Slagtilfælde!

APOPLEXIA cerebri, også kaldet apopleksi eller slagtilfælde, er en af de hyppigste årsager til død og invaliditet i den vestlige, industrialiserede verden. Alene betegnelsen „slagtilfælde“ giver én en fornemmelse af med hvilken pludselighed en sådan skade i hjernen kan opstå. Det ene øjeblik har man det helt fint, det næste føler man sig som ramt af et lyn fra en klar himmel. Et alvorligt slagtilfælde kan hurtigt ændre ens liv radikalt. Man kan på smertelig vis miste sin førlighed og blive lammet. Det kan gøre én stum, anrette skade på ens følelsesliv, ændre ens personlighed og erkendelsesevne og kaste én ud i en tilsyneladende endeløs kamp for at genvinde det normale liv man selv og ens familie engang levede.

Ellen Morgan var om onsdagen en sund og aktiv 64-årig.a Men om torsdagen, mens hun var på indkøb sammen med sin mand, mistede hun pludselig taleevnen. Hendes ansigt fortrak sig, hun blev kraftesløs og slingrede som om hun var beruset. Ellen havde fået et slagtilfælde.

Følgevirkningerne handicappede Ellen så meget at hun ikke selv kunne klare noget så simpelt som at gå i bad eller tage tøj på. Hun var ude af stand til at skrive, strikke eller sy, og hun blev ramt af ukontrollable grådanfald og perioder med en overvældende træthedsfornemmelse. Under alt dette var Ellens tankevirksomhed imidlertid ikke hæmmet eller forringet, og hun blev forlegen når hun fik fornemmelsen af at andre betragtede hende som en tosse. Ellen har senere forklaret: „De færreste gør sig klart hvordan det chok denne pludselige forandring giver, påvirker én følelsesmæssigt og psykisk. Jeg følte det næsten som om jeg ikke længere eksisterede som et selvstændigt individ.“

Hvad er årsagen til apopleksi? Får alle der bliver ramt af et slagtilfælde, de samme symptomer og følgevirkninger? Hvordan har patienter der har overlevet et slagtilfælde, klaret sig? Hvordan skal familien til en sådan patient gribe det an? Hvad kan andre gøre for at hjælpe? Vågn op! har undersøgt disse spørgsmål og giver dig indblik i det liv som de der overlever, og de familier som kæmper ved deres side, er henvist til.

[Fodnote]

Slagtilfælde — Hvad er årsagen?

„HJERNEN er legemets mest følsomme organ,“ hævder neurologen Dr. Vladimir Hachinski fra University of Western Ontario i London, Canada. Selv om hjernens vægt kun udgør 2 procent af legemets totalvægt, indeholder den mere end ti milliarder nerveceller som uophørligt kommunikerer med hinanden i forbindelse med vores tankevirksomhed, bevægelser og sanseindtryk. Via et indviklet karsystem modtager hjernen en stadig forsyning af ilt og glukose som er nødvendig for at dække dens behov for energi.

Når en begrænset del af hjernen ikke får den nødvendige ilt i blot nogle få sekunder, bliver de fintmærkende neuroners funktioner hæmmet. Hvis iltmangelen står på i mere end ganske få minutter, opstår der en permanent hjerneskade. Hjernecellerne begynder at dø, og de funktioner de har varetaget, går tabt. Denne mangel på ilt, der som regel skyldes blokering af en arterie, kaldes iskæmi. Hjernens væv tilføjes yderligere skade fordi iltmangelen udløser en dødbringende kædereaktion af kemiske processer. Resultatet er et slagtilfælde. Apopleksi kan også opstå som følge af en hjerneblødning. Når et eller flere kar i hjernen brister, blokerer blødningen nogle af hjernens kommunikationsbaner. Kemiske og elektriske signaler til musklerne afbrydes, og hjernevæv beskadiges.

Følgevirkningerne

Der findes ikke to tilfælde af apopleksi der er ens, og det enkelte slagtilfælde kan give sig udslag på utallige måder. Ingen bliver ramt af samtlige mulige konsekvenser af et slagtilfælde, men følgevirkningerne kan variere fra milde og næppe synlige til alvorlige og meget iøjnefaldende. Hvilke legemsfunktioner der hæmmes, afhænger af hvilket område af hjernen slagtilfældet har ramt.

