Salmerne

42 Som hinden der higer efter bække med vand,

sådan higer min sjæl efter dig, [min] Gud.*+

 2 Min sjæl tørster efter Gud,+ efter den levende Gud.*+

Hvornår kan jeg komme og vise mig for Gud?*+

 3 Mine tårer har været mit brød dag og nat,+

når [man]* siger til mig dagen lang: „Hvor er din Gud?“+

 4 Dette vil jeg huske, og jeg vil udøse min sjæl [som er] i mig:+

at jeg plejede at gå med i skaren,

plejede at vandre andægtigt foran dem til Guds* hus,+

med højlydte glædesråb og taksigelse+

fra en festende folkemængde.+

 5 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl,+

og [hvorfor] bruser du i mig?+

Vent på Gud,+

for endnu en gang skal jeg prise ham som min* storslåede frelse.*+

 6 Min Gud,* min sjæl i mig er fortvivlet.+

Derfor husker jeg dig,+

fra Jordanlandet og Herʹmons tinder,*+

fra det lille bjerg.*+

 7 Dyb råber til dyb*

ved lyden af dine fossende vande.*

Alle dine brodsøer og dine bølger+ —

mig har de overskyllet.+

 8 Om dagen vil Jehova give påbud til sin loyale hengivenhed,+

og om natten vil hans sang være hos mig+ —

bøn til mit livs Gud.*+

 9 Lad mig sige til Gud, mit klippebjerg:+

„Hvorfor har du glemt mig?+

Hvorfor skal jeg vandre bedrøvet på grund af fjendens undertrykkelse?“+

10 Morderisk mod mine knogler har mine modstandere smædet mig,+

når de siger til mig dagen lang: „Hvor er din Gud?“+

11 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl,+

og hvorfor bruser du i mig?+

Vent på Gud,+

for endnu en gang skal jeg prise ham som min* storslåede frelse og som min Gud.*+