Et træ der synger
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I KENYA
PÅ DEN vidtstrakte afrikanske savanne står der et træ som ofte synger. Træet er en akacieart og kaldes fløjteakacie (Acacia drepanolobium). Hvorfor dette navn? Fordi det lyder som om træet fløjter når vinden suser gennem dets fine blade.
En smuk, melodiøs lyd frembringes når træets usædvanlig lange og fine torne vibrerer i vinden. Ud over tornenes melodi frembringer træets hule galler en lyd der minder meget om den der opstår når man puster i en tom flaske. Disse ’instrumenter’ er formet af myrer som siges at udhule gallerne, deres kugleformede hjem, og danne små huller der fungerer som ind- og udgange. Eftersom gallerne og hullerne er af forskellig størrelse, frembringer de forskellige tonehøjder. Disse lyde gør blot fløjteakacien endnu mere smuk og unik.
Fløjteakacien minder os om salmistens ord da han i overført betydning sagde: „Lad . . . alle skovens træer råbe af glæde for Jehovas ansigt.“ (Salme 96:12, 13) Ja, når vinden suser gennem fløjteakaciens torne og galler, frembringer træet en smuk, stemningsfuld afrikansk sang.