Svækkelse eller lammelse af arme og ben er hyppige følgelidelser. Sædvanligvis rammer de kun den ene halvdel af kroppen, nemlig den side der befinder sig modsat den hjernehalvdel der er ramt. Beskadigelse af højre hjernehalvdel resulterer altså i lammelser i venstre side af kroppen, mens beskadigelse af venstre hjernehalvdel medfører lammelser i højre side af kroppen. Nogle bevarer evnen til at bruge deres lemmer, men opdager at musklerne i arme og ben ryster i en sådan grad at de slet ikke er i stand til at koordinere deres bevægelser. Patienten ligner en nybegynder i skøjteløb som prøver at holde balancen. Dr. David Levine fra New York University Medical Center siger: „De har ikke længere nogen fornemmelse af om deres arme og ben er i bevægelse eller ej, og de kan heller ikke afgøre hvor i rummet disse lemmer befinder sig.“

Op til 15 procent af dem der overlever et slagtilfælde, får anfald af ukontrollerede bevægelser og ofte også perioder med bevidstløshed. Smerter og forandrede sansefornemmelser er desuden almindelige. En patient der efter at have overlevet et slagtilfælde lider af kronisk følelsesløshed i både hænder og fødder, siger: „Der er nætter hvor jeg vågner fordi jeg føler det som om jeg får et elektrisk stød når et eller andet rører mine ben.“

Følgerne af et slagtilfælde kan omfatte dobbeltsyn og synkebesvær. Hvis mundens og halsens sensoriske centre er ødelagt, kan det medføre at patienten savler og af den grund føler sig yderligere nedværdiget. Alle fem sanser kan blive berørt. Et slagtilfælde kan derfor medføre forstyrrelser i evnen til at se, høre, lugte, smage og føle.

Kommunikationsproblemer

Forestil dig at du på vej ned ad en svagt oplyst gade bliver forfulgt af to kolossalt store fremmede. Når du kaster et blik bagud, kan du se dem komme stormende imod dig. Du prøver at skrige om hjælp, men kan ikke få en lyd frem. Kan du forestille dig hvor frustreret du ville føle dig i den situation? Det er sådan mange patienter der bliver ramt af et slagtilfælde, føler det når de pludselig mister evnen til at tale.

En af de mest katastrofale konsekvenser et slagtilfælde kan få, er at patienten bliver ude af stand til over for familie og venner at give udtryk for sine tanker og følelser, sine forhåbninger og sin angst. Den pågældende bliver i overført betydning isoleret fra sine pårørende. En patient beskriver det på denne måde: „Hver gang jeg prøvede at sige noget, kom der ikke en lyd frem. Jeg var tvunget til at forblive tavs og kunne ikke følge hverken mundtlige eller skriftlige instruktioner. Det lød . . . som om de der stod omkring mig, talte et fremmed sprog. Jeg kunne hverken forstå eller benytte et sprog.“

Charles, derimod, forstod alt hvad der blev sagt til ham. Men om det at svare skriver han: „I tankerne formulerede jeg de ord jeg ville sige, men de kom ud som et rodet sammensurium. Jeg følte mig fanget inden i mig selv.“ I sin bog Stroke: An Owner’s Manual forklarer Arthur Josephs: „Over et hundrede forskellige muskler styres og koordineres under tale, og hver af disse musklers aktivitet kontrolleres gennemsnitlig af mere end hundrede motoriske nerver. . . . Blot ét sekunds tale kræver hele 140.000 neuromuskulære aktiviteter. Er det så mærkeligt at en hjerneskade i den del af hjernen der kontrollerer disse musklers aktivitet, kan resultere i en rodet og usammenhængende tale?“

Mange uforklarlige fænomener i forbindelse med taleevnen skyldes et slagtilfælde. For eksempel forekommer det at en person der ikke kan tale, godt kan synge. Andre som er i stand til at tale uopfordret og spontant, kan ikke sige noget når de gerne vil, eller taler måske tværtimod uafbrudt. Nogle siger det samme ord eller den samme sætning igen og igen eller bruger ordene forkert, eksempelvis ved at sige ja når de mener nej, og omvendt. Andre ved hvilke ord de gerne vil sige, men hjernen kan ikke få munden, læberne og tungen til at frembringe dem. Muskelsvaghed bevirker at nogle taler sløret og utydeligt. Andre igen taler afbrudt og stødvist.

