Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g97 22/8 s. 22-27
  • Jehovas Vidner i Rusland

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jehovas Vidner i Rusland
  • Vågn op! – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • ***
  • ***
  • ***
  • ***
  • ***
  • Russisk domstol forsvarer Jehovas Vidner
    Vågn op! – 1998
  • Russerne værdsætter deres religionsfrihed
    Vågn op! – 2000
  • 5. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • Et fredeligt trossamfund forsvarer sit omdømme
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
Se mere
Vågn op! – 1997
g97 22/8 s. 22-27

Jehovas Vidner i Rusland

En teologs kommentar

I DET første århundrede sagde lederne af det jødiske samfund i Rom om kristendommen: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ Hvad gjorde disse ledere? Det er meget rosværdigt at de tog hen til Paulus der på daværende tidspunkt sad i husarrest, og sagde: „Vi synes at det er rigtigt at høre fra dig selv hvad du tænker.“ (Apostelgerninger 28:22) De lyttede til en velorienteret kristen i stedet for at lytte til dem der talte imod kristendommen.

Sergej Ivanenko, en respekteret russisk teolog, gjorde noget lignende. Han troede på meget af den negative omtale Jehovas Vidner har fået i Rusland, men besluttede sig alligevel for at ringe til Jehovas Vidners afdelingskontor, der ligger lige uden for Sankt Petersborg, for at få yderligere oplysninger. Han tog imod en indbydelse til at besøge afdelingskontoret, stille spørgsmål og få et førstehåndsindtryk af Jehovas Vidner.

Da Sergej Ivanenko i oktober 1996 kom på besøg, var byggeriet af de faciliteter der huser næsten 200 medlemmer af staben på Jehovas Vidners afdelingskontor i Rusland, ved at være færdigt. I de følgende tre dage havde han lejlighed til at iagttage byggeriet, spise sammen med Jehovas vidner i spisesalen og interviewe alle dem han ønskede.

En artikel som Sergej Ivanenko skrev om Jehovas Vidner, blev offentliggjort i den populære russiske ugeavis Moscow News for 16.-23. februar 1997. Artiklen, der havde titlen: „Skal vi være bange for Jehovas Vidner?“, blev også trykt i den engelske udgave af Moscow News for 20.-26. februar. Eftersom mange læsere af Vågn op! er stærkt interesserede i Jehovas Vidners virksomhed i Rusland, har vi fået tilladelse til at gengive artiklen, og vi bringer den her i næsten sin fulde ordlyd. Sergej Ivanenko indledte sin artikel med følgende oplevelse skrevet med fede typer:

„’Sekterere, forsvind fra Rusland!’ stod der på det skilt som blev holdt frem af medlemmer af Sjirinovskijs LDPR-parti der demonstrerede mod et af Jehovas Vidners møder. ’Hvad er det du ikke kan lide ved denne organisation?’ spurgte jeg en af demonstranterne. Han gav mig et eksemplar af avisen Megapolis-Express med overskriften: ’Udbrud af religiøs syfilis i Kamtjatka.’ Avisen skrev at Jehovas Vidner fylder organisationens pengekasser ved at drive prostitution, hvorved sømændene bliver smittet med kønssygdomme. ’Er du også et af deres ofre?’ spurgte jeg medfølende. ’Tror du på den slags?’ ’Det er underordnet,’ lød svaret. ’Hovedsagen er at denne amerikanske sekt ødelægger Ruslands åndelighed og kultur, og vi må standse den.’“

Den artikel Sergej Ivanenko skrev, fulgte efter forfatterangivelsen: „Af teolog cand.phil. Sergej Ivanenko.“

„Selv om mange russere ikke har meget tilovers for Jehovas Vidner, er det sjældent at nogle så direkte siger deres mening. Blot man nævner denne organisation, får man en række kommentarer om dens dystre fanatisme, dens amerikanske oprindelse, de menige medlemmers blinde tro på organisationens ledere og troen på at verdens ende er nær. Hos mange vækker Jehovas Vidner på én gang frygt og nysgerrighed.

Hvad går dette trossamfund ud på, og skal vi være bange for det?

