Amazonregnskoven — et sagnomspundet sted

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

IRIMARAI-INDIANERNE ved Napofloden i Peru kunne knap nok tro deres egne øjne. To skibe med råsejl, helt forskellige fra deres egne spinkle kanoer, kom sejlende hen imod landsbyen. Om bord på skibene var der skæggede krigere; de lignede ikke nogen af de stammer de før havde set. Indianerne var i vildrede og skyndte sig at krybe i skjul, hvorfra de betragtede de blege fremmede gå i land og kaste sig over landsbyens madforråd. Derefter sejlede de fremmede bort, drevet af ambitionen om at skrive historie ved at blive den første ekspedition der kæmpede sig vej gennem hele regnskoven, fra Andesbjergene til Atlanterhavet.

I det år, 1542, blev den ene indianerstamme efter den anden skræmt af disse europæiske opdagelsesrejsende som med armbrøster og hagebøsser trængte stadig dybere ind i Sydamerikas tropeskov.

Francisco de Orellana, den spanske kaptajn der stod i spidsen for conquistadorerne, fandt snart ud af at rygterne om hans mænds plyndringer og skyderi var løbet foran deres to brigantiner. Længere nede ad floden (nær det sted hvor den brasilianske by Manaus i dag ligger) ventede indianerstammer med deres buer og pile på de godt 50 indtrængende fjender.

Og de var mesterskytter. Det kunne besætningsmedlem Gaspar de Carjaval skrive under på, for han blev ramt af en pil midt mellem ribbenene. „Havde det ikke været for min tykke dragt,“ skrev den sårede munk, „ville det have været ude med mig.“

’Kvinder der kæmper som ti mænd’

Carjaval beskrev videre hvad der drev disse modige indianere. ’Vi så kvinder der kæmpede foran mændene som kvindelige anførere. Disse kvinder er hvide og høje, med lange fletninger viklet om hovedet. De er robuste og kan, med bue og pil, kæmpe som ti mænd.’

Det vides ikke om de virkelig så kvindelige krigere, eller om det, som en kilde udtrykker det, „blot [var] junglefeberfantasi“. Men ifølge nogle beretninger troede Orellana og Carjaval, da de nåede flodens munding og sejlede ud i Atlanterhavet, at de havde set den nye verdens udgave af amazonerne, de frygtløse kvindelige krigere fra den græske mytologi.a

Carjaval bevarede beretningen om de amerikanske amazoner for eftertiden ved at indlemme den i sin øjenvidneskildring af Orellanas otte måneder lange ekspedition. Og kaptajn Orellana sejlede til Spanien, hvor han aflagde en livfuld beretning om sin rejse ad det som han romantisk kaldte Río de las Amazonas, eller Amazonfloden. Inden længe skrev det 16. århundredes kartografer et nyt navn på det ellers ret blanke kort over Sydamerika — Amazonas. Amazonskoven var dengang sagnomspunden, men nu er den hjemsøgt af barske realiteter.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 3]

Øverst i baggrunden: The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck

Skygger over regnskoven

SET fra luften ligner Amazonregnskoven mest af alt et enormt ryatæppe, og den ser lige så grøn og uberørt ud nu som den var da Orellana afsatte den på kortet. Når man kæmper sig vej gennem den varme, fugtige skov mens man søger at undgå insekter på størrelse med små pattedyr, finder man det vanskeligt at skelne mellem fantasi og virkelighed. Det man troede var et blad, bliver pludselig til en sommerfugl, lianer bliver til slanger, og tørre træstykker til forskræmte gnavere der piler væk med lynets hast. Amazonskoven udvisker stadig grænsen mellem fiktion og virkelighed.

„Det pudsige er,“ siger en iagttager, „at virkeligheden i Amazonskoven er lige så fantastisk som dens myter.“ Og den er i sandhed fantastisk! Forestil dig en skov på størrelse med hele Vesteuropa. Fyld den med over 4000 arter af træer. Pryd den med mere end 60.000 arter af blomstrende planter. Berig den med de 1000 fuglearters strålende farvepragt. Læg dertil 300 arter af pattedyr og måske to millioner arter af summende insekter. Nu har du en idé om hvorfor enhver der beskriver Amazonjunglen, bruger superlativer. Alt andet ville være en hån mod det væld af biologisk mangfoldighed der befinder sig i den største tropiske regnskov på jorden.

