Matthæus

14 På den tid hørte Herodes, landsdelsherskeren,* rygtet om Jesus+ 2 og sagde til sine tjenere: „Det er Johannes Døber. Han er blevet oprejst fra de døde, og det er derfor de kraftige gerninger* virker i ham.“+ 3 Herodes havde nemlig arresteret Johannes og bundet ham og sat ham i fængsel på grund af sin broder Filips hustru Heroʹdias.+ 4 For Johannes havde igen og igen sagt til ham: „Du har ikke lov til at have hende.“+ 5 Selv om han helst ville dræbe ham, var han dog bange for mængden, for den regnede ham for en profet.+ 6 Men da Herodes’ fødselsdag+ blev fejret, optrådte Heroʹdias’ datter med en dans og behagede Herodes i den grad 7 at han med en ed lovede at give hende hvad som helst hun bad om.+ 8 Så sagde hun, vejledt af sin moder: „Giv mig her på et fad Johannes Døbers hoved.“+ 9 Skønt kongen blev ked af det, befalede han af hensyn til sine eder og dem der lå til bords med ham, at det skulle gives [hende];+ 10 og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængselet. 11 Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin moder.+ 12 Så kom hans disciple og bar liget bort og begravede det;+ og de gik hen og gav Jesus besked. 13 Da Jesus hørte dette, tog han i en båd væk derfra til et øde sted hvor han kunne være sig selv;+ men folkeskarerne fik nys om det og fulgte efter ham til fods fra byerne.

14 Da han nu kom ud [af båden] så han en stor skare mennesker; han fik inderligt ondt+ af dem, og han kurerede de syge iblandt dem.+ 15 Men da det blev aften kom hans disciple hen til ham og sagde: „Stedet er øde og det er allerede sent; send de mange mennesker bort, så de kan gå ind i landsbyerne og købe sig noget at spise.“+ 16 Jesus sagde imidlertid til dem: „De behøver ikke at gå: Giv I dem noget at spise.“+ 17 De sagde til ham: „Vi har ikke andet her end fem brød og to fisk.“+ 18 Han sagde: „Kom herhen til mig med dem.“ 19 Dernæst befalede han at de mange mennesker skulle lægge sig i græsset, og han tog de fem brød og de to fisk, og idet han så op mod himmelen udtalte han en velsignelse,+ og efter at have brækket brødene i stykker gav han dem til disciplene, og disciplene [delte dem ud] til skarerne.+ 20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker der blev tilovers, tolv kurve fulde.+ 21 De der havde spist var endda hen ved fem tusind mænd, foruden kvinder og børn.+ 22 Straks derpå nødte han disciplene til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden side, mens han sendte folkeskarerne bort.+

23 Da han endelig havde fået folkeskarerne sendt bort, gik han op på bjerget for at være for sig selv og bede.+ Selv om det blev sent, var han der alene. 24 Ved den tid var båden mange hundrede meter* fra land, og bølgerne var hårde ved den,+ for vinden var imod. 25 Men i den fjerde nattevagtsperiode* kom han ud til dem, gående hen over søen.+ 26 Da disciplene så ham komme gående på søen, blev de stærkt foruroligede og sagde: „Det er et synsbedrag!“+ Og de råbte højt af frygt. 27 Men straks talte Jesus til dem, idet han sagde: „Fat mod, det er mig;+ vær ikke bange.“ 28 Som svar sagde Peter til ham: „Herre, hvis det er dig, så befal at jeg skal komme ud til dig på vandet.“ 29 Han sagde: „Kom!“ Så steg Peter ned fra båden,+ gik på vandet og kom hen mod Jesus. 30 Men da han så stormen blev han bange, og idet han begyndte at synke råbte han: „Herre, red mig!“ 31 Straks rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham og sagde til ham: „Du småttroende, hvorfor gav du efter for tvivl?“+ 32 Og efter at de var kommet op i båden, lagde stormen sig. 33 Da bøjede de der var i båden sig ærbødigt for ham og sagde: „Du er virkelig Guds søn.“+ 34 Og de nåede over og kom i land ved Geneʹzaret.+

35 Mændene på dette sted genkendte ham og sendte bud rundt i hele det omliggende land, og folk kom til ham med alle dem som var syge.+ 36 Og de bad ham indtrængende om at få lov til blot at røre ved frynsen på hans yderklædning;+ og alle som rørte ved den blev fuldstændig raske.