Jonas
4 Men det mishagede i høj grad Jonas,+ og han blev optændt af vrede. 2 Derfor bad han til Jehova* og sagde: „Åh, Jehova, var det ikke dét jeg sagde* mens jeg endnu var i mit eget land? Det var jo derfor jeg først flygtede til Tarʹsis;+ jeg véd jo at du er en nådig og barmhjertig Gud,*+ som er sen til vrede og rig på loyal hengivenhed,+ og som fortryder ulykken.+ 3 Så tag dog, Jehova, nu min sjæl*+ fra mig, for det er bedre for mig at dø end at leve.“*+
4 Da sagde Jehova: „Er det med rette du er optændt af vrede?“+
5 Så gik Jonas ud af byen og satte sig øst for den;* og han lavede sig en løvhytte dér og satte sig i skyggen under den+ indtil han havde set hvad der skete med byen.+ 6 Da sørgede Jehova Gud* for at en flaskegræskarplante* voksede op over Jonas til at kaste skygge over hans hoved og befri ham for hans nedtrykthed.+ Og Jonas frydede sig højligt over flaskegræskarplanten.
7 Men da daggryet brød frem den følgende dag, sørgede den [sande] Gud for at en orm+ stak flaskegræskarplanten så den tørrede ud.+ 8 Og så snart solen stod op, sørgede Gud* for en svidende østenvind,+ og solen stak Jonas på hovedet så han var ved at besvime;+ og han bad om at hans sjæl* måtte dø, og han sagde: „Det er bedre for mig at dø end at leve.“*+
9 Da sagde Gud til Jonas: „Er det med rette du er optændt af vrede over flaskegræskarplanten?“+
Og han sagde: „Det er med rette jeg er optændt af vrede — til døden.“ 10 Men Jehova sagde: „Du ynkedes over flaskegræskarplanten, som du ikke har haft besvær med eller fået til at vokse op, som blev til blot på en nat* og gik til grunde blot på en nat. 11 Skulle jeg så ikke ynkes over Niʹneve, den store by,+ hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind* mennesker* som ikke kender forskel på højre og venstre — foruden mange husdyr?“+