„Evangeliið um Jesus“ verður boðað

1, 2. Hvat hendi, tá ið mótstøðufólk royndu at forða Guds fólki í at boða tey góðu tíðindini í fyrstu øld?

DER har rejst sig en bølge af hård modstand, og Saulus begynder “brutalt at forfølge menigheden”. (Ap.G. 8:3) Disciplene flygter, og for nogle ser det måske ud til at det vil lykkes Saulus at udrydde de kristne. Men tingene udvikler sig på en uventet måde da de kristne bliver spredt. Hvad sker der?

² De der bliver spredt, begynder at forkynde “Guds ords gode nyhed” i de lande de er flygtet til. (Ap.G. 8:4) Tænk engang! Ikke alene er det mislykkedes forfølgerne at sætte en stopper for forkyndelsen af den gode nyhed – forfølgelsen har ligefrem ført til at budskabet har fået en større udbredelse! Ved at sprede disciplene har forfølgerne faktisk gjort det muligt at Riget kan blive forkyndt i fjerntliggende områder. Som vi skal se, er noget lignende sket i vores tid.

„Tey, sum spjadd vóru“ (Áps. 8:4-8)

3. (a) Hvør var Filip? (b) Hví var tað ikki blivið boðað nakað serligt í Samaria, men hvat hevði Jesus sagt skuldi henda har?

³ Blandt dem “der var blevet spredt”, var Filip.a (Ap.G. 8:4; se boksen “Evangelieforkynderen Filip”). Han tog til Samaria, en by hvor der stort set ikke var blevet forkyndt tidligere. På et tidspunkt havde Jesus nemlig sagt til apostlene: “Gå ikke ind i nogen samaritansk by. Gå derimod kun til de bortkomne får blandt Israels folk.” (Matt. 10:5, 6) Jesus var dog klar over at der på et tidspunkt ville blive aflagt et grundigt vidnesbyrd i Samaria, for inden han steg op til himlen, sagde han: “I skal være vidner om mig i Jerusalem, i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden.” – Ap.G. 1:8.

4. Hvussu reageraðu samverjar, tá ið Filip boðaði fyri teimum, og hvat kann hava verið orsøkin?

⁴ Filip blev klar over at markerne i Samaria var “hvide og klar til at blive høstet”. (Joh. 4:35) Hans budskab var som en forfriskende brise for dem der boede der, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Jøderne havde intet at gøre med samaritanerne, og mange så ned på dem. Budskabet om den gode nyhed indeholdt derimod et håb for alle slags mennesker og var derfor noget helt andet end farisæernes fordomsfulde og arrogante måde at tænke på. Ved ivrigt og upartisk at forkynde for samaritanerne viste Filip at han ikke havde ladet sig påvirke af de fordomme der var så udbredte. Det er derfor ikke overraskende at mange samaritanere var optaget af at lytte til Filip. – Ap.G. 8:6.

5-7. Nevn dømi um, at tey góðu tíðindini hava havt framgongd hóast mótstøðu.

⁵ Ligesom i det første århundrede har forfølgelsen af Guds folk heller ikke i dag kunnet stoppe forkyndelsen. At kristne gang på gang er blevet tvunget til at flytte fra et sted til et andet – enten i fængsel eller til et andet land – har kun medvirket til at der er blevet forkyndt i det nye område. Under Anden Verdenskrig lykkedes det for eksempel Jehovas Vidner at aflægge et enestående vidnesbyrd i de nazistiske koncentrationslejre. En jøde der mødte Jehovas Vidner dér, fortæller: “De fanger der var Jehovas Vidner, havde en mental styrke og robusthed der overbeviste mig om at deres tro var baseret på Bibelen – og jeg blev selv et Jehovas Vidne.”

⁶ I nogle tilfælde blev der endda aflagt et vidnesbyrd over for forfølgerne, og nogle af dem tog imod budskabet. Da et Jehovas Vidne ved navn Franz Desch for eksempel blev overført til koncentrationslejren Gusen i Østrig, fik han mulighed for at studere Bibelen med en SS-officer. Forestil dig de to mænds glæde da de flere år senere mødte hinanden igen ved et af Jehovas Vidners stævner og nu begge var forkyndere af den gode nyhed!

⁷ Noget lignende er sket når forfølgelse har tvunget kristne til at flygte til et andet land. I 1970’erne blev der for eksempel aflagt et stort vidnesbyrd i Mozambique efter at Jehovas Vidner fra Malawi var blevet tvunget til at flygte dertil. Selv da de senere kom ud for modstand i Mozambique, fortsatte de med at forkynde. “Nogle af os blev pågrebet og anholdt flere gange fordi vi forkyndte,” fortæller Francisco Coana. “Men mange lyttede og tog imod Rigets budskab, og det så vi som et tegn på at Jehova hjalp os ligesom han havde hjulpet de første kristne.”