De isolerede „levende døde“

For 90 år siden omtalte den amerikanske skribent og humorist Mark Twain den fascinerende skov som „et fortryllet land med en overdådighed af tropiske vidundere, et romantisk land, hvor alle fugle og blomster og dyr var museumsgenstande, og hvor alligatoren og krokodillen og abekatten syntes at befinde sig ligeså vel, som om de var i Zoologisk Have.“ I vor tid er Mark Twains vittige bemærkninger blevet til dyster virkelighed. Snart kan museer og zoologiske haver blive de eneste tilholdssteder for et stigende antal af Amazonskovens tropiske vidundere. Hvorfor?

Den primære årsag er givetvis at mennesket fælder træerne i Amazonregnskoven og dermed ødelægger de naturlige omgivelser for områdets flora og fauna. Men ud over den storstilede ødelæggelse af levestederne er der andre og mere snigende årsager til at plante- og dyrearter får status som „levende døde“, skønt de stadig er i live. Ja, autoriteter mener faktisk at intet kan hindre arterne i at uddø.

En af disse snigende årsager er isolation. Myndighedspersoner som kæmper for naturbevarelse, forbyder måske brugen af kædesave i en del af skoven med henblik på at sikre arternes overlevelse dér. Men en isoleret ø af skov vil sandsynligvis betyde døden for disse arter. Bogen Protecting the Tropical Forests — A High-Priority International Task illustrerer med følgende eksempel hvorfor små øer af skov ikke vil kunne sikre de derboende arter livet i særlig lang tid.

Tropiske træarter består ofte af hantræer og huntræer. Bestøvningen foregår ved hjælp af flagermus som overfører pollen fra hanblomsterne til hunblomsterne. Denne pollenservice fungerer selvfølgelig kun hvis træerne gror inden for flagermusenes flyveradius. Hvis afstanden mellem et han- og et huntræ bliver for stor, hvilket ofte er tilfældet når en plet skov ender med at være en ø omgivet af et hav af afbrændt jord, kan flagermusene ikke klare opgaven. Ifølge rapporten bliver træerne derfor „’levende døde’, idet deres langsigtede formering ikke længere er mulig“.

Dette samspil mellem træer og flagermus er blot et af dem der finder sted i det naturlige Amazonsamfund. Enkelt sagt er Amazonskoven som et meget stort hus der byder på kost og logi til et udvalg af forskellige, men indbyrdes nært forbundne individer. For at undgå overbefolkning lever indbyggerne i regnskoven på forskellige etager, nogle nær ved skovbunden, andre oppe under løvtaget. Alle har et arbejde, og døgnet rundt er nogle i sving — nogle om dagen, andre om natten. Hvis alle arterne får lov til at udføre deres arbejde, fungerer dette komplekse samfund af flora og fauna i Amazonskoven præcist som et urværk.

Amazonskovens økosystem („øko“ kommer af oiʹkos, det græske ord for „hus“ eller „hjem“) er imidlertid sårbart. Blot der drives rovdrift på nogle få arter i dette skovsamfund, vil denne indgriben påvirke alle etager i skovhuset. Miljøforkæmperen Norman Myers anslår at udryddelsen af en enkelt planteart i sidste ende kan betyde døden for hele 30 dyrearter. Og eftersom de fleste træer i tropeskoven til gengæld er afhængige af dyrene for at få spredt deres frø, vil menneskets udryddelse af dyrearter føre til at de træer de betjener, også vil uddø. (Se rammen „Forbindelsen mellem træ og fisk“.) Isolation og afskårne forbindelser sætter flere og flere af skovens arter på listen over „levende døde“.

Små indhug, ubetydelige tab?

Nogle retfærdiggør skovrydning på mindre områder ud fra det ræsonnement at skoven vil reetablere sig og frembringe et nyt grønt dække over et stykke med renafdrift, på samme måde som legemet danner et nyt lag hud når man har skåret sig i fingeren. Er det sandt? Ikke helt.

Det er selvfølgelig sandt at skoven kommer igen hvis man lader det område der er blevet ryddet, være i ro længe nok. Et andet faktum er dog at den nye vegetation ikke ligner den oprindelige skov mere end en dårlig fotokopi ligner originalen. Ima Vieira, en brasiliansk botaniker, har undersøgt et århundredgammelt areal af gendannet skov i Amazonskoven og fundet ud af at der kun vokser 65 af de oprindelige 268 træarter i det gendannede skovområde. Den samme forskel gør sig gældende med hensyn til områdets dyrearter, siger botanikeren. Skovhugst gør altså ikke, som nogle hævder, grøn skov til rød ørken, men den gør dele af Amazonregnskoven til en fattig efterligning af den originale skov.

