Hvordan jeg ændrede min voldelige adfærd

Fortalt af Jose Antonio Nebrera

HVAD får et menneske til at blive voldeligt? Jeg lærte en del om vold ved som dreng at blive udsat for vold. Min far var medlem af den spanske civilgarde, der håndhævede en streng disciplin. Han var ofte blevet pryglet af sin egen far, og min far fulgte denne familietradition. Far gav mig ofte en omgang tæsk med sit tykke bælte. For at gøre ondt værre sagde han igen og igen at jeg var dum, hvorimod han forgudede min lillesøster. Mor der frygtede fars vrede, gjorde intet for at mindske min frustration over at blive behandlet så uretfærdigt, og hun gjorde heller ikke noget for at give mig den kærlighed jeg havde brug for.

Når jeg var sammen med andre børn i skolen, levede jeg i min egen fantasiverden hvor alt syntes lykkeligt og godt. I andres øjne virkede jeg nok glad og optimistisk. Men det var kun på overfladen. Jeg skjulte bare min frygt og vrede. Den barske virkelighed vendte tilbage når jeg hver eftermiddag med tunge skridt gik hjemad, for jeg gruede for igen at blive hånet — eller få endnu en omgang prygl.

Som 13-årig slap jeg væk fra dette kærlighedskolde miljø og blev optaget på en kostskole ledet af jesuitter. I en periode overvejede jeg at blive præst. Men det der foregik på skolen, gav ikke mit liv mening. Vi skulle op klokken fem om morgenen for at tage et koldt brusebad. Og hele dagen gik med at følge et stramt program der bestod af studium, bøn og gudstjeneste, kun afbrudt af nogle korte pauser.

Vi elever skulle læse om de katolske helgener, men Bibelen var ikke en del af vores pensum. Den eneste bibel der var tilgængelig, blev opbevaret i et glasskab, og vi måtte kun læse i den efter at have fået særlig tilladelse.

I det tredje år på kostskolen blev „åndelige øvelser“ i form af selvpiskning en del af den strenge og hårde rutine. Jeg forsøgte at sluge store mængder mad i håb om at blive syg så jeg kunne slippe for denne ildprøve. Men det lykkedes ikke. Efter næsten tre år kunne jeg ikke klare mere. Jeg flygtede fra jesuiterklosteret og vendte hjem. Jeg var da 16 år.

På jagt efter eventyr

Efter at jeg var kommet hjem, begyndte jeg at gå til boksning og brydning. Jeg klarede mig godt inden for disse voldelige sportsgrene, og det gav mig selvværd. Men min fysiske styrke fik mig til at anvende vold for at opnå det jeg ville, ligesom min far havde gjort.

Da jeg var 19 år, skete der noget som bragte lidt kærlighed og ømhed ind i mit liv. Jeg mødte Encarnita, der ni måneder senere blev min kone. Hun havde kun øje for at jeg var betænksom, venlig og glad, og havde ingen forestilling om de sårede følelser der ulmede i mig. Men inden længe dukkede denne indre bitterhed op til overfladen i forbindelse med min indkaldelse til militæret. Det var kort efter at vi havde fået vores første barn.

Efter en pludselig indskydelse meldte jeg mig til den spanske fremmedlegion. Det gjorde jeg dels for at undgå at få en militærfrisure og dels for at opleve spænding og eventyr. Jeg havde nogle forestillinger om at jeg ville finde friheden i den marokkanske ørken og få lov til at deltage i nogle farlige specialoperationer. Desuden åbnede det mulighed for at jeg kunne flygte fra mine familieforpligtelser. I virkeligheden fik fremmedlegionen blot det værste frem i mig.

Der gik ikke lang tid førend jeg fik problemer med en stor, brutal sergent der fandt glæde ved at mishandle de nye rekrutter. Jeg hadede uretfærdighed og var ikke bleg for at kæmpe for det jeg mente var rigtigt. En morgen under navneopråbet sagde jeg noget i spøg som sergenten misforstod. Da han hævede armen for at slå mig, vred jeg den hurtigt om og fik ham lagt ned. Jeg holdt hans hånd fast, for jeg frygtede at hvis jeg gav slip, ville han skyde mig.

Som følge af denne hændelse skulle jeg være i en straffeafdeling i tre måneder. Nu befandt jeg mig i et lille spartansk rum, som jeg skulle dele med cirka 30 mænd. I al den tid kunne jeg ikke engang skifte tøj. I vores afdeling var der en sadistisk sergent som nød at piske mændene. Men en dag hvor jeg truede med at dræbe ham hvis han rørte mig, nedsatte han min straf fra 30 til 3 piskeslag. Jeg havde lært at være lige så hård i filten som mine plageånder.

