Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w25 september s. 2-7
  • Bed de ældste om hjælp

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Bed de ældste om hjælp
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • HVORNÅR SKAL VI BEDE DE ÆLDSTE OM HJÆLP?
  • HVORFOR SKAL VI BEDE DE ÆLDSTE OM HJÆLP?
  • HVORDAN HJÆLPER DE ÆLDSTE OS?
  • VI HAR SELV ET ANSVAR
  • Hvordan de ældste viser kærlighed og barmhjertighed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2024
  • Hvordan menigheden er organiseret
    Et håb om en lys fremtid – Interaktivt bibelkursus
  • Kærligt tilsyn opbygger
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
  • Arbejder du på at blive ældste?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2024
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
w25 september s. 2-7

STUDIEARTIKEL 36

SANG NR. 103 Hyrder er gaver

Bed de ældste om hjælp

“Hvis en iblandt jer er syg, skal han tilkalde menighedens ældste.” – JAK. 5:14.

FOKUS

Hvorfor det er vigtigt at tale med de ældste når vi har brug for hjælp.

1. Hvordan ved vi at Jehovas får er meget dyrebare i hans øjne?

JEHOVAS får er meget værdifulde for ham! Han var villig til at ofre sin elskede Søn for deres skyld, og han har givet de ældste til opgave at passe på dem. (Ap.G. 20:28) Det er meget vigtigt for Jehova at hans får bliver behandlet venligt og kærligt. De ældste lader sig lede af Jesus og beskytter deres brødre og søstre mod åndelige farer og hjælper dem til at holde sig tæt til Jehova. – Esa. 32:1, 2.

2. Hvem er Jehova særligt opmærksom på? (Ezekiel 34:15, 16)

2 Jehova har selvfølgelig stor omsorg for alle sine får, men han er ekstra opmærksom på dem der i en periode har det svært. Hvis nogen er blevet åndeligt svage eller har begået alvorlige fejl, vil Jehova gerne hjælpe dem til at komme ovenpå igen. (Læs Ezekiel 34:15, 16). Hvordan kan vi få hans hjælp? Vi må selvfølgelig bede til ham. Men derudover må vi henvende os til de ældste, de kærlige “hyrder og lærere” Jehova har sat til at passe på menigheden. – Ef. 4:11, 12.

3. Hvorfor er det relevant for os alle at se nærmere på den rolle de ældste har?

3 I den her artikel vil vi se nærmere på hvordan Jehova bruger de ældste til at hjælpe dem der har det svært åndeligt. Vi vil få svarene på følgende spørgsmål: Hvornår skal vi bede de ældste om hjælp? Hvorfor skal vi gøre det? Og hvordan hjælper de os? Selv hvis det går godt for os nu og vi har et stærkt forhold til Jehova, kan svarene på de spørgsmål øge vores værdsættelse af alt det Jehova gør for at hjælpe sine får. Og hvem ved – måske er det en dag os der har brug for hjælp fra de ældste.

HVORNÅR SKAL VI BEDE DE ÆLDSTE OM HJÆLP?

4. Hvordan ved vi at Jakob 5:14-16, 19, 20 handler om nogle der er blevet åndeligt syge? (Se også billederne).

4 Disciplen Jakob forklarede hvad man skal gøre for at få de ældstes hjælp. Han skrev: “Hvis en iblandt jer er syg, skal han tilkalde menighedens ældste.” (Læs Jakob 5:14-16, 19, 20). Sammenhængen viser at Jakob ikke taler om bogstavelig, men åndelig sygdom. For eksempel skal den syge ikke tilkalde en læge, men de ældste. Og han vil få det bedre ved at få sine synder tilgivet. Men illustrationen med sygdom er meget rammende, for når man er fysisk syg, går man til lægen, forklarer sine symptomer og følger hans anvisninger. På samme måde må vi gå til de ældste hvis vi er åndeligt syge, forklare vores situation og følge de råd vi får ud fra Bibelen.

Collage: 1. En mand forklarer en læge at han har ondt i skulderen. 2. En bror fortæller en ældste om sin situation mens de sidder på en bænk i en park.

