Kemiske pesticider dræber ikke kun insekter

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

„DEN er helt perfekt,“ siger landmanden Domingos dos Santos idet han skuer ud over kassavaplantagen på sin farm i det sydlige Brasilien. Han har god grund til at være tilfreds. Bladene på hans kassavabuske ser ud som om de aldrig er blevet betrådt af et insekt der kunne skade dem. Har han opnået dette resultat ved at bruge kemiske pesticider? Nej. „Hverken i år eller sidste år har jeg købt så meget som én dråbe insektgift,“ siger Domingos.

Domingos tilhører en voksende gruppe landmænd som kvier sig ved at bruge kemiske pesticider for at beskytte deres afgrøder.a I stedet benytter de sig af metoder som kan overflødiggøre eller i det mindste reducere brugen af kemikalier. Jeg spurgte Sandro Müller, en agronom som har ledet nogle undersøgelser på en citrusplantage i nærheden af byen São Paulo: „Hvorfor er det fornuftigt af landmænd at være tilbageholdende med at bruge insektbekæmpende midler?“

Pesticidernes onde cirkel

For at illustrere en af ulemperne ved at bruge kemiske pesticider fortæller Sandro mig følgende: „Forestil dig at politiet er på jagt efter nogle bankrøvere. I et forsøg på at slippe væk løber bankrøverne ind i en travl kontorbygning. Da betjentene indser at røverne er forsvundet i mængden, tilkalder de en helikopter som kaster en bombe med giftgas over kontorbygningen. Gassen dræber ikke alene røverne, men også uskyldige kontorfolk og bygningens sikkerhedsvagter. Det er noget i den retning der sker når en landmand gang på gang bombarderer sin afgrøde med stærke insektgifte. De dræber de skadelige insekter, men udrydder samtidig de nyttige, sikkerhedsvagterne.“

„Men man har da reddet høsten,“ svarer jeg. Sandro gør mig imidlertid opmærksom på at man ved ukritisk brug af pesticider kommer ind i en ond cirkel. Nogle insekter overlever nemlig sprøjtningen fordi de er resistente over for visse pesticider. Bagefter befinder disse insekter sig, takket være landmandens bekæmpelsesmidler, midt i en afgrøde uden ’sikkerhedsvagter’ eller nyttige insekter.

Når man udrydder skadedyrenes naturlige fjender — nyttige insekter som lever af de skadelige — medfører det en hurtigt voksende bestand af insekter som er resistente over for insektmidler, og som har masser at leve af. Det tvinger landmanden til at sprøjte igen, og denne gang bruger han måske endnu kraftigere bekæmpelsesmidler. I visse områder af Sydamerika hvor man dyrker bønner, sprøjter landmændene deres afgrøde hver uge. Hvad er resultatet af denne onde cirkel? En landmand har sagt det på denne måde: „Hvis man sår pesticider, høster man gift.“

Er brugen af pesticider „et mindre onde“?

Undersøgelser viser at den der bruger gift som bekæmpelsesmiddel, også forgifter sig selv. Ifølge tidsskriftet Guia Rural er der alene i Brasilien hvert år 700.000 som bliver forgiftet af pesticider — det er i gennemsnit én person hvert 45. sekund! Verdenssundhedsorganisationen (WHO) rapporterer at der i hele verden årligt dør 220.000 som følge af påvirkning fra pesticider. Desuden er pesticider til stor skade for miljøet.

Skønt nogle i dag mener at det at åbne en beholder med pesticider svarer til at åbne Pandoras æske, betragter andre brugen af pesticider som det mindste af to onder. Deres argument lyder: Valget står mellem pesticider og mad eller ingen pesticider og sult. Vi ved at verdensbefolkningen vokser, hvorimod mængden af landbrugsjord reduceres. Hvis vi vil undgå en global hungersnød, må vi beskytte afgrøderne mod skadelige insekter som kan ødelægge dem.

Skadedyr er uden tvivl et stort problem. Heldigvis er der imidlertid et voksende antal landmænd verden over som er ved at lære at der findes en bedre løsning på problemet end sprøjtning med store doser af pesticider. Denne løsning kaldes integreret plantebeskyttelse, eller IPM, der står for „integrated pest management“.

IPM — et alternativ

„Hvad er IPM?“ spurgte jeg professor Evôneo Berti Filho, lederen af Entomologisk afdeling ved staten São Paulos universitet i Piracicaba, som samtidig er en af de førende forskere inden for naturlig skadedyrsbekæmpelse. Professor Berti forklarede at målet med IPM er at reducere brugen af insektmidler mest muligt og udelukkende bruge de midler som dræber de mest skadelige insekter. Den tilbageholdende brug af sprøjtemidler suppleres så med naturlig skadedyrsbekæmpelse.