Desuden vil man ved at rydde selv små skovstrækninger udrydde mange planter og dyr der vokser, kravler og klatrer udelukkende i den del af skoven og ingen andre steder. Forskere i Ecuador har for eksempel fundet 1025 plantearter på et bestemt område bestående af 1,8 kvadratkilometer tropeskov. Over 250 af disse vokser ingen andre steder på jorden. „Et lokalt eksempel,“ nævner den brasilianske økolog Rogério Gribel, „er sauim-de-coleira“ (tofarvet tamarin), en lille, charmerende abe der ser ud som om den har en hvid T-shirt på. „De få tilbageværende eksemplarer af denne art lever kun i en lille skovstrækning nær Manaus i den centrale del af Amazonskoven, og en ødelæggelse af dette lille område,“ siger dr. Gribel, „ville udrydde denne art fuldstændig.“ Små indhug, men betydelige tab.

„Tæppet“ rulles væk

Direkte skovrydning er imidlertid den mest alarmerende trussel mod Amazonregnskoven. Vejarbejdere, skovarbejdere, minearbejdere og talløse andre ruller skoven sammen som et tæppe og udrydder på et øjeblik hele økosystemer.

Man er meget uenig om hvor store skovarealer der ødelægges årligt i Brasilien — forsigtige skøn lyder på 36.000 kvadratkilometer — men det areal der i alt er blevet ødelagt, udgør måske mere end 10 procent af Amazonskoven, et område der er større end Tyskland. Veja, Brasiliens førende ugeblad, rapporterer at omkring 40.000 skovbrande blev antændt som led i svedjebrug i 1995 — fem gange så mange som året før. Mennesker er så ivrige efter at brænde skoven af, advarer Veja, at dele af Amazonskoven nærmest ligner et „inferno på den grønne grænse“.

Arterne forsvinder, og hvad så?

’Men,’ vil nogen spørge, ’har vi brug for alle de millioner af arter?’ Vi har brug for dem, siger naturfredningsforkæmperen Edward O. Wilson fra Harvard Universitet. „Eftersom vi er afhængige af velfungerende økosystemer til at rense vandet, berige jorden og danne den luft vi indånder,“ siger Wilson, „er biodiversiteten bestemt ikke noget man skal lade hånt om.“ Bogen People, Plants, and Patents siger: „Adgangen til en overvældende genetisk mangfoldighed bliver nøglen til menneskets overlevelse. Hvis mangfoldigheden forsvinder, følger vi snart efter.“

Ja, virkningerne af arternes udryddelse rækker langt videre end til fældede træer, truede dyr og forfulgte indfødte. (Se rammen „Den menneskelige faktor“.) Indskrænkningen af deres arealer har sikkert også betydning for dig. Tænk over følgende: En bonde i Moçambique der høster kassavastængler, en kvinde i Usbekistan der tager en p-pille, en såret dreng i Sarajevo der får en morfinindsprøjtning, eller en kunde der i en forretning nyder duften af en eksotisk parfume — ifølge Panos-instituttet anvendes der i alle disse situationer produkter som stammer fra tropeskovene. Den tilbageværende skov er således til gavn for folk i hele verden, også dig.

Hverken overflod eller mangel

Amazonregnskoven kan ganske vist ikke sørge for at hele verden har overflod, men den kan være med til at modvirke en verdensomspændende hungerkatastrofe. (Se rammen „Frugtbarhedsmyten“.) Hvordan det? I 1970’erne begyndte man i vid udstrækning at dyrke nogle plantesorter som gav rekordstore høstudbytter. Disse supersorter har skaffet føde til yderligere 500 millioner mennesker, men der er en hage ved dem. Da de mangler genetisk variation, er de svage og sårbare over for sygdomme. Et virus kan decimere et lands superafgrøde med hungerkatastrofer til følge.

I bestræbelsen på at skabe mere modstandsdygtige afgrøder og afværge hungerkatastrofer tilskynder FN’s Organisation for Ernæring og Landbrug (FAO) nu landmændene til at „bruge en bredere vifte af genetisk materiale“. Og det er her regnskoven og dens oprindelige beboere kommer ind i billedet.

Eftersom tropeskovene er hjemsted for mere end halvdelen af verdens plantearter (deraf cirka 1650 arter der måske kan bruges til spiseafgrøder), er „Amazon-planteskolen“ det ideelle sted for en forsker der søger efter vilde plantearter. Desuden ved skovens indbyggere hvordan man anvender disse planter. Der er for eksempel cayapoindianerne i Brasilien som ikke blot frembringer nye sorter, men også bevarer et udvalg af ældre sorter i ’genbanker’ på bjergsiderne. Krydsninger mellem disse vilde arter og de sårbare gængse arter vil øge styrken og modstandsdygtigheden hos spiseafgrøderne. Og dét er der virkelig behov for, siger FAO, for „det bliver nødvendigt at øge fødevareproduktionen med 60 procent i løbet af de næste 25 år“. Trods dette tromler bulldozerne stadig dybere ind i Amazonregnskoven.