Når vi er fysisk syge, går vi til læge. Når vi har det svært åndeligt, må vi tale med de ældste. (Se paragraf 4)


5. Hvordan kan man vide om man er ved at blive åndeligt syg?

5 I Jakob, kapitel 5, bliver vi altså opfordret til at henvende os til de ældste hvis vi kan mærke at det ikke går så godt med vores åndelige helbred. Det vil selvfølgelig være klogt at vi beder om hjælp før vi gør noget der virkelig kunne skade vores venskab med Jehova. Vi er nødt til at være ærlige over for os selv. Bibelen advarer om at vi kunne komme til at lyve for os selv om hvordan det går med os åndeligt. (Jak. 1:22) Den fejl begik de kristne i Sardes i det første århundrede, og Jesus sagde ligeud hvordan det stod til med dem. (Åb. 3:1, 2) Hvad kan vi gøre for at finde ud af hvordan det går med os åndeligt? Vi kan tænke over om vi brænder lige så meget for sandheden som vi gjorde da vi blev døbt. (Åb. 2:4, 5) Vi kan spørge os selv: “Er jeg lige så glad for at læse i Bibelen og meditere over det jeg læser, som jeg plejede at være? Lader jeg ofte ting komme i vejen for møderne eller min forberedelse til dem? Er jeg stadig begejstret for forkyndelsen? Bruger jeg meget tid og energi på fornøjelser og materielle ting?” Svarene på de spørgsmål kan fortælle dig om der er noget vigtigt du er nødt til at tage hånd om. Hvis ikke du selv kan gøre noget ved det, eller hvis du allerede har gjort noget du ved Jehova ikke synes om, må du bede de ældste om hjælp.

6. Hvad skal man gøre hvis man har begået en alvorlig synd?

6 Hvis man har begået en alvorlig synd, altså noget der kunne føre til at man blev fjernet fra menigheden, skal man tale med en ældste om det. (1. Kor. 5:11-13) De der er i den situation, har akut brug for hjælp til at genopbygge deres forhold til Jehova. For at få Jehovas tilgivelse må man gøre noget der viser at man angrer oprigtigt. (Ap.G. 26:20) Og en af de ting man må gøre, er at henvende sig til en ældste.

7. Hvem kan ellers have brug for hjælp fra de ældste?

7 De ældste hjælper ikke kun dem der har begået alvorlige synder – de vil også gerne hjælpe dem der i en periode er åndeligt svage. (Ap.G. 20:35) Det kan for eksempel være at du føler du er ved at tabe kampen mod forkerte ønsker. Din kamp kan være særligt svær hvis du før du lærte sandheden at kende, var afhængig af stoffer, så på pornografi eller levede et umoralsk liv. Men du behøver ikke at stå med det alene. Tal med en ældste. Han vil lytte til dig, komme med gode råd og minde dig om hvor glad Jehova bliver når du ikke giver efter for de forkerte ønsker. (Præd. 4:12) Hvis du er blevet modløs, vil de ældste minde dig om at det er et tegn på at du tager dit forhold til Jehova alvorligt, og at din samvittighed fungerer. – 1. Kor. 10:12.

8. Hvad behøver vi ikke nødvendigvis at tale med de ældste om?

8 Vi behøver ikke at tale med de ældste om hver eneste fejl vi begår. Forestil dig for eksempel at du er kommet til at såre en bror eller søster, og at du måske endda lod følelserne løbe helt af med dig. I stedet for at blande de ældste ind i det må du følge Jesus’ vejledning om at tale tingene igennem med din bror eller søster. (Matt. 5:23, 24) Du kunne også studere om emnerne mildhed, tålmodighed og selvkontrol så du kan blive bedre til at vise de egenskaber. Hvis du stadig føler at du har brug for hjælp, er du selvfølgelig velkommen til at tale med en ældste om det. Da Paulus skrev sit brev til filipperne, bad han en bror om at hjælpe Euodia og Syntyke til at slutte fred, og det kan være at en ældste i din menighed kan hjælpe dig på samme måde. – Flp. 4:2, 3.

HVORFOR SKAL VI BEDE DE ÆLDSTE OM HJÆLP?