8. Hvussu hava politiskar og fíggjarligar broytingar ávirkað boðanararbeiðið?

⁸ Forfølgelse har selvfølgelig ikke været den eneste årsag til at mange har taget imod sandheden i nye områder. I de senere årtier har politiske og økonomiske forandringer også banet vej for at Rigets budskab er nået ud til folk fra mange forskellige sproglige og nationale grupper. Folk fra krigszoner og fattige lande er flygtet til mere stabile områder og er begyndt at studere Bibelen i det land de er kommet til. Som følge af flygtningestrømmen er der opstået fremmedsprogede distrikter. Gør du dit bedste for at forkynde for folk “fra alle nationer, stammer, folk og sprog” i dit distrikt? – Åb. 7:9.

„Gevið eisini mær hetta vald“ (Áps. 8:9-25)

9. Hvør var Símun, og hvat var møguliga orsøkin til, at hann var áhugaður í tí, sum Filip gjørdi?

⁹ Filip udførte mange mirakler i Samaria. For eksempel helbredte han syge og uddrev endda onde ånder. (Ap.G. 8:6-8) Der var en mand som var særligt imponeret over Filips mirakuløse gaver. Det var Simon, en mand der udøvede magi, og som folk var så imponeret over at de sagde: “Denne mand er Guds Kraft.” Simon så nu Guds sande kraft med egne øjne i de mirakler Filip udførte, og blev troende. (Ap.G. 8:9-13) Men senere blev Simons motiver sat på prøve. Hvordan det?

10. (a) Hvat gjørdu Pætur og Jóhannes í Samaria? (b) Hvat gjørdi Símun, tá ið hann sá, at teir nýggju lærisveinarnir fingu heilaga andan, tá ið Pætur og Jóhannes løgdu hendurnar á teir?

¹⁰ Da apostlene blev opmærksomme på den vækst der var i Samaria, sendte de Peter og Johannes dertil. (Se boksen “Peter bruger ‘himlenes riges nøgler’”). Efter at de to apostle var ankommet, lagde de hænderne på de nye disciple så hver enkelt modtog hellig ånd.b Det var noget der fascinerede Simon. “Giv også mig denne myndighed,” sagde han til apostlene, “så enhver som jeg lægger hænderne på, kan modtage hellig ånd.” Simon troede ligefrem at han kunne købe den særlige evne, og tilbød dem penge! – Ap.G. 8:14-19.

11. Hvat eggjaði Pætur Símun til at gera, og hvussu reageraði hann?

¹¹ Peter svarede Simon meget direkte: “Gid dit sølv må gå til grunde sammen med dig fordi du mente at du kunne købe Guds frie gave for penge. Du har slet ikke noget med det her at gøre, for dit hjerte er ikke oprigtigt i Guds øjne.” Peter opfordrede så Simon til at angre og bede om tilgivelse. “Du må derfor ... bede Jehova om, hvis det er muligt, at tilgive dig for det onde som du har udtænkt i dit hjerte.” Simon var åbenbart ikke noget ondt menneske; han ønskede at gøre det rigtige men havde bare ikke den rigtige forståelse. Han bønfaldt derfor apostlene: “Bed til Jehova om at intet af det I har sagt, skal ramme mig.” – Ap.G. 8:20-24.

12. Hvat er „simoni“, og hvussu er tað blivið ein fella, sum nógv følsk kristin eru dottin í?

¹² Den irettesættelse Peter gav Simon, er også en advarsel til kristne i dag. Det danske ord “simoni” stammer faktisk fra den beretning. Simoni sigter til det at købe eller sælge embeder, især af religiøs art. Den frafaldne kristenheds historie er fuld af eksempler på det. I den niende udgave af The Encyclopædia Britannica (1878) står der: “Undersøger man de konklaver som i historiens løb har valgt de forskellige paver, bliver man overbevist om at der aldrig har været afholdt et pavevalg som ikke har været påvirket af simoni. I mange tilfælde er simonien inden for konklaverne foregået på den mest anstødelige, mest skamløse og mest utilslørede måde.”

13. Hvussu eiga vit at meta „simoni“?

¹³ Kristne skal holde sig langt væk fra simoni. De bør for eksempel ikke prøve at opnå personlige fordele eller større privilegier ved at give brødre med ansvar i menigheden overdrevet ros eller flotte gaver. På den anden side må de der har ansvar, passe på ikke at favorisere dem der er velhavende. I begge tilfælde er der tale om simoni. Hver enkelt af Guds tjenere bør opføre sig som “en af de mindre” og vente på at Jehovas ånd udnævner dem der skal varetage tjenesteprivilegier. (Luk. 9:48) De der prøver at “søge deres egen ære”, hører ikke hjemme i Jehovas organisation. – Ordsp. 25:27.

