19 Da svarede Job og sagde:
2 „Hvor længe vil I plage min sjæl+
og knuse mig med ord?+
3 Nu har I skældt mig ud ti gange;
I skammer jer ikke over at fare frem imod mig.+
4 Og har jeg virkelig begået en fejl,+
er det mig min fejl hviler på.
5 Hvis I virkelig vil hovere over mig+
og foreholde mig min skændsel,+
6 så vid at det er Gud der har ført mig på vildspor;
hans garn har omsluttet mig.+
7 Se, jeg råber: ’Vold!’ men får intet svar;+
jeg råber om hjælp, men der er ingen ret.+
8 Han har spærret min sti med en stenmur,+ og jeg kan ikke komme over den,
og over mine veje lægger han mørke.+
9 Han har afklædt mig min herlighed,+
og han fjerner kronen fra mit hoved.
10 Han bryder mig ned på alle sider, og jeg går bort;
og han rykker mit håb op som et træ.
11 Ja, hans vrede blusser op imod mig,+
og han regner mig som sin modstander.
12 Hans tropper kommer samlet og opkaster deres vej imod mig,+
og de lejrer sig omkring mit telt.
13 Mine brødre har han jaget langt bort fra mig,+
og de som kender mig, har vendt sig fra mig.
14 Mine nærmeste er forsvundet,+
og de som jeg kender, har glemt mig,
15 de som opholder sig i mit hus;+ og mine trælkvinder regner mig for en fremmed;
en udlænding er jeg blevet i deres øjne.
16 Jeg har kaldt på min tjener, men han svarer ikke;
med min egen mund beder jeg ham om at have medlidenhed.
17 Min ånde virker frastødende på min kone;+
jeg er en stank for de sønner der er fra samme moderliv som jeg.
18 Også smådrengene foragter mig;+
rejser jeg mig, så taler de imod mig.
19 Alle de mænd som havde min fortrolighed afskyr mig,+
og de som jeg elsker, har vendt sig imod mig.+
20 Mine knogler klæber til min hud og mit kød,+
og jeg undslipper kun med mine tænders hud [i behold].
21 Hav medlidenhed med mig, hav medlidenhed med mig, mine venner,+
for det er Guds hånd som har rørt mig.+
22 Hvorfor forfølger I mig ligesom Gud,+
og bliver ikke mætte af mit kød.
23 Gid dog mine ord var skrevet op!
Gid de endog var optegnet i en bog!
24 Med jerngriffel+ og bly,
for evigt indhugget i klippen!
25 Og jeg ved at min genløser+ lever,
og at han bagefter vil fremstå over støvet.+
26 Og efter at min hud er flået af — dette!
Dog, med hentæret kød skal jeg skue Gud,
27 som jeg selv skal skue på min side,+
og [som] jeg, og ingen fremmed, skal se med egne øjne.
Mine nyrer svigter dybt i mit indre.
28 For I siger: ’Hvorfor bliver vi ved med at forfølge ham?’+
når roden til sagen findes hos mig.
29 I skal selv nære gru for sværdet,+
for sværdet betyder forbitrelse over misgerninger —
at I kan vide: der findes en dommer.“+