Hvad betyder dette for menneskeheden? Dét at mennesket ødelægger regnskoven, svarer stort set til at en landmand spiser sin såsæd — han stiller sin umiddelbare sult, men skader sine muligheder for at skaffe mad i fremtiden. En gruppe eksperter i biodiversitet har for nylig advaret om at „bevarelsen og udviklingen af den bestående mangfoldighed af afgrøder er et livsvigtigt spørgsmål af global betydning“.

Lovende afgrøder

Et kig på skovens „apotek“ vil overbevise dig om at menneskets fremtid hænger nøje sammen med de tropiske slyngplanter og andre planter. For eksempel udtrækkes alkaloider af nogle af Amazonskovens slyngplanter og bruges som muskelafslappende middel før kirurgiske indgreb; fire ud af fem børn med leukæmi får et længere liv takket være de kemikalier der findes i singrønplanten Catharanthus roseus. Skoven skaffer også kinin, et malariamiddel; digitalis, der bruges mod svigtende hjertefunktion; og diosgenin, der bruges i p-piller. Andre planter har vist sig lovende som midler i kampen mod aids og kræft. En FN-rapport fortæller: „Fra Amazonskoven alene har man optegnelser over 2000 arter af lægeplanter der bruges af den indfødte befolkning, og som kan udnyttes af lægevidenskaben.“ En anden undersøgelse viser at det på verdensplan er otte ud af ti personer der vender sig til urtemedicin i behandlingen af deres sygdomme.

Der er virkelig idé i at redde de planter som redder os, siger ph.d. Philip M. Fearnside. „Tabet af Amazonskoven anses for et alvorligt potentielt tilbageslag i kampen for at finde en kur mod kræft hos mennesker. . . . Forestillingen om at den moderne lægevidenskabs strålende præstationer tillader os at se bort fra en stor del af disse moderplanter,“ tilføjer han, „er et udtryk for en potentielt dødbringende form for overmod.“

Ikke desto mindre fortsætter mennesket med at udrydde dyr og planter hurtigere end disse kan nå at blive opdaget og identificeret. Det kunne måske få en til at undre sig og spørge: ’Hvorfor fortsætter skovrydningen? Kan der gøres noget ved det? Har Amazonregnskoven en fremtid?’

[Ramme på side 8]

Frugtbarhedsmyten

Forestillingen om at jorden i Amazonas er frugtbar, siger bladet Counterpart, er en „myte der er svær at komme til livs“. I det 19. århundrede beskrev den opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt Amazonas som „verdens kornkammer“. Hundrede år senere mente den amerikanske præsident Theodore Roosevelt ligeledes at Amazonas måtte være god landbrugsjord. Han skrev: „Et så rigt og frugtbart landområde kan man ikke bare lade ligge uudnyttet hen.“

Den landmand der er af samme opfattelse, finder da også at jorden i et år eller to giver et rimeligt udbytte fordi asken fra de brændte træer og planter tjener som gødning. Men derefter bliver jorden gold. Til trods for at skovens frodige plantevækst giver indtryk af en god jordbund, er jorden i virkeligheden skovens svage side. Hvorfor?

Vågn op! har talt med dr. Flávio J. Luizão, der er forsker ved det nationale Amazonforskningsinstitut og ekspert i jordforhold i regnskove. Her er nogle af hans kommentarer:

’I modsætning til andre former for skovbund får jorden i Amazonlandet ikke næringsstoffer nedefra, fra nedbrudt klippegrund, fordi den oprindelige klippe er fattig på næringsstoffer og ligger for dybt under overfladen. Den udvaskede jord får i stedet sin næring oppefra, gennem regn og nedfaldne blade. Både regndråber og blade må imidlertid først gøres næringsrige. Hvorfor?

Der er ikke mange næringsstoffer i den regn der falder i regnskoven. Men når den rammer bladene og driver ned ad stammerne, opsamler den næringsstoffer fra blade, grene, mos, alger, myreboer og støv. Når vandet siver ned i jorden, er det blevet til god planteføde. At denne flydende føde ikke blot løber ud i vandløbene, skyldes en næringsfælde bestående af et net af fine rødder der breder sig i de øverste par centimeter af mulden. Et bevis på fældens effektivitet er at de vandløb der modtager dette regnvand, har et lavere næringsindhold end skovens jordbund. Rødderne optager altså næringsstofferne før vandet løber ud i vandløb og floder.

