos slægtninge i Wisconsin i sommeren 1975 talte nogle af mine fætre nedsættende om en anden fætter. „Han er adopteret, så han er ikke en rigtig Folz,“ sagde de. Da vi var kommet hjem, spurgte jeg mor hvad det betød, og til min undren så hun forfærdet ud. Hun forklarede mig hvad adoption er, og samme aften røbede hun grædende at både min søster og jeg var adoptivbørn.
Dengang sagde det mig ikke særlig meget, og i nogen tid skænkede jeg det ikke mange tanker. Jeg havde en mor og en far, og tilværelsen formede sig normalt. Mine adoptivforældre besluttede sig for at lægge den omflakkende tilværelse bag sig og blive bofaste. Da jeg var ni, slog vi os ned i Vancouver i staten Washington. Jeg stod min far nær, men havde sværere ved at komme ud af det med min mor. Måske skyldtes det hendes skuffelse over at jeg i perioder var selvrådig og oprørsk.
Forelskelse og studieår
I highschool traf jeg Trina, og vi blev straks gode venner. Efter studentereksamen fik jeg tildelt et legat til at studere på Oregons Statsuniversitet i Corvallis. I fritiden lå jeg i fast rutefart mellem universitetet og Vancouver for at besøge Trina, som havde et år tilbage i highschool. Jeg forsømte studierne, men gik ud fra at jeg nok skulle klare mig alligevel. Derfor fik jeg et chok første gang vi fik karakterer — det var de dårligste jeg nogen sinde havde fået. Jeg var flov, og når jeg fra da af besøgte Trina, havde jeg bøgerne med så jeg kunne læse.
En dag da jeg på motorcykel var på vej tilbage fra Vancouver til universitetet, kom jeg ud for en alvorlig ulykke. Kort efter blev jeg kvæstet endnu alvorligere da jeg i en fodgængerovergang blev ramt af en bil. Efter dette tog jeg arbejde og mistede lysten til at gå på universitetet.
Interesse for religion
Med tiden flyttede Trina og jeg sammen. Vi troede på Gud og ville gerne kende ham; men vi syntes at kirkerne var hykleriske. Vi forsøgte derfor at læse Bibelen selv, men vi kunne hverken finde hoved eller hale i stoffet.
En dag hørte jeg på min arbejdsplads i Portland nogle kolleger stikle til en medarbejder ved navn Randy, som jeg anså for at være en af de rareste jeg nogen sinde havde truffet. Han fandt sig roligt i bemærkningerne. Senere på dagen spurgte jeg ham: „Hvad er det jeg hører — er du en slags præst?“
„Ja, det er jeg,“ svarede han.
„I hvilket trossamfund?“ spurgte jeg.
„Jeg er et af Jehovas vidner.“
„Hvem er Jehovas Vidner?“
„Mener du at du ikke véd det?“ spurgte han forbløffet.
„Ja,“ sagde jeg. „Hvem er Jehovas Vidner? Burde jeg kende dem?“
„Ja, det burde du,“ sagde han smilende. „Har du noget for i frokostpausen?“
Det blev den første af en serie frokostdrøftelser om Bibelen. En aften fortalte jeg Trina om dem. „Hold dig fra Jehovas vidner!“ udbrød hun. „De er forskruede! De er ikke kristne. De fejrer ikke jul.“ Hun opremsede en mængde andre ting hun havde hørt om Jehovas vidner.
„En eller anden har fortalt dig en masse der ganske enkelt ikke passer,“ sagde jeg. Vi talte længe, og til sidst fik jeg overbevist hende om at hun ikke kendte hele sandheden. I tiden derefter fik hun mig til at stille Randy nogle spørgsmål, og jeg overbragte hende det ene klare bibelske svar efter det andet. Efter nogen tid sagde Trina: „Jeg anede ikke at alt det står i Bibelen, men jeg synes stadig at Jehovas vidner er forskruede. Hvis du har lyst, må du for min skyld gerne snakke med Randy om Bibelen, men du skal ikke komme herhjem og prøve at besnakke mig.“
En belastende tid
Jeg troede på det jeg lærte fra Bibelen, men jeg syntes ikke at jeg kunne leve op til det. Trina og jeg begyndte desuden at skændes, og det greb om sig. Jeg og en kammerat besluttede så at vi ville flytte fra vore kærester og begynde på en frisk i Oklahoma. Jeg tog orlov fra arbejdet, og inden længe havde min kammerat og jeg indrettet os i en lejlighed i en lille by nær grænsen til Texas. Jeg blev snart klar over hvor meget jeg savnede Trina, men jeg havde sat mig i hovedet at jeg ville nyde livet i fulde drag.