9. Hvad kunne holde os tilbage fra at tale med de ældste, men hvorfor er det vigtigt at vi gør det alligevel? (Ordsprogene 28:13)

9 Hvis vi har begået en alvorlig fejl eller føler at vi er ved at miste kontrollen over et forkert ønske, kan det virkelig kræve tro og mod at tale med de ældste fordi vi måske er flove over vores situation. Men det er meget vigtigt at vi gør det alligevel. Hvorfor? Jehova har givet de ældste opgaven med at passe på hans får og hjælpe dem til at være sunde og stærke åndeligt. Så når vi taler med de ældste om et problem vi har, viser vi faktisk tillid til Jehova. Det viser også at vi er ydmyge og forstår at vi har brug for hans hjælp. (Sl. 94:18) Og hvis vi bekender vores fejl og holder op med at gøre det forkerte, kan vi stole på at Jehova vil tilgive os. – Læs Ordsprogene 28:13.

10. Hvad kan der ske hvis vi prøver at skjule vores fejl?

10 Ligesom vi kan forbedre vores situation ved at tale med en ældste om vores problem, kan vi også gøre situationen værre ved at skjule vores fejl. Da kong David prøvede at skjule sine synder, fik det store konsekvenser for ham åndeligt, følelsesmæssigt og endda fysisk. (Sl. 32:3-5) Som det ofte er med en fysisk sygdom eller skade, vil åndelig sygdom bare blive værre hvis vi ikke gør noget ved det. Det ved Jehova, og derfor siger han til os at vi skal “få afgjort sagerne” imellem ham og os, og det har han valgt at vi kan gøre gennem de ældste. – Esa. 1:5, 6, 18.

11. Hvordan kan det påvirke andre hvis vi skjuler en alvorlig synd?

11 Hvis vi har begået en alvorlig synd og holder det hemmeligt, kunne det gå ud over andre. Vi kunne forhindre den hellige ånd i at virke frit i menigheden, og vi kunne forstyrre vores trosfællers fred. (Ef. 4:30) Men hvad skal vi gøre hvis vi finder ud af at en anden har begået en alvorlig synd? Det at dække over en anden er en stor synd i sig selv. (3. Mos. 5:1) Så vi må opfordre vedkommende til at tale med de ældste om det. Hvis han ikke har gjort det inden for en rimelig tidsperiode, vil vores kærlighed til Jehova og vores loyalitet mod ham motivere os til at gå til de ældste og fortælle dem det vi ved.

HVORDAN HJÆLPER DE ÆLDSTE OS?

12. Hvordan hjælper de ældste dem der har det svært åndeligt?

12 De ældste er blevet oplært til at støtte og hjælpe dem der i en periode har det svært åndeligt. (1. Thess. 5:14) Hvis det er dig det handler om, vil de måske stille dig nogle spørgsmål for at prøve at hente dine inderste tanker og følelser frem. (Ordsp. 20:5) Du kan hjælpe dem ved at være så åben som muligt, også selvom det er svært for dig på grund af din kultur, din personlighed eller fordi du synes det er pinligt at tale om. Vær ikke bange for at det du siger, vil blive opfattet som tankeløst. (Job 6:3) De ældste vil ikke hurtigt drage en konklusion, men lytte tålmodigt og få det fulde billede af din situation før de giver råd og vejledning. (Ordsp. 18:13) De er klar over at det kræver tid at hjælpe Jehovas får, så de forventer heller ikke at det hele er løst i løbet af én samtale.

13. Hvad mere vil de ældste gøre for at hjælpe os? (Se også billederne).

13 De ældste vil selvfølgelig ikke tale ned til dig og give dig endnu dårligere samvittighed. I stedet vil de bede sammen med dig. Måske vil du blive overrasket over hvor stor kraft deres bønner har. Derudover vil de i overført betydning “indgnide [dig] med olie i Jehovas navn”. (Jak. 5:14-16) Olien er her et billede på sandheden i Guds ord. De ældste vil omhyggeligt udvælge nogle gode tanker fra Bibelen som vil trøste og berolige dig og hjælpe dig til at få et godt forhold til Jehova igen. (Esa. 57:18) Det kan styrke din beslutning om at blive ved med at gøre det der er rigtigt. Gennem de ældste er det som om du hører Jehova sige til dig: “Her er vejen. Den skal du gå på!” – Esa. 30:21.

