Første Mosebog
18 Senere viste Jehova+ sig for ham i nærheden af Mamres store træer+ mens han sad i indgangen til teltet på den varmeste tid af dagen. 2 Han kiggede op og så tre mænd stå et stykke væk.+ Da han så dem, løb han dem i møde fra teltindgangen, og han bøjede sig til jorden. 3 Så sagde han: “Jehova, hvis du har godkendt mig, så beder jeg dig, gå ikke forbi din tjener. 4 Lad mig sørge for lidt vand så I kan få jeres fødder vasket.+ Og hvil jer så under træet. 5 Nu hvor I er kommet her til jeres tjener, så lad mig hente et stykke brød så I kan komme til kræfter.* Derefter kan I gå videre.” Til det sagde de: “Ja, du må gerne gøre sådan som du har sagt.”
6 Abraham skyndte sig hen til teltet hvor Sara var, og sagde: “Hurtigt! Tag tre mål* fint mel, ælt en dej og bag nogle brød.” 7 Bagefter løb Abraham hen til hjorden, udvalgte en fed og god tyrekalv og gav den til medhjælperen, som skyndte sig at tilberede den. 8 Så tog han smør og mælk og den ungtyr som han havde tilberedt, og satte maden foran dem. Og han stod hos dem under træet mens de spiste.+
9 De sagde til ham: “Hvor er din hustru Sara?”+ Han svarede: “Inde i teltet.” 10 Så sagde en af dem: “Jeg kommer tilbage til dig næste år ved denne tid, og så har din hustru Sara en søn.”+ Sara stod og lyttede i indgangen til teltet, som var bag ved manden. 11 Abraham og Sara var gamle, højt oppe i årene.+ Sara havde passeret den fødedygtige alder.*+ 12 Derfor gav Sara sig til at le indvendigt mens hun sagde til sig selv: “Skal jeg virkelig føle den glæde? Jeg er jo udslidt, og min herre er gammel.”+ 13 Så sagde Jehova til Abraham: “Hvorfor lo Sara og sagde: ‘Skal jeg virkelig føde selvom jeg er gammel?’ 14 Er noget for usædvanligt for Jehova?+ Jeg kommer tilbage til dig næste år ved denne tid, og så har Sara en søn.” 15 Men Sara benægtede det og sagde: “Jeg lo ikke!”, for hun var bange. Til det sagde han: “Jo! Du lo.”
16 Da mændene rejste sig for at gå og de så ned mod Sodoma,+ gik Abraham med dem for at følge dem på vej. 17 Jehova sagde: “Skulle jeg skjule for Abraham hvad jeg vil gøre?+ 18 Abraham skal jo blive til en stor og mægtig nation, og alle jordens nationer vil blive velsignet* gennem ham.+ 19 Jeg har nemlig udvalgt ham* for at han kan befale sine sønner og alle sine efterkommere at holde sig til Jehovas vej og gøre det der er ret og rigtigt,+ så Jehova kan opfylde det han har lovet angående Abraham.”
20 Så sagde Jehova: “Jeg har hørt de høje klageråb imod Sodoma og Gomorra,+ og deres synd er meget stor.+ 21 Jeg vil stige ned og se om deres handlinger svarer til råbene der har nået mig. Og hvis ikke, så finder jeg ud af det.”+
22 Så gik mændene derfra og begav sig på vej mod Sodoma, men Jehova+ blev hos Abraham. 23 Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig feje de retfærdige bort sammen med de onde?+ 24 Hvis der nu er 50 retfærdige i byen, vil du så virkelig feje dem bort og ikke skåne* byen for de 50 retfærdiges skyld? 25 Det er utænkeligt at du skulle gøre sådan! Du ville aldrig slå den retfærdige ihjel sammen med den onde så det skulle gå den retfærdige og den onde på samme måde.+ Det er utænkeligt for dig.+ Skulle hele jordens Dommer ikke gøre det der er rigtigt?”+ 26 Så sagde Jehova: “Hvis jeg finder 50 retfærdige i Sodoma, vil jeg skåne* hele byen for deres skyld.” 27 Men igen svarede Abraham: “Hør engang! Jeg har været så fri at tale til Jehova selvom jeg kun er støv og aske. 28 Hvis der nu mangler fem i at være 50 retfærdige, vil du så tilintetgøre hele byen på grund af de fem?” Til det sagde han: “Jeg vil ikke tilintetgøre den hvis jeg finder 45 der.”+
29 Men endnu en gang talte han til ham og sagde: “Hvad så hvis du finder 40 der?” Han svarede: “Jeg vil ikke tilintetgøre byen hvis der er 40.” 30 Men han fortsatte: “Jehova, bliv nu ikke vred,+ men lad mig tale videre: Hvad nu hvis du kun finder 30 der?” Han svarede: “Jeg vil ikke gøre det hvis jeg finder 30.” 31 Men han fortsatte: “Hør engang! Jeg har været så fri at tale til Jehova: Hvad nu hvis du kun finder 20?” Han svarede: “Jeg vil ikke tilintetgøre den hvis der er 20.” 32 Til sidst sagde han: “Jehova, bliv nu ikke vred, men lad mig tale bare én gang til: Hvad nu hvis du kun finder ti der?” Han svarede: “Jeg vil ikke tilintetgøre den hvis der er ti.” 33 Da Jehova var færdig med at tale med Abraham, forlod han ham,+ og Abraham gik hjem.