Hemmelige missioner

På et tidspunkt i løbet af min træning i fremmedlegionen meldte jeg mig overilet til nye „eventyr“. Heller ikke denne gang havde jeg nogen anelse om hvor min beslutning ville føre mig hen. Jeg fik træning i at håndtere alle typer våben og sprængstoffer som kommandosoldat. Som afslutning på min oplæring blev jeg sendt til Langley i Virginia, USA, hvor jeg trænede sammen med CIA-agenter.

Kort tid efter var jeg med i en hemmelig kommandogruppe. I 1960’erne deltog jeg i adskillige hemmelige missioner. Jeg medvirkede blandt andet i operationer mod narkohandlere og våbensmuglere i Mellem- og Sydamerika. Vi havde fået besked på at når vi stødte på den slags personer, skulle vi likvidere dem. Jeg skammer mig over at sige at jeg personligt deltog i sådanne operationer. Vi tog aldrig nogen til fange, bortset fra dem vi måske kunne få oplysninger ud af under forhør.

Senere fik jeg til opgave at udspionere spanske militærledere for at finde frem til dem der havde betænkeligheder ved general Francos diktatur. Vi udspionerede også spaniere i Frankrig der gjorde modstand mod Francos regime. Formålet var at kidnappe de mest betydningsfulde systemkritikere og bringe dem til Spanien, antageligvis for at skaffe dem af vejen.

Min sidste operation gik ud på at samle et hold lejesoldater for at begå et statskup i et lille afrikansk land. Vi fik instrukser om at storme militærkasernen i hovedstaden og derefter indtage præsidentpaladset. Helt som planlagt invaderede vi landet midt om natten og fuldførte vores opgave på kun fire timer. Tre af mine kammerater døde i kampen sammen med adskillige ’fjendtlige’ soldater. Jeg var også selv med til at dræbe.

Denne traumatiske oplevelse plagede min samvittighed. Jeg havde svært ved at sove fordi jeg konstant havde mareridt om at jeg nedslagtede mine fjender i nærkamp. Og i mine mareridt så jeg rædselen stå malet i ansigterne på dem jeg skulle til at dræbe.

Jeg besluttede mig for aldrig mere at medvirke i flere missioner. Derfor afleverede jeg alle mine militærdokumenter og fratrådte min stilling. Tre måneder senere indkaldte mine overordnede mig imidlertid til at udføre endnu en spionageopgave. Jeg flygtede til Schweiz, og adskillige måneder senere sluttede min kone sig til mig i Basel. Hun havde intet kendskab til at jeg havde arbejdet som hemmelig agent.

Svært at bryde dårlige vaner

I de tre år jeg havde været i militæret, var Encarnita begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner i Spanien. Hun fortalte at hun havde fundet sandheden om Gud, og hendes begejstring smittede af på mig. Vi tog hurtigt kontakt til Jehovas Vidner i Schweiz og begyndte sammen at studere Bibelen.

Jeg var utrolig glad for at lære om Guds hensigter. Selvom jeg gerne ville indrette mit liv efter Bibelens principper, var det svært for mig at forandre mig — især med hensyn til min aggressive personlighed. På trods af det holdt jeg meget af min nyfundne tro. Efter at have studeret et par måneder insisterede jeg på at jeg var parat til at forkynde fra hus til hus.

Med Jehovas hjælp lærte jeg med tiden at vise selvbeherskelse, og til sidst blev Encarnita og jeg døbt. Jeg blev udnævnt til at tjene som tilsynsmand i menigheden som 29-årig.

I 1975 besluttede vi at vende tilbage til Spanien. Men militæret havde ikke glemt mig. Jeg blev indkaldt og bedt om at medvirke i endnu en særlig mission. For at undgå problemer flygtede jeg kort efter igen til Schweiz. Her boede vi med vores børn indtil 1996, hvorefter vi langt om længe vendte tilbage til Spanien.

Vi har en søn og en datter, som begge er gift, samt to børnebørn. De tjener alle Jehova. I årenes løb har jeg desuden kunnet hjælpe cirka 16 mennesker til at lære Jehova at kende, deriblandt en ung mand der tidligere havde deltaget i voldelige gadedemonstrationer i det nordlige Spanien. Alt det har givet mig dyb tilfredshed.

Jeg har gentagne gange bedt Gud om hjælp til at lægge mit tidligere voldelige liv bag mig og blive befriet for mine tilbagevendende mareridt. I min kamp for at gøre det der er rigtigt, har jeg fulgt rådet i Salme 37:5: „Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.“ Jehova har holdt dette løfte. Han har hjulpet mig til at overvinde min voldelige adfærd. Det har været til stor velsignelse for min familie og mig.

[Illustration på side 21]

Da jeg som 13-årig blev optaget på en kostskole, ledet af jesuitter

[Illustration på side 23]

Jeg forlader fremmedlegionens kontor i 1968 efter at jeg har fratrådt min stilling

[Illustration på side 23]

Med min kone, Encarnita, i dag