En anden fødekilde er nedfaldent materiale — blade, kviste og frugter; cirka otte tons fint materiale ender årligt på hver hektar af skovens bund. Men hvordan kommer dette materiale ned under jordens overflade og ind i planternes rodnet? Det hjælper termitterne med. De skærer skiver af bladene og bærer dem ned i deres underjordiske boer. De er især aktive i regntiden, hvor de flytter så forbløffende meget som 40 procent af alt affaldet på skovbunden ned under jorden. Her bruger de bladene til at anlægge bede hvori de dyrker svampe. Svampene nedbryder til gengæld plantematerialet og frigiver kvælstof, fosfor, kalcium og andre stoffer — værdifulde næringsstoffer til planterne.

Hvad får termitterne ud af det? Mad. De spiser svampene og sluger måske også nogle bladrester. Derefter får mikroorganismerne inde i termitterne travlt med en kemisk omdannelse af føden så insekternes ekskrementer bliver til næringsrig planteføde. Regnen og genanvendelsen af organisk materiale er altså to af de faktorer der holder regnskoven i live og i vækst.

Det er let at se hvad der sker når man rydder og afbrænder skoven. Der er ikke længere noget løvtag til at opfange regnvandet og ikke noget lag af nedfaldent plantemateriale som kan indgå i kredsløbet. I stedet rammer styrtregnen den bare jord med stor styrke og gør jordoverfladen hård. Desuden skinner solen direkte på jorden og øger dens temperatur, hvorved jorden bliver mere kompakt. Resultatet er at regnvandet nu ikke trænger ned og gavner jorden, men løber ud i floderne. På ryddede og afbrændte områder ender så få næringsstoffer i jorden at vandløbene i nærheden kan blive fyldt med næringsstoffer i en sådan grad at livet i vandet trues. Hvis skoven får lov at passe sig selv, går det godt, men menneskets indgriben resulterer i en katastrofe.’

[Ramme/illustration på side 7]

Den menneskelige faktor

Skovrydning og ødelæggelse af økosystemet skader ikke kun planter og dyr, men også mennesker. Omkring 300.000 indianere, resten af de 5 millioner indianere som engang beboede Amazonområdet i Brasilien, lever endnu i harmoni med miljøet i skoven. Men de bliver i stadig højere grad forstyrret af skovarbejdere, guldgravere og andre, hvoraf mange anser indianerne for at være „en hindring for udviklingen“.

Så er der caboclos, et hårdført folk af blandet indiansk og europæisk blod. Deres forfædre slog sig ned i Amazonas for omkring 100 år siden. De bor i huse på stolper langs med floderne, og selv om de måske aldrig har hørt ordet „økologi“, lever de af skoven uden at ødelægge den. Deres dagligdag påvirkes imidlertid af de bølger af nye immigranter der strømmer til deres hjemsted i skoven.

I hele Amazonskoven er fremtiden ganske uvis for cirka 2 millioner nøddesamlere, gummiaftappere, fiskere og andre indfødte der lever i harmoni med skovens cyklus og flodernes rytme. Mange mener at bestræbelserne på at bevare skoven ikke udelukkende skal dreje sig om at beskytte mahognitræerne og manaterne, men også de mennesker som lever i skoven.

[Ramme/illustrationer på side 9]

Forbindelsen mellem træ og fisk

I regntiden stiger Amazonfloden op over de træer der gror i lavlandet. Mens oversvømmelsen er på sit højeste, bærer de fleste af træerne i disse skove frugt og kaster frø, men da er der selvfølgelig ingen gnavere der kan sprede dem. Her kommer tambaqui-fisken med det latinske navn Colonnonea macropomum ind i billedet. Det er en flydende nøddeknækker med en fintmærkende lugtesans. Den svømmer rundt om de oversvømmede grene og afgør ved hjælp af lugtesansen hvilke træer der er ved at smide deres frø. Når et frø synker, knuser fisken skallen med sine kraftige kæber, sluger indholdet, fordøjer frugtkødet og udskiller siden kernen, der daler ned på skovbunden hvor den kan spire når vandet trækker sig tilbage. Både fisk og træ nyder gavn af samarbejdet. Fisken oplagrer fedt, og træet sætter skud. Fældning af træerne truer denne og cirka 200 andre frugtædende fiskearters eksistens.