Et slagtilfælde kan også hæmme den del af hjernen der styrer den følelsesmæssige modulation af talen. Resultatet kan blive en flad, livløs og ufølsom stemme. Nogle patienter kan have svært ved at forstå det når andre giver udtryk for deres følelser ved hjælp af tonefaldet i deres stemme. De kommunikationsbarrierer der her er beskrevet, kan skabe en kløft imellem familiemedlemmer, eksempelvis mand og hustru. Georg forklarer: „Et slagtilfælde påvirker ens ansigtsudtryk og gestus, ja hele personligheden. Af den grund var min kone og jeg pludselig ikke på bølgelængde med hinanden på samme måde som før. Det virkede som om jeg havde fået en helt anden hustru, en jeg først måtte lære at kende.“

Forandringer i følelseslivet og personligheden

Umotiverede humørsvingninger, pludselige anfald af gråd eller latter, voldsom vrede, uvante følelser af mistænksomhed og et overvældende tungsind er blot nogle af de forvirrende forstyrrelser i følelseslivet og personligheden som apopleksipatienter og deres pårørende må slås med.

Gilbert, der også har haft et slagtilfælde, fortæller: „Nogle gange kan selv bagateller berøre mig følelsesmæssigt og få mig til at le eller græde. Når jeg ler, sker det at andre spørger mig: ’Hvorfor ler du?’ Og det kan jeg ikke forklare.“ Denne situation kombineret med balanceproblemer og en let halten har fået Gilbert til at sige: „Jeg føler det som om jeg befinder mig i et andet legeme, som om jeg er en anden, som om jeg ikke er den samme som før jeg fik et slagtilfælde.“

Kun de færreste, om overhovedet nogen, undgår følelsesmæssige omvæltninger når de skal til at leve et liv hvor de er svækket både fysisk og psykisk som følge af et slagtilfælde. Hiroyuki, som blev talehæmmet og delvis lammet efter et slagtilfælde, bemærker: „Selv om der efterhånden var gået lang tid, fik jeg det ikke spor bedre. Da det gik op for mig at jeg ikke ville være i stand til at arbejde som før, blev jeg fortvivlet. Jeg begyndte at give andre og forskellige omstændigheder skylden og fornemmede det som om jeg følelsesmæssigt var ved at eksplodere. Jeg opførte mig ikke som en mand.“

Frygt og ængstelse er almindeligt for patienter der har haft et slagtilfælde. Ellen siger: „Jeg føler mig utryg når jeg mærker en trykken inde i mit hoved som kunne være et forvarsel om at et nyt slagtilfælde er på vej. Hvis jeg tillader mig at tænke negativt, bliver jeg virkelig bange.“ Ron forklarer om den angst han oplever: „Nogle gange er det næsten umuligt for mig at nå til de rigtige konklusioner. Hvis bare jeg skal løse to eller tre små problemer samtidig, bliver jeg frustreret. Jeg glemmer så hurtigt at jeg en gang imellem ikke kan huske en beslutning jeg har truffet få minutter forinden. Resultatet er at jeg begår nogle gevaldige fejl, og det er pinligt for både mig selv og andre. Hvordan vil jeg mon have det om nogle få år? Vil jeg være i stand til at føre en fornuftig samtale med andre eller til at køre bil? Vil jeg være en belastning for min kone?“

Familien er også ramt

Det er ikke kun patienterne der bliver ramt af katastrofale konsekvenser efter et slagtilfælde. Det gælder også deres familier. Nogle gange må familien lære at leve med den frygtelige oplevelse det er at se et menneske der tidligere var veltalende og i besiddelse af alle sine åndsevner, pludselig blive svækket og befinde sig på samme stade som et barn der er helt afhængigt af andres hjælp. Forholdet til patienten kan lide skade når familiens medlemmer bliver nødt til at påtage sig uvante roller.

Haruko fortæller om sådanne tragiske følger: „Min mand mistede hukommelsen vedrørende næsten alt det væsentlige. Pludselig var vi nødt til at opgive det firma han havde været direktør for, og vi mistede vores hus og vore ejendele. Det der gjorde mig mest ondt, var at jeg ikke længere kunne tale frit med min mand og henvende mig til ham for at få råd. Da han ikke rigtig kan skelne mellem nat og dag, fjerner han tit de bleer han har behov for at ligge med om natten. Selv om vi vidste at der ville komme et tidspunkt hvor han ville få det sådan, er det svært for os at acceptere realiteterne. Der er vendt fuldstændig op og ned på situationen. Nu er det min datter og mig der passer min mand.“

