En sjælden kristen arv
FORTALT AF BLOSSOM BRANDT
Det sneede i San Antonio i Texas den 17. januar 1923. Det var den dag jeg blev født. Udenfor var det koldt, men jeg blev taget i favnen af varme og kærlige kristne forældre. Så langt tilbage jeg kan huske har alt det mine forældre, Judge og Helen Norris, gjorde, været centreret om tilbedelsen af Jehova Gud.
I 1910, da mor var otte år, var hendes forældre flyttet fra omegnen af Pittsburgh i Pennsylvanien til en farm uden for Alvin i Texas. Dér lærte de sandheden fra Bibelen at kende af en nabo. Mor brugte resten af sit liv til at vække folks interesse for håbet om Riget. I 1912 blev hun døbt, efter at familien var flyttet til Houston i Texas.
Første gang mor og hendes forældre mødte Charles T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, var da han besøgte deres menighed i Houston. Familien beværtede ofte Selskabets rejsende repræsentanter, de såkaldte pilgrimme, i deres hjem. Et par år senere flyttede mor med sine forældre til Chicago, Illinois, og broder Russell besøgte også menigheden dér.
I 1918 blev bedstemor ramt af den spanske syge, og lægerne anbefalede at hun flyttede til et varmere klima hvilket ville gavne hendes helbred. Eftersom bedstefar arbejdede for jernbaneselskabet Pullman fik han i 1919 lov til at blive flyttet tilbage til Texas. Dér, i San Antonio, mødte mor en ung, nidkær broder i menigheden der hed Judge Norris, og de fattede straks sympati for hinanden. De blev senere gift, og Judge blev min far.
Far lærer sandheden fra Bibelen at kende
Min far fik sit usædvanlige navn Judge (der på engelsk betyder dommer) ved fødselen. Da hans far første gang så ham, sagde han: „Det barn er lige så alvorligt som en dommer,“ og derfor blev han kaldt Judge. I 1917, da far var 16, fik han traktaterne Where Are the Dead? (Hvor er de døde?) og What Is the Soul? (Hvad er sjælen?) som var udgivet af Vagttårnets Selskab. Min farfar var død to år før, og traktaterne indeholdt svar på de spørgsmål far havde stillet sig om de dødes tilstand. Kort efter begyndte han at overvære de møder der blev afholdt af bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt.
Far ønskede straks at være med i menighedens aktiviteter. Han fik sig et distrikt hvor han kunne forkynde, og efter skoletid kørte han på sin cykel ud og uddelte traktater. Han blev fuldstændig optaget af at forkynde håbet om Guds rige, og den 24. marts 1918 symboliserede han sin indvielse til Jehova ved vanddåben.
Da mor det følgende år flyttede til San Antonio, blev far straks tiltrukket af hvad han sagde var „det sødeste smil og de klareste blå øjne“ han nogen sinde havde set. Snart var det en kendt sag at de ønskede at gifte sig, men de havde svært ved at få mors forældre til at gå med til det. Den 15. april 1921 fandt brylluppet imidlertid sted. Begge havde heltidstjenesten som mål.
Tidlig start i tjenesten
Mens mor og far var travlt optaget af at træffe forberedelse til overværelse af stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922, blev de klar over at mor ventede mig. Kort efter min fødsel blev far, kun 22 år gammel, udnævnt til arbejdsdirektør. Det betød at han måtte sørge for alle tjenestearrangementer. Allerede efter et par uger tog mor mig med ud i forkyndelsen fra hus til hus. Også mine bedsteforældre nød at have mig med i tjenesten.
Jeg var kun to år da mine forældre flyttede til Dallas i Texas, og tre år senere begyndte de i heltidstjenesten som pionerer. Om natten sov de på en feltseng ved vejkanten mens jeg lå på bagsædet i bilen. Det syntes jeg naturligvis var sjovt, men snart blev det klart at de ikke var parate til pionerlivet endnu. Far oprettede derfor et firma. Senere byggede han en lille campingvogn med henblik på at begynde i pionertjenesten igen.
