LESTRARGREIN 21
SANGUR NR. 21 Søkið altíð fyrst Guds ríki!
Vit mugu søkja staðin, sum verður verandi
„Vit søkja hin komandi [stað].“ – HEBR. 13:14.
FOKUS
Hvordan Hebræerne, kapitel 13, kan hjælpe os nu og i fremtiden.
1. Hvat segði Jesus skuldi henda við Jerusalem í fyrstu øld?
NOGLE dage før sin død kom Jesus med en detaljeret profeti. Den fik sin første opfyldelse i tiden op til ødelæggelsen af Jerusalem og templet. Han advarede om at Jerusalem en dag ville blive “omringet af hære”, og sagde til sine disciple at når de så det ske, skulle de med det samme forlade området. (Luk. 21:20) Hans ord gik i opfyldelse – Jerusalem blev omringet af romerske hære. – Luk. 21:21, 22
2. Hvat minti Paulus tey kristnu í Judea og Jerusalem á?
2 Bare nogle få år før de romerske hære omringede Jerusalem, havde apostlen Paulus skrevet brevet til hebræerne. Brevet indeholdt livsvigtig vejledning til de kristne i Judæa og Jerusalem – vejledning der ville hjælpe dem til at være klar til det der skulle ske. Hvad var det der skulle ske? Som Jesus havde forudsagt, ville Jerusalem blive ødelagt. Hvis de kristne i det område skulle have noget håb om at overleve, skulle de være klar til at forlade alt, deriblandt deres hjem og deres virksomheder. Derfor gav Paulus dem en stærk påmindelse angående Jerusalem: “Her har vi ikke en by der vil blive stående.” Og så tilføjede han: “Men vi ser ivrigt frem til den der vil komme.” – Hebr. 13:14.
3. Hvat er staðurin, „ið hevur fastan grundvøll“, og hví vilja vit søkja hann?
3 De kristne der besluttede at forlade Jerusalem og Judæa, blev sikkert hånet og latterliggjort for det, men beslutningen reddede deres liv. I dag bliver vi også hånet fordi vi ikke mener at mennesker kan løse vores problemer, og fordi vi ikke prøver at få et så komfortabelt liv som muligt i den her verden. Hvorfor gør vi ikke det? Fordi vi ved at den her verden er midlertidig. Vi søger hen til “den by der er solidt grundfæstet”, “den der vil komme”, altså Guds rige.a (Hebr. 11:10; Matt. 6:33) I hvert underafsnit i den her artikel vil vi komme ind på (1) hvordan Paulus’ vejledning hjalp de kristne i det første århundrede til at blive ved med at søge hen til den by der ville komme, (2) hvordan Paulus forberedte dem på det der ville ske med Jerusalem, og (3) hvordan hans vejledning kan hjælpe os i dag.
HAV ÁLIT Á HONUM, SUM ONGANTÍÐ FER FRÁ TÆR
4. Hví hevði Jerusalem stóran týdning fyri tey kristnu?
4 I det første århundrede var Jerusalem en meget vigtig by i de kristnes øjne. Det var her den første kristne menighed blev dannet i år 33, og det var også her det styrende råd holdt til. Derudover havde mange kristne etableret sig i Jerusalem og havde deres hjem og arbejde der. Men Jesus forudsagde at hans disciple på et tidspunkt ville blive nødt til at flygte ud af Jerusalem og endda helt ud af Judæa. – Matt. 24:16.
5. Hvussu fyrireikaði Paulus tey kristnu til tað, sum skuldi henda við Jerusalem?
5 For at forberede de kristne på hvad der ville ske, hjalp Paulus dem til at få samme syn på Jerusalem som Jehova havde. Templet, præsteskabet og de ofre der blev bragt i Jerusalem, var ikke længere hellige for Jehova, han godkendte det ikke længere. (Hebr. 8:13) Desuden havde de fleste af indbyggerne i byen afvist Messias. Og templet var ikke længere omdrejningspunktet for den rene tilbedelse og ville blive ødelagt. – Luk. 13:34, 35.