[Illustration på side 5]

Flagermus bærer pollen fra hanblomster til hunblomster

[Kildeangivelse]

Rogério Gribel

[Illustration på side 7]

Dit medicinlager

[Illustration på side 7]

Ild truer den grønne grænse

[Kildeangivelse]

Philip M. Fearnside

En søgen efter løsninger

I VISSE situationer er vi tilbøjelige til at fokusere langt mere på virkningen af noget end på årsagen til det. For at undgå denne faldgrube bør vi holde os for øje at det der sker med regnskoven, blot er en afspejling af dybere problemer, og at ødelæggelsen af skoven vil fortsætte medmindre de grundlæggende årsager behandles. Hvilke årsager er det? Ifølge en FN-undersøgelse er det „fattigdom og menneskets uretfærdighed der udgør de fundamentale kræfter som modarbejder bevarelsen af Amazonskoven“.

Den ikke så grønne revolution

Nogle forskere fremholder det synspunkt at ødelæggelsen af skoven er en bivirkning af den såkaldt grønne revolution der begyndte for nogle årtier siden i det sydlige og centrale Brasilien. Inden da levede tusinder af småbrugsfamilier af at dyrke ris, bønner og kartofler samt af kvægopdræt. Men de lokale afgrøder og køer blev fortrængt af store projekter med mekaniseret sojabønnedyrkning og vandkraftværker for at der kunne fremstilles landbrugsprodukter til de industrialiserede lande. Mellem 1966 og 1979 steg arealet af landbrugsjord til eksportafgrøder med 182 procent. Det medførte at 11 ud af 12 husmænd mistede deres jord og levebrød. For dem blev den grønne revolution en dyster revolution.

Hvor kunne disse jordløse landmænd nu tage hen? Politikerne, der ikke brød sig om uretfærdig landtildeling i deres lokalområde, anviste landmændene en løsning ved at reklamere for Amazonområdet som „landbrugsjord uden mænd til mænd uden landbrugsjord“. Inden for ti år efter åbningen af den første hovedvej i Amazonas havde mere end to millioner fattige landmænd fra det sydlige Brasilien og fra det tørke- og fattigdomsramte nordøstlige Brasilien slået sig ned langs vejen i tusindvis af skure. Da der blev anlagt flere veje, drog flere potentielle landbrugere til Amazonas for at omdanne skov til landbrugsjord. Forskere der ser tilbage på disse koloniseringsprogrammer, siger at „resultaterne af næsten 50 års kolonisering er negative“. Fattigdom og uretfærdighed er blevet „eksporteret til Amazonas“, og „der er blevet skabt nye problemer i Amazonområdet“.

Tre skridt fremad

Som en hjælp til at gøre noget ved årsagerne til skovrydning og forbedre leveforholdene i Amazonregnskoven har Kommissionen for Udvikling og Miljø i Amazonia udsendt et dokument der anbefaler at myndighederne i Amazonområdet indledningsvis tager følgende tre skridt: (1) Sætter ind mod de økonomiske og sociale problemer i de fattige områder uden for Amazonregnskoven. (2) Gør brug af den tilbageværende skov og igen begynder at udnytte de områder hvor skoven er blevet fældet. (3) Sætter ind mod de grove uretfærdigheder i samfundet — de egentlige årsager til folks elendige tilstand og ødelæggelsen af skoven. Lad os se nærmere på disse tre skridt.

Investeringer

De sociale og økonomiske problemer. „En af de mere effektive løsninger med henblik på at reducere skovrydningen,“ siger kommissionen, „er at investere i nogle af de fattigste områder i landene ved Amazonas, dér hvor befolkningen er tvunget til at søge en bedre fremtid ved at flytte til Amazonområdet.“ Men, tilføjer kommissionens medlemmer, „denne mulighed overvejes sjældent i den nationale eller regionale udviklingsplanlægning og af dem i de industrialiserede lande som er tilhængere af en stærk reduktion af skovrydningen i Amazonjunglen.“ Det påpeges at hvis regeringsembedsmænd og andre landes regeringer sætter deres ekspertise og økonomiske støtte ind på at løse problemerne med utilstrækkelig landtildeling og fattigdom i byerne omkring Amazonas, vil de mindske tilstrømningen af landmænd til Amazonområdet og være med til at redde skoven.

Hvad kan der så gøres for de eksisterende landbrug i Amazonskoven? Deres overlevelse beror på afgrøder der kan dyrkes på jord som ikke egner sig til landbrug.

