SPINDING

Fremstilling af garn eller tråd ved strækning og sammensnoning af plante- eller dyrefibre, som for eksempel hør, bomuld, uld og gedehår. Spundet garn blev brugt til vævning, syning, broderi og fremstilling af reb.

Hebræerne og andre spandt garn ved hjælp af rok og ten. Om en dygtig hustru siges der: „Hun rækker hænderne ud mod rokken, og hendes hænder tager fat om tenen.“ (Ord 31:19) Rokken var en håndrok, det vil sige en stav som de rensede og kartede eller heglede fibre (Es 19:9) blev vundet løst om. Der fandtes forskellige spindemetoder, men én bestod i at holde rokken med venstre hånd, trække fibrene et stykke ud fra den og fæste dem til tenen. Tenen var en kortere stav med en krog i den ene ende hvortil fibrene blev fæstet, og en tung skive (for eksempel af sten) nær den anden ende. Med højre hånd fik man den hængende ten til at dreje rundt og snoede derved fibrene til tråd. Denne spundne tråd blev vundet omkring tenens skaft og fastgjort, hvorefter processen blev gentaget indtil alle fibrene på rokken var spundet til én lang tråd.

Både mænd og kvinder i det gamle Ægypten spandt tråd, men blandt hebræerne synes det hovedsagelig at have været kvinderne der spandt. Israelitiske kvinder havde den forret at spinde og bidrage med materialer da tabernaklet skulle bygges. — 2Mo 35:25, 26.

Jesus Kristus omtalte spinding da han tilskyndede sine disciple til ikke at bekymre sig unødigt om tøjet, men stole på at Gud ville sørge for tøj til dem. Jesus sagde: „Læg nøje mærke til hvordan liljerne vokser; de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; men jeg siger jer: Ikke engang Salomon i al sin herlighed var klædt som en af dem.“ — Lu 12:27, 28; Mt 6:28-30.