Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • yp2 kap. 32 s. 263-272
  • Hvordan kan jeg have det sjovt?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan kan jeg have det sjovt?
  • Unge spørger — Svar der duer, bind 2
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor være på vagt?
  • Er der noget forkert ved dansesteder for unge?
    Vågn op! – 2004
  • Hvordan finder jeg en film jeg kan tillade mig at se?
    Vågn op! – 1990
  • Er dans ikke bare en uskyldig fornøjelse?
    Vågn op! – 1984
  • Hvordan bør kristne se på dans?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
Se mere
Unge spørger — Svar der duer, bind 2
yp2 kap. 32 s. 263-272

KAPITEL 32

Hvordan kan jeg have det sjovt?

Markér om følgende udtalelser er rigtige eller forkerte.

Bibelen siger . . .

Det er altid forkert at dyrke sport.

□ Rigtigt □ Forkert

Alle film og tv-programmer øver en skadelig indflydelse.

□ Rigtigt □ Forkert

Al dans er forkert.

□ Rigtigt □ Forkert

DU HAR arbejdet hårdt hele ugen. Skolen er overstået. Dine huslige pligter er klaret. Og du har stadig noget energi du skal have brændt af — en af fordelene ved at være ung. (Ordsprogene 20:29) Det eneste du har lyst til nu, er at have det sjovt.

Dine kammerater tror måske at Bibelen er imod alle fornøjelser, og at den hindrer dig i at have det sjovt. Men er det rigtigt? Lad os gennemgå udsagnene på forrige side og finde ud af hvad Bibelen virkelig siger om det at have det sjovt.

● Det er altid forkert at dyrke sport.

Forkert. Bibelen siger at „legemlig opøvelse er gavnlig“. (1 Timoteus 4:8) Det græske ord for „opøvelse“ som Paulus brugte her, indeholder tanken om sport og idræt. I dag findes der adskillige former for sport — for eksempel fodbold, jogging, cykling, tennis, skøjteløb og volleyball for blot at nævne nogle få — der både kan give god motion og være sjove.

Betyder det at der ikke er grund til at være forsigtig? Læg mærke til hvad verset der er citeret ovenfor, videre siger. Da apostelen Paulus skrev til den unge mand Timoteus, sagde han: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ Paulus’ ord minder os om at det vigtigste for os altid bør være at glæde Gud. Du kan sikre dig at gudhengivenhed er det vigtigste for dig — selv når du skal vælge en sportsgren — ved at tænke over følgende tre spørgsmål:

1. Hvor risikofyldt er denne sportsgren? Tro ikke blot på noget du har hørt, eller på hvad andre unge begejstret fortæller. Undersøg selv kendsgerningerne. Find for eksempel ud af følgende: Hvor hyppigt sker der ulykker inden for denne sport? Hvilke sikkerhedsforanstaltninger bliver der truffet? Hvilken undervisning og hvilket udstyr kræver det hvis man skal undgå ulykker? Der er selvfølgelig en vis risiko ved næsten alle aktiviteter, men er hovedformålet med denne sportsgren at sætte liv og helbred på spil?

Livet er en gave fra Gud, og den lov Gud gav israelitterne, foreskrev strenge straffe hvis et liv gik tabt ved en ulykke. (2 Mosebog 21:29; 4 Mosebog 35:22-25) Guds tjenere blev derved tilskyndet til at være sikkerhedsbevidste. (5 Mosebog 22:8) Kristne i dag har på samme måde pligt til at vise respekt for livet.

2. Vil denne sportsgren give mig en god omgangskreds? Hvis du er dygtig til sport, vil dine kammerater og lærere måske lægge pres på dig for at få dig med på skolens hold. Du har måske stor lyst til at sige ja. En ung kristen der hedder Mark, fortæller: „Jeg synes simpelt hen ikke det er fair at mine forældre ikke vil lade mig komme på skoleholdet.“ Men i stedet for at prøve at overtale dine forældre så overvej følgende kendsgerninger: Som regel er træningen og kampene lagt uden for den normale skoletid. Hvis du klarer dig godt, vil du blive tilskyndet til at bruge mere tid på sporten. Og hvis du ikke klarer dig så godt, vil du måske føle dig tvunget til at bruge mere tid på at træne. Desuden opstår der som regel et nært fællesskab mellem holdkammerater når de triumferer over sejrene eller trøster hinanden efter nederlagene.

Spørg så dig selv: ’Vil det være godt for mig at bruge min fritid på noget der kan føre til nære venskaber med unge der ikke har de samme åndelige normer som jeg har?’ (1 Korinther 15:33) ’Hvilken pris er jeg villig til at betale bare for at spille på et bestemt hold?’