En af metoderne til naturlig skadedyrsbekæmpelse, og dermed også til integreret plantebeskyttelse, er vekseldrift. En landmand kan for eksempel fra år til år skifte imellem majs og bønner. Når han skifter til bønner, vil insekter som kan lide majs, men ikke bryder sig om bønner, sulte eller lede efter områder hvor der er majs. Når han skifter til majs igen, vil de fleste af disse insekter være forsvundet, i det mindste for en tid. Og når de majs-elskende insekter vender tilbage i massevis, vil det næste skift snart tvinge dem til at „pakke sammen igen“.

Biologisk bekæmpelse af skadedyr er en anden af komponenterne i integreret plantebeskyttelse. Denne metode består i at landmanden „rekrutterer“ insekter, bakterier, virus, svampe og andre af skadedyrenes naturlige fjender som sine „allierede“. Brasilianske forskere lagde mærke til at mange sommerfuglelarver døde efter at være blevet inficeret med baculovirus. Eftersom dette virus er uskadeligt for mennesker, gik de ud fra at de kunne sprøjte afgrøderne med en væske der indeholdt baculovirus, og at denne væske så ville virke som et biologisk insektmiddel mod sommerfuglelarver der holdt festmåltid på sojabønner og kassavabuske. Og det virkede efter hensigten. Sommerfuglelarverne døde få dage efter at have spist af den sprøjtede afgrøde. Og som en ekstra gevinst fik landmanden gratis „ammunition“ til insektbekæmpelse fremover. På hvilken måde?

Professor Berti forklarer: „Landmanden kommer simpelt hen de døde inficerede sommerfuglelarver i en blender, filtrerer dem og opbevarer den frafiltrerede væske i en fryser.“ Næste gang der skal bekæmpes sommerfuglelarver, optør han den virusinficerede væske, blander den med vand og sprøjter afgrøden med denne blanding.

Dette biologiske insektmiddel virker måske ikke helt så hurtigt som de kemiske, men en forsker har sagt at det udrydder mindst 90 procent af larverne.

Bekæmpelse af insekter på naturens måde

En anden vigtig gren af biologisk skadedyrsbekæmpelse består i at „alliere sig“ med nyttige insekter der kan nedkæmpe de skadelige. Trods de anstrengelser man har gjort sig for at overbevise landmændene om det fornuftige i at benytte sig af denne form for insektbekæmpelse, er mange landmænd i Brasilien og andre steder stadig tilbageholdende med at bruge denne metode. Hvorfor? Tilsyneladende virker tanken om forsætligt at slippe insekter løs på landbrugsjord lige så fornuftig på landmænd som tanken om at slippe kakerlakker løs i boligkomplekser ville virke på byboere. „De fleste landmænd tror at alle insekter er planteædere,“ fortæller dr. Berti. „At få flere insekter er det sidste de ønsker sig.“

Det er klart at biologisk skadedyrsbekæmpelse først vil vinde udbredelse når landmændene har lært at nogle insekter er deres „allierede“. I slutningen af det 19. århundrede fik frugtavlere i Californien eksempelvis assistance af mariehøns. Dengang havde skadelige insekter som ved et uheld var blevet indført fra Australien, angrebet og på det nærmeste udryddet alle deres citron- og appelsintræer. På mindre end to år fik mariehønsene de importerede insekter under kontrol, og Californiens citruslunde blev reddet.

Biologisk bekæmpelse gør en forskel

I dag har nogle af Brasiliens landmænd genopdaget den rolle som joaninha (lille johanne, som mariehønen kaldes her) kan spille som pålidelig ’sikkerhedsvagt’. „Joaninha bekæmper bladlusene i denne citrusbevoksning,“ fortæller Sandro mens vi spadserer langs rækker af appelsintræerne i den citrusplantage som han passer. Ved et træ gør han holdt, rækker ud efter en gren og bøjer den ned. På bladene sidder bladlus, eller plantelus, dovne insekter på størrelse med et knappenålshoved, helt ubevægelige med snabelen nede i et blad hvorfra de suger saft.

Disse bladlus er ’sikkerhedsvagternes’ mad. Blandt visse typer mariehøns kan blot ét insekt konsumere 800 bladlus i sit liv. Men er det nok til at gøre en forskel? „Ja, hvis der er så meget græs og ukrudt mellem citrustræerne at der er plads til at mariehønsene og andre af bladlusenes naturlige fjender kan bo der,“ siger Sandro. Førhen, da man ikke brugte biologisk skadedyrsbekæmpelse i denne frugtplantage, blev den sprøjtet med kemiske insektmidler hver anden uge. I dag har man, takket være mariehønsene og andre af bladlusenes naturlige fjender, kunnet reducere behovet for at sprøjte med insekticider til hver anden eller tredje måned.

