Job

 2 „Gid jeg havde det som i månemånederne førhen,+

som i de dage da Gud* vogtede mig,+

 3 da han lod sin lampe lyse på mit hoved,

[og] jeg kunne vandre i mørket ved hans lys;+

 4 som jeg havde det i mine velmagtsdage,+

da Guds fortrolighed var over mit telt,+

 5 da den Almægtige endnu var med mig,

[og] mine unge mænd var rundt omkring mig;

 6 da jeg badede mine fødder i smør,

og klippen udgød strømme af olie til mig;*+

 7 da jeg gik ud til porten ved staden+

[og] gjorde min plads rede på torvet!+

 8 Drengene så mig og skjulte sig,

og oldingene rejste sig [og] blev stående.+

 9 Fyrster holdt deres ord tilbage,

idet de lagde hånden over munden.+

10 Føreres røst forstummede,

og deres tunge klæbede til ganen.+

11 For øret hørte og priste mig lykkelig,

og øjet så og aflagde vidnesbyrd om mig.

12 For jeg reddede den nødstedte som råbte på hjælp,+

og den faderløse og den som ingen hjælper havde.+

13 Den der var ved at gå til grunde lod sin velsignelse+ komme over mig,

og enkens hjerte gjorde jeg glad.+

14 Jeg iførte mig retfærdighed, og den var min klædning;+

min retfærdige dom var som en overklædning og en turban.

15 Jeg var øjne for den blinde,+

og jeg var fødder for den halte.

16 Jeg var fader for de fattige,+

og jeg undersøgte retssager for folk jeg ikke kendte.+

17 Og jeg knuste den uretfærdiges kæber+

og rev* byttet bort fra hans tænder.

18 Og jeg sagde: ’I min rede* vil jeg udånde,+

og jeg vil få dage så talrige som sandskorn.+

19 Min rod er åben for vand,+

og duggen vil overnatte på mine smågrene.

20 Min herlighed er frisk hos mig,

og buen i min hånd bliver ved med at skyde.’

21 De hørte på mig og ventede,

og de plejede at tie når jeg gav råd.+

22 Efter mine ord talte de ikke mere,

og min tale blev ved at dryppe på dem.+

23 Ja, de ventede på mig som på regn,+

og munden åbnede de højt efter forårsregn.+

24 Smilte jeg til dem, kunne de ikke tro det,

og de dæmpede ikke mit ansigts lys.+

25 Jeg valgte vejen for dem og sad som overhoved.

Ja, jeg boede som en konge blandt [sine] tropper,+

som en der trøster de sørgende.+