Bevar skoven, og udnyt træerne

Brug, og genbrug skoven. „Der drives rovdrift på tropeskovene, men de udnyttes ikke nok. Deres bevarelse afhænger af dette paradoks,“ siger FN-publikationen The Disappearing Forests. Eksperter mener at i stedet for at slide på skoven ved at fælde træerne skulle man hellere udnytte den ved at samle og tappe det den frembringer, såsom frugter, nødder, olie, gummi, ekstrakter, lægeplanter og andre naturprodukter. Det hævdes at disse produkter udgør „cirka 90 procent af skovens økonomiske værdi“.

Doug Daly fra New Yorks Botaniske Have forklarer hvorfor han tror at det er en god idé at skifte fra ødelæggelse af skoven til udnyttelse af den: „Det formilder myndighederne — de ser ikke store bidder af Amazonas blive fjernet fra handelen. . . . Det giver grundlag for en tilværelse som skaffer folk et udkomme og bevarer skoven. Det er faktisk vanskeligt at finde noget negativt at sige om det.“ — Wildlife Conservation.

At skåne skoven og udnytte træernes ressourcer ville i virkeligheden forbedre leveforholdene for skovens beboere. Forskere i Belém i det nordlige Brasilien har for eksempel regnet ud at det kun giver et overskud på knap 150 kroner om året at omdanne en hektar skov til græsgang. For at kunne tjene blot minimumslønnen i Brasilien skulle man bruge 49 hektarer græsgang og 16 stykker kvæg. Men, siger Veja, en potentiel landmand kunne tjene mange flere penge ved at hente af skovens naturprodukter. Og mængden af produkter der venter på at blive indsamlet, er forbløffende, siger biologen Charles Clement. „Der er i dusinvis af planteafgrøder og i hundredvis af frugter, harpikser og olier der kan nyttiggøres og udvindes,“ tilføjer dr. Clement. „Men problemet er at folk først må lære at skoven er en kilde til velstand og ikke en hindring for at blive velstående.“

Nyt liv til gold jord

Økonomisk udvikling og bevarelse af miljøet kan godt gå i spand, siger João Ferraz, en brasiliansk forsker. „Se engang på den mængde skov som allerede er blevet ødelagt. Der er ingen grund til at fælde mere uberørt skov. Vi kan i stedet genindvinde og genbruge de områder der er blevet ryddet og udpint.“ Og den slags områder er der rigeligt af i Amazonområdet.

Fra og med slutningen af 1960’erne ydede myndighederne store tilskud for at opmuntre investorer til at omdanne skov til græsgange. Det skete også, men som dr. Ferraz forklarer: „Græsgangene var udpinte efter seks år. Senere, da alle havde indset at det var en stor fejltagelse, sagde de store jordbesiddere: ’Okay, vi har fået penge nok ud af myndighederne,’ og så drog de bort.“ Hvad har resultatet været? „Cirka 200.000 kvadratkilometer forladte græsgange ligger øde hen.“

Men i dag finder forskere som Ferraz frem til nye måder at bruge disse områder på. Hvilke? For nogle år siden plantede de 320.000 frøplanter af paranøddetræer på en forladt kvægfarm. I dag er disse planter frugtbærende træer. Eftersom træerne gror hurtigt og leverer værdifuldt gavntræ, plantes disse paranøddetræer på ryddede områder i forskellige dele af Amazonas. Eksperterne mener at man kan bevare skoven ved at bruge saglige alternativer, såsom at udvinde produkter, lære landmændene at plante flerårige afgrøder, skaffe træ på måder som ikke skader skoven, og genoplive ødelagt jord. — Se rammen „Indsatsen for at bevare skoven“.

Men, siger embedsmændene, at redde skovene kræver mere end at omdanne ødelagt jord. Det kræver en forandring af den menneskelige natur.

Hvordan man retter det krogede ud

Gør noget ved uretfærdighed. En uret adfærd der krænker andres rettigheder, udspringer ofte af havesyge. Og som filosoffen Seneca sagde: „Til havesygen er selv al naturen for lille“ — også den kæmpemæssige Amazonregnskov.

I modsætning til de fattige, hårdtarbejdende landmænd i Amazonskoven kan de store jordbesiddere ribbe skoven og fylde deres tegnebøger. Myndighederne peger på at de vestlige lande også bærer en del af skylden ved at have en hånd med på de kædesave der fælder Amazonskoven. En gruppe tyske forskere har udtalt: „Det er i det store og hele de rige, industrialiserede lande der [har] anrettet den eksisterende skade på miljøet.“ Kommissionen for Udvikling og Miljø i Amazonia siger at hvis Amazonskoven skal bestå, kræver det intet mindre end „en ny, global etik, en etik der vil afføde en forbedret udvikling, baseret på menneskelig solidaritet og retfærdighed“.