„At tage sig af en patient der har fået et slagtilfælde, kan — uanset hvor meget man holder af vedkommende — virke uoverkommeligt indimellem,“ fortæller Elaine Fantle Shimberg i bogen Strokes: What Families Should Know. „Presset og ansvaret er der hele tiden.“ I nogle tilfælde kan det høje niveau visse familiemedlemmer har stræbt efter med hensyn til pasningen, næsten være skadeligt for plejerens helbred, følelser og åndelighed. Maria fortæller om den meget store indflydelse det fik på hendes liv at hendes mor blev ramt af et slagtilfælde. „Jeg besøger hende hver dag og prøver at opbygge hende åndeligt. Jeg læser for hende, beder sammen med hende og overøser hende med knus, kys og kærlighed. Når jeg kommer hjem, er jeg fuldstændig udmattet følelsesmæssigt. Nogle gange er det så slemt at jeg kaster op.“

For nogle af dem der plejer disse patienter, er forandringen i patientens adfærdsmønster det der er sværest at leve med. Neuropsykologen dr. Ronald Calvanio siger til Vågn op!: „Når man har at gøre med en sygdom som påvirker de funktioner der styres af de komplicerede kortikale dele af hjernen — det vil sige personens tankegang, livsførelse og følelsesmæssige reaktioner — drejer det sig om selve patientens væsen. På visse områder ændrer de psykologiske skader der opstår, i meget høj grad og på en temmelig dramatisk måde familiens verden.“ Yoshiko fortæller: „Min mand ændrede sig tilsyneladende fuldstændigt efter sin sygdom. Nu farer han op over de mindste bagateller. Jeg får det meget dårligt når det sker.“

Ofte bliver forandringer i personligheden ikke bemærket af andre end dem der hører til familien. Nogle af dem der passer en apopleksipatient, føler sig af den grund isolerede og bærer deres byrde helt alene. Midori forklarer: „Slagtilfældene har handicappet min mand mentalt og følelsesmæssigt. Selv om han har stærkt behov for at blive opmuntret, vil han ikke tale med nogen om det og lider hellere i stilhed. Det er helt overladt til mig at tage mig af hans følelser. At være vidne til min mands forskellige sindsstemninger dag efter dag har gjort mig bekymret, ja nogle gange ligefrem bange.“

Hvordan har patienter der har overlevet et slagtilfælde — og deres familier — lært at leve med de forandringer det har medført i deres tilværelse? Hvordan kan vi hver især støtte dem der lider under de ødelæggende eftervirkninger af slagtilfælde?

[Ramme/illustration på side 7]

Advarselssignaler

● Pludseligt opstået svaghed, følelsesløshed eller lammelse i ansigtet, af en arm eller et ben, især lokaliseret til den ene halvdel af legemet

● Pludseligt opstået sløret eller uklart syn, især hvis det kun berører det ene øje; dobbeltsyn

● Vanskeligheder ved at sige eller forstå selv meget enkle sætninger

● Svimmelhed, tab af balance- eller koordinationsevnen, især i kombination med andre symptomer

Mindre almindelige symptomer

● Pludselig, uforklarlig og voldsom hovedpine — ofte beskrevet som „den værste jeg nogen sinde har haft“

● Pludseligt opstået kvalme og feber — adskiller sig fra en virusinfektion ved at sætte meget hurtigt ind (i løbet af minutter eller timer, ikke i løbet af flere dage)

● Kortvarigt tab af bevidstheden eller en periode med reduceret bevidsthed (besvimelse, konfusion, krampeanfald, koma)

Ignorér ikke symptomerne

Dr. David Levine anbefaler at patienten så snart der optræder symptomer, „hurtigst muligt henvender sig på skadestuen. Der er vidnesbyrd om at man kan reducere følgeskaderne mest muligt hvis man behandler inden for de første få timer efter at en patient er blevet ramt af et slagtilfælde.“

Undertiden kan symptomerne vise sig i meget kort tid for derefter at forsvinde igen. Dette kaldes et transitorisk iskæmisk attak (TIA). Sådanne episoder må endelig ikke ignoreres. De kan være tegn på en stærkt forøget risiko for apopleksi, og et alvorligt slagtilfælde er måske på vej. En læge kan behandle årsagerne og hjælpe patienten med at reducere risikoen for et slagtilfælde senere i livet.

Tilpasset efter retningslinjer stillet til rådighed af National Stroke Association, Englewood, Colorado, USA.

Lær at leve med følgevirkningerne

DELVIS lammet og liggende i en hospitalsseng spurgte Gilbert lægen: „Kommer jeg nogen sinde til at kunne bruge min arm og mit ben igen?“ Lægens svar var en udfordring: „Jo mere du selv arbejder på det, jo mere af din førlighed vil du få tilbage, og jo hurtigere vil det gå.“ Gilbert svarede: „Jeg er parat til at tage fat!“ Fysioterapi og en positiv indstilling hjalp ham, i en alder af 65 år, fra rullestolen til gangstativet, fra gangstativet til en stok og fra stokken tilbage til hans arbejde.