6. Hví var tað øgiliga umráðandi, at tey kristnu hugsaðu gjølla um orðini hjá Paulusi í Hebrearabrævinum 13:5, 6?
6 Da Paulus skrev til hebræerne, var Jerusalem en velstående by. En romersk forfatter fra den tid omtalte Jerusalem som “den mest berømte by i Østen”.b Hvert år var der mange jøder fra forskellige lande der rejste til Jerusalem i forbindelse med højtiderne, og det bidrog til byens stærke økonomi. Måske har nogle af de kristne også tjent godt på de mange tilrejsende og haft mange penge mellem hænderne. Det var sikkert med det i tanke at Paulus skrev til dem: “Lad jeres måde at leve på være fri for kærlighed til penge, og vær tilfredse med det I har.” Derefter citerede han en stærk forsikring fra Skrifterne der viste at Jehova ville være med dem hver især: “Jeg vil aldrig svigte dig, og jeg vil aldrig forlade dig.” (Læs Hebræerne 13:5, 6; 5. Mos. 31:6; Sl. 118:6). Det var vigtigt at de kristne i Jerusalem og Judæa tænkte grundigt over det Paulus skrev. Hvorfor? Jo, kort efter at de modtog hans brev, ville de blive nødt til at forlade alt det de ejede – deres hjem, deres virksomheder og de fleste af deres ejendele. Og de skulle være indstillet på at starte et nyt liv op et fremmed sted.
7. Hví mugu vit styrkja okkara álit á Jehova nú?
7 Hvad vi kan lære. Den verden vi lever i, vil snart blive ødelagt i den store trængsel. (Matt. 24:21) Så ligesom de kristne i det første århundrede må vi holde os vågne og være godt forberedte. (Luk. 21:34-36) Under den store trængsel vil vi måske blive nødt til at efterlade nogle af eller alle vores ejendele og vise at vi stoler hundrede procent på at Jehova aldrig vil forlade sine tjenere. Men allerede nu har vi mulighed for at vise at vi virkelig stoler på Jehova. Spørg dig selv: “Viser mine handlinger og mål at jeg stoler mere på Jehova end på materielle ting?” (1. Tim. 6:17) Selvom vi kan lære meget af situationen i det første århundrede, kan vi ikke kopiere det de kristne gjorde, én til én. Forholdene under den store trængsel vil nemlig være vanskeligere end nogensinde. Så hvordan ved vi hvad vi skal gøre når den store trængsel bryder ud?
AKTA TEIR, SUM GANGA Á ODDA
8. Hvørji boð hevði Jesus givið sínum lærisveinum?
8 Nogle få år efter at de kristne havde modtaget Paulus’ brev, omringede de romerske hære Jerusalem. Det var det tegn de havde ventet på. Nu skulle de flygte, for byen ville snart blive ødelagt. (Matt. 24:3; Luk. 21:20, 24) Men hvor skulle de flygte hen? Jesus havde bare sagt at de der var i Judæa, skulle “flygte til bjergene”. (Luk. 21:21) Men der var mange bjerge i det område. Så hvilke bjerge skulle de helt konkret flygte til?
9. Hví hugsaðu tey kristnu kanska um, hvørji fjøll tey skuldu flýggja til? (Hygg eisini at kortinum.)
9 Der var mange bjerge de kristne kunne flygte til: bjergene i Samaria, bjergene i Galilæa, Hermonbjerget, Libanonbjergene og bjergene på den anden side af Jordanfloden. (Se kortet). Nogle af byerne der lå i de bjergrige områder, kan have set ud til at være trygge tilflugtssteder. For eksempel lå byen Gamla på en højderyg på et stejlt bjerg og var derfor meget svær for en hær at indtage. Nogle jøder betragtede Gamla som det ideelle sted at flygte til, men romerne indtog byen, ødelagde den og dræbte mange af indbyggerne.c
De kristne kunne have flygtet til mange forskellige bjerge. Men de ville ikke have været i sikkerhed alle steder. (Se paragraf 9)
10-11. (a) Hvussu leiddi Jehova helst tey kristnu? (Hebrearabrævið 13:7, 17) (b) Hvussu gagnaði tað teimum kristnu at akta teir, sum gingu á odda? (Hygg eisini at myndini.)