For selv at finde svaret på dette spørgsmål besøgte jeg landsbyen Solnetjnoje i Kururtnoje, Sankt Petersborg, hvor Jehovas Vidners administrationscenter i Rusland befinder sig.

***

Centret ligger på en grund hvor der tidligere har været en sommerlejr. I 1992 var de [oprindelige] bygninger katastrofalt forsømte, og børnene havde veget pladsen for vagabonder og horder af rotter. At området var så forfaldent, var åbenbart medvirkende til at Jehovas Vidner kunne overtage grunden på syv hektarer og bruge den på ubestemt tid. Man renoverede de gamle bygninger og begyndte at bygge nye, deriblandt en fireetages administrationsbygning, en [rigssal] med plads til 500 og en spisesal. Jehovas Vidner har også sået nyt græs (særligt indkøbt i Finland) og plantet forskellige slags sjældne træer. Man forventer at arbejdet er færdigt her til sommer. Administrationscentrets hovedopgave er at organisere forkyndelsesvirksomheden og sende publikationer til de lokale menigheder af Jehovas Vidner. Solnetjnoje har ikke sit eget trykkeri, så de russiske publikationer bliver trykt i Tyskland og derefter sendt til Sankt Petersborg, hvorfra de bliver sendt ud til regionerne. Der arbejder cirka 190 frivillige på centret, og selv om de ikke får løn, modtager de alle grundlæggende fornødenheder, såsom bolig, mad og tøj.

Centrets arbejde ledes af et udvalg bestående af 18 ældste. Vasilij Kalin har været administrationscentrets koordinator siden 1992. Han er født i Ivano-Frankovsk. I 1951 blev han som fireårig sammen med sine forældre forvist til Sibirien (i 1949 og 1951 blev omkring 5000 familier forfulgt af myndighederne fordi de var Jehovas vidner). Han blev døbt i 1965 og boede i Irkutskregionen, hvor han arbejdede som værkfører på et savværk.

Foruden de frivillige medarbejdere på administrationscentret arbejder der 200 frivillige byggearbejdere fra Rusland, Finland, Sverige og Norge i Solnetjnoje, hvoraf de fleste har taget fri fra deres sædvanlige arbejde. Der er også mange Jehovas vidner fra Ukraine, Moldova, Tyskland, USA, Finland, Polen og andre lande. (Jehovas Vidner har ingen racefordomme. Til trods for at georgiere, abkhasere, aserbajdsjanere og armeniere bor dør om dør på centret, har der i fire år ikke været et eneste sammenstød.)

De fleste af byggematerialerne og maskinerne er blevet leveret af de skandinaviske lande, og meget er skænket af trosfæller. Man viste mig en bulldozer som et svensk Jehovas vidne bragte til Solnetjnoje i 1993. Han kørte den selv i den tid han var der, og inden han tog hjem, forærede han den til sine brødre i troen. Byggearbejderne bor i komfortable barakker og hytter. Deres dag forløber på følgende måde: Klokken 7.00 — morgenmad og bøn; man arbejder fra 8.00 til 17.00 og har en times middagspause. Om lørdagen arbejder man indtil middag, og om søndagen er det fridag.

De spiser godt, og der er altid frugt på menuen. Trossamfundet holder ikke faste og har ingen strenge kostforskrifter. Efter arbejdet går mange i sauna, hvorefter de snupper en øl og lytter til musik. Der er ingen drukkenbolte blandt Jehovas vidner, men alkohol er heller ikke forbudt. De troende har lov til at drikke moderate mængder vin, cognac, vodka og så videre. Jehovas vidner ryger dog ikke.

***

Tre gange om ugen er der bibelundervisning, hvor en stor del af de tilstedeværende er unge mennesker. Det er dog heller ikke ualmindeligt at finde nogle som har været Jehovas vidner i 30-40 år. Næsten alle de ældre har været i fængsel, i arbejdslejr eller har været forvist. Efter at undertrykkelsen ophørte, har mange læger, advokater, ingeniører, lærere, forretningsmænd og studerende sluttet sig til Jehovas Vidner.

Menighederne søger at skabe en atmosfære af lighed mellem deres medlemmer. For eksempel er selv koordinatoren på administrationscentret med til at vaske op om aftenen når det er hans tur. Jehovas vidner har en uformel omgangstone og bruger også tiltaleformen ’broder’ eller ’søster’ når de kalder hinanden ved navn.