Før jeg begyndte i skole lærte mor mig at læse og skrive, og jeg kunne gangetabellen op til fire. Hun var hele tiden opmærksom på at hjælpe mig til at lære. Hun plejede at stille mig på en stol ved køkkenbordet så jeg kunne tørre af når hun vaskede op og lærte mig at huske skriftsteder og synge Rigets sange.
Jeg tjener Gud sammen med mine forældre
I 1931 overværede vi alle det skønne stævne i Columbus, Ohio, hvor vi fik navnet Jehovas Vidner. Selv om jeg kun var otte år, syntes jeg at det var det smukkeste navn jeg nogen sinde havde hørt. Kort efter at vi var vendt hjem brændte fars forretning ned til grunden. Far og mor tolkede dette som „Herrens vilje“ og begyndte i sommeren 1932 igen i pionertjenesten. Siden oplevede vi mange år i heltidstjenesten.
Mine forældre tjente i det centrale Texas så de kunne være i nærheden af mors forældre, der stadig boede i San Antonio. De blev flyttet fra det ene distrikt til det andet, hvilket betød at jeg ofte måtte skifte skole. Til tider sagde tankeløse venner: „Hvorfor slår I jer ikke ned og giver det barn et ordentligt hjem,“ som om de ikke passede mig godt nok. Men jeg syntes at vi havde et spændende liv og at jeg hjalp far og mor i tjenesten. Faktisk blev jeg oplært og forberedt til det der senere blev min egen livsvej.
I månedsvis blev jeg ved at fortælle far og mor at jeg ønskede at blive døbt, og de snakkede ofte med mig om det. De ønskede at vide hvor alvorligt jeg mente det. Den 31. december 1934 fandt denne mindeværdige begivenhed i mit liv sted. Aftenen før sikrede far sig imidlertid at jeg havde henvendt mig til Jehova i bøn. Derefter gjorde han noget smukt. Han bad os alle knæle ned, og derefter bad han en bøn. Han fortalte Jehova hvor lykkelig han var for at hans lille pige havde besluttet at vie sit liv til ham. Den aften glemmer jeg aldrig.
Oplært af mine bedsteforældre
I årene 1928 til 1938 besøgte jeg ofte mine bedsteforældre i San Antonio. Meget hos dem foregik som hos mine forældre. Bedstemor havde været kolportør, det vi i dag kalder pioner, og siden var hun blevet deltidspioner. Bedstefar blev pioner i december 1929, så tjenesten var en del af dagligdagen.
Om aftenen skete det ofte at bedstefar tog mig i sine arme og lærte mig navnene på stjernerne. Han citerede også digte for mig efter hukommelsen. Jeg var med på mange togrejser sammen med ham da han var ansat ved jernbanerne. Jeg kunne altid komme til ham når jeg havde problemer. Han trøstede mig og tørrede mine tårer bort. Men når jeg blev tugtet på grund af dårlig opførsel og søgte trøst hos ham, sagde han: „Lille ven, overtræderens vej er hård at betræde.“ Dengang forstod jeg imidlertid ikke ordene, men tonen var ikke til at tage fejl af.
År med forfølgelse
I 1939 brød den anden verdenskrig ud og Jehovas folk blev udsat for forfølgelse og pøbeloverfald. I slutningen af 1939 blev mor meget syg og måtte til sidst opereres. Vi flyttede derfor tilbage til San Antonio.
Der dannede sig pøbelskarer når vi gik på gadearbejde i San Antonio. Men hver uge var vores familie der, hver på sit tildelte hjørne. Jeg så ofte til mens de kørte far på politistationen.
Far forsøgte at fortsætte som pioner selv om mor måtte holde op. Men han kunne ikke tjene nok ved at arbejde på deltid, så han måtte også tage en pause. I 1939 gik jeg ud af skolen og begyndte ligeledes at arbejde.
Fars navn Judge (dommer) kom ham til gavn i disse år. I ét tilfælde blev en gruppe forkyndere som var taget ud for at forkynde i en landsby lige nord for San Antonio sat i fængsel af sheriffen. Han anholdt omkring 35, deriblandt mine bedsteforældre. De underrettede far, og han kørte derop. Han gik ind på sheriffens kontor og sagde: „Jeg er Judge Norris fra San Antonio.“
„Javel hr. dommer, hvad kan jeg gøre for dem?“ spurgte sheriffen.