10 Det lader til at Jehova ledte sine tjenere ved hjælp af de brødre der førte an i menigheden. Historikeren Eusebios skrev senere: “Medlemmerne af menigheden i Jerusalem fik ved Guds ledelse en åbenbaring gennem kvalificerede mænd; de blev befalet ... at forlade byen før krigen indtraf, og slå sig ned i en bestemt by i Peræa der hed Pella.”d Pella viste sig at være det perfekte tilflugtssted. Det lå ikke langt fra Jerusalem, og derfor var det forholdsvist nemt at komme dertil. Og fordi byen primært var beboet af ikkejøder, var der meget lille sandsynlighed for at romerne ville angribe stedet. – Se kortet.
11 De kristne der flygtede til Pella, fulgte Paulus’ vejledning om at være lydige mod dem der førte an i menigheden. (Læs Hebræerne 13:7, 17). Hvad førte det til? De overlevede! Historien bekræfter at Jehova ikke forlod dem der “ventede på den by der er solidt grundfæstet”, Guds rige. – Hebr. 11:10.
Pella viste sig at være det ideelle tilflugtssted. (Se paragraf 10-11)
12-13. Hvussu hevur Jehova víst, at hann leiðir sítt fólk í torførum tíðum?
12 Hvad vi kan lære. Jehova giver sit folk specifikke anvisninger gennem de brødre der fører an. Bibelen er fyldt med eksempler på hvordan Jehova op gennem tiden har sørget for hyrder til at lede sit folk i svære tider. (5. Mos. 31:23; Sl. 77:20) Og i nyere tid har vi set masser af beviser på at han stadig gør det.
13 Da covid-19-pandemien for eksempel brød ud, gav de brødre der fører an i organisationen, straks anvisninger til menighederne. De ældste fik instruktioner om hvordan møderne skulle holdes, og hvordan forkyndelsen skulle foregå. Kort efter at pandemien var begyndt, holdt vi et historisk stævne på mere end 500 sprog via internettet, tv og radio. Vi manglede på intet tidspunkt åndelig mad. Som et resultat af alt det forblev vi forenede. Vi kan være helt sikre på at uanset hvad vi kommer ud for i fremtiden, vil Jehova blive ved med at hjælpe dem der fører an iblandt os, til at træffe kloge beslutninger. Indtil nu har vi været inde på at det er vigtigt at stole på Jehova og være lydige mod dem der fører an. Men hvad kan ellers hjælpe os til at være forberedt på den store trængsel og til at handle klogt under hele den svære periode?
VÍS BRÓÐURKÆRLEIKA OG GESTABLÍDNI
14. Hvat skuldu tey kristnu serliga hugsa um at gera, í tíðini áðrenn Jerusalem bleiv lagt í oyði? (Hebrearabrævið 13:1-3)
14 Når den store trængsel bryder ud, bliver der behov for at vi viser hinanden kærlighed i højere grad end nogensinde før. Til den tid vil vores situation igen minde om den de kristne i Jerusalem og Judæa var i i det første århundrede. De havde altid været gode til at vise hinanden kærlighed. (Hebr. 10:32-34) Men i årene op til Jerusalems ødelæggelse måtte de kristne vise broderkærlighed og gæstfrihed i endnu større omfang end før.e (Læs Hebræerne 13:1-3). Det samme vil komme til at gælde os i den svære tid vi vil opleve under den store trængsel.
