Apostlenes Gerninger

4 Mens de [to] nu talte til folket, stod de øverste præster og tempeløversten+ og saddukæerne+ pludselig hos dem, 2 irriterede fordi de underviste folket og åbent forkyndte opstandelsen fra de døde i Jesu tilfælde;+ 3 og de lagde hånd på dem og satte dem i forvaring til næste dag,+ for det var allerede aften. 4 Men mange af dem som havde hørt talen fik tro,+ og tallet på mændene blev omkring fem tusind.+

5 Næste dag skete der det i Jerusalem at lederne og de ældste* og de skriftlærde samledes+ 6 (også Anʹnas,+ den overordnede præst, og Kajʹfas+ og Johannes og Alexander og alle som var af den overordnede præsts slægt), 7 og de stillede dem i deres midte og begyndte at spørge: „Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette?“+ 8 Fyldt med hellig ånd+ sagde Peter så til dem:

„Folkets ledere og ældste! 9 Når vi i dag, på grund af en velgerning mod en syg mand,+ forhøres om ved hvem denne mand er blevet gjort rask,* 10 så lad det være kendt for jer alle og for hele Israels folk, at det er ved Jesu Kristi, Nazaræerens,+ navn, ham som I pælfæstede*+ men som Gud oprejste fra de døde,+ ved ham* er det at denne mand står her rask for jeres øjne. 11 Han er ’stenen som blev regnet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten’.+ 12 Og der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn+ hvorved vi skal frelses.“+

13 Da de nu så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke at de var ulærde og almindelige mennesker,+ undrede de sig. Og så genkendte de dem: de plejede at være sammen med Jesus;+ 14 og da de så manden som var blevet kureret stå sammen med dem,+ havde de intet at sige imod [dem].+ 15 Så befalede de dem at gå uden for sanhedrinsalen, og de begyndte at konferere med hinanden 16 idet de sagde: „Hvad skal vi gøre med disse mennesker?+ For det er en kendsgerning at der er sket et bemærkelsesværdigt tegn ved dem, et der er kendt for alle Jerusalems indbyggere;+ og vi kan ikke benægte det. 17 Men for at det ikke yderligere skal udspredes blandt folket, så lad os true dem til ikke at tale mere på grundlag af dette navn til noget menneske i det hele taget.“+

18 Derpå kaldte de dem ind og gav dem den ordre at de ikke noget sted måtte ytre sig eller undervise på grundlag af Jesu navn. 19 Men som svar sagde Peter og Johannes til dem: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. 20 Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“+ 21 Da de yderligere havde truet dem, løslod de dem så, eftersom de ikke kunne finde noget at straffe dem for, og af hensyn til folket,+ for alle herliggjorde Gud for det der var sket; 22 den mand som dette helbredelsestegn var sket på, var nemlig over fyrre år gammel.

23 Efter at være blevet løsladt gik de til deres egne+ og meddelte hvad de øverste præster og de ældste havde sagt til dem. 24 Da de hørte dette hævede de alle som én deres stemmer til Gud+ og sagde:

„Suveræne+ Herre,* du er den der frembragte himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem,+ 25 og som ved hellig ånd sagde gennem vor forfader, din tjener Davids mund:+ ’Hvorfor kom nationer i oprør og pønsede folkeslag på tomme planer?+ 26 Jordens konger stillede sig op, og lederne samlede sig som én imod Jehova* og imod hans salvede.’*+ 27 Ja, både Herodes og Ponʹtius Pilaʹtus+ sammen med folk fra nationerne og Israels folkegrupper samlede sig i sandhed i denne by imod din hellige+ tjener Jesus, som du salvede,*+ 28 for at gøre det din hånd og din vilje havde forudbestemt skulle ske.+ 29 Og nu, Jehova,* giv agt på deres trusler,+ og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed,+ 30 mens du udrækker din hånd til helbredelse og mens tegn og undere+ sker ved din hellige tjener+ Jesu navn.“+

31 Og da de havde bedt, rystedes stedet hvor de var samlet;+ og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd+ og talte Guds ord med frimodighed.+

32 Og forsamlingen af dem som havde fået tro, havde ét hjerte og én sjæl,+ og end ikke én sagde at noget af det han ejede var hans eget; men de havde alle ting fælles.+ 33 Og med stor kraft fortsatte apostlene med at aflægge vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse;+ og ufortjent godhed var i stort mål over dem alle. 34 Ja, der var ikke én iblandt dem som led nød;+ for alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte 35 og lagde dem for apostlenes fødder.+ Og der blev så delt ud til hver enkelt,+ alt efter som han havde behov. 36 Josef, som af apostlene havde fået tilnavnet Barʹnabas,+ der oversat betyder Trøstens Søn, en levit som stammede fra Cypern, 37 ejede således en mark, solgte den og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.+