3. Hvor meget tid og hvor mange penge vil det koste at dyrke denne sportsgren? Bibelen siger at vi skal „forvisse [os] om de mere vigtige ting“. (Filipperne 1:10) For at kunne følge dette råd må du spørge dig selv: ’Vil denne sport sluge tid som jeg har planlagt at bruge på skolearbejde eller åndelige aktiviteter? Hvor mange penge vil sporten alt i alt koste mig? Har jeg råd til det?’ Svarene på disse spørgsmål vil hjælpe dig til at prioritere rigtigt.

● Alle film og tv-programmer øver en skadelig indflydelse.

Forkert. Bibelen befaler kristne at ’holde fast ved det gode’ og at ’afholde sig fra enhver form for ondskab’. (1 Thessaloniker 5:21, 22) Ikke alle film og tv-programmer er i modstrid med denne befaling.a

Det kan helt sikkert være hyggeligt at gå i biografen sammen med nogle venner. En sydafrikansk pige ved navn Leigh siger: „Hvis jeg gerne vil se en bestemt film, ringer jeg til en af mine venner, og så siger vi det videre til vores andre venner.“ Som regel tager disse unge til den tidlige forestilling. Bagefter henter deres forældre dem, og sammen tager de alle ud og spiser.

Film og tv er måske nok moderne opfindelser, men i virkeligheden er de blot en videreførelse af en ældgammel tradition — den at fortælle historier. Jesus var en mester i at nå folks hjerte ved hjælp af historier. For eksempel vækker hans lignelse om den næstekærlige samaritaner medfølelse og indeholder en vigtig morallære. — Lukas 10:29-37.

Filmproducenter i dag påvirker også folk og former deres moralbegreber. De prøver at få deres publikum til at identificere sig med de personer der skildres — selv når helten er en forbryder eller en sadistisk, magtsyg person. Hvis ikke du passer på, begynder du måske at holde med en forbryder og undskylde hans umoralske eller grusomme handlinger! Hvordan kan du undgå denne fælde?

Når du overvejer at se en film eller et tv-program, så spørg dig selv: ’Er det noget der vil anspore mig til at være inderligt medfølende?’ (Efeserne 4:32) ’Eller vil det få mig til at glæde mig over en andens ulykke?’ (Ordsprogene 17:5) ’Vil det gøre det svært for mig at hade det onde?’ (Salme 97:10) ’Kommer jeg i virkeligheden til at stille mig på „de ondes“ side?’ — Salme 26:4, 5.

Anmeldelser og reklamer kan give dig en idé om hvad filmen indeholder. Men lad være med naivt at ’tro hvert ord’. (Ordsprogene 14:15) Hvorfor? Fordi en filmanmeldelse blot afspejler en anden persons mening. Og reklamerne skjuler måske bevidst at en film indeholder anstødelige scener. En teenager ved navn Connie siger: „Jeg har erfaret at man ofte får en idé om hvad filmen indeholder, når man ved hvem der spiller hovedrollerne.“

Kristne venner på din alder, som følger de samme bibelske normer som dig, ved måske om en bestemt film er acceptabel eller ej. Men husk at folk er tilbøjelige til at fortælle hvad de rigtig godt kan lide ved filmen. Hvorfor ikke spørge hvad der er dårligt ved den? Vær specifik. Spørg for eksempel om der er scener som skildrer vold, sex eller okkultisme. Dine forældre kan måske også give dig nogle gode råd. En pige ved navn Vanessa siger: „Jeg spørger mine forældre til råds. Hvis de siger god for filmen, ser jeg den.“

Tag ikke let på det at vælge film og tv-programmer. Hvorfor ikke? Fordi den underholdning du vælger, viser hvad der bor i dit hjerte, og afslører hvilke værdier du sætter højt. (Lukas 6:45) Dine valg fortæller meget om hvilken slags venner du foretrækker, hvilken form for sprog du accepterer, og hvilken kønsmoral du tolererer. Vær derfor selektiv!

● Al dans er forkert.

Forkert. Da israelitterne var gået over Det Røde Hav og sluppet væk fra den ægyptiske hær, ledede Mirjam kvinderne i en sejrsdans. (2 Mosebog 15:20) Og i Jesu lignelse om den fortabte søn var „musik og dans“ en del af glædesfesten da sønnen vendte hjem. — Lukas 15:25.

I mange kulturer i dag nyder både unge og ældre også at danse når familie og venner samles. Der er dog noget man skal passe på. Bibelen fordømmer ikke sammenkomster hvor man holder sig inden for rimelige grænser, men den advarer mod „sviregilder“, eller „vilde fester“. (Galaterne 5:19-21, Byington) Profeten Esajas skrev: „Ve dem der står tidligt op om morgenen for at løbe efter stærke drikke, dem som sidder sent i aftenmørket mens vinen får dem til at blusse! Og der skal jo være lyre og harpe, tamburin og fløjte, og vin til deres fester; men Jehovas virke betragter de ikke, og hans hænders værk ser de ikke.“ — Esajas 5:11, 12.