Da jeg fandt ud af at man i Texas måtte drikke spiritus når man var 19, tog jeg derover en aften for at gå på en kendt rock’n’roll-bar. Jeg drak mig fra sans og samling, smadrede min bil og endte i detentionen. Jeg satte mig i forbindelse med min far, og han fik mig løsladt mod kaution. Til min store glæde lod Trina mig flytte ind hos hende igen. Jeg fik mit gamle arbejde tilbage og genoptog mine bibeldrøftelser med Randy.
Jeg får styr på min tilværelse
Næsten to år var gået siden jeg først hørte om Jehovas vidner, og jeg besluttede mig for at gå mere seriøst til værks i mit bibelstudium. Jeg var nu fyldt 20, og de spørgsmål vedrørende min adoption som jeg omtalte i indledningen, begyndte at nage mig. Derfor tog jeg for alvor fat på at opspore min biologiske mor.
Jeg ringede til det hospital i Alaska hvor jeg var blevet født, og spurgte hvad jeg kunne gøre. Da jeg havde fået svar, skaffede jeg mig en kopi af min fødselsattest, og på den måde fik jeg at vide at min mor hed Sandra Lee Hirsch. Der stod intet om min far. Sandra var kun 19 da jeg blev født, og jeg forestillede mig at hun havde været en forskræmt, enlig pige der var blevet gravid og havde truffet den svære beslutning at bortadoptere sit barn. Ud fra fødselsattesten alene kunne jeg ikke spore hende.
I mellemtiden var jeg gennem mit bibelstudium med Randy blevet overbevist om at jeg havde fundet den sande tro. Men mine forsøg på at lægge rygningens besmittende last på hylden mislykkedes gang på gang. (2 Korinther 7:1) Jeg følte at Jehova havde opgivet mig, men så hørte jeg noget i rigssalen der satte mod i mig. En broder sagde at Satan er ude på at få os til at svigte, og at det er sørgeligt når nogen giver op og går glip af det evige liv. „Vi er nødt til at kaste vore byrder på Jehova og stole fuldstændig på at han vil hjælpe os gennem modgangstider,“ sagde han. — Salme 55:22.
Det var netop det jeg trængte til at høre! Jeg fulgte hans råd og bad tit Jehova om hjælp. Snart kvittede jeg tobakken, giftede mig med Trina og overholdt mine studieaftaler. Med tiden begyndte Trina også at studere. Jeg symboliserede min indvielse til Jehova ved vanddåben den 9. juni 1991. Mindre end to uger senere blev vores første datter, Breanna Jean, født.
Mit forhold til min far
Min far og jeg stod som sagt hinanden nær. Han var en meget rar mand, altid parat med opmuntring når noget gik mig på. Samtidig var han fast i opdragelsen. Det var derfor et hårdt slag da jeg tidligt i 1991 fik at vide at han havde uhelbredelig lungekræft. Han og min mor var på det tidspunkt flyttet til Hamilton i Montana, og vi besøgte dem ofte for at være sammen med dem og støtte mor.
Vi fik lejlighed til at give far bogen Er dette liv alt? Han lovede at læse den og udtrykte bekymring over hvordan det skulle gå os alle. Under mit sidste besøg fortalte han mig hvor stolt han var over at jeg var hans søn, og sagde at han elskede mig højt. Derpå vendte han hovedet mod vinduet med tårer i øjnene. Vi omfavnede hinanden flere gange inden jeg tog af sted. Han nåede at læse cirka en tredjedel af bogen før sin død den 21. november 1991.
Efter min fars død flyttede vi til Moses Lake i staten Washington, og mit ønske om at kende mine rødder trængte sig stærkere på. Jeg brugte megen tid til at søge, men vi sikrede os at vi ikke tilsidesatte det åndelige. Trina blev døbt den 5. juni 1993, og seks måneder efter fødte hun vores anden datter, Sierra Lynn.
Hvordan jeg fandt min biologiske mor
Jeg blev ved med at bearbejde Alaskas retsvæsen og sendte det ene brev efter det andet til forskellige instanser. Samtidig foretog jeg selv efterforskning via edb. Alt var forgæves. Men sidst i 1995 fik jeg ved en lægeundersøgelse konstateret en hjertefejl. Jeg var kun 29, og min læge ville gerne kende min sygehistorie.