Forskerne Florence Weiner, Mathew Lee og Harriet Bell siger: „De fleste af de genoptræningsprogrammer som i dag benyttes af patienter der har haft et slagtilfælde, er baseret på den opfattelse at hvis ét område af hjernen er beskadiget, kan andre hjernecentre overtage det ødelagte vævs funktioner. Et af formålene med terapien er at hente det potentiale der ligger i disse centre, frem og sørge for at stimulere patienten på en måde som giver hjernen mulighed for at omorganisere arbejdet og tilpasse sig situationen.“ Men der er andre faktorer som har indflydelse på patientens bedring. Hvilket område af hjernen er ramt, og i hvor alvorlig grad? Hvordan er patientens almene helbredstilstand? Er behandlingen af høj kvalitet? Hvilken støtte og hjælp kan andre yde? Svarene på disse spørgsmål har også betydning for patientens rekonvalescens.

Hjælp og støtte fra familie og venner

Erikka deltog i et rehabiliteringsprogram i tre år. Hun lærte at gå og hvordan hun med sin højre hånd kunne kompensere for den førlighed hun havde mistet i den venstre. Om det der hjalp hende til at klare det, siger hun: „Det vigtigste var at min mand og mine venner forblev loyale mod mig. Bevidstheden om at de elskede mig, gav mig styrke, og deres opmuntring motiverede mig til ikke at give op.“

I forbindelse med helbredelsesprocessen må familiens medlemmer samarbejde med den syge. De må stille spørgsmål til det involverede sundhedspersonale og lære noget om forskellige former for terapi som måske skal fortsættes i hjemmet for at sikre at de fremskridt der allerede er gjort, ikke skal gå tabt. Den tålmodighed, venlighed, forståelse og hengivenhed de pårørende udviser, udgør et trygt følelsesmæssigt miljø hvori patienten kan genoptræne sin talefærdighed, læsefærdighed og kunnen i forbindelse med andre evner der har betydning i hverdagen.

John arbejdede hårdt for at hjælpe sin hustru, Ellen, med øvelser og terapi idet han prøvede at bevare den rette balance mellem at presse hende og vise hende omsorg og kærlighed. Han beskriver de anstrengelser han og familien gjorde sig: „Vi ville ikke lade Ellen synke ned i selvmedlidenhedens dyb. Nogle gange var vi som strenge og krævende lærere, men vi holdt altid øje med hendes begrænsninger og hjalp når det var nødvendigt. Hun er blevet mere følsom, så jeg passer på at jeg ikke kommer til at belaste hende for meget.“

Efterhånden som Ellen — med en talepædagogs hjælp — lærte at tale igen, hjalp John hende. „Det opmuntrede os at gøre tingene sammen, så vi læste Bibelen højt for hinanden, og det forbedrede hendes talefærdighed. Da vi er Jehovas vidner, begyndte vi også lidt efter lidt sammen at tage del i tjenesten. På den måde kunne Ellen dele det håb vi har for fremtiden, med andre. For Ellen var det i sig selv en terapi.“ I løbet af knap tre år havde Ellen gjort store fremskridt.

Den opmuntring og styrke venner og bekendte kan give en patient der har overlevet et slagtilfælde, må aldrig undervurderes; den kan have kolossal betydning for den pågældendes rekonvalescens. Lægetidsskriftet Stroke har rapporteret at en højere „grad af social støtte har vist sig at være afgørende for hvor hurtigt bedringen satte ind, og for hvilken generel forbedring af patientens funktioner der blev opnået, selv blandt dem der var blevet ramt af et mere alvorligt slagtilfælde“.

Bernie satte stor pris på den støtte hans venner ydede ham. Han understreger: „Vennernes besøg har stor betydning for patienten. En medfølende stemme og en omsorgsfuld indstilling højner moralen. Man behøver ikke at dvæle ved det patienten ikke kan, men det virker meget opmuntrende hvis man gør opmærksom på ethvert fremskridt.“ Hvad kan vi hver især gøre for at støtte og hjælpe dem der kæmper med eftervirkningerne at et slagtilfælde? „Kom med en buket blomster,“ foreslår Bernie. „Drøft en bibelsk tanke, eller fortæl en oplevelse. Den slags var en stor hjælp for mig.“

Melva, en ældre patient der overlevede et slagtilfælde, syntes det hjalp hende når en af hendes åndelige brødre bad sammen med hende. Gilbert anbefaler det samme og forklarer: „Det er et stærkt bevis på ens omsorg at man beder sammen med patienten.“ Peter, som efter et slagtilfælde fik nedsat syn, værdsætter det når andre forstår hans handicap og tager sig tid til at læse højt for ham.