Når et Jehovas vidne overtræder Bibelens lære og ikke angrer, får han den alvorligste straf — han bliver udstødt. Vedkommende kan stadig overvære møderne, men hans trosfæller hilser ikke længere på ham. En mindre alvorlig forholdsregel er retledning.

***

Jeg har brugt lang tid på at iagttage trossamfundet Jehovas Vidner i et forsøg på at finde ud af hvad det er der har ført så mange forskellige mennesker sammen i denne religiøse organisation. Jehovas vidner er meget forskellige personligheder, har vidt forskelligt uddannelsesniveau og personlig smag, [og de har intet religiøst samkvem med] trossamfund der indgår kompromiser med den syndige verden. De føler sig dårligt tilpas de steder hvor [folk] blindt må tro på autoriteter, hvor der er rum for mysticisme, og hvor folket består af et hierarki og de lydige masser.

Jehovas vidner er kendetegnet af en stærk tro på Bibelen, og de lever efter den. De forsøger at underbygge alt hvad de gør, med et bibelsk princip eller et skriftsted fra Det Gamle eller Det Nye Testamente. Jehovas vidner tror at Bibelen, og kun Bibelen, indeholder svarene på alle spørgsmål. For Jehovas vidner er Bibelen grundloven, den borgerlige lov og den højeste sandhed.

Det er grunden til at Jehovas vidner overalt i verden er kendt for at være særdeles lovlydige borgere, der især er meget omhyggelige med at betale skat. Skatteinspektoratet checker dem regelmæssigt og er forbløffet over at de aldrig finder nogen som helst form for overtrædelse. Jehovas vidner kunne naturligvis ligesom mange andre forsøge at finde en grund til ikke at betale skat, men Bibelen siger at man skal være ærlig i skattespørgsmål, og for Jehovas vidner er det Bibelens udsagn der er afgørende.

Jehovas vidners kompromisløse holdning til Bibelen har imidlertid ofte bragt dem på kollisionskurs med myndighederne. Deres fuldstændig upolitiske holdning er et stridens æble, eftersom de nægter at gøre militærtjeneste.

Jehovas vidner fortolker Jesu ord om at hans disciple og hans rige ikke er en del af verden, bogstaveligt, og derfor nægter de at tage del i politik og krig uanset hvad formålet er. Jehovas vidner nægtede at sige ’Heil Hitler’ og tjene i Hitlers hær. Mange tusind blev derfor sendt til nazisternes koncentrationslejre, hvor tusinder døde. Russere betragter hvert eneste Jehovas vidne i Tyskland der betalte med livet fordi de nægtede at tage del i aggressionen mod Sovjetunionen, som et menneske med en overordentlig høj moral. Paradoksalt nok er mange russere mindre tilbøjelige til at nære medfølelse med de [russiske] Jehovas vidner der blev henrettet fordi de nægtede at gribe til våben og deltage i den anden verdenskrig, eller som blev dømt fordi de nægtede at gøre militærtjeneste i fredstid. Men i begge tilfælde handlede Jehovas vidner i overensstemmelse med deres religiøse, ikke deres politiske, overbevisning.

For ikke længe siden opstod der et lignende problem i Japan, hvor nogle studerende som var Jehovas vidner, nægtede at deltage i kampsport til trods for at de kunne risikere at blive bortvist fra universitetet. I 1996 afsagde den japanske højesteret dom i sagen. Højesteret støttede disse elevers rettigheder og gjorde det muligt for dem at modtage anden undervisning i disse timer.

***

Hvad er det ved Jehovas Vidner der forbløffer nutidens tænkere? Frem for alt at de ihærdigt forkynder at verdens ende er nær (de missionerer på gaden og fra dør til dør). I den senere tid har [menighedens] ældste rådet forkynderne til ikke at lægge så stor vægt på ’verdens ende’ og syndernes beklagelige skæbne, men i stedet forklare tilhørerne at Jehova giver folk mulighed for at opnå ’evigt liv i et paradis på jorden’.

