Første Mosebog

19 De to engle kom til Sodoma om aftenen. Lot sad i Sodomas byport, og da han så dem, rejste han sig for at gå dem i møde og bøjede sig med ansigtet mod jorden.+ 2 Og han sagde: “Mine herrer, vil I ikke nok komme med hen i jeres tjeners hus og blive natten over og få jeres fødder vasket? Så kan I stå tidligt op og rejse videre.” Til det sagde de: “Nej, vi overnatter på torvet.” 3 Men han pressede dem så meget at de gik med ham hjem. Så lavede han et festmåltid til dem og bagte usyrnet brød, og de spiste.

4 Inden de lagde sig til at sove, kom en stor flok – alle mændene i Sodoma, fra dreng til gammel mand – og omringede huset. 5 Og de blev ved med at råbe til Lot og sige til ham: “Hvor er de mænd der kom til dig i nat? Kom ud med dem så vi kan have sex med dem!”+

6 Lot gik ud i døråbningen til dem, og han lukkede døren bag sig. 7 Han sagde: “Jeg beder jer, mine brødre, gør ikke noget der er så ondt. 8 Jeg har to døtre som ikke har været seksuelt sammen med nogen mand. Lad mig føre dem ud til jer så I kan gøre med dem hvad I vil. Men I må ikke gøre mændene noget, for de er gæster i mit hus og under min beskyttelse.”*+ 9 “Flyt dig!” sagde de og tilføjede: “Denne ene udlænding er kommet for at bo her, og så vover han at dømme os! Nu vil vi gøre noget endnu værre med dig end med dem.” Og de trængte ind på Lot og ville slå døren ind. 10 Så rakte mændene i huset hænderne ud efter Lot og hev ham ind, og de lukkede døren. 11 Men mændene ved indgangen til huset slog de med blindhed, fra den mindste til den største, så de var ved at slide sig selv op i et forsøg på at finde døråbningen.

12 Så sagde mændene til Lot: “Har du ellers noget familie her – svigersønner, sønner, døtre eller andre slægtninge? Så tag dem med væk herfra! 13 Vi vil nemlig tilintetgøre stedet, for Jehova har hørt de høje klageråb mod indbyggerne,+ og Jehova har sendt os for at tilintetgøre byen.” 14 Lot gik derfor ud og talte med sine svigersønner, der skulle giftes med hans døtre, og han blev ved med at sige: “Skynd jer væk herfra, for Jehova vil tilintetgøre byen!” Men hans svigersønner troede at han lavede sjov med dem.+

15 Ved daggry begyndte englene at skynde på Lot. De sagde: “Hurtigt! Tag din hustru og dine to døtre med dig så du ikke bliver fejet bort når byen bliver straffet for sin synd!”+ 16 Men han blev ved med at tøve, så mændene greb ham og hans hustru og hans to døtre ved hånden fordi Jehova havde medfølelse med ham,+ og de førte ham uden for byen.+ 17 Så snart de havde ført dem ud, sagde en af dem: “Flygt for livet! Se dig ikke tilbage,+ og stå ikke stille noget sted på sletten!+ Flygt til bjerglandet så du ikke bliver fejet bort!”

18 Lot sagde til dem: “Åh nej, Jehova, ikke dertil! 19 Du har jo godkendt din tjener, og du viser mig stor godhed* ved at bevare mig* i live,+ men jeg kan ikke flygte til bjerglandet, for jeg er bange for at ulykken indhenter mig og jeg dør.+ 20 Hør engang, der ligger en lille by i nærheden som jeg kan flygte til; det er kun en lille by. Må jeg ikke nok flygte dertil? Det er kun en lille by. Så overlever jeg.” 21 Han sagde til ham: “Det er i orden. Jeg vil også tage hensyn til dig+ ved ikke at ødelægge den by du taler om.+ 22 Skynd dig! Flygt dertil, for jeg kan ikke gøre noget før du er nået derhen!”+ Af den grund gav han byen navnet Soar.*+

23 Solen var stået op over landet da Lot kom til Soar. 24 Så lod Jehova ild og svovl regne ned over Sodoma og Gomorra – det kom fra Jehova, fra himlen.+ 25 Sådan tilintetgjorde han disse byer, ja, hele sletten, sammen med alle der boede i byerne, og de planter der voksede der.+ 26 Men Lots hustru, der var bagved ham, så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.+

27 Abraham stod tidligt op om morgenen og gik hen til det sted hvor han havde stået foran Jehova.+ 28 Da han så ned over Sodoma og Gomorra og hele sletten, mødte der ham et frygteligt syn. Der steg tyk røg op fra landet som den tykke røg fra en ovn!+ 29 Da Gud tilintetgjorde byerne på sletten, huskede han altså hvad han havde lovet Abraham, og han sendte Lot væk fra de byer han ødelagde, byerne i det område hvor Lot havde boet.+

30 Senere forlod Lot Soar sammen med sine to døtre og slog sig ned i bjerglandet,+ for han var bange for at bo i Soar.+ Og han boede i en hule sammen med sine to døtre. 31 Den ældste sagde nu til den yngste: “Vores far er gammel, og der er ikke en mand i landet som vi kan få børn med, sådan som det er almindeligt på hele jorden. 32 Kom, lad os give vores far vin at drikke, og lad os ligge med ham og føre vores fars slægt videre.”

33 Den nat blev de ved med at give deres far vin at drikke; så gik den ældste ind og lå med sin far, men han sansede hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op. 34 Næste dag sagde den ældste så til den yngste: “Jeg lå med min far i nat. Lad os også i nat give ham vin at drikke. Gå du så ind og lig med ham, og lad os føre vores fars slægt videre.” 35 Også den nat blev de ved med at give deres far vin at drikke; så gik den yngste ind og lå med ham, men han sansede hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op. 36 Begge Lots døtre blev gravide med deres far. 37 Den ældste fødte en søn og gav ham navnet Moab.+ Han er stamfar til moabitterne.+ 38 Den yngste fødte også en søn, og hun gav ham navnet Ben-Ammi. Han er stamfar til ammonitterne.+