At hjælpe patienten med at komme frem og tilbage til rehabiliteringscentret er en kærlig gestus. Man må også undersøge om patientens hjem er et sikkert sted for den pågældende. Når man har problemer med balancen, er der hele tiden risiko for at man falder. Gilbert satte stor pris på den kærlige hjælp hans venner ydede ham, blandt andet ved som en sikkerhedsforanstaltning at installere en gribestang i hans brusekabine.

Lær at yde hjælp

En patient der har haft et slagtilfælde, kan godt opfatte humørsvingninger og en øget tendens til gråd som noget pinligt eller flovt. Den slags kan også virke foruroligende på tilskuere som ikke ved hvordan de skal reagere. Ved at lære hvordan man støtter og hjælper, kan venner være med til at redde patienten fra den isolation som ellers kan blive resultatet. Normalt vil hyppigheden af grådanfaldene aftage med tiden. Men når gråden kommer, bør man bevare roen, blive hos patienten og sige det man gerne selv ville høre hvis rollerne var byttet om.

Opdyrk frem for alt ægte kærlighed til dem hvis handicap har forandret den personlighed du engang kendte. De fornemmer hvordan du føler det, og det påvirker så igen deres holdning til dig. Erikka siger: „Det kan godt være at jeg aldrig bliver den samme som før. Men det er der heller ingen der bør forvente af en der har haft et slagtilfælde. Slægtninge og venner bør lære at elske den pågældende som han eller hun er nu. Hvis de prøver at analysere patientens personlighed, vil de opdage at de mest attraktive træk fra før stadig er der.“

Når man ikke er i stand til at tale med eller forstå andre, bliver ens selvrespekt meget lille. Ved at gøre en indsats for at tale med den pågældende kan venner give dem der har et talehandicap, deres selvværdsfølelse tilbage. Takashi siger: „Hvad jeg tænker og føler, har ikke ændret sig. Men folk er tilbøjelige til at undgå mig fordi jeg ikke kan føre en normal samtale. Det er vanskeligt for mig at henvende mig til andre, men når nogen kommer hen og taler med mig, er det til stor opmuntring. Det gør mig meget, meget glad!“

Her følger nogle retningslinjer der kan hjælpe os alle til at støtte og opmuntre dem der har et talehandicap.

Kun de færreste slagtilfælde påvirker intelligensen. De fleste der overlever et slagtilfælde, er stadig åndsfriske selv om deres tale kan være svær at forstå. Tal aldrig ned til dem, og brug aldrig børnesprog. Behandl dem med værdighed.

Lyt tålmodigt. Måske behøver de tid til at omformulere en tanke eller færdiggøre et ord, en vending eller en sætning. En omsorgsfuld lytter er ikke utålmodig.

Lad ikke som om du har forstået patienten hvis det ikke er tilfældet. Indrøm i stedet kærligt: „Jeg er ked af det, men jeg kan ikke forstå hvad du siger. Vi prøver igen senere.“

Tal langsomt og tydeligt i et normalt stemmeleje.

Brug korte sætninger og velkendte ord.

Benyt spørgsmål der kan besvares med et ja eller et nej, og hjælp patienten med at svare. Husk at vedkommende måske ikke er i stand til at forstå hvad du siger.

Sørg for at holde eventuel baggrundsstøj nede.

Hvordan man kan klare situationen med Jehovas kærlige støtte

Naturligvis er det vigtigt at finde frem til årsagen til et slagtilfælde. Det sætter patienten i stand til at tage sine modforholdsregler og reducerer dermed risikoen for at han eller hun får flere slagtilfælde i fremtiden. Men det er også meget vigtigt at få kontrol over den frygt der følger med. Ellen fortæller: „Guds udtalelse i Esajas 41:10 trøster mig i særlig grad. Der siges: ’Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.’ Jehova er blevet mere virkelig for mig, og derfor er jeg ikke bange.“

Bibelen hjælper også Anand til at bearbejde den fortvivlelse han føler: „Bibelen er en kolossal støtte for mig. Den giver mig nyt håb og ny styrke.“ Apopleksipatienten Hiroyuki havde det problem at han ikke kunne koncentrere sig, og hvordan skulle han så få gavn af Bibelen? Han siger: „Jeg fandt trøst ved at lytte til oplæsning af Bibelen på kassettebånd.“