15. Hví máttu tey kristnu eisini vísa bróðurkærleika og gestablídni, aftan á at tey vóru flýdd?
15 De romerske hære omringede Jerusalem og trak sig så pludseligt tilbage. Det åbnede et vindue for at de kristne kunne flygte. Men de var nødt til at gøre det hurtigt, og derfor kunne de kun tage få ejendele med sig. (Matt. 24:17, 18) De var meget afhængige af hinanden på selve rejsen til bjergene og også da de ankom og bosatte sig i Pella. Der har uden tvivl været mange situationer hvor der opstod et “akut behov”. (Tit. 3:14) Det gav de kristne mulighed for at vise broderkærlighed og gæstfrihed ved at dele det de havde, med hinanden.
16. Hvussu kunnu vit vísa okkara brøðrum og systrum kærleika, tá ið tey hava brúk fyri hjálp? (Hygg eisini at myndini.)
16 Hvad vi kan lære. Kærlighed motiverer os til at være der for vores trosfæller når de har brug for hjælp. For eksempel har mange af Jehovas tjenere været parate til at hjælpe deres brødre og søstre der er flygtet på grund af krig eller naturkatastrofer. En ukrainsk søster der måtte forlade sit hjem på grund af krigen, har sagt: “Vi har virkelig mærket Jehovas hjælp og ledelse gennem vores brødre. Vennerne har været så gæstfrie og gjort så meget for os, både i Ukraine og Ungarn og nu også her i Tyskland.” Når vi viser gæstfrihed mod vores brødre og søstre og gør noget for at dække deres materielle og åndelige behov, fungerer vi faktisk som Jehovas forlængede arm. – Ordsp. 19:17; 2. Kor. 1:3, 4.
Vores trosfæller der har været nødt til at flygte, har brug for vores hjælp. (Se paragraf 16)
17. Hví er tað sera umráðandi, at vit læra at vísa bróðurkærleika og gestablídni nú?
17 Under den store trængsel vil behovet for praktisk og åndelig støtte blandt Jehovas folk blive endnu større end det er i dag. (Hab. 3:16-18) Derfor oplærer Jehova os allerede nu til at blive bedre til at vise broderkærlighed og gæstfrihed – egenskaber som måske kan betyde liv eller død til den tid.
GER TEG KLÁRAN TIL TAÐ, SUM SKAL HENDA
18. Hvussu kunnu vit taka eftir teimum kristnu í fyrstu øld, sum flýddu úr Jerusalem?
18 De kristne der flygtede til bjergene, slap væk fra den katastrofe der ramte Jerusalem. De forlod deres by, men Jehova forlod aldrig dem. Hvad med i dag? Vi kender ikke alle detaljer om hvad der vil ske i fremtiden. Men vi kan gøre hvad vi kan for at forberede os godt og holde os parate, som Jesus opfordrede os til. (Luk. 12:40) Vi kan også meditere over det Paulus skrev til hebræerne, vejledning der er lige så relevant i dag som den var i det første århundrede. Og så kan vi styrke vores tillid til Jehovas kærlige forsikring om at han aldrig vil svigte os eller forlade os. (Hebr. 13:5, 6) Lad os blive ved med at søge hen til den by der vil blive stående – Guds rige. Det vil føre til velsignelser i al evighed! – Matt. 25:34.
SANGUR NR. 157 Sannur friður!
a På Bibelens tid blev en by ofte regeret af en konge. En sådan by kunne derfor betragtes som et rige. – 1. Mos. 14:2.
b Corpus Inscriptionum Iudaeae/Palaestinae, redigeret af Hannah M. Cotton og andre, “Jerusalem – an introduction”, af Benjamin Isaac.
c Det skete i år 67 e.v.t., ikke længe efter at de kristne var flygtet fra Judæa og Jerusalem.
d Encyclopædia Britannica Online.
e Det ord der er oversat med “broderkærlighed”, kan henvise til den stærke kærlighed der er mellem familiemedlemmer. Men her henviser Paulus til den inderlige kærlighed der skal være i menigheden.