„Jeg er kommet for at få disse mennesker ud af fængselet,“ svarede far. Derefter lod sheriffen dem gå uden kaution og uden yderligere spørgsmål!
Far elskede at forkynde i kontorbygningerne i forretningskvarteret, og han holdt især af at besøge dommere og advokater. For receptionisten præsenterede han sig således: „Jeg er Judge (dommer) Norris, og jeg er kommet for at besøge dommer det og det.“
Når han traf dommeren sagde han altid først: „Før jeg fortæller formålet med mit besøg vil jeg gerne sige at jeg har været dommer længere end De har. Jeg har været det hele mit liv.“ Og så forklarede han hvordan han fik sit navn. Det skabte en gemytlig atmosfære, og han fik mange gode forbindelser med dommere.
Taknemmelig for mine forældres ledelse
Da jeg kom i den hektiske teenagealder ved jeg at far og mor ofte holdt vejret når de så til og spekulerede på hvad det næste var jeg ville foretage mig. Som alle andre børn afprøvede jeg mange gange far og mor, og spurgte om jeg måtte det og det, selv om jeg på forhånd vidste at svaret var nej. Somme tider blev der udgydt tårer. Faktisk ville jeg være blevet bestyrtet hvis de havde sagt: „Gør som det passer dig. Vi er ligeglade.“
Bevidstheden om at jeg ikke kunne presse dem til at fire på principperne gav mig en følelse af tryghed. Det gjorde det faktisk lettere for mig når nogle unge foreslog at vi skulle gøre et eller andet uklogt, eftersom jeg kunne sige: „Det vil far ikke give mig lov til.“ Da jeg blev 16 sørgede far for at jeg lærte at køre bil og at jeg fik mit kørekort. Samtidig gav han mig en nøgle til huset. Jeg var beæret over at han havde tillid til mig. Jeg følte mig voksen, og det gav mig ansvarsfølelse og et ønske om ikke at svigte hans tillid.
Dengang blev der ikke givet megen vejledning om ægteskabet, men far kendte Bibelen og vidste at den sagde at man kun skulle gifte sig „i Herren“. (1 Korinther 7:39) Han gjorde det klart for mig at hvis jeg nogen sinde kom hjem med en verdslig ung mand eller så meget som nærede varme følelser for én, ville han blive dybt skuffet. Jeg vidste at han havde ret, for jeg havde selv set hvilket lykkeligt og harmonisk ægteskab de havde haft fordi de havde giftet sig „i Herren“.
I 1941, da jeg var 18, troede jeg at jeg var forelsket i en ung mand i menigheden. Han var pioner og studerede jura. Jeg svævede på en lyserød sky. Da vi fortalte mine forældre at vi ønskede at blive gift, gav de ikke udtryk for misbilligelse. De sagde blot: „Vi vil gerne bede dig om noget, Blossom. Vi føler at du er for ung, og vi synes at du skal vente et år. Hvis du er rigtig forelsket gør et år hverken fra eller til.“
Jeg er meget taknemmelig for at jeg lyttede til dette kloge råd. I løbet af det år der gik blev jeg langt mere moden og kunne se at den unge mand ikke havde de egenskaber der kræves af en god ægtefælle. Til sidst forlod han organisationen, så jeg undgik en katastrofe. Hvor var det dejligt at have nogle forældre hvis dømmekraft man kunne stole på!
Ægteskab og rejsetjeneste
I vinteren 1946 mødte jeg efter seks års pionertjeneste og deltidsarbejde den prægtigste unge broder jeg nogen sinde havde mødt i vores rigssal. Han hed Gene Brandt og rejste sammen med vores vennetjener, som den rejsende tilsynsmand dengang blev kaldt. Vi følte os tiltrukket af hinanden, og den 5. august 1947 blev vi gift.
Kort efter dannede far og Gene et revisionsfirma. Far sagde imidlertid til Gene: „Den dag firmaet forhindrer os i at overvære et møde eller passe en teokratisk opgave vil jeg låse døren og smide nøglen væk.“ Jehova velsignede denne åndelige indstilling, og firmaet indtjente tilstrækkeligt til at dække vore materielle behov og give os tid til pionertjenesten. Far og Gene var gode forretningsfolk, og vi kunne let være blevet velhavende, hvilket dog aldrig har været deres mål.