Apostelen Paulus sagde: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Korinther 12:10) Jehovas ånd hjalp Paulus til at overkomme det han ikke kunne klare i egen kraft. De der overlever et slagtilfælde, kan også stole på at Jehova vil styrke dem åndeligt. Erikka forklarer: „Når vi er raske og klarer det hele i egen kraft, giver vi ikke Jehova mange muligheder for at hjælpe os. Mit handicap har sat mig i stand til at styrke mit forhold til Jehova på en ganske særlig måde.“

Støtte til dem der yder hjælp

Der er også behov for at støtte dem der har den vanskelige opgave at passe og pleje patienter som har haft et slagtilfælde. Hvor kan de hente hjælp? Blandt andet hos deres familie. Alle familiens medlemmer må være indstillet på at yde deres i forbindelse med omsorgen for patienten. Yoshiko fortæller hvordan hun følelsesmæssigt blev hjulpet af sine sønner: „De lyttede til mine problemer som om de var deres egne.“ De pårørende må indhente alle tilgængelige relevante oplysninger for at lære hvordan man passer en patient der har haft et slagtilfælde, og hvordan de skal forholde sig til eventuelle ændringer i deres slægtnings personlighed.

Hvem kan ellers hjælpe dem der plejer patienten? I forbindelse med pasningen af Victor bad David og hans familie om hjælp hos deres åndelige brødre og søstre i Jehovas Vidners menighed: „De var villige til at hjælpe os. Ved hjælp af en turnusordning hvor de sover hos os på skift, passer de nogle gange Victor for os en hel nat.“

Alle der passer og plejer andre, har behov for kærlig hjælp og støtte fra deres åndelige familie. Men nogle bryder sig ikke om at bede om hjælp. Haruko forklarer: „Andre siger tit: ’Hvis der er noget vi kan hjælpe med, må du endelig sige til.’ Men når jeg ved hvor travlt de alle sammen har, kan jeg ikke få mig selv til at bede om hjælp. Jeg ville være meget taknemmelig hvis de i stedet ville tilbyde at hjælpe mig med noget bestemt: ’Jeg kan hjælpe dig med rengøringen. Hvilken dag passer dig bedst?’ ’Er det i orden at jeg lige kommer forbi og hjælper dig med at købe ind?’“

Kenjis kone fik et slagtilfælde, men han var selv i stand til at yde hende den nødvendige hjælp. Han opdagede at han ved bønnens hjælp kunne kaste sine byrder på Jehova. Til sidst mistede hans kone også taleevnen, og han mistede en at tale med. Men Kenji læser i Bibelen hver dag. Han siger: „Det minder mig om Jehovas kærlige omsorg for dem der er knust i ånden, og det har forebygget depression og ensomhedsfølelse.“

Hvis følelserne er ved at tage magten fra en, kan det være en hjælp at sætte sin lid til Jehovas ånd. Yoshiko, som må leve med den forandring i personlighed og temperament der er sket med hendes mand efter et slagtilfælde, fortæller: „Nogle gange havde jeg lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft. Når det skete, bad jeg altid en bøn til Jehova, og hans ånd hjalp mig til at falde til ro.“ Hun værdsætter Jehovas loyalitet imod hende så meget at hun ikke lader noget som helst hindre hende i at føre et kristent liv. Hun overværer regelmæssigt de kristne møder, deltager i forkyndelsen og følger en personlig plan for bibelstudium. „Når jeg gør min del,“ siger Yoshiko, „er jeg sikker på at Jehova aldrig vil svigte mig.“

Når bekymringerne trænger sig på, er Jehova der altid, rede til at lytte. Midori, hvis mand overlevede et slagtilfælde, finder trøst i at Jehova billedligt talt har kommet alle de tårer hun har udgydt, i sin „læderflaske“. (Salme 56:8) Hun husker Jesu ord: „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen.“ „Jeg har besluttet mig for at vente tålmodigt til den nye verden kommer,“ siger hun. — Mattæus 6:31-34.

Alvorlige begrænsninger

I nogle tilfælde medfører genoptræningen betydelige forbedringer i patientens tilstand, men andre har kun ringe succes med at genvinde de færdigheder de havde inden slagtilfældet. Hvad kan hjælpe dem der befinder sig i sidstnævnte gruppe, til at se i øjnene at de bliver nødt til at leve med de alvorlige og langvarige begrænsninger som slagtilfældet har medført?