De stadige røgskyer over Amazonskoven minder imidlertid en om at det, til trods for miljøbevidste menneskers indsats over hele jorden, er lige så vanskeligt at føre gode idéer ud i livet som at prøve at indfange røg. Hvorfor?

Roden til laster som havesyge når dybt ned i menneskesamfundets struktur, langt dybere end trærødderne i Amazonskoven når ned i jorden. Vi bør hver især gøre hvad vi kan for at bevare skovene, men det er ikke realistisk at forvente at mennesker, hvor oprigtige de end er, vil evne at fjerne de dybe og komplicerede årsager til ødelæggelse af skovene. Det fortidens kong Salomon, der havde indsigt i den menneskelige natur, skrev for cirka tre tusind år siden, er stadig sandt. „Det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud“ ved menneskers hjælp alene. (Prædikeren 1:15) Et portugisisk ordsprog indeholder samme tanke: „O pau que nasce torto, morre torto“ (Det træ der er født kroget, dør kroget). Ikke desto mindre har regnskovene på jorden en fremtid. Hvordan kan man være sikker på det?

Lys forude

For cirka hundrede år siden var den brasilianske forfatter Euclides da Cunha så imponeret af Amazonskovens overvældende mangfoldighed af livsformer at han beskrev skoven som „en nutidig side af Første Mosebog der ikke er udgivet“. Og skønt mennesket har haft travlt med at tilsmudse og flænge denne „side“, er det tilbageværende af Amazonskoven stadig, som rapporten Amazonia Without Myths siger, „et nostalgisk symbol på jorden som den var ved skabelsen“. Men hvor længe endnu?

Overvej følgende: Amazonregnskoven og verdens andre regnskove er, som da Cunha udtrykker det, vidnesbyrd om „en enestående intelligens“. Fra rod til yderste blad viser skovens træer at de er frembragt af en Mesterarkitekt. Vil denne Mesterarkitekt tillade havesyge mennesker at udslette regnskovene og ødelægge jorden? En bibelprofeti svarer på dette spørgsmål med et kraftigt nej! Profetien lyder: „Nationerne blev vrede, og din [Guds] egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åbenbaringen 11:18.

Bemærk at denne profeti ikke blot fortæller os at Skaberen vil gå til ondets rod ved at fjerne havesyge mennesker, men også at han vil gøre det i vor tid. Hvordan kan vi sige det? Profetien siger at Gud vil skride til handling på et tidspunkt hvor mennesket ville være ved at „ødelægge“ jorden. Da disse ord blev skrevet for næsten to tusind år siden, var mennesket ikke i stand til at gøre det. Men situationen har ændret sig. „For første gang i historien,“ siger bogen Protecting the Tropical Forests — A High-Priority International Task, „er mennesket i dag i stand til at ødelægge grundlaget for sin egen overlevelse, ikke blot i visse egne eller områder, men på globalt plan.“

„Den fastsatte tid“ hvor Skaberen vil gribe ind over for „dem der ødelægger jorden“, er nær. Amazonregnskoven og andre truede miljøer på jorden har en fremtid. Det vil Skaberen sørge for — og det er ikke en myte, men en realitet.

[Ramme på side 13]

Indsatsen for at bevare skoven

En frodig plet gengroet skov på næsten 0,4 kvadratkilometer i byen Manaus i det centrale Amazonas huser de forskellige kontorer for Brasiliens Nationale Forskningsinstitut for Amazonas, eller INPA. Denne 42 år gamle institution med 13 forskellige afdelinger der dækker alt fra økologi til forstvæsen og human sundhed, er områdets største forskningsorganisation. Her findes også en af verdens største samlinger af planter, fisk, krybdyr, padder, pattedyr, fugle og insekter fra Amazonas. De 280 forskeres arbejde giver os bedre indblik i de komplekse økosystemer i Amazonas. Besøgende tager herfra med en optimistisk fornemmelse. Trods bureaukrati og politiske begrænsninger har brasilianske og udenlandske forskere smøget ærmerne op og arbejder for at bevare kronjuvelen blandt verdens regnskove — Amazonskoven.

[Illustration på side 10]

Tømmervej ryddet i skoven

[Illustrationer på side 11]

Produkter fra regnskoven: Frugter, nødder, olier, gummi og meget mere

[Kildeangivelse på side 11]

J. van Leeuwen, INPA-CPCA, Manaus, Brasilien