Esajas
5 Lad mig dog synge for min elskede, min elskedes sang om hans vingård.+ Der var en vingård som min elskede havde på en frugtbar bjergskråning.* 2 Og han gav sig til at grave den og rydde den for sten og plante den til med en udsøgt rød vin og at bygge et tårn i dens midte.+ Og der var også en vinperse som han havde udhugget i den.+ Og han håbede stadig på at den ville bære druer,+ men efterhånden bar den vilde druer.*+
3 „Og nu, I Jerusalems indbyggere* og I Judas mænd,* døm dog mellem mig og min vingård.+ 4 Hvad mere er der at gøre ved min vingård som jeg ikke allerede har gjort i den?+ Hvordan kan det være — jeg håbede på at den ville bære druer, men efterhånden bar den vilde druer? 5 Og nu, lad mig dog gøre jer bekendt med hvad jeg gør ved min vingård: Fjerner dens hæk,+ så den vil være til at brænde af.+ Nedbryder dens stenmur, så den vil blive til et sted der trædes ned.+ 6 Og jeg vil lade den ligge øde.+ Den vil ikke blive beskåret og ikke blive luget.+ Men den skal gro til med tornebuske og ukrudt;+ og skyerne giver jeg påbud om ikke at lade nogen regn falde på den.+ 7 For Hærstyrkers Jehovas vingård+ er Israels hus, og Judas mænd er den plantning han holdt af.+ Og han håbede stadig på ret,+ men se! retsbrud;* på retfærd, men hør! nødskrig.“+
8 Ve dem der føjer hus til hus,+ dem der lægger mark til mark, indtil det er slut med pladsen+ og I er kommet til at bo helt for jer selv i landet! 9 I mine ører [har] Hærstyrkers Jehova [svoret at] mange huse vil blive til noget man forfærdes over: store og gode, men uden beboere.+ 10 For en hel vingård på ti tønder land*+ giver kun én bat,*+ og en hel homer* sædekorn giver kun en efa.*+
11 Ve dem der står tidligt op om morgenen for at løbe efter stærke drikke,+ dem som sidder sent i aftenmørket mens vinen får dem til at blusse!+ 12 Og der skal jo være lyre og harpe, tamburin og fløjte, og vin til deres fester;+ men Jehovas virke betragter de ikke, og hans hænders værk ser de ikke.+
13 Derfor skal mit folk gå i landflygtighed, af mangel på kundskab;+ og dets herlige bliver hungerens mænd,*+ og dets folkemængde bliver udtørret af tørst.+ 14 Derfor har Sheʹol* gjort sin sjæl* rummelig og spilet sit gab umådeligt op;+ og hendes* prægtige, samt hendes folkemængde og hendes larm og den jublende, skal gå ned i det.+ 15 Og mennesket vil bøje sig, og manden vil synke dybt, og selv de højtståendes øjne sænkes.+ 16 Og Hærstyrkers Jehova skal ophøjes ved ret,+ og den [sande] Gud,* den Hellige,+ skal helliges ved retfærdighed.+ 17 Og vædderlammene skal græsse som på deres egen græsgang; og fedekvægets øde steder vil fastboende udlændinge* fortære.+
18 Ve dem der slæber misgerning efter sig med usandheds tove og ligesom med vognreb [slæber] på synd;+ 19 dem der siger: „Lad hans værk skynde sig; lad det komme hurtigt,* for at vi kan få [det] at se; og lad det som Israels Hellige har besluttet, nærme sig og komme, så vi kan lære [det] at kende!“+
20 Ve dem der kalder ondt for godt og godt for ondt,+ som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert!+
21 Ve dem der er vise i egne øjne og forstandige i egen indbildning!+
22 Ve dem der er vældige krigere — til at drikke vin — og dem der er dygtige mænd — til at blande stærke drikke;+ 23 dem som kender den ugudelige retfærdig mod bestikkelse,+ og som tager den retfærdiges* retfærdighed* fra ham!+
24 Derfor, som en ildtunge fortærer halmstrået+ og det tørre græs synker sammen i flammerne, sådan skal deres rod blive som en muggen lugt,+ og deres blomst skal stige op som fint støv, for de har vraget Hærstyrkers Jehovas lov,+ og Israels Helliges ord har de behandlet respektløst.+ 25 Af den grund er Jehovas vrede blusset op imod hans folk, og han rækker sin hånd ud imod det og slår det.+ Og bjergene skal bæve,+ og deres lig skal blive som affaldet midt på gaderne.+
Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud. 26 Og han har rejst et signal for en stor nation* langt borte,+ og han har fløjtet efter den fra jordens ende;+ og se, i hast, raskt kommer den.+ 27 Ingen er træt og ingen snubler iblandt dem.* Ingen døser og ingen sover. Og bæltet om deres lænder skal ikke løses, og remmene på deres sandaler skal ikke rives itu; 28 for deres pile er hvæssede og alle deres buer er spændte.+ Deres hestes hove regnes for flint,+ og deres vognhjul for en uvejrsvind.+ 29 Deres brølen er som en løves, ja de brøler som unge løver med manke.+ Og de knurrer og griber byttet og bringer [det] i sikkerhed, og der vil ikke være nogen befrier.+ 30 Og på den dag vil de knurre over det som med havets knurren.+ Og man skal betragte landet, og se! der er knugende mørke;+ og selv lyset er formørket af regndråberne der falder på det.