Et hjertesuk

I Vågn op! for 8. maj 1996 bragte vi en artikelserie om adoption. Vi er blevet glædeligt overraskede over reaktionen fra læsere i hele verden. Følgende brev indeholdt et særlig dybt hjertesuk:

„Jeg føler mig nødsaget til at gøre opmærksom på at mange af os der gav afkald på vore børn, i virkeligheden ønskede at beholde dem. Jeg var ugift teenager og gik stadig i skole. Da mine forældre fik at vide at jeg var gravid, sagde de med det samme at jeg skulle sætte barnets velfærd over min egen og bortadoptere det. Jeg fik at vide at ’et barn skal have både en mor og en far’, og det kunne jeg ikke give det. Mine forældre ønskede ikke at jeg skulle beholde barnet — jeg ville ikke få lov at bo hjemme hvis jeg beholdt det. Hvad kunne jeg gøre? De sagde: ’Du vil bebrejde dit barn at det har taget din frihed.’

Lige så snart man kunne begynde at se at jeg var gravid, blev jeg taget ud af skolen og sendt væk for at bo hos en slægtning. Da jeg rejste hjemmefra, vidste jeg at jeg ikke ville være velkommen tilbage før jeg havde født barnet og givet det bort til adoption.

Jeg blev sendt til et hjem for ugifte mødre. Da socialrådgiveren spurgte mig om jeg var sikker på at jeg ville lade barnet bortadoptere, blev jeg klar over at hun ikke forstod at jeg ikke havde noget valg. JEG ØNSKEDE AT BEHOLDE MIT BARN! Jeg har altid længtes efter at se ham le og være glad. Jeres læsere skal vide at mange biologiske mødre føler det på samme måde.

Jeg fik egentlig ikke noget valg. Jeg gjorde dét som man mente ’var bedst’ for barnet. Jeg har lige siden måttet leve med smerten. Jeg frygter at min søn måske tror at jeg aldrig har interesseret mig for ham, og at jeg ikke ville have ham.

Nu da jeg er blevet kristen, sætter jeg pris på den vejledning Bibelen giver vedrørende de vanskelige situationer vi bringer os selv i når vi ikke følger Guds ord. Den viser hvilke smertelige og vidtrækkende konsekvenser det har at følge en verdslig tankegang. Men de der er adopteret, skal vide at selv om de blev bortadopteret, er det ikke ensbetydende med at de var uønskede. Vil I ikke nok fortælle dem det?“