KEBAR

(Keʹbar) [fra babylonisk; betyder „stor (kanal)“].

En ’flod’ i „kaldæernes land“ i nærheden af hvilken der boede et samfund af landflygtige jøder. (Ez 1:1-3; 3:15) Da Ezekiel talte om „floden Kebar“, brugte han det hebraiske ord naharʹ (der som regel gengives med „flod“) i dets bredeste betydning, hvor det også kunne betegne en kunstigt anlagt kanal som de vandingskanaler der engang gennemskar det frugtbare område mellem Eufrats og Tigris’ nedre løb. Det ville svare til brugen af det tilsvarende babyloniske ord, der også kunne betegne enten en flod eller en kanal.

Kebars nøjagtige beliggenhed kendes ikke, men de fleste bibelgeografer forbinder den med Shatt en-Nil, der er blevet identificeret med den naru Kabaru („Store Kanal“) som er omtalt på kileskrifttavler fra byen Nippur, ca. 85 km sydøst for Babylon. Shatt en-Nil bøjer af fra Eufrat nord for Babylon og løber mod sydøst, forbi Nippur, før den igen flyder sammen med Eufrat syd for Ur, ca. 240 km syd for Babylon.

I Tel-Abib, nær floden Kebar, fik profeten Ezekiel i 613 f.v.t. det første syn han beskriver, og som overvældede ham i den grad at han var lamslået i syv dage; og det var her han blev gjort til „vægter for Israels hus“. (Ez 1:1–3:21) Lignende syner ved senere lejligheder mindede profeten om oplevelsen ved Kebar. — Ez 10:15, 20, 22; 43:3.