Collage: 1. Lægen fra det tidligere billede tilser mandens skulder. På væggen i baggrunden hænger et røntgenbillede af mandens skulder. 2. Ældstebroren fra det tidligere billede opmuntrer sammen med en anden ældste broren ved hjælp af Bibelen. De er hjemme hos broren. Han ser glad ud og lytter til de to ældste.

Ved hjælp af Bibelen trøster og opmuntrer de ældste dem der har det svært. (Se paragraf 13-14)


14. Hvordan hjælper de ældste ifølge Galaterne 6:1 en der er slået ind på en forkert kurs? (Se også billederne).

14 Læs Galaterne 6:1. Hvis en “slår ind på en forkert kurs”, betyder det at han ikke lever efter Jehovas retfærdige normer. Det kan være at han har taget en dum beslutning eller har begået en alvorlig synd. Så vil de ældste “på en mild måde prøve at hjælpe ham tilbage på den rette vej”. Det græske ord der er oversat med “hjælpe ... tilbage på den rette vej”, henviser til det at sætte en knogle eller kropsdel på plads for at forhindre permanente skader. Ligesom en dygtig læge vil prøve at gøre den slags så smertefrit som overhovedet muligt, vil de ældste hjælpe os åndeligt på fode igen uden at gøre processen mere smertefuld. De skal også “holde øje med [sig] selv” og huske at de jo også er ufuldkomne og nogle gange begår fejl. De vil aldrig have en overlegen, selvretfærdig eller fordømmende indstilling, men altid vise kærlighed og medfølelse. – 1. Pet. 3:8.

15. Hvad vil det være godt at gøre hvis der er noget vi kæmper med?

15 Vi kan virkelig stole på menighedens ældste. De er blevet oplært til at holde private ting fortroligt, basere deres råd og vejledning på Bibelen i stedet for på deres egen mening og hjælpe lige så længe der er behov for det. (Ordsp. 11:13; Gal. 6:2) De ældste er selvfølgelig forskellige, og de har forskellig erfaring, men vi kan frit henvende os til alle ældste i menigheden for at tale om det der går os på. Vi må være oprigtigt interesseret i at høre “den sunde lære” fra Bibelen og ikke bare gå fra den ene ældste til den anden indtil vi finder en der fortæller os det vi gerne vil høre. (2. Tim. 4:3) Når vi henvender os til en ældste, vil han måske spørge os om vi har talt med andre ældste om det, og om hvad de eventuelt har sagt. Ældstebroren vil måske også beskedent vende det med en anden ældste. – Ordsp. 13:10.

VI HAR SELV ET ANSVAR

16. Hvilket ansvar har vi alle sammen?

16 Selvom de ældste har fået til opgave at passe godt på os, vil de ikke bestemme over os og fortælle os hvad vi skal gøre. Vi har et personligt ansvar for at leve et liv Jehova kan godkende. Og vi skal hver især stå ham til regnskab for det vi siger og gør. (Rom. 14:12) Med Jehovas hjælp kan vi leve op til det han forventer af os. Så i stedet for at fortælle os præcis hvad vi skal gøre, hjælper de ældste os gennem Bibelen til at forstå hvordan Jehova tænker. Når vi lytter til det de siger, og anvender principperne i Bibelen, træner vi vores evne til at tænke og bliver bedre til at træffe gode beslutninger. – Hebr. 5:14.

17. Hvad ønsker Jehova at vi skal gøre?

17 Hvor er det fantastisk at vi må være Jehovas får! Jehova sendte “den rigtige hyrde”, Jesus, for at betale løsesummen for os så vi kan få mulighed for at leve evigt. (Joh. 10:11) Og ved at sørge for at der er ældstebrødre i menighederne, har Jehova opfyldt sit løfte: “Jeg vil give jer hyrder efter mit hjerte, og de vil give jer mad i form af kundskab og indsigt.” (Jer. 3:15) Hvis vi bliver åndeligt svage eller syge, ønsker Jehova virkelig at vi søger hjælp hos de ældste. Så vil vi selv opleve hvor kærligt han tager sig af os gennem dem.

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvornår skal vi bede de ældste om hjælp?

  • Hvorfor skal vi bede de ældste om hjælp?

  • Hvordan hjælper de ældste os?

SANG NR. 31 Du må vandre med Gud!

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del