„Skilir tú tað, ið tú lesur?“ (Áps. 8:26-40)

14, 15. (a) Hvør var ’etiopiski hirðmaðurin’, og hvussu fann Filip hann? (b) Hvussu reageraði etioparin upp á tað, sum Filip fortaldi honum, og hví var dópurin hjá honum ikki impulsivur? (Sí undirgreinina.)

¹⁴ Jehovas engel gav nu Filip besked på at gå ad den vej der førte fra Jerusalem til Gaza. Filip har måske undret sig over hvorfor han skulle gå den vej, men han fandt hurtigt ud af det da han mødte en etiopisk eunuk der “læste højt af profeten Esajas”. (Se boksen “Eunuk – i hvilken forstand?”). Jehovas hellige ånd fik Filip til at nærme sig mandens vogn. “Forstår du egentlig det du læser?” spurgte han etiopieren mens han løb hen til vognen. “Hvordan skulle jeg kunne det,” svarede manden, “når der ikke er nogen der forklarer det for mig?” – Ap.G. 8:26-31.

¹⁵ Etiopieren inviterede Filip op i vognen. Forestil dig engang den samtale de må have haft. Det havde længe været et mysterium hvem der var det “får”, eller den “tjener”, som var omtalt i Esajas’ profeti. (Esa. 53:1-12) Men mens de kørte afsted, forklarede Filip den etiopiske eunuk at profetien var blevet opfyldt på Jesus Kristus. Ligesom de der var blevet døbt på pinsedagen i år 33, vidste etiopieren, der allerede var en jødisk proselyt, med det samme hvad han skulle gøre. “Se!” sagde han til Filip. “Her er vand. Hvad forhindrer mig i at blive døbt?” Etiopieren blev med det samme døbt af Filip!c (Se boksen “Dåb i vand”). Bagefter blev Filip ført til en ny opgave i Ashdod, hvor han fortsatte med at forkynde den gode nyhed. – Ap.G. 8:32-40.

16, 17. Hvussu eru einglarnir við í boðanararbeiðinum í dag?

¹⁶ Kristne i dag har det privilegie at være med i et arbejde der svarer til det Filip udførte. Ofte har de mulighed for at forkynde Rigets budskab for dem de møder i uformelle sammenhænge, for eksempel når de er ude at rejse. Mange gange er det tydeligvis ikke nogen tilfældighed når de møder en der har den rigtige indstilling. Og det er ikke så mærkeligt, for Bibelen gør det klart at englene leder arbejdet så budskabet når ud til “alle nationer, stammer, sprog og folkeslag”. (Åb. 14:6) Jesus forudsagde at forkyndelsen ville foregå under englenes ledelse. I sin illustration om hveden og ukrudtet sagde han at i høsttiden, altså ved afslutningen på den verdensordning vi lever i i dag, er “høstfolkene ... engle”. Han tilføjede at de ville “tage dem der får andre til at snuble, og dem der bryder Guds love, og fjerne dem fra hans rige”. (Matt. 13:37-41) Englene ville også indsamle de fremtidige arvinger til det himmelske rige – og senere “en stor skare” af “andre får” – som Jehova drager til sin organisation. – Åb. 7:9; Joh. 6:44, 65; 10:16.

¹⁷ Vi er ikke i tvivl om at det virkelig er tilfældet. Nogle af dem vi kontakter i forkyndelsen, fortæller at de lige har bedt til Gud om hjælp. Tænk over den her oplevelse: To forkyndere fulgtes med en lille dreng. Sidst på formiddagen ville forkynderne til at slutte deres tjeneste, men drengen var usædvanligt opsat på at besøge det næste hus. Det endte med at han gik alene derhen og bankede på! Da en ung kvinde åbnede døren, gik de to voksne forkyndere hen og talte med hende. Til deres overraskelse fortalte kvinden at hun lige havde bedt om at nogen ville komme til hendes dør og hjælpe hende til at forstå Bibelen. Der blev oprettet et bibelstudie.

18. Hví skulu vit ongantíð taka okkara tænastu fyri givið?

¹⁸ Fordi du er en del af den kristne menighed, har du den forret at arbejde sammen med englene om forkyndelsen, der i dag bliver udført i et omfang som aldrig før. Tag aldrig det privilegie for givet! Det vil give dig stor glæde at holde ud i arbejdet med at forkynde “den gode nyhed om Jesus”. – Ap.G. 8:35.