Bernie, som mistede meget af sin førlighed på grund af et slagtilfælde, svarer: „Glæden over mit håb om evigt liv på en paradisisk jord og bøn til min himmelske Fader, Jehova, hjalp mig til stille og roligt at affinde mig med situationen.“

Det samme håb hjalp Erikka og hendes mand, Georg, til at acceptere hendes begrænsninger og alligevel glæde sig over livet. Georg forklarer: „Vi har Guds ord for at han en dag vil helbrede os fuldstændigt. Derfor koncentrerer vi os ikke om skavankerne. Vi gør selvfølgelig stadig alt hvad vi kan, for Erikkas helbred, men man kan godt lære at leve med en mangelfuld muskelkoordination og koncentrere sig om mere positive ting.“ — Esajas 33:24; 35:5, 6; Åbenbaringen 21:4.

I de tilfælde hvor patientens bedring er meget begrænset, er de pårørendes støtte og hjælp endnu mere afgørende. De kan hjælpe patienten til at affinde sig med situationen indtil Guds tid er inde til at afhjælpe alle helbredsproblemer.

Bevidstheden om at der venter både apopleksipatienter og deres familier en storslået fremtid den dag vi får vort fuldkomne helbred tilbage, sætter dem i stand til at tage en dag ad gangen. De venter tålmodigt på at blive udfriet fra enhver form for lidelse i Guds nye verden som nu er nær. (Jeremias 29:11; 2 Peter 3:13) Indtil da kan alle der vender sig til Jehova, have tillid til at han allerede på nuværende tidspunkt vil hjælpe og støtte dem, så de kan lære at leve med de handicap slagtilfælde kan forårsage. — Salme 33:22; 55:22.

[Tekstcitat på side 12]

Familie og venner kan hjælpe patienten til at leve med følgevirkningerne indtil Guds tid er inde til at råde bod på alle helbredsproblemer

[Ramme/illustration på side 10]

Forebyggelse af slagtilfælde

„DET bedste man kan gøre, er at forebygge slagtilfælde,“ siger Dr. David Levine. Og den faktor der først og fremmest har vist sig at have forbindelse med forekomsten af slagtilfælde, er for højt blodtryk.

I mange tilfælde kan et for højt blodtryk normaliseres ved hjælp af en diæt med et højt indhold af kalium og et lavt indhold af salt, mættede fedtsyrer og kolesterol. En begrænsning af alkoholforbruget kan også have betydning. Et regelmæssigt motionsprogram, tilpasset ens alder og fysiske kondition, kan hjælpe en af med overflødige kilo og reducere blodtrykket. Endelig kan det være nødvendigt at tage medicin, men det skal foregå under lægetilsyn eftersom der er et stort udvalg af lægemidler på markedet.

Åreforkalkning i halspulsåren, der er en af hovedårsagerne til slagtilfælde, medfører at denne arterie, som leverer hovedparten af hjernens blodforsyning, indsnævres. Graden af indsnævring afgør om det er tilrådeligt at foretage et kirurgisk indgreb for at forbedre blodgennemstrømningen i den forkalkede arterie. Flere undersøgelser har vist at patienter som havde symptomer og kraftigt forsnævrede halspulsårer, fik gavn af operation kombineret med medicinsk behandling. Et kirurgisk indgreb kan dog give komplikationer og bør kun foretages efter nøje overvejelse.

Hjertesygdomme kan forøge risikoen for slagtilfælde. Atrieflimren (uregelmæssig hjerterytme) kan medføre at der dannes blodpropper som via blodbanen føres til hjernen; dette kan behandles med antikoagulerende lægemidler. Det kan også være nødvendigt at behandle andre hjertesygdomme kirurgisk eller medicinsk for at reducere risikoen. Mange slagtilfælde kan føres tilbage til sukkersyge. Diabetespatienter kan derfor i nogen grad forebygge slagtilfælde ved at sørge for at deres sukkersyge er velbehandlet og under kontrol.

Forbigående anfald af iskæmi, TIA, er et klart forvarsel om at et slagtilfælde kan være på vej. De må derfor ikke ignoreres. Gå til lægen og sørg for at få behandlet den tilgrundliggende årsag. TIA øger risikoen for et slagtilfælde mange gange.

En sund livsførelse har stor betydning. Alsidig kost, regelmæssig motion, minimalt alkoholforbrug og aflæggelse af rygevanen kan medvirke til at bevare arterierne sunde og raske og måske endda udbedre nogle af de skader der allerede er sket. Undersøgelser har vist at risikoen for slagtilfælde også kan reduceres ved at man spiser frisk frugt, grøntsager og kornprodukter.