Et andet ømt punkt er Jehovas Vidners negative holdning til fælleskirkeligt og økumenisk samarbejde. De mener at den kristne verden har forrådt Gud og Bibelen, og at alle andre religioner er en ulykkelig fejltagelse. Jehovas Vidner sammenligner disse religioner med ’skøgen Babylon’ og hævder at de alle vil lide samme skæbne. I et nyligt nummer af Vågn op! siges der at enden er nær for de mange religioner, og at den eneste religion der vil overleve, er den Jehovas Vidner forkynder.

For øvrigt anerkender Jehovas Vidner at den enkelte har frihed til at følge sin samvittighed.

***

Flere lande har tidligere udtrykt bekymring for hvorvidt Jehovas Vidners lære er en trussel for samfundet. Højesteret i staten Connecticut i USA (1979) og i New South Wales i Australien (1972) samt Provinsretten i British Columbia, Canada (1986) og andre domstole har erklæret at der ikke er vidnesbyrd om at Jehovas Vidner udgør en trussel for samfundet, eller at de udgør en trussel for folks fysiske eller følelsesmæssige sundhed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (1993) har forsvaret Jehovas Vidners religionsfrihed, der var underlagt begrænsninger i Grækenland og Østrig. I dag bliver Jehovas Vidner forfulgt i 25 lande . . .

Jehovas Vidners medborgere kan betragte dem som et eksempel hvad angår det at ofre sig for sandheden i Bibelen og villigt og uselvisk at stå op for det de tror på. Men der opstår et spørgsmål: Er vores samfund parat til at give organisationer der så radikalt og kompromisløst følger Bibelen på alle livets områder, en grundlovssikret frihed til at følge deres samvittighed?“

Med dette vigtige spørgsmål slutter Sergej Ivanenko sin artikel. I det første århundrede blev apostelen Paulus, der var direkte udvalgt af Kristus til at tjene som hans repræsentant, uretfærdigt lagt i lænker. Derfor skrev han til sine trosfæller om sine bestræbelser for „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Filipperne 1:7; Apostelgerninger 9:3-16.

Jehovas vidner indbyder alle til omhyggeligt at undersøge deres virke, ligesom Sergej Ivanenko har gjort. Vi er overbeviste om at hvis man gør det, vil man indse at den negative omtale Jehovas Vidner får, er usand, ligesom den negative omtale af de første kristne var usand. Jehovas Vidner adlyder på bemærkelsesværdig vis ’det nye bud’ som Jesus gav sine disciple: ’I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.’ — Johannes 13:34, 35.

[Ramme på side 23]

Fra Moscow News’ arkiv

(De følgende oplysninger fra avisen Moscow News’ arkiv blev trykt sammen med Sergej Ivanenkos artikel.)

„De russiske Jehovas vidner er en del af en verdensomspændende kristen organisation der findes i 233 lande, og som har 5,4 millioner medlemmer. Jehovas vidner følger den åndelige ledelse fra Det Styrende Råd, der holder til i Brooklyn, New York. Jehovas Vidners organisation i nyere tid har udviklet sig fra en bibelstudiegruppe som Charles Taze Russell i 1870 oprettede i Pittsburgh, Pennsylvanien. Organisationen kom til Rusland i 1887. Et af de første russiske Jehovas vidner, Semjon Koslitskij, blev i 1891 forvist fra Moskva til Sibirien. Til trods for den forfølgelse organisationen blev udsat for, var der i 1956 17.000 Jehovas vidner i Sovjetunionen. Først i marts 1991 blev Jehovas Vidner officielt anerkendt i Rusland efter at loven ’Om religionsfrihed’ blev vedtaget. I dag findes der over 500 grupper med cirka 70.000 aktive medlemmer i Rusland. Organisationen uddeler eksemplarer af ’Vagttårnet’ (der udkommer på 125 sprog i et oplag på 20 millioner) og ’Vågn op!’ (der udkommer på 81 sprog i et oplag på 18 millioner).“

[Illustration på side 23]

Udsnit af afdelingskontoret i Rusland

[Illustration på side 24]

Den rigssal hvor medarbejderne ved afdelingskontoret mødes for at studere Bibelen

[Illustrationer på side 25]

Familier af Jehovas vidner studerer og slapper af sammen

[Illustrationer på side 26]

De fortæller andre om Bibelen

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del