Mariehønen er kun én af de mange „allierede“ landmændene kan få hjælp af. Bier, hvepse, fugle, edderkopper, frøer og tudser er med i den „hær“ som døgnet rundt bekæmper skadedyr. Selv fisk kan fungere som erstatning for sprøjtning med pesticider. Hvordan?

Forskeren Xiao Fan fra Departementet for Land- og Skovbrug i Nanking i den kinesiske provins Kiangsu har oplyst at behovet for insektmidler blev reduceret da man begyndte at opdrætte fisk i de oversvømmede rismarker. Landmændene trækker et reb hen over planterne så insekterne falder ned i vandet. „Eftersom småcikaderne lader som om de er døde når de falder ned fra risplanterne, er de et let bytte for fiskene,“ forklarer Xiao Fan.

Når forbruget af pesticider mindskes, er der flere nyttige insekter der overlever. Disse insekter hjælper fiskene med at bekæmpe de skadelige insekter. „Takket være biologisk skadedyrsbekæmpelse er brugen af store mængder giftige pesticider forældet,“ fortæller Fan. „De helbredsmæssige og økologiske fordele er indlysende,“ tilføjer han.

Det skal indrømmes at årsagen til at landmændene har taget så positivt imod IPM snarere er af økonomisk end økologisk art. Ved at skære ned på brugen af pesticider sparer man penge, og det betyder større fortjeneste, som overalt og til alle tider har virket som et stærkt incitament. Hvis landmændenes økonomiske gevinst samtidig fører til mindre pesticidholdige afgrøder og mindre forurening af miljøet, er IPM til gavn for både landmændene, forbrugerne og økologien. Som en iagttager har bemærket, er IPM „en gevinst for alle“.

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

Arven fra pesticiderne

Om så alle landmænd i hele verden fra i dag gik over til at benytte integreret plantebeskyttelse, ville det langtfra betyde at problemet med pesticiderne var løst. FN’s Organisation for Ernæring og Landbrug (FAO) anslår at der i udviklingslandene er oplagret mere end 100.000 tons pesticider. Ifølge Our Planet, et tidsskrift der udgives af FN’s miljøprogram, er „en væsentlig del af disse lagre overskud af pesticider som man har modtaget i forbindelse med forskellige hjælpeprogrammer“. Lagrene omfatter store mængder DDT og andre pesticider der i dag bliver betragtet som farligt affald. Tidsskriftet Our Planet bemærker at „det kan få katastrofale følger“ såfremt disse pesticider ikke bliver fjernet.

En sådan oprydning er imidlertid en dyr affære. Alene i Afrika vil det muligvis koste mere end 600 millioner kroner at slippe af med denne arv. Hvem skal betale regningen? FAO opfordrer donorlandene til at være behjælpelige med dette, men gør samtidig opmærksom på „at man også bør søge hjælp hos virksomheder som fremstiller kemikalier til landbruget. Disse virksomheder har ofte haft et medansvar for at der blev sendt unødvendige eller alt for store forsyninger af sted.“ Hidtil har disse foretagender dog „været uvillige til at yde økonomisk støtte til rydning af gamle pesticidlagre“.

[Ramme på side 22]

Modificerede afgrøder — Et kontroversielt spørgsmål

Endnu et våben i kampen mod skadedyr er bioteknologien. Det er lykkedes forskerne at kombinere stykker af dna-molekyler fra forskellige plantearter og på den måde udvikle afgrøder som har egenskaber der virker som en beskyttelse imod skadedyr.

Ved hjælp af genteknologi har man for eksempel overført et gen udefra til et dna-molekyle i majs. Dette gen fremstiller et protein der virker dødbringende på skadedyr. Resultatet er en majs som kan holde stand over for sine fjender blandt insekterne.

Dyrkning af planter som er fremstillet ved hjælp af genteknologi, er et kontroversielt spørgsmål. Modstanderne hævder at modificerede afgrøder kan gøre folk syge, eller at de vil vokse uhæmmet. Forskere advarer om at planter med et insektdræbende gen hurtigt vil kunne gøre skadedyr resistente. „Vi må bevare fatningen når det gælder genteknologi,“ siger entomologen Evôneo Berti advarende. „Husk hvor begejstrede folk var da insektmidlerne i 1950’erne blev hilst velkommen som nærmest mirakuløse stoffer. I dag er vi blevet klogere. Disse mirakelmidler har medvirket til at der er opstået mirakelinsekter. Hvem ved hvilke problemer nutidens gensplejsede mirakelplanter vil forårsage?“

Selv om de biologiske problemer kan løses, er der nogle der har moralske skrupler vedrørende forskernes genmanipulation. Efter deres mening kan bioteknologien, samtidig med at den måske løser problemet med pesticiderne, meget vel påføre os nogle etiske problemer i stedet.

[Illustration på side 23]

En mariehøne kan spise i hundredvis af skadedyr