Han skrev derfor en udtømmende og præcis anmodning hvori han betonede at oplysninger fra mine adoptionsdokumenter kunne have afgørende betydning for mit helbred. Det skriftlige svar indbefattede en dommerkendelse om at mine helbredsgrunde ikke i fornøden grad berettigede mig til at få indsigt i sagsakterne. Jeg var dybt skuffet. Nogle uger senere fik vi imidlertid brev fra en anden dommer med besked om at en domstol havde tilkendt mig indsigt i mine adoptionspapirer!
Papirerne ankom i begyndelsen af januar 1996. De oplyste min mors hjemby og familiebaggrund. Straks søgte jeg navnet Sandra sammen med bynavnet i et dataregister og fik seks navne med tilhørende telefonnumre frem. Trina og jeg blev enige om at det var bedst at hun ringede op. Ved den tredje opringning svarede en kvinde at hendes niece hed Sandra, og oplyste hendes telefonnummer.
Et opkald og en overraskelse
Da Trina ringede til det opgivne nummer, ville kvinden der svarede, ikke sige hvem hun var. Til sidst sagde Trina rent ud: „Min mand blev født i Ketchikan i Alaska den 1. august 1966, og jeg må vide om du er den han leder efter.“ Der fulgte en lang pause. Derpå spurgte kvinden med skælvende stemme efter Trinas navn og telefonnummer og lovede at ringe os op. Jeg regnede ikke med at hun ville ringe tilbage lige med det samme, og derfor tog jeg i byen og købte ind.
Da jeg kom hjem, talte Trina i telefon og havde tårevædede øjne. Hun rakte mig røret. Det var min mor. Hun og jeg sagde goddag og talte om almindeligheder, men så hviskede Trina indtrængende: „Hun ville så gerne have beholdt dig.“ Jeg følte virkelig for min mor da hun genfortalte sin livshistorie. „Jeg vil gerne sige dig tak for det liv du har givet mig,“ sagde jeg. „Jeg har haft en god tilværelse og har haft alt hvad jeg behøvede. Jeg har haft gode, kærlige forældre, og nu har jeg en sød kone og to dejlige børn. Jeg er meget lykkelig.“
Hun begyndte at græde. Derefter fortalte hun at hun var blevet gravid efter en voldtægt og var blevet presset til at give mig væk. Senere var hun blevet gift, og nogen tid efter var hendes spæde pige og hendes mor omkommet under en brand mens hun selv lå på hospitalet efter en operation. Hun sagde at hun dengang troede at Gud havde taget moderen og datteren fra hende som straf for at hun havde givet sin søn fra sig. „Nej,“ brast det ud af mig, „sådan noget gør Gud ikke!“ Det var hun godt klar over nu, svarede hun, for efter tragedien var hun begyndt at undersøge hvad Bibelen lærte, og det var hun blevet ved med.
’Det kan ikke passe,’ tænkte jeg, og spurgte: „Hvem studerede du med?“ Efter en lang pause svarede hun: „Jehovas vidner.“ Jeg var målløs. Grådkvalt fik jeg fremstammet: „Jeg er også et Jehovas vidne.“ Jeg måtte gentage det tydeligere, og hun blev ude af sig selv af glæde. Det var næsten for godt til at være sandt.
Mor var blevet et Jehovas vidne i 1975, nogen tid efter at hun havde mistet sin lille pige. Da hendes mand begyndte at gøre åndelige fremskridt, fortalte hun ham om mig. Han trøstede hende og lovede at de skulle lede efter mig. Men kort efter omkom han ved en bilulykke, og hun blev alene med tre små børn. Flere aftener talte vi sammen i timevis. Vi besluttede at mødes i Phoenix i Arizona den anden uge i februar 1996. Mor havde allerede planlagt at tage dertil sammen med en anden kristen søster.
En mindeværdig genforening
Trina og jeg rejste derned uden børnene. Da jeg gik ned ad flytrappen, fik jeg øje på min mor og kunne langt om længe omfavne hende. Med armene om mig sagde hun at det havde hun ventet på i 29 år, og hun kunne næsten ikke slippe mig igen. Vi havde en dejlig tid sammen hvor vi så fotografier og udvekslede familienyt. Den største oplevelse var imidlertid at sidde ved siden af mor i rigssalen i Phoenix. Vi overværede mødet sammen og stod ved siden af hinanden under sangen. Det var en ubeskrivelig og uforglemmelig følelse.
I april 1996 fik vi besøg af min søster Laura fra Iowa. Det var en stor glæde at nyde det nære kristne fællesskab med hende. Jeg har også talt i telefon med mine to nyfundne brødre. At være forenet som familie er dejligt, men at være forenet i kærligheden inden for Jehovas organisation er en gave som kun vor store Gud, Jehova, kan give. — Fortalt af Dana Folz.
[Illustration på side 23]
Min biologiske mor og mig