Ved disse fester var der „stærke drikke“ og vild musik. De begyndte tidligt og fortsatte til langt ud på aftenen. Læg også mærke til festdeltagernes indstilling — de opførte sig som om Gud slet ikke eksisterede! Det er derfor ikke så mærkeligt at Gud fordømte den slags sammenkomster.

Hvis du bliver inviteret til en fest hvor der skal være dans, så stil dig selv spørgsmål som: ’Hvem kommer? Hvilket omdømme har de? Hvem har ansvaret for festen? Hvilket tilsyn vil der være? Synes mine forældre det er i orden at jeg tager med? Hvilken slags dans vil der være?’ Mange former for dans går udelukkende ud på at vække et seksuelt begær. Ville det at deltage i eller blot se på en sådan form for dans hjælpe dig til at ’flygte fra utugt’? — 1 Korinther 6:18.

Hvad nu hvis du bliver inviteret med ud at danse på en natklub? En ung mand ved navn Shawn gik tit på natklub før han blev kristen. Læg mærke til hvad han fortæller: „Musikken er ofte nedbrydende, dansen er almindeligvis meget umoralsk, og en stor del af dem der går på natklub, kommer der i en ganske bestemt hensigt.“ Denne hensigt, siger Shawn, er at forlade natklubben sammen med en for at have sex. Da Shawn begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner, fik han et andet syn på det. Han siger nu: „Den slags dansesteder er ikke noget for kristne.“

Hvorfor være på vagt?

Hvornår tror du at en soldat er mest sårbar over for angreb — når han befinder sig på slagmarken, eller når han slapper af sammen med sine kammerater? Det er faktisk når han slapper af og ikke er i forsvarsposition, at han er mest sårbar. Når du er i skole eller på arbejde, er du ligeledes ’kampklar’ og parat til at forsvare dine åndelige værdier. Du er på vagt over for mulige farer. Det er når du senere slapper af sammen med dine venner, at du er mest sårbar over for angreb på dine moralnormer.

Nogle af dine kammerater håner dig måske fordi du holder dig til Bibelens høje normer når du gerne vil have det sjovt. Du kan endda blive udsat for pres fra unge der er blevet opdraget af kristne forældre. Men sådanne unge har fået deres samvittighed brændemærket. (1 Timoteus 4:2) De anklager dig måske for at være uligevægtig eller selvretfærdig. Men i stedet for at give efter for gruppepres så „bevar en god samvittighed“. — 1 Peter 3:16.

Det der virkelig betyder noget, er ikke hvordan dine kammerater betragter dig, men hvad Jehova mener om dig! Og hvis dine venner generer dig fordi du følger din samvittighed, så er tiden inde til at finde nogle nye venner. (Ordsprogene 13:20) Husk at du i sidste ende har ansvaret for at vogte dine moralnormer — selv når du morer dig og slapper af. — Ordsprogene 4:23.

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 37

NÆSTE KAPITEL

Pornografi er mere udbredt og nemmere at få adgang til end nogen sinde. Hvordan kan du undgå denne snare?

[Fodnote]

a Se flere oplysninger i bind 1, kapitel 36.

NØGLESKRIFTSTED

„Fryd dig, unge mand, i din ungdom, . . . og gå på dit hjertes veje og efter dét dine øjne ser. Men vid at for alt dette vil den sande Gud bringe dig for retten.“ — Prædikeren 11:9.

TIP

Spørg dine forældre om de ville være villige til hver måned at sætte faste tidspunkter af til tv-fri familiehygge.

VIDSTE DU DET . . .?

Dans og musik var en vigtig del af den sande tilbedelse for israelitterne. — Salme 150:4.

HANDLINGSPLAN!

Hvis jeg bliver opfordret til at være med på skolens sportshold, vil jeg sige ․․․․․

Hvis en film jeg ser sammen med mine venner, er anstødelig, vil jeg ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvorfor bør kristne undgå meget risikobetonede sportsgrene?

● Hvordan kan du afgøre om en film er passende?

● Hvordan vil du definere hvad der er en acceptabel form for dans?

[Tekstcitat på side 269]

„Jeg elsker at danse, men jeg har lært at det er klogt at lytte til mine forældres råd. Jeg lader ikke dans fylde for meget i mit liv.“ — Tina

[Illustration på side 268]

En soldat er sårbar over for angreb når han ikke er i forsvarsposition — og du er sårbar over for angreb på dine moralnormer når du slapper af

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del