I 1954 blev Gene indbudt til at virke i kredstjenesten, hvilket var en stor omvæltning i vores liv. Hvordan ville mine forældre reagere? Heller ikke denne gang tænkte de først og fremmest på sig selv men på Guds riges interesser og deres børns åndelige vel. De sagde aldrig: „Hvorfor giver I os ingen børnebørn?“ Nej, de spurgte altid: „Hvad kan vi gøre for at støtte jer i heltidstjenesten?“
Den dag vi skulle af sted hørte vi kun tilskyndende og opmuntrende kommentarer om vort store privilegium. De fik os aldrig til at føle at vi lod dem i stikken, men stod altid 100 procent bag os. Efter at vi var taget af sted fortsatte de flittigt i pionertjenesten i endnu ti år. Far var blevet udnævnt til bytilsynsmand i San Antonio, hvilket han var i 30 år. Han havde den glæde at se antallet af menigheder i byen vokse fra én i 1920’erne til 71 før han døde i 1991.
Gene og jeg havde en spændende tilværelse. Vi havde den store glæde at betjene vore kære brødre og søstre i mere end 31 stater. I 1957 havde vi den særlige forret at overvære den 29. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Efter skolen vendte vi tilbage til rejsetjenesten. I 1984, efter 30 år i kreds- og områdetjenesten, gav Selskabet betænksomt Gene en kreds i San Antonio, eftersom mine forældre var oppe i firserne og havde et svagt helbred.
Omsorg for mine forældre
Kun halvandet år efter at vi var vendt tilbage til San Antonio blev min mor pludselig bevidstløs og døde. Det gik så stærkt at jeg ikke nåede at få sagt alt det jeg gerne ville have fortalt hende. Det lærte mig at tale meget med far. Efter 65 års ægteskab savnede han mor meget, men vi var der til at støtte og hjælpe.
Far havde hele sit liv sat et godt eksempel med hensyn til mødedeltagelse, studium og tjeneste, og det fortsatte han med lige til sin død. Han elskede at læse. Eftersom han måtte være alene mens vi var i tjenesten, spurgte jeg når jeg kom hjem: „Har du været ensom?“ Det havde han ikke, for han havde været så optaget af at læse og studere at tanken ikke engang havde strejfet ham.
Der var også en anden skik som vi fortsatte med at holde i hævd. Far havde altid insisteret på at familien skulle spise sammen, især om morgenen sådan at vi kunne drøfte dagens tekst. Jeg havde aldrig fået lov til at forlade hjemmet før vi havde drøftet dagsteksten. Nogle gange indvendte jeg: „Men far, jeg kommer for sent i skole (eller på arbejde).“
„Det er ikke på grund af dagsteksten at du er sent på den. Du er stået for sent op,“ plejede han at sige. Og så måtte jeg værsgo blive og lytte. Han satte et godt eksempel i denne forbindelse og fortsatte med det hele livet igennem. Det er noget han har givet i arv til mig.
Far forblev åndsfrisk til det sidste. Det gjorde det lettere at passe ham, for han var aldrig vanskelig eller klagende. Jo, det hændte at han beklagede sig over nogle gigtsmerter („arthritis“), men så mindede jeg ham om at det i virkeligheden var „adamitis“ han led af, og så lo han. Med Gene og mig ved sin side sov far stille ind om morgenen den 30. november 1991.
Jeg er nu over 70, og har stadig glæde af at mine kærlige kristne forældre satte et godt eksempel. Det er min oprigtige bøn at jeg i stadig højere grad må stræbe efter at værdsætte denne arv ved at bruge den rigtigt i de år der kommer. — Salme 71:17, 18.
[Illustration på side 5]
Mor og mig
[Illustrationer på side 7]
1. Mit første stævne: San Marcos, Texas, september 1923
2. Fars sidste stævne: Fort Worth, Texas, juni 1991 (Far sidder ned)
[Illustration på side